Hvad er en adfærdsforstyrrelse?

En adfærdsforstyrrelse defineres som et gentagent og vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv og udfordrende adfærd, som frembyder klare brud på sociale forventninger og normer i forhold til alderen. Adfærden skal have stået på gennem mindst seks måneder, før man anvender diagnosen adfærdsforstyrrelse.
Eksempler på adfærd kan være fysisk vold mod mennesker, grusomhed mod dyr, udtalt ødelæggelsestrang over for andres ejendom, ildspåsættelse, tyveri, hærværk, løgnagtighed, udsædvanligt hyppige og svære raserianfald, seksuel tvang, indbrud, anvendelse af farlige våben, tilbøjelighed til at komme i slagsmål m.m. For de fleste adfærdstræk gælder det, som nævnt, at de skal være vedvarende, men anvendelsen af farlige våben, fysisk grusomhed, hærværk, ildspåsættelse, seksuel tvang og/eller indbrud behøver kun at være forekommet en enkelt gang.
De ovennævnte adfærdstræk er udtryk for adfærdsforstyrrelser af forskellig sværhedsgrad.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem adfærdsforstyrrelser og almindelige drengestreger eller oprørstrang.

Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være begrænset til kun at finde sted i hjemmet og i samspilet med familien eller være begrænset til at optræde uden for hjemmet blandt venner, lærere og fremmede. En adfærdsforstyrrelse kan også indeholde en væsentlig og gennemgribende forstyrrelse af forholdet til andre børn. Dette kan komme til udtryk ved isolation, afvisning, upopularitet og fravær af holdbare venskaber. En adfærdsforstyrrelse kan dog også forekomme hos børn, som i almindelighed er velintegrerede blandt alderssvarende venner.

Adfærdsforstyrrelse indebærer en stor belastning for både barnet selv, forældrene samt for omgivelserne omkring. En stor del af de børn, der diagnosticeres med en adfærdsforstyrrelse vil få store problemer med blandt andet psykisk ustabilitet, misbrug og kriminalitet senere i livet. Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være forløber for en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om adfærdsforstyrrelser? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse

Hvis et barn konstant giver andre skylden for egne fejl, har svært ved at få og holde venner og konstant har svært ved autoriteter, kan dette være et tegn på en oppositionel adfærdsforstyrrelse. Ved en oppositionel adfærdsforstyrrelse er symptomerne sædvanligvis mindre alvorlige end ved en egentlig adfærdsforstyrrelse og optræder hyppigst hos børn under 10 år. En oppositionel adfærdsforstyrrelse er karakteriseret ved udtalt lydighedsnægtende, trodsende og fjendtlig adfærd, men omfatter ikke kriminelle handlinger eller mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd, som ellers er karakteriseret ved de fleste adfærdsforstyrrelser.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse og egentlige adfærdsforstyrrelser adskiller sig desuden typisk med hensyn til, hvem der berøres af barnets problemer. Oppositionel adfærd kommer almindeligvis til udtryk overfor voksne eller jævnaldrende, som barnet kender godt, hvorimod symptomerne ved adfærdsforstyrrelser ofte involverer det øvrige samfund på forskellige niveauer.

Der er dog uenighed om, hvorvidt oppositionel adfærdsforstyrrelse er en udviklingsmæssig forløber for egentlig adfærdsforstyrrelse, en mildere version af en adfærdsforstyrrelse eller en kvalitativ forskellig forstyrrelse.

Forekomst af adfærdsforstyrrelser

Ca. 2-4 % af alle børn har en adfærdsforstyrrelse. Kønsfordelingen mellem drenge og piger er 4:1, hvilket betyder, at fire gange så mange drenge som piger har en adfærdsforstyrrelse. Adfærdsforstyrrelser er lige hyppige i alle aldre, men problemadfærden er oftest mere synlig og mere alvorlig hos unge. Ca. 50 % af de børn, der har en oppositionel adfærdsforstyrrelse, har også ADHD.

Årsager til adfærdsforstyrrelser

Adfærdsforstyrrelser og oppositionelle adfærdsforstyrrelser beskrives primært som værende miljøbetinget. Derudover er der forskningsresultater, som viser, at dispositionen for disse forstyrrelser også kan være arveligt betinget. Den relative betydning af genetiske og miljømæssige faktorer er dog ikke afklaret.

Overordnet kan risikofaktorer opdeles i:

  • Biologiske (neurokemiske)
  • Psykologiske
    • Kognitive (eksekutiv funktion)
    • Følelsesmæssig (defekt affektkontrol)
    • Personlighed (impulsivitet)
  • Sociale
    • Familien (omsorgssvigt, kriminalitet, misbrug, overgreb)
    • Venner (afvigende jævnaldrende unge)
    • Omgivelser (vold i nabolaget)

Neuropsykologisk kan adfærdsforstyrrelser forstås som en nedsat funktion af de eksekutive funktioner i hjernens frontallapper. De eksekutive funktioner er områder i hjernen, som er væsentlige for vores kognitive evne til at regulere adfærd afstemt i forhold til omverdenen. De eksekutive funktioner indebærer evnen til planlægning og kontrol af adfærd og handlinger, dømmekraft, problemløsning, fleksibilitet i tankegang, at ændre strategier samt løbende at justere egen adfærd. Børn og unge med adfærdsforstyrrelser har desuden oftest problemer med selvregulering, hvilket bevirker, at de er mere impulsive og har ringe kontrol over egne følelser. Derudover regnes det for en risikofaktor, hvis barnet/den unge er hyperaktivt, har et vanskeligt temperament, har lære-/skolevanskeligheder, er deprimeret, har lav selvfølelse, eller har svage sociale færdigheder med tendens til at fejlfortolke/opfatte andres handlinger som fjendtlige. Forhold i familien kan også have betydning for udvikling og opretholdelsen af en adfærdsforstyrrelse. Eksempler på sådanne forhold er forældrenes psykiske helbred, kriminalitet, overgreb og alkoholmisbrug. Også konflikter imellem forældrene samt manglende varme og stabilitet i hjemmet kan påvirke barnet/den unge. Det samme gælder, hvis opdragelsen af barnet/den unge enten er meget streng eller meget inkonsekvent. Vennernes indflydelse har også vist sig at have en betydning for udviklingen af adfærdsforstyrrelser, især mange afvisninger fra venner i barndommen samt tilknytning til afvigende jævnaldrende unge.

Behandling af adfærdsforstyrrelser

Da adfærdsforstyrrelser i værste fald kan føre til udviklingen af en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse, er behandling særdeles vigtig. Hensigten med behandlingen er at fremme barnet/den unges normale udvikling samt forhindre en videre uhensigtsmæssig udvikling. Behandlingen bør startes så tidligt som muligt for at få bedst mulig effekt.

Behandlingen bør sammensættes således, at den integrerer både barnet/den unge, familien og skolen. Derfor kan forældretræning være en effektiv behandlingsform. Hvis barnet/den unge har andre psykiske lidelser, som for eksempel depression eller angst, bør behandlingen tilrettelægges i forhold til disse.