Hvad er ADHD?

ADHD er en forkortelse for den amerikanske diagnose Attention-Deficit Hyperactivity Disorder, hvilket betyder forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Tidligere blev den nordiske diagnose DAMP, der står for Deficits in Attention, Motor Control and Perception, anvendt herhjemme. I Danmark benyttes nu diagnosen Forstyrrelse af Aktivitet og Opmærksomhed. Den er i de fleste henseende tilsvarende den amerikanske diagnose, selvom forskning har vist, at anvendelse af de diagnostiske kriterier for Forstyrrelse af Aktivitet og Opmærksomhed fører til, at færre får diagnosen end ved anvendelse af de amerikanske kriterier.

ADHD kan opdeles i tre forskellige typer:

  • ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet (også kaldet HD; Hyperkinetic Disorder)
  • ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse (også kaldet ADD; Attention-Deficit Disorder).
  • ADHD med en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om ADHD? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Symptomer på ADHD

  • Hyperaktivitet viser sig fx ved, at barnet sidder uroligt, tit forlader sin plads, løber og farer omkring og udviser støjende adfærd under leg.
  • Impulsivitet viser sig fx ved, at barnet svarer før spørgsmålet er afsluttet, taler for meget, ikke kan vente på, at det bliver hans/hendes tur og maser sig på.
  • Opmærksomhedsforstyrrelse viser sig ved, at barnet har svært ved at holde fokus, ikke kan tilrettelægge og afslutte aktiviteter og opgaver, ikke kan følge instrukser og ikke kan koncentrere sig om hverken helheden eller detaljen. Barnet undgår ofte opgaver, der kræver vedholdende opmærksomhed og hører ikke efter, idet han/hun let bliver distraheret. Barnet er glemsomt og mister tit fx blyanter og legesager.

Da mange af disse adfærdstræk oftest kan findes hos yngre børn, skal barnet udvise disse adfærdstræk på et niveau, der ikke er alderssvarende for, at der er tale om ADHD. Sværhedsgraden af ADHD kan dog være meget forskellig fra barn til barn. Derudover skal symptomerne have været til stede før 7-års alderen og skal have varet i mindst seks måneder for, at man kan tale om ADHD. Et yderligere kriterium for diagnosen er, at vanskelighederne skal ses i mere end én enkelt situation fx både i skole, hjem og fritidsaktiviteter.

Der ses ofte en række andre psykiske vanskeligheder hos børn med ADHD. Det kan være indlæringsproblemer, tics, følelsesmæssige problemer, autismelignende vanskelighederdepression og angstlidelser samt
adfærdsforstyrrelser. Omkring 50 % af børn med ADHD vil også få diagnosen oppositionel adfærdsforstyrrelse eller adfærdsforstyrrelse.

Forekomst af ADHD

Internationale undersøgelser viser, at cirka 4 % af alle børn har ADHD. Der er tre gange så mange drenge som piger, der får stillet diagnosen ADHD. Det betyder dog ikke, at færre piger har ADHD, men måden hvorpå symptomerne kommer til udtryk, er anderledes hos pigerne end hos drengene.

Piger har lige så store vanskeligheder med opmærksomhed som drenge, men de viser sjældent udadreagerende og hyperaktiv adfærd. Pigerne får derfor hyppigere stillet diagnosen ADD end ADHD. ADD er karakteriseret ved dårlig koncentration, manglende organisering og glemsomhed, fremfor rastløshed, følelsesmæssig ustabilitet og manglende udholdenhed, som er karakteristika ved ADHD. Børn med ADD kan virke indadvendte og tillukkede modsat børn med ADHD, der ofte har let ved at komme i kontakt med nye mennesker. Grundet dette er pigernes adfærd ikke ligeså forstyrrende for omgivelser, hvilket medfører, at pigerne ofte først bliver diagnosticeret omkring puberteten eller senere.

Der er dog også en del piger med ADHD, som udviser den samme impulsive og hyperaktive adfærd, som typisk findes hos drenge med ADHD.

Årsager til ADHD

Arveligheden spiller den største rolle i udviklingen af ADHD. I forskning har man fundet, at omkring 80 % af variationen i ADHD-symptomerne er forårsaget af den kombination af gener, som man er født med. Dog er de fleste af disse studier udført på relativt homogene og bemidlede familier, hvilket kan medvirke til, at effekten af arv overestimeres. I disse studier tilskrives uanset 20 % forskellige miljøfaktorer. Dette kan eksempelvis være stress i fosterperioden, f.eks. ved misbrug hos moderen eller manglende ilt under fødslen. Derudover kan tidligt omsorgssvigt også øge risikoen for udvikling af ADHD, og uhensigtsmæssige samspil i familien kan opretholde og forstærke ADHD-symptomerne.

Den grundlæggende svækkelse ved ADHD er en fejludvikling eller forsinket modning af hjernen i områder, der varetager koncentration, hukommelse og eksekutive funktioner.

Desuden mener man, at børn med ADHD har lavere mængde af dopamin i hjernen. Dopamin er et signalstof i hjernen, som har flere vigtige funktioner. Blandt andet bruges dopamin til at sende beskeder til de dele af hjernen, som kontrollerer bevægelser, regulerer opmærksomhed og påvirker barnets motivation.

Grundet den store arvelighed har mange børn med ADHD forældre, der også har ADHD. Den manglende struktur, der ses hos forældre med ADHD, kan yderligere medvirke til at barnets genetiske tilbøjelighed får en større gennemslagskraft.

Behandling af ADHD

Den bedste behandling af ADHD er til stadig diskussion blandt eksperterne. Behandlingen benytter sig dog først og fremmest af psykosociale tiltag evt. kombineret med medicin. Derudover har børn med ADHD ofte stor nytte af psykologisk behandling, især i de tilfælde, hvor barnet også har andre samtidige problemer. Den psykologiske behandling kan indebære:

  • Kognitiv adfærdsterapi, der kan hjælpe forældre og lærere med at lære teknikker til at tackle barnets adfærd. Blandt andet indebærer dette træning i generelle adfærdsterapeutiske færdigheder for at ændre samspilsmønstre, der opretholder og forstærker problemadfærd, og som samtidig står i vejen for positiv adfærd. Der arbejdes også på anvendelsen af specifikke teknikker til at ændre konsekvenserne ved både ønsket og uønsket adfærd, såsom belønningssystemer og ”timeouts”. Samtidig giver kognitiv adfærdsterapi børnene muligheden for at udforske, hvordan deres tanker påvirker deres handlinger, og hvordan deres forståelse af sig selv og verden er afhængig af tankerne. Gennem bedre at kunne forstå sine tankeprocesser, kan de ændre de tanke- og adfærdsmønstre, som har en negativ indvirkning på deres liv, og derigennem forbedre deres evne til at organisere og forholde sig til andre mennesker m.m. Derudover kan terapien indebære specifik træning af sociale færdigheder, der kan lære barnet en mere hensigtsmæssig social adfærd. Den kognitive adfærdsterapeutiske tilgang vil altid tilpasses eventuelle andre lidelser eller problemer, således at barnets udviklingsbehov både individuelt og miljømæssig varetages, og ikke blot kernesymptomerne på ADHD.

  • Familieterapi, der kan hjælpe forældre og søskende med at håndtere stress og irritation, som følger af det at leve sammen med en person med ADHD.
  • Forældretræning, der kan hjælpe forældre til at tilegne sig nye måder at forstå og vejlede deres barns adfærd på.

Den medicin, som almindelig anvendes til børn med ADHD, er de såkaldte centralstimulerende midler. Der er en generel enighed om, at dette er en behandling, som skal forbeholdes de børn, der har alvorlige gener på grund af ADHD. Centralstimulerende midler øger og afbalancerer mængden af dopamin i hjernen og bevirker dermed hos mange rolighed, bedre koncentration, bedre planlægningsevne og færre søvnproblemer. Centralstimulerende midler kan derfor være med til at lindre de mest typiske symptomer som uopmærksomhed og hyperaktivitet. Derudover kan medicinen bidrage til at forbedre skolepræstationerne, dæmpe de dårlige sociale færdigheder og mindske konflikterne i hjemmet. Der er dog nogen usikkerhed knyttet til brugen af centralstimulerende medicin, idet man ikke kender alle langtidseffekterne.

Forskning har vist, at den mest gavnelige effekt på lang sigt øges ved kognitiv adfærdsterapi og veltilrettelagte uddannelsestilbud, hvor forældre og lærere samarbejder med hinanden.