Angst

Betegnelsen angst refererer til den subjektive oplevelse af frygt eller bekymring i forbindelse med en forventet fremtidig hændelse eller en specifik situation. Angst er i sin grundform en normal kropslig reaktion på stressorer, men kan i nogle tilfælde blive dominerende i hverdagen og fremtræde i overdreven grad i situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt. Det er en udbredt psykisk lidelse, og det anslås, at omkring 28% af den danske befolkningen vil lide af angst i løbet af deres liv. Heldigvis er der hjælp at hente, og forskning anbefaler kognitiv adfærdsterapi som førstevalg ved angstlidelser, da denne behandlingsform viser god effekt. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen på Frederiksberg i København og i Aarhus tilbyder vi kognitiv adfærdsterapi for mange typer angst og fobi – uden lange ventelister. Læs mere om angst, årsagsforklaringer og behandling herunder eller test dig selv med vores angsttest for voksne.

Spring til:
– Hvad er angst?
– Symptomer på angst
– Hvad er tegn på angst?
– Årsager til angst – prædisponerende faktorer
– Hvad vedligeholder og forværrer angst?
– Psykoterapeutisk behandling af angst
– Medicinsk behandling af angst
– Sammenligning af medicinsk og psykoterapeutisk behandling

– Hovedtyper af angst
– Hvordan ser et angstanfald ud?

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om angst? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er angst?

Angst og frygt er normale reaktioner på stress, og alle mennesker oplever disse tilstande fra tid til anden. Angst adskiller sig fra frygt ved at have grobund i en anticiperet fremtidig hændelse frem for en faktisk trussel i nuet, hvorimod frygt nærmere er et respons på potentiel fare – en automatisk alarm som går af, når vi oplever en trussel. Selvom det kan føles ubehageligt, er begge disse naturlige reaktioner, der i mange tilfælde har positive udfald. Ved lave til moderate niveauer er angst og frygt nemlig med til at motivere os og forberede os på vigtige begivenheder eller hjælpe os med at holde fokus i svære situationer – eksempelvis til eksamen, når vi holder tale eller lignende. I disse tilfælde er angsten med til at forbedre vores præstation. Problemet opstår, når angsten eller frygten optræder i vedvarende eller overdreven grad i relation til hverdagssituationer, objekter eller hændelser, således at den forstyrrer vores aktiviteter og sociale relationer. Da er angsten blevet en lidelse.

Groft sagt indeholder angsten tre aspekter, som ofte påvirker hinanden: Kropslige reaktioner, adfærd og tanker.

Kropslige reaktioner

Angstens kropslige manifestering kommer til udtryk i eksempelvis hjertebanken, vejrtrækningsproblemer, kvalme, rysten, udvidelse af pupillerne, sveden, hede- eller kuldeture samt uvirkelighedsfølelser. Disse kropslige reaktioner opstår grundet aktivering af det sympatiske nervesystem, der sætter kroppen i beredskab, når vi oplever fare – uanset om de er reelle eller indbildte. Samtidig forsøger kroppen at bruge så lidt energi som muligt på processer, der ikke er nødvendige, når vi skal kunne forsvare os mod en trussel. Dette medfører eksempelvis, at fordøjelsessystemet sættes ud af funktion. Spytsekretionen nedsættes, hvilket medfører mundtørhed, og aktiviteten i tarm- og mavesystemet nedsættes, hvilket kan resultere i en fornemmelse af uro eller sommerfugle i maven.

Adfærd

Adfærdsmæssigt medfører angst undgåelse af situationer, hvor man oplever angst. I nogle konfrontationer med objektet for ens angst vil man for eksempel opleve, at man ”fryser” eller bliver handlingslammet. Undgåelsesadfærd er en type adfærd, hvor man forsøger at undgå situationer, hvor man kunne blive konfronteret med sin angst. For mange angstformer er undgåelsesadfærden det mest invaliderende aspekt, idet forsøget på at undgå angst for ting eller situationer, der ellers optræder i mange almindelige livssammenhænge, kan begrænse individers livsudfoldelse signifikant.

Tanker

Tankemønstrene forbundet med angst kendetegnes af fornemmelsen af at være i overhængende fare, eller at en katastrofe vil indtræffe. Tankerne, man gør sig om det, der sker, kan have stor betydning for, hvordan situationen opleves, fordi tankerne bestemmer den mening, der tillægges situationen eller kropsfornemmelsen. Der kan eksempelvis dukke skræmmende tanker op om, hvor galt det kan gå, at man er ved at miste kontrollen, eller at der er noget helt galt med én. Mennesker, der plages af angst, overvurderer ofte konsekvenserne af frygtede hændelser eller situationer, samtidigt med at de overvurderer sandsynligheden for, at det frygtede skal indtræffe. Derimod undervurderes egne ressourcer til at håndtere situationerne og mulighederne for at blive hjulpet. Det er disse tanker eller denne oplevelse, der medfører den subjektive oplevelse af angst.

At være ude af stand til at håndtere angsten fører ofte desuden til negative tanker om en selv samt oplevelsen af, at der er noget galt med ens person, hjerne eller krop, som må lægge til grund for til problemerne. Lavt selvværd, nedtrykthed og depression forekommer derfor hos mange mennesker med angst. Når angsten bliver et problem, skyldes det altså psykologiske tankemønstre, der påvirker den mening, vi tillægger angsten, samt vores måde at forholde os til den på – ikke angsten i sig selv.

Selvom stærk angst er ubehagelig, er den ikke farlig. Den kropslige og psykiske reaktion er fra naturens side tvært imod ment som et middel til at beskytte os mod fare. Reaktionen skal gøre os motiverede og velforberedte på udfordrende situationer og bedre til at håndtere forventede fremtidige scenarier. Den giver øget energi, når vi virkelig har brug for det, men er derfor også svært energikrævende. At opleve angst, når det ikke er rationelt eller påkrævet, er omvendt meget drænende. Når man arbejder med sin angst, f.eks. hos en psykolog, kan man ligeledes føle sig træt og udkørt efterfølgende.

Test dig selv for angst

Symptomer på angst

Angst og frygt er som nævnt ofte en normal og adaptiv reaktion, der er med til at sikre vores overlevelse samt motivere os til at forberede os grundigt, sådan at vi kan præstere godt (fx til en eksamen eller til en jobsamtale). Nogle mennesker oplever dog, at angsten kan tage overhånd, sådan at den ikke længere er fordelagtig og hensigtsmæssig. Angsten kan tværtimod blive utrolig hæmmende for personens livsglæde og/eller livsudfoldelse. Denne form for angst er ikke længere normal og adaptiv, men derimod behandlingskrævende, hvilket ofte omtales patologisk angst (eller i daglig tale blot som ”angst”).

Generelt kan man skelne mellem normal angst og patologisk angst ved følgende:

Normal angst kendetegnes ved at være:

  • Forbundet med en specifik situation eller problem
  • Til stede under situationen eller indtil problemet er løst, og kun i en lille grad før eller efter
  • Proportional med situationen eller problemet
  • En hjælpsom respons til et realistisk problem

Patologisk angst kendetegnes ved:

  • Angsten kommer pludseligt og ofte tilsyneladende uden grund (såkaldte falske alarmer)
  • Angstresponsen er meget kraftigere end forventet og er mere forstyrrende end hjælpsom
  • Der opleves meget urealistisk angst, såsom bekymringer eller frygt for ting, som mest sandsynligt aldrig kommer til at ske
  • Angst og ubehag varer længe, ofte længe før situationen og længe efter situationen eller problemer er løst
  • Angst og bekymringer opleves vanskelige at kontrollere og/eller håndtere
  • Undgåelse af situationer, som forventes at kunne udløse angst

På tværs af de specifikke lidelser vil oplevelsen af følgende tegn eller symptomer over mange uger eller måneder indikere, at man lider af angst. De fleste vil ikke opleve samtlige eller i hvert fald ikke samtlige samtidig, men kan alligevel have en angstlidelse.

  • Nervøsitet, uro eller anspændthed
  • At have en oplevelse af nært forestående fare; at skulle være på vagt
  • Hjertebank
  • Hurtig vejrtrækning (hyperventilering)
  • Sveden
  • Skælven
  • Oplevelse af at være svag eller træt
  • Kvalme
  • Maveproblemer, ofte i form af ondt i maven, løs mave eller forstoppelse
  • Koncentrationsproblemer, som følge af, at bekymringer og katastrofetanker optager opmærksomheden eller følelsesmæssigt og kropsligt ubehag
  • Problemer med at falde i søvn, opvågninger i løbet af natten eller dårlig søvnkvalitet
  • Vanskeligheder med at styre bekymringer
  • Hyppig trang til at undgå situationer, som udløser angst

Det er vigtigt at pointere, at symptomer på angst varierer fra person til person, og at symptomerne er forskellige ved de forskellige angstlidelser. Hvis du oplever symptomer på angst i en grad, at det påvirker din hverdag og din trivsel, anbefales det derfor, at du opsøger professionel hjælp. En psykolog kan hjælpe dig med at afdække om, der er tale om behandlingskrævende angst samt hjælpe dig til at få den rette hjælp.

Hvad er tegn på angst?

Der er en række ting, man kan være opmærksom på hos sig selv eller andre for at opdage angst på et tidligt tidspunkt. Nogle af de spørgsmål man kan stille sig selv eller andre er:

  • Bekymrer jeg mig ofte, og har jeg svært ved at slippe angstfulde tanker? Er min tænkning ofte præget af katastrofetanker?
  • Er jeg ofte anspændt, urolig eller oplever fysiske smerter som ondt i ryg, nakke eller skuldre? Slår mit hjerte indimellem hurtigere og kraftigere, kan jeg få svært ved trække vejret eller opleve en prikkende fornemmelse i huden? Oplever jeg også svimmelhed?
  • Er jeg plaget af kvalme, og har jeg problemer med hård eller løs mave?
  • Har jeg udfordringer med at falde i søvn, mange opvågninger i løbet af natten, eller døjer jeg med tidlig opvågning om morgenen? Er min søvn præget af mareridt?
  • Er jeg begyndt at undlade at komme i situationer, som jeg ved giver mig mange bekymringer? Er jeg begyndt at undgå aktiviteter, jeg tidligere plejede at lave?
  • Har jeg brug for forskellige sikkerhedsforanstaltninger, når jeg foretager mig bestemte aktiviteter, f.eks. have et bestemt objekt eller en bestemt person med mig, når jeg går ud og handler?

Det er ikke unormalt, at man i en kort periode kan opleve et eller flere af ovenstående tegn, f.eks. i forbindelse med skiftende livsomstændigheder, eksamener eller lignende. Det som man skal være særligt opmærksom på hos sig selv eller andre er, hvorvidt man begynder at opleve flere tegn på angst, om de har været vedvarende over en periode på flere uger eller måneder, og om de er begyndt at påvirke ens funktion i hverdagen.

Er du i tvivl om, hvorvidt det du oplever, er tegn på angst, så kan en af vores psykologer hjælpe dig med at afklare din situation.

Årsager til angst - prædisponerende faktorer

Angst forårsages sjældent af en enkeltstående årsag, men opstår oftest på baggrund af den samlede effekt af et kompliceret netværk af forskellige årsagsfaktorer. Man kan ikke med sikkerhed vide, hvorfor enkeltpersoner får angst. Derfor hviler vores forståelse af årsagerne til angst i al hovedsag på forskning på større grupper af individer, hvor man kigger på, hvad der adskiller de individer, som udvikler angst fra dem, som ikke udvikler nogen angstlidelse.

Resultater fra denne forskning har vist, at nedarvede, genetiske faktorer er vigtige bidragsydere. Moderne forskningsmetoder, som er i stand til at undersøge hjernens funktion, har ligeledes afdækket, at lidelserne er associeret med forandringer i hjernens kemi og aktivitet. Derudover spiller ens opvækstmiljø og ens livsoplevelser en afgørende rolle for, hvorvidt den genetiske og neurobiologiske prædisposition aktiveres og udvikler sig til en faktisk angstlidelse.

Interessant nok er den nedarvede risiko ret så generel, så den udgør en risiko for at udvikle angst, på tværs af de forskellige angsttyper. Hvilken type af angst, som det enkelte individ udvikler, bestemmes i stor grad af personens specifikke erfaringer, forståelse af disse erfaringer, og hvilke antagelser og tanker disse giver ophav til. Især stressfulde livshændelser er med til at øge risikoen for at udvikle en angstlidelse, herunder traumer, dårlige opvækstvilkår og stress. Ligeledes er det normalt, at flere former for angst optræder i samme familie og hos det samme individ.

Selvom mulighederne for at lave om på ens genetiske materiale og hændelser, som ligger langt tilbage i tid, er ringe, så er de neurobiologiske, tankemæssige og adfærdsmæssige ændringer, der opstår ved udvikling af angst, ikke nødvendigvis permanente. I langt de fleste tilfælde kan disse normaliseres med den rette behandling.

Model for udvikling af angstlidelse

Ovenstående model illustrerer udviklingen af en angstlidelse. Når en person udsættes for en læringsoplevelse, danner vedkommende sig nogle antagelser og tanker om oplevelsen. Disse tanker og antagelser kan dannes på baggrund af en konkret og direkte oplevelse med et objekt, f.eks. en aggressiv hund, men kan også dannes på baggrund af mere indirekte oplevelser, som f.eks. at iagttage forældres tilbageholdende adfærd i forhold til hunde eller lytte til forældres negative udsagn om hunde. Ud fra disse oplevelser danner individet nogle trusselsorienterede antagelser, kaldet skemata, som afføder negative automatiske tanker, når det kommer i en situation, personen oplever som truende.

De negative automatiske tanker indeholder kognitive forvrængninger – det kan f.eks. være en tendens til at overgeneralisere: ”alle hunde er farlige” – og påvirker personens adfærd og fysiologiske angstreaktion. Ofte vil de negative automatiske tanker resultere i undgåelsesadfærd, som i ovenstående eksempel ses ved, at Per skynder sig at forlade huset. Angstsymptomerne, undgåelsesadfærden og de kognitive forvrængninger er med til at forstærke og vedligeholde de negative automatiske tanker, som derved genaktiveres næste gang individet befinder sig i samme eller lignende situationer.

Forekomst af angst

Angstlidelser er de mest almindeligt forekommende af samtlige psykiske lidelser, og omkring 28 % af alle mennesker i Danmark vil lide af angst på et tidspunkt i løbet af livet. I en 12 måneders periode vil 15% af Danmarks befolkning udvikle angstsymptomer tilsvarende en angstdiagnose. Desværre får kun omkring 10% af disse professionel hjælp til at håndtere problemet. Kvinder har 60 % større risiko for at rammes af angst i løbet af livet end mænd, men årsagen til denne forskel kendes ikke.

Genetiske faktorer

Der er betydelig empirisk evidens for, at genetiske faktorer spiller en væsentlig rolle i udviklingen af angstlidelser, idet det iagttages, at angst ofte nedarves mellem generationer. Det kan variere fra angstlidelse til angstlidelse, hvor stærk arveligheden er. I en metaanalyse af Hettema, Neale og Kendler (2001), der undersøgte panikangst, generaliseret angst, fobier og OCD hos familier og tvillinger, har man fundet en betydelig familiær sammenhæng, med stærkest evidens for nedarvning af panikangst. Overordnet er det i forskningen dog godt etableret, at vi mennesker i mindre grad arver specifikke angstlidelser, men i stedet arver en generel sårbarhed for at udvikle en angstlidelse.

Mange er optaget af spørgsmålet om, hvorvidt deres egen angst er medfødt, men forskningen kan ikke besvare dette direkte. I undersøgelser af større grupper, ser man altså, at angstlidelser ofte opstår hos personer med en høj grad af nedarvet risiko. Samtidig viser de, at det ikke er alle med en høj grad af genetisk risiko, som udvikler en angstlidelse, og at hvad vi bliver bange for, kun i lille grad er bestemt af arv. På den måde kan det siges, at ens gener har en stor betydning for, hvor ofte man bliver ængstelig og hvor intens ens oplevelsen af angst er, men hvorvidt man udvikler en angstlidelse og hvad denne omhandler, er afhængig af genernes samspil med miljømæssige og personlighedsmæssige faktorer.

Personlighedsmæssige faktorer

Foruden genetiske, miljømæssige og andre relevante faktorer, er der også nogle personlighedsmæssige faktorer, man i forskningen har kunne pege på som nogle faktorer, der gør sig særligt gældende som årsagsforklaringer på angst. Blandt andet har man fundet en sammenhæng mellem angstlidelser og personlighedstrækket neuroticisme, og herunder aspektet ”negativ affektivitet”. Dette træk involverer en bred vifte af emotionelle tilstande såsom at være oprevet, have det ubehageligt, være bekymret, bange, trist og vred.

Herudover ser vi ofte også, at klienter med angst ofte udviser en generel intolerance overfor usikkerhed. Det betyder, at individet ofte har en historik med meget undgåelses- og sikkerhedsadfærd, idet tendensen til at ville opnå så meget sikkerhed som muligt i truende situationer har været fremtrædende. Intolerancen overfor usikkerhed bevirker altså, at individet med angst med tiden underminerer tolerancen over for at håndtere situationer med uforudsigelighed, hvormed angsten har fået lov til fortsat at eksistere og potentielt forværres.

Kognitive faktorer

Individets kognition er også et centralt element både i relation til udviklingen, men også vedligeholdelsen af angstlidelser. Det er derfor også en af de faktorer, som psykologer, der arbejder med evidensbaserede former for behandling, er optaget af at udforske og hjælpe med at lave om på.

Individer kan gennem deres liv udvikle nogle grundlæggende skemata om dem selv og deres omverden i mødet med forskellige personer eller situationer. Disse skemata danner grundlag for de generelle antagelser, som individet opbygger og disse påvirker i sidste ende de negative automatiske tanker (ængstelige tanker og bekymringer), som individet får i specifikke situationer. Det kan f.eks. være gentagende episoder med mobning, som udvikler et skema om, at sociale relationer er farlige. Dette kan skabe grundlag for en antagelse om, at man altid fejler i relationen til andre mennesker, og at man derfor bliver ramt af bekymringer om, at de andre i selskabet tænker, at man er dum at høre på. Dette kan i sidste ende have den konsekvens, at individet ikke længere tør deltage i sociale arrangementer, hvilket forstærker den grundlæggende antagelse om at fejle.

Ligeledes peger forskningen i retning af, at individer med angst har nogle særlige kognitive forv rængninger, også kaldt bias, i deres tænkning, f.eks. opmærksomhedsbias. Ofte ses, at ængstelige individer har en øget tendens til, sammenlignet med et ikke-ængsteligt individ, at rette fokus på elementer i dets omgivelser, som udgør en potentiel trussel, også selvom der ikke nødvendigvis er en objektiv trussel til stede. En del af forklaringen på, hvorfor nogle individer udvikler angst kan altså skyldes, at deres kognition i relation til opmærksomhed er udfordret i forhold til at undertrykke den distraktion, som de oplever trusselsrelaterede tanker og stimuli udgør. Ligeledes, at det er svært for individet at skifte sin opmærksomhed væk fra disse trusselsrelaterede stimuli, når de bliver optagede heraf. Herudover kan der samtidig også iagttages en tendens til, at individer med angst selektivt vælger at styre sin opmærksomhed udenom de trusselsrelaterede tanker og stimuli, hvilket forhindrer individet i at få korrigeret dets opfattelse af, hvorvidt der er reel fare på færde eller ej. Der kan dog være individuelle forskelle på, hvorvidt disse bias er til stede og i så fald hvilken type af opmærksomhedsbias, der gør sig gældende hos den enkelte.

Neurobiologiske faktorer

Blandt de neurobiologiske årsager til angst har man især viet stor opmærksomhed til en lille del i den mere primitive del af hjernen, som kaldes den gamle pattedyrhjerne. Navnet skyldes, at dette er en del af hjernen, som vi har til fælles med andre pattedyr. I den gamle pattedyrhjerne findes en struktur, som hedder det limbiske system og som har vigtige opgaver i adfærds- og følelsesmæssige responser, især knyttet til dem, som er mest afgørende for vores overlevelse. Disse er at spise, formere sig, tage hånd om børn samt kæmp-eller-flygt-responser.

I det limbiske system finder vi en lille mandel-lignende del, som hedder amygdala. Amygdala anvendes blandt andet til at vurdere stimuli, som har en emotionel karakter, f.eks. om en stimulus (en indre stimulus i form af en tanke eller en ydre stimulus i form af en specifik hændelse) er en trussel. Når individet oplever stimuli af emotionel negativ karakter (f.eks. en ængstelig tanke om dets økonomiske situation) aktiveres amygdala i samspil med andre områder i hjernen, hvormed der skabes en subjektiv oplevelse af frygt.

Den subjektive oplevelse af frygt fortolkes så af mere avancerede dele af hjernen, i den moderne pattedyrhjerne, herunder hjernebarken, korteks. Her spiller ikke mindst hjernens frontallapper en vigtig rolle i individets vurdering af de pågældende stimuli, hvilket man blandt andet har fundet evidens for i studier af hjernescanningsbilleder. En gennemgang af 11 hjernescanningsstudier (Frewen, Dozois & Lanius, 2008), der undersøgte effekten af psykologisk behandling mod angst og depression, viste eksempelvis at kognitiv adfærdsterapi ændrer funktionen i nogle områder af hjernen, herunder den præfrontale cortex. Det er det område i hjernen, der er involveret i individets højere kognitive eksekutive funktioner, som ræsonnering, problemløsning, opmærksomhed og lignende. Det tyder altså på, at måden, hvorpå individets neurobiologi opererer ligeledes kan have en indvirkning på, hvorledes emotionelle stimuli opleves og derved have indflydelse på om en angstlidelse gradvist udvikles.

Miljømæssige faktorer

Miljømæssige faktorer kan dække over traumatiske hændelser, opvækstbetingelser herunder forældres opdragelsesstil og adfærd, sociale relationer og lignende. Eksempelvis har forskning vist en sammenhæng mellem overbeskyttende forældreadfærd – en forældreadfærd, hvor der i lavere grad gives autonomi til barnet – og angstlidelser hos børn. Ligeledes viser forskning, at individer kan påvirkes af modelindlæring, altså det at iagttage andres adfærd eller meninger i relation til forskellige objekter og situationer. Eksempelvis kan det at se sine forældre gå en stor bue udenom hunde eller ved gentagende gange at lytte til sine forældre tale negativt om hunde være medvirkende til udviklingen af fobi for hunde. Et nyt stude (Kendler et al 2023) viser, at effekt af forældrestile i forhold til risiko for at udvikle angstlidelser, herunder OCD, er relativt lille. Tidligere studier har fundet, at dette forklarer omkring 5 % af variabiliteten i hvor meget angst børnene har. Derimod spiller forældrenes håndtering af ængstelige børn, som har udviklet en angstlidelse, en langt større rolle.

Herudover kan individet have oplevet en eller flere traumatiske hændelser i løbet af sit liv, f.eks. at blive væk fra sin familie i længere tid et fremmed sted, som kan øge individets sårbarhed i forhold til at blive ængstelig i situationer, der har relation til den traumatiske hændelse. En af de mekanismer, der er på spil i sådanne situationer er, at individet har fået dannet et skema om, at disse situationer er farlige. Dette skema vil således med øget sandsynlighed aktiveres, når individet kommer i lignende situationer fremadrettet.

Sammenfatning

Der er en bred vifte af faktorer, der kan have betydning for, at nogle individer udvikler angst. Det er sjældent muligt at udpege en eksakt forklaring på, hvorfor man får angst, men hos de fleste skyldes angsten en kombination af nedarvet, genetisk risiko og opvækstbetingelser eller senere belastende livshændelser.

Undrer du dig over, hvorfor lige netop du har fået angst, eller hvorfor du lider af en specifik type angst, kan du sammen med en psykolog udforske de mest sandsynlige årsagssammenhænge. At finde de årsager, som førte frem til lidelsens debut, vil alligevel sjældent være nok til at hjælpe alene. Selvom vi har begrænset mulighed for at ændre på mere grundlæggende faktorer, som f.eks. gener og den overordnede personlighed, så kan man gennem et terapiforløb arbejde med måden, hvorpå de vedligeholdende faktorer kommer til udtryk hos lige netop dig i din hverdag – og herfra arbejde med nogle konkrete redskaber til at overkomme disse udfordringer.

Hvad vedligeholder og forværrer angst?

Adfærd

Vores adfærd spiller en central rolle i opretholdelsen af angst. Særligt dét, der kaldes undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd.

Undgåelsesadfærd dækker over dét, at mange mennesker, når de oplever eller forudser ubehag, forsøger at fjerne sig fra ubehaget ved enten at undgå at udsætte sig selv for den angstfyldte situation eller hurtigt forlader situationen, hvis angstniveauet begynder at stige. Oplever man for eksempel angst i forbindelse med at tale foran andre mennesker, kan det være, at man melder sig syg den dag, man skal holde oplæg på sit arbejde. Det kan også være, at man oplever så meget social angst, at man helt undgår at tage med til sociale arrangementer.

Undgåelse er vedligeholdende og potentielt forværrende for angsten, da det forhindrer personen i at kunne afkræfte eller korrigere urealistiske tanker og antagelser. For at blive i ovenstående eksempel med social angst, kunne det være, at personen besad en antagelse om, at personen ikke ville kunne gennemføre oplægget pga. angst. Når personen vælger at undgå situationen, får han/hun ikke mulighed for at teste denne antagelse og får heller ikke muligheden for at øve sig i faktisk at håndtere den angst, der måtte opstå i situationen.

Foruden ovenstående kognitive effekt, har undgåelsesadfærden også en mere direkte følelsesmæssig og kropslig konsekvens, som sker uafhængigt af det kognitive. Undgåelsesadfærd fjerner nemlig også muligheden for tilvænning, også ofte kaldet habituering eller desensibilisering. Dette er en fysiologisk effekt, som følger af, at vores neuroner begynder at reagere mindre og mindre, når de udsættes for samme ikke-skadelige stimuli over længere tid. Dette sker, fordi det er uhensigtsmæssigt for mennesket som organisme at skulle vie megen opmærksomhed til stimuli, som ikke skader os. Et eksempel er den smertefulde kulde, man kan opleve, når man springer ud i koldt vand, og som hurtigt aftager og forsvinder. Dette skyldes ikke, at vi lykkes med at ændre temperaturen i vandet, men at vi helt uden bevidst indvirkning begynder at opleve vandet som mindre koldt, fordi kulden ikke længere formår at udløse samme neurale aktivitet. På samme måde kan angstresponsen gradvis reduceres i takt med, at der opnås tilvænning. Ved gentagelse af samme proces, kan angstresponsen udslukkes.

Det er værd at bemærke, at ikke al udslukning er godt. Der findes mange eksempler på, at mennesker som opsøger reelt farlige situationer, som f.eks. base jumping, at køre stærkt i bil, bestige høje bjerge og friklatring, tilvænnes situationerne og derfor tager for store risici. Det samme gør sig også gældende i situationer, som kun er sikre, når man udfører tid- og opmærksomhedskrævende sikkerhedsprocedurer. Dette gælder for eksempel faldskærmsudspring og fjeldklatring. I disse aktiviteter er effekten af desensibilisering så stærk, at man er nødt til at minde sig selv om faren og udvikle meget indarbejdede og stærke rutiner med flere lag af sikkerhedskontroller for at forsøge at opveje den.

Hvis man lider af angst, kan det være hjælpsomt at notere sig, at den angst, man oplever i en given situation, ikke er afhængig af den reelle fare i situationen, samt at gradvis eksponering kan skabe tilvænning, som til sidst udslukker angstreaktionen. Samtidig hjælper det ikke så meget bare at lade være med at undgå det, man er bange for, hvis man fortsætter med at have en adfærd, som er forenelig med, at situationen er farlig, når man er i den. Denne form for adfærd kaldes sikkerhedsadfærd.

Sikkerhedsadfærd henviser til adfærdsmæssige ”sikkerhedsforanstaltninger”, som man benytter til at reducere angst for at kunne gennemføre en angstfyldt situation. I forhold til socialfobi kunne sikkerhedsforanstaltninger være at tage rullekrave og et tykt lag make-up på, sådan at evt. rødmen ikke ville kunne ses. Det kunne også være at tale lavt, ikke holde øjenkontakt eller at svare meget kortfattet på spørgsmål. Sikkerhedsadfærd, eller sikkerhedssøgende adfærd, som den også kaldes, er ofte effektiv på kort sigt, idet adfærden får personen til at føle sig tryggere, hvilket sænker angsten.

De første gange man skal springe i faldskærm, holde en offentlig tale, lave en præsentation eller lignende kan det være hensigtsmæssigt at øve og forberede sig ekstra og også at have nogle ekstra hjælpemidler med – både som støtte og for at dulme nerverne. Men fortsætter man med dette eller måske endda øger mængden forberedelse og hjælpemidler, er dette ikke længere hensigtsmæssig og er med på at gøre nerverne værre på længere sigt.

Kognitivt har sikkerhedsadfærden den uheldige effekt, at den fastholder personens forestilling om, at det kun lykkes at gennemføre situationen pga. sikkerhedsforanstaltningerne. Det betyder, at personen næste gang hun/han er i en lignende situation vil være tilbøjelig tid at gøre brug af sikkerhedsadfærden igen. Dermed går personen glip af muligheden til at opleve korrigerende erfaringer, hvor personen måske kan lære, at det værst tænkelige ikke sker, eller at konsekvenserne ikke er så store, som vedkommende forestiller sig.

Umiddelbart kunne man måske tro, at sikkerhedsadfærd var godt, fordi det reducerer angst i situationen. Men forskning har vist, at dette desværre oftest ikke er tilfældet. Faldet i angstens intensitet sker nemlig ikke som en følge af tilvænning eller korrigerende erfaring, men som en følge af tryghedssøgende adfærd. Da denne type adfærd oftest også anvendes, mens man er i færd med at blive mere bange for situationen, bliver selve situationen associeret udelukkende med øgningen i ubehag, mens sikkerhedsadfærden alene associeres med det efterfølgende fald. I neurofysiologisk forstand opstår dermed en utilsigtet læring, hvor de ubehagelige responser over for situationen forstærkes i stedet for, at situationen opleves som mere tryg. Impulsen til at udføre sikkerhedsadfærden forstærkes samtidig gennem det som kaldes negativ forstærkning, altså en form for belønning, som opnås som følge af lettelsen i ubehag.

Et vigtigt og grundlæggende element i angstbehandling med evidensbaseret kognitiv adfærdsterapi er derfor gradvist at minimere undgåelses- og sikkerhedsadfærd, sådan at personens angst over tid udslukkes.

En underkategori til sikkerhedsadfærd er det, der kaldes tjekkeadfærd. Dette er en form for sikkerhedsadfærd, der er mere gentagende og ritualiseret. Tjekkeadfærd dækker over dét at tjekke for at berolige sig selv (fx tjekke efter kropslige fornemmelser). Dette ses bl.a. ved helbredsangst, hvor personen frygter at fejle diverse sygdomme. Denne frygt kan få personen til lede efter tegn på, at der er noget galt – altså begynde at tjekke sig selv for mulige symptomer. Det kan for eksempel være, at personen begynder at veje sig hyppigere og hyppigere for at opdage evt. vægttab, eller at personen begynder at ”kropscanne” sig selv ved konstant at mærke efter om personen oplever noget unormalt forskellige steder i kroppen. Dette vil ofte resultere i, at personen fejlagtigt finder tegn på, at der må være noget galt, hvilket således kommer til at forstærke personens angst. Tjekkeadfærd ses i høj grad også ved nogle mennesker med OCD, hvor der eksempelvis kan opstå et behov for at tjekke om lyset er slukket, om døren er låst osv. Tjekkeadfærd kan i situationen give en midlertidig reduktion af angst. Over tid vil tjekkeadfærden dog være med til at vedligeholde OCD’en, fordi personen ikke får erfaret, at han/hun faktisk godt ville kunne have håndteret usikkerheden, og at angsten naturligt ville være aftaget over tid.

Test dig selv for angst

Her du brug for en indikation på om du har angst? På vores hjemmeside kan du tage en GAD-7 test. GAD-7 står for General Anxiety Disorder-7, og spørgeskemaet er beregnet til screening for angstlidelser. Testen består af 7 spørgsmål, hvor der svares med udgangspunkt i, hvordan du har haft det de sidste 14 dage. Angsttesten er vejledende og vil aldrig kunne stå i stedet for en klinisk undersøgelse.

Tag testen her

Opmærksomhed

Når vi oplever angst, vil vi have større tendens til at fokusere på trusselstimuli, dvs. de ting i vores omgivelser, der signalerer, at vi er i fare. Dette kaldes opmærksomhedsbias.

Et eksempel er som nævnt, at opmærksomheden ved helbredsangst og panikangst, bliver rettet mod kropslige fornemmelser (fx hjertebanken, svimmelhed mm.), når personen bliver bange for om, der er noget alvorligt galt. Dette er oprindeligt noget personen gør som en form for sikkerhedsadfærd, men adfærden har altså den uheldige konsekvens, at den retter personens opmærksomhed mod dele af situationen, der faktisk kan være med til at øge personens angstniveau. Angstniveauet stiger, fordi vi lægger mærke til små og ubetydelige ændringer i kroppens funktioner, fordi vi gennem vores opmærksomhed intensiverer oplevelse af helt normale forhold, som derved opleves unormale, og fordi angsten kan udløse angstreaktioner, som forveksles med reelle somatiske symptomer.

Et andet eksempel på betydningen af opmærksomhed for angst er, at personer med edderkoppefobi ofte vil kigge grundigt på vægge og lofter og derfor oftere blive opmærksomme på huller eller sprækker, hvor der potentielt kan være edderkopper. De vil derfor oftere få øje på edderkopper, hvilket vil øge deres oplevelse af risikoen for at støde ind i dem.

Dét at flytte sit fokus over på det, man frygter, kan altså øge ens risikovurdering og dermed ens angstniveau. Sikkerhedsadfærden kan også medføre at man bekræftes i angstprovokerende tanker og ofte går glip af korrigerende information. Her kan vi tage socialfobi som eksempel. En person med socialfobi vil ofte have øget opmærksomhed på, hvordan han/hun selv fremstår (fx om man rødmer, om ens stemme ryster osv.). Dette selvfokus gør, at personen i højere grad lægger mærke til sine angstsymptomer (fx rødmen) og overvurderer, hvor tydeligt det er for modtageren. En person med socialfobi vil ofte tolke dette som en bekræftelse på, at det er ”farligt” at tale foran andre, og at personen bør undgå dette i fremtiden. Derudover vil personens store selvfokus også ofte medføre, at personen går glip af korrigerende information, som for eksempel at nogen nikker til vedkommende, smiler eller lignende.

Ovenikøbet har opmærksomheden en anden direkte effekt på vores oplevelse af risiko og vores overbevisning om, at det vi frygter allermest, vil ske. Faktiske statistikker over farlighed har været tilgængelig i en meget begrænset del af vores evolutionære udvikling og vi er derfor i ringe grad i stand til at forholde os til disse. I stedet baserer vi mennesker i høj grad vores oplevelse af risiko på egen erfaring, og hvor tilgængelige erfaringer er for os i hukommelsen. Da vi er mere tilbøjelige til at fokusere mere på ting vi er bange for samt ofte holder opmærksomheden længere på truende stimuli end neutrale stimuli, får de angstprovokerende stimuli og erfaringer mere tid til at indarbejdes i hukommelsen. Dermed bliver disse lettere tilgængelige senere og vi oplever risikoen som højere.

Stærke følelser bidrager også selvstændigt til at gøre erfaringer nemmere at indhente fra hukommelsen. Hændelser som involverer stærke følelsesmæssige reaktioner er derfor ofte nemme at huske samt de kan påvirke oplevelsen af risiko desto mere. F.eks. vil en person, som har oplevet at blive bidt af en hund og blev bange i situationen, være tilbøjelig til markant at overvurdere sandsynligheden for at blive bidt igen.

Tanker

Den måde, vi opfatter og tolker en situation på, er væsentlige bidragsydere til, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt og kropsligt. Blandt andet kan uhensigtsmæssige kerneantagelser om sig selv og omverdenen medføre, at situationer opleves som farlige og angstprovokerende.

Det skyldes, at antagelserne danner grundlag for, hvordan vi udvælger og tolker information. Kerneantagelserne vil ofte være opstået i barndommen og kan f.eks. være antagelser om, at ’verden er farlig’ eller ’jeg kan ikke håndtere angst’. Når vi udsættes for indtryk, vil vi være tilbøjelige til at ændre opfattelsen af virkeligheden i overensstemmelse med de kerneantagelser vi har, og på den måde sker der kognitive forvrængninger af virkeligheden, sådan at antagelserne vedligeholdes. De kognitive forvrængninger kan medføre, at man laver fejlagtige konklusioner kaldet ”tankefejl”. Eksempler på dette er:

  • Sort-hvid tænkning, hvor man tænker i ekstremer. Fx ”Hvis jeg laver en fejl til min fremlæggelse, er jeg en fiasko”.
  • Selektiv abstraktion eller negativt mentalt filter, hvor der sker en udvælgelse af de aspekter af en situation, der bekræfter kerneantagelserne. Fx kræver antagelsen ”Jeg er en fiasko”, at personen kun ser fejl og overser dét, der faktisk lykkes for personen.
  • Katastrofetænkning, hvor man forudser, at det værst tænkelige kommer til at ske uden at overveje mere realistiske muligheder og uden at tage højde for muligheden for at håndtere eller få hjælp til at håndtere den frygtede situation. Fx ”Jeg går i panik i bussen og ingen vil kunne hjælpe mig”.
  • Fx ”Det går altid dårligt, når jeg skal sige noget foran mange mennesker”.
  • Spådomme. Dette er når vi tror vi kan forudsige, at en kommende situation kommer til at gå galt. Fx ”Jeg ved præcis, hvordan det her kommer til at gå. Jeg kommer til at stå alene ovre i hjørnet hele aftenen til festen”.
  • Tankelæsning. Specifikke tanker om andre personers mentale tilstande, som man er helt sikker på, selvom der ikke er tilstrækkeligt belæg for det. Dette kan fx være: ”Han kan ikke lide mig”, eller ”De tænker, jeg er uduelig”.

Test dit barn for angst

Her du brug for en indikation på, om dit barn på 8-18 år måske lider af angst? Testen, som er baseret på det evidensbaserede testværktøj ved navn SCARED, screener for tilstedeværelse af en angstlidelse. Testen består af 41 spørgsmål som udfyldes af forælderen til barnet. Angsttesten er vejledende og vil aldrig kunne stå i stedet for en klinisk undersøgelse.

Tag testen her

Forældrepåvirkning

Ser vi på angst hos børn har forældreadfærd i nogle studier vist sig at spille en rolle i udviklingen og opretholdelsen af børns angst. Hos børn og unge kan forældrenes håndtering af angstfyldte situationer derfor være vigtig for barnets mulighed for at overkomme angsten.

Kontrollerende og overbeskyttende forældrestil, hvilket vil sige tendensen til at regulere barnets adfærd og modvirke selvstændighed, har bl.a. vist sig at bidrage til at vedligeholde børns frygt. Forældrene kan nemlig komme til 1) at give deres barn et indtryk af, at verden er et farligt og ukontrollerbart sted og 2) at skabe modstand mod barnets udvikling af en følelse af kompetence og mestring ved at forstærke undgåelses- og sikkerhedsadfærd (Creswell et al., 2011).

Et eksempel kan være, at et barn pga. angst bliver nervøs og ked af det i forbindelse med en børnefødselsdag, som barnet skal til. I et forsøg på at hjælpe barnet lader forældrene barnet blive hjemme, hvilket på kort sigt medfører, at barnets angst falder, og at barnet hurtigt bliver i godt humør igen. Problemet er dog, at barnet næste gang det står i en lignede situation vil håndtere angsten ved igen at forsøge at undgå situationen, fordi barnet ikke fik erfaret, at han/hun faktisk godt ville kunne mestre situationen trods nervøsitet.

Den måde, som forældre agerer over for et ængsteligt barn, kan altså være med til at vedligeholde angst. Forældrene kan derfor i høj grad også være med til hjælpe barnet med at reducere angsten både ved at gøre brug af hensigtsmæssige forældrestile, men også at hjælpe barnet med at øve sig derhjemme. I terapien fokuseres, der bl.a. på at afdække, hvilken forældrestil forældrene har. Groft set kan man tale om tre overordnede forældrestile:

  • Skubberen Man kan som forælder til et barn med angst have tendens til at skubbe meget på, fordi man ser sit barn isolere sig fra omverdenen og derfor bliver bekymret. Man skubber på, fordi man føler, at hvis bare man kunne få hende/ham til at tage af sted, så ville hun/han sætte pris på det og se, at det ikke var så skræmmende, som forventet. Eksempel: ”Du er nødt til at tage med. Vi tager afsted nu, og du skal være med. Du var altid med tidligere, så du kan også tage med nu.” Det gode ved denne strategi er, at barnet får udfordret og konfronteret sin frygt. Dét, der nogle gange ikke fungerer ved denne strategi, er dog, at det kan opleves invaliderende for barnet, fordi barnet oplever det som om, forælderen ikke ser, hvor oprørt og ubehagelige situationen gør hende/ham. Derudover har barnet endnu ikke de nødvendige færdigheder til at håndtere de ængstelige, ubehagelige følelser. Det kan betyde, at barnet ender med at ”mislykkes” på grund af panik, eller kun kommer gennem situationen ved hjælp af sikkerhedsadfærd. Det kan resultere i, at barnet konkluderer, at hun/han havde ret fra starten: At hun/han ikke kunne håndtere situationen, og at det er for skræmmende.
  • Beskytteren Som forælder kan man også have tendens til at blive overbeskyttende, fordi det er et af de mest grundlæggende forældreinstinkter at holde sit barn trygt for fare. Dette kan medføre, at forælderen forsøger at forebygge enhver situation, hvor barnet vil kunne opleve angst eller blive ked af det. Nogle forældre giver også udtryk for, at de er bekymrede for at komme til at traumatisere deres barn ved at få ham/hende til at gøre noget, der forekommer belastende for barnet. Eksempel: ”Hvad er der i vejen, kære? Du har hjertebanken og føler som om du skal kaste op? Okay, hvis at gå på skolen er så svært, så skal du jo ikke tage af sted. Du må hellere hellere være hjemme.” Det gode ved denne strategi er, at barnet kan opleve, at forældrene forstår og respekterer deres frygt. Problemet er dog, at undgåelse er med til at vedligeholde og forværre angsten. Det kan give barnet et indtryk af, at angst er en farlig følelse, som man bør undgå. Derudover medfører undgåelsen, at barnet ikke får erfaringer med faktisk at kunne håndtere det frygtede, og dermed udvikles ikke i tilstrækkelig grad en tro på egne evner til at håndtere svære og angstprovokerende situationer.
  • Forventeren ”Forventeren” kender sit barn og dets typiske reaktioner og kan derfor have en tendens til at aflyse begivenheder på forhånd, fordi man allerede mange gange før har kastet tid og penge efter mislykkede udflugter, måtte aflyse i sidste øjeblik osv. Eksempel: ”Åh nej. Vi fik lige denne invitation fra Faster Julie til en familiesammenkomst. Jeg ved, at de fire timer i bil er alt for meget for dig. Ovenikøbet holdes det i en park, så det er ikke til at vide, hvordan toiletfaciliteterne er. Jeg melder bare afbud med det samme.” Det gode ved denne tilgang er, at barnet kan opleve sig forstået. Det uhensigtsmæssige ved denne tilgang er dog, at man kan komme til at lære sit barn, at han/hun ikke vil kunne klare disse situationer. Derudover bekræfter man barnet i, at situationer, der gør os ængstelige, bør undgås fremfor konfronteres. Desuden antyder man som forælder, at angst er pinligt, fordi man signalerer, at det er bedre at blive væk end at være nødsaget til for eksempel at gå halvvejs.

Psykoterapeutisk behandling af angst

Kognitiv adfærdsterapi

Sundhedsstyrelsen anbefaler i deres nationale kliniske retningslinjer (2021), at kognitiv adfærdsterapi bør være førstevalg for langt de fleste personer med angst, herunder socialfobi, panikangst, generaliseret angst og agorafobi. Den specifikke form for kognitiv adfærdsterapi, der er mest ideel, afhænger af typen af angstlidelse. Kognitiv adfærdsterapi eller kognitiv adfærdsterapi i kombination med antidepressiv medicin anbefales frem for udelukkende behandling med antidepressiv medicin. Sundhedsstyrelsen (2021) anbefaler, at man overvejer at kombinere kognitiv adfærdsterapi og medicin i tilfælde, hvor klienten er svært forpint. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor kognitiv terapi er forsøgt alene først, angstlidelsen har været langvarig, eller hvor angsten er alvorligt funktionsnedsættende.

Behandling mod angst med kognitiv adfærdsterapi indeholder en række forskellige elementer. Først og fremmest sigter behandlingen mod at skabe indsigt hos klienten omkring, hvilke mekanismer, der vedligeholder angsten. I denne proces hjælpes klienten til at opdage sammenhængen mellem de tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærdsmønstre, som klienten får og udviser i bestemte situationer. Dette kaldes også for psykoedukation. Psykoedukation er en vigtig del af et behandlingsforløb mod angst, idet denne hjælper klienten til at forstå, hvorfor og hvordan de mange bekymringer og ængstelige adfærdsmønstre må nuanceres eller forandres. Gennem forløbet lærer klienten ved hjælp af forskellige teknikker at omstrukturere sine angste tanker og dermed opnå nogle mere balancerede følelsesmæssige og kropslige reaktioner – og ikke mindst et mere hensigtsmæssigt adfærdsmønster. Nedenfor gennemgås de forskellige elementer mere detaljeret.

Evidens og forskning

I en nylig artikel har Otte (2022) gennemgået den aktuelle samling af evidens omkring effekten af kognitiv adfærdsterapi ved angstlidelser, herunder panikangst, generaliseret angst, social angst, OCD og PTSD. Samlet set indikerer studierne, at kognitiv adfærdsterapi har en betydelig effekt på behandlingen af angst.

I artiklen pointeres, at kognitiv adfærdsterapi i relation til angstlidelser er den psykoterapeutiske behandlingsform, som er mest gennemgående støttet af evidens. Derfor kan man også anse kognitiv adfærdsterapi for at være ”guldstandarden” i behandlingen af angstlidelser.

Det er ligeledes undersøgt, om angst kan gå i sig selv uden nogen form for behandling. Efter en nylig sammenligning af 173 forskellige forskningsstudier konkluderer Scott et. al (2022), at angstlidelser i langt de fleste tilfælde ikke vil gå i sig selv uden nogen form for behandling. Dette er et stærkt incitament for at søge behandling, hvis man udvikler symptomer på angst. Eksempler på typer af angst, som er meget usandsynlige at komme ud af uden psykologhjælp er specifikke fobier samt  panikangst med agorafobi.

Elementer kognitiv adfærdsterapi for angst

Motivation

At være motiveret for at indgå i et behandlingsforløb er en central del af det at skabe en mærkbar forandring hos sig selv. Motivationen for at starte i behandling kan i nogle tilfælde være ydre styret, f.eks. kan man være blevet opfordret af nære relationer til at opsøge behandling. Den kan også være mere indre styret af sit eget inderlige ønske om at forandre sin hverdag i en positiv retning. Uanset om vi har at gøre med indre eller ydre motivationsfaktorer, kan man på forskellige tidspunkter i behandlingen opleve varierende grader af motivation.

Selvom man f.eks. kan have et stort ønske om at slippe af med sin angst for at fremlægge på klassen, kan man stadig have meget lav motivation for at udsætte sig selv for de øvelser, det kræver for pludselig at kunne fremlægge for klassen. Derfor kan det i løbet af behandlingsforløbet være nødvendigt at have en dialog om de respektive fordele og ulemper – på både kort og lang sigt – der er ved den adfærd, man opretholder på nuværende tidspunkt og den adfærd, man drømmer om at kunne udføre.

Caseformulering

En caseformulering kan anvendes i starten af et behandlingsforløb til at skabe overblik over de forskellige parametre, som har relevans for klientens problematik. Caseformuleringen udformes af klienten og psykologen i fællesskab. Caseformuleringen kan rumme en beskrivelse af

  • det/de aktuelle problem(er) klienten oplever
  • biologiske eller genetiske faktorer (f.eks. diagnoser, prædispositioner)
  • hændelser, der kan have haft betydning for, at problemet har udviklet sig
  • faktorer, der vedligeholder problemet (f.eks. grundlæggende antagelser og leveregler)
  • ressourcer, der understøtter individet i håndteringen af problemet

Ovenstående parametre kan samlet set skabe en bedre forståelse for klientens problematik hos både klienten selv og psykologen, hvorfor caseformuleringen kan tjene som et vigtigt værktøj i at skabe konkrete målsætninger for behandlingsforløbet.

Psykologsamtale

Kognitiv omstrukturering

Kognitiv omstrukturering består i at hjælpe klienten med at få identificeret de negative automatiske tanker (NAT), leveregler og andre grundlæggende antagelser, der præger klientens tænkning. Hos angstlidelser ses ofte en række typiske tankefælder og kognitive forvrængninger, som bidrager til at vedligeholde individets angstproblematik. Dette kan f.eks. være en tendens til at overvurdere sandsynligheden for at katastrofale hændelser vil indtræffe.

Gennem dialog søger psykologen at udfordre klientens NAT, leveregler og antagelser således, at klienten opnår en mere realistisk, nuanceret og balanceret tænkning. Formålet med kognitiv adfærdsterapi er således ikke, at man lærer kun at tænke positive tanker, men i stedet, at klienten opnår en større fleksibilitet og nuancering i sin tænkning. Det kan være vanskeligt at afgøre den eksakte effekt af kognitiv omstrukturering i behandlingen af angstlidelser, idet få studier har undersøgt dette isoleret set, men i stedet inddraget studier, hvor eksponering også indgår.

Eksponering

Adfærdstræning består i at ændre klientens uhensigtsmæssige adfærdsmønstre gennem eksponering. Eksponering ved angstlidelser er en metode, hvor klienten udsætter sig for de situationer, som vedkommende er bange for og derfor enten har undgået eller blevet i ved brug af sikkerhedsstrategier, der har gjort situationen mere udholdelig. Eksponering kan foregå på forskellige måder, enten i form af konkrete, gradvise øvelser eller adfærdseksperimenter i klientens dagligdag (in vivo eksponering; f.eks. henvende sig til en fremmed for at spørge om vej) eller ved bevidst at fremkalde fysiske angstsymptomer i sessionen eller andre trygge omgivelser (interoceptiv eksponering; f.eks. løbe hurtigt på stedet for at fremprovokere hjertebanken).

Herudover findes også eksponering med responshindring (ERP), som i særlig grad benyttes ved OCD, hvor klienten udsættes for situationer, der udløser klientens tvangshandlinger, hvorefter vedkommende skal øve sig i at hindre udførelsen af tvangshandlingerne. Evidensen for eksponering ved angstlidelser er god. F.eks. har flere metaanalyser vist, at behandling med in vivo eksponering ved specifikke fobier er meget effektivt sammenlignet med ingen behandling, placebo og ikke-eksponeringsbaseret terapi. Herudover viser en metaanalyse, at ERP giver bedre effekt end placebo- eller ventelistekontrolgrupper. En anden metaanalyse har også vist, at det kan have betydning, hvilken type ERP, der anvendes. F.eks. har man fundet, at ERP er mere effektivt, når det ledes af terapeuten frem for klienten selv, ligesom der ses størst effekt ved komplet responshindring frem for kun delvis responshindring (Kaczkurkin & Foa, 2015).

Adfærdsteknikker

Udøver eksponeringsøvelser kan adfærdstræning ligeledes bestå i at lære forskellige afspændings- og vejrtrækningsøvelser. Angstlidelser kan bidrage til øget anspændthed og hurtig vejrtrækning hos den angstramte klient,

hvorfor det kan være en fordel at lære forskellige teknikker til at tackle disse fysiske symptomer, når angsten rammer. Dette kan give klienten en oplevelse af at have øget kontrol over angsten og dermed skabe bedre betingelser for at kunne håndtere angsten i den pågældende situation.

Inddragelse af forældre eller andre pårørende

I forløb med børn og unge kan forældre eller andre nære pårørende med fordel inddrages. Dette gøres primært med henblik på at ændre de forstærkningsmekanismer, som forældrene sammen med barnet eller den unge med tiden har opbygget. Det kan f.eks. være, at det angstramte barn bliver ved med at søge forsikring hos sine forældre om, at der ikke kommer indbrud og forældrene fortsætter med at forsikre barnet om, at dette ikke sker.

På den måde skabes en idé i barnet om, at angsten kun kan forsvinde, hvis forældrene beroliger barnet. Gennem psykoedukative samtaler med forældrene tales om blandt andet om, hvordan sådanne adfærdsmønstre kan være medvirkende til at vedligeholde angsten hos barnet. I andre tilfælde kan forældre eller pårørende også anvendes som ”co-terapeuter” i forbindelse med at gennemføre bestemte eksponeringsøvelser mellem terapisessionerne.

Metakognitiv terapi

Metakognitiv terapi har sit udspring i kognitiv terapi, men adskiller sig fra den oprindelige form for kognitiv terapi ved, at den fokuserer på tanker og antagelser om tanker, altså såkaldte metatanker. Da Aaron Beck i 60’erne udviklede kognitiv terapi var den begrænset til at undersøge og ændre indholdet i selve de negative automatiske tanker, men kognitiv terapi har senere inddraget metakognitiv terapi, hvor forskningen har vist, at dette er mere effektivt.

Der kan være flere bevæggrunde for at anvende metakognitive elementer i et behandlingsforløb mod angst, herunder:

    1. De klassiske kognitive omstruktureringsteknikker viser ikke tilstrækkelig effekt hos den enkelte, som dermed stadig har svært ved at slippe bekymringer, som vedkommende bruger for meget tid og energi på.
    2. Problemet er, at tanker med realistisk eller tæt på realistisk indhold bliver ved med at vende tilbage igen og igen, og derfor er plagsomme og forstyrrende.
    3. Bekymringerne tilhører en type af angst, som er præget af uhensigtsmæssige metaantagelser og metatanker, f.eks. generaliseret angst (GAD) og obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD).

I disse tilfælde opretholdes problematikken ikke af tankeindholdet i sig selv, men den måde, hvorpå man forholder sig til sine tanker samt de tanker, man gør sig om sine tanker (metatanker) og de antagelser, man har om sine tanker (metaantagelser).  I den metakognitive terapi arbejdes der altså med en række teknikker, hvor klienten lærer at forholde sig til sine tanker på en anden måde end hidtil samt blive bevidst om, udfordre og ændre disse metaantagelser og -tanker. Herudover lærer klienten også forskellige opmærksomhedsteknikker, der kan hjælpe med at styre opmærksomheden på en konstruktiv måde, når bekymringerne kommer. Kort fortalt arbejder man i klassisk kognitiv terapi altså med tankeindhold, mens man i metakognitiv terapi arbejder med tankeprocesser.

Psykoterapi

Metakognitiv terapi i behandling af OCD

OCD-behandling er et eksempel på et forløb, hvori metakognitiv terapi indgår som en del af et evidensbaseret kognitiv adfærdsterapeutisk behandlingsforløb. OCD hedder egentlig obsessiv-kompulsiv lidelse. OCD er psykisk lidelse, som består af uønskede, indtrængende og plagsomme tvangstanker (obsessioner) og tvangshandlinger (kompulsioner), som udføres for at forhindre forestillinger om katastrofale hændelser, reducere ubehag eller fjerne tvangstanker. Rent diagnostisk er OCD ikke længere kategoriseret som en angstlidelse i den nye europæiske diagnostiske klassifikationsmanual ICD-11, men i en egen kategori, som kaldes Obsessive-kompulsive og beslægtede lidelser. OCD har alligevel meget tilfælles med angstlidelserne, ikke mindst generaliseret angstlidelse og socialfobi, og angstfølelse samt autonome angstreaktioner er ofte en væsentlig del af lidelsen. Mange forskere argumenterer derfor for, at OCD primært er en angstlidelse.

Kendetegnende for personer med OCD er, at deres fortolkninger af tvangstankerne er forvrængede og overdrevne. Foruden udførelsen af bestemte tvangshandlinger, er det disse fejlfortolkninger af tvangstankerne, som vedligeholder lidelsen.

Målet for behandlingen er således, at personen med OCD bevidstgøres om sine metaantagelser og lærer at udfordre disse. Et eksempel kan være, at en, som er heteroseksuel, er plaget af en tvangstanke vedrørende homoseksualitet: ”Hvad nu hvis jeg pludselig bliver homoseksuel?”, og klienten foretager mange mentale kropsscanninger (en tvangshandling) i forsøget på at be- eller afkræfte tanken.

Klienten går da ind og laver en række metaantagelser om denne tanke, f.eks. ”Hvis jeg tænker på dette, så må det være fordi, det fortæller noget om mig” eller ”Hvis noget mærkes så stærkt, så må det være rigtigt”.

Gennem forløbet lærer klienten at vurdere disse antagelser om tvangstanken på en hensigtsmæssig måde, blandt andet ved at forholde sig til spørgsmål som f.eks. ”Kan vi styre alt med vores tanker? Er tanker det samme som virkelighed?”. Gradvist lærer man nye, mere nuancerede metaantagelser, som gør det nemmere at forholde sig neutralt til tvangstanken.

Denne proces hjælpes yderligere på vej af dialog om accept og opmærksomhed. Netop fordi vi i meget ringe grad kan styre alle vores tanker, hjælpes den OCD-ramte af at møde sine tvangstanker med en højere grad af accept end hidtil ved at hilse tvangstanken velkommen i tankestrømmen og ikke forsøge at skubbe den væk. Det vil nemlig erfares af klienten, at jo mere tvangstankerne forsøges skubbet væk, jo mere vil de presse sig på. Efter klienten har accepteret tvangstankens tilstedeværelse, skal klienten lære aktivt at styre sin opmærksomhed væk fra at gå ind i tanken, men i stedet forholde sig til tanken på et metakognitivt niveau, f.eks. ”Nu mærker jeg lige en af de seksuelle tvangstanker. Den må gerne være her, det kan jeg ikke kontrollere. Det er bare en tvangstanke, så jeg vælger ikke at gå i dialog med den”.

Foruden den metakognitive del af behandlingen indgår eksponering med responshindring også som et centralt element i behandlingsforløbet.

Metakognitiv terapi i behandling af generaliseret angst

Generaliseret angst er en tilstand, hvor man store dele af tiden bekymrer sig om forskellige dagligdagsbegivenheder og -problemer. De mest fremtrædende symptomer er vedvarende nervøsitet, rysten, muskelspændinger, sveden, ørhed, hjertebanken, svimmelhed og uro i maven. Ofte vil man være bange for, at en selv eller nogen af ens nærmeststående skal blive syge eller komme ud for en ulykke.

Forskning har vist, at man kan skelne mellem to forskellige typer bekymringer, som begge er medvirkende til at vedligeholde lidelsen:

Type 1 bekymringer er bekymringer, der aktiveres efter en negativ tanke (trigger) har ramt klienten. Ofte ses nemlig, at negative trigger-tanker aktiverer positive metaantagelser om det at bekymre sig, f.eks. at bekymringer kan hjælpe klienten med at være forberedt på det værste. Type 1 bekymringer er altså en respons på negative trigger-tanker, som klienter udøver med den overbevisning, at bekymringerne kan komme problemer i forkøbet, løse bestemte problemer eller lignende.

Type 2 bekymringer er de bekymringer, klienten har om sine bekymringer (meta-bekymringer). Type 1 bekymringer aktiverer nogle negative metaantagelser om det at bekymre sig, herunder at bekymringerne er ukontrollerbare og farlige for klientens mentale og fysiske helbred.

Aktiveringen af metaantagelserne betyder, at klienten begynder at bekymre sig om at bekymre sig (type 2 bekymring), hvilket intensiverer angstsymptomerne, fører til ubehagelige følelser, forsøg på kontrollere tankerne samt uhensigtsmæssig adfærd, f.eks. undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd.

Målet med behandlingen er således, at klienten lærer at identificere de metaantagelser, vedkommende gør sig om sine bekymringer, altså at bekymringen ikke er problemet i sig selv, men de tanker klienten gør sig om bekymringen. Dette sker blandt andet gennem detached mindfulness, hvor klienten øver sig i at forholde sig observerende til sine trigger-tanker uden at gå ind i indholdet af tanken. Modsat i den klassiske kognitive terapi, hvor klienten lærer at udfordre indholdet af tanken, skal klienten i metakognitiv terapi altså udfordre og ændre på sine tankeprocesser. Ydermere arbejder terapeuten og klienten på at omstrukturere både de negative og positive antagelser, klienten har opbygget om det at bekymre sig.

Foruden den metakognitive del af behandlingen indgår også eksponering som et centralt element i behandlingsforløbet. Eksponering sker ved, at klienten og terapeuten aftaler, hvorledes klienten gradvist kan udsætte sig selv for frygtede situationer og/eller aftaler bestemte adfærdseksperimenter.

Medicinsk behandling af angst

Det er foruden psykoterapeutisk behandling muligt at blive medicineret for angst, men som fremhævet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer (2021) anbefales psykoterapi eller psykoterapi i kombination med medicin frem for blot medicin.

Der findes forskellige medicinske præparater til at behandle angst, men SSRI (selective serotonin reuptake inhibitors) anses for at være førstevalg i behandlingen. Man har også fundet, at SNRI (serotonin noradrenaline reuptake inhibitors) har moderat effekt i medicinsk behandling af angstlidelser.

Selvom medicin har effekt på angstlidelser, kan den også være forbundet med bivirkninger, hvorfor det kan blive nødvendigt at skifte præparat i tilfælde af for mange bivirkninger. Der er nemlig forskel på, hvordan præparaterne virker i vores hjerner.

Din psykolog kan ikke træffe beslutning om, hvorvidt du skal medicineres for din angst eller ej, men kan – baseret på antal og sværhedsgrad af angstsymptomer – hjælpe dig med at vurdere om det kan være relevant at søge anden hjælp til medicinsk vurdering og eventuel opstart af medicin. Ønsker man medicinsk behandling af sin angstlidelse skal dette altid ske i samråd med egen læge og/eller psykiater.

Sammenligning af medicinsk og psykoterapeutisk behandling

I en metaanalyse har E. Carl og kollegaer (2020) undersøgt effekten af henholdsvis medicinsk og psykoterapeutisk behandling i forhold til at reducere symptomer på generaliseret angst og reducere depressive symptomer. Resultaterne viste, at evidensbaseret psykoterapi har større effekt end behandling i kontrolgrupper (f.eks. støtteterapi, affektfokuseret kropspsykoterapi, stresshåndteringsundervisning mm.)  på reduktion af angstsymptomer ved behandlingsafslutning (medium til stor effekt) og ved opfølgende behandling (lille effekt). Herudover har evidensbaseret psykoterapi større effekt end kontrolgrupper på reduktion af depressive symptomer ved behandlingsafslutning (medium effekt) og ved opfølgende behandling (lille effekt). I forhold til psykoterapeutisk behandling fandt man, at alder modererer effekten af behandlingen således, at lavere alder var forbundet med større effekt af psykoterapi. Resultaterne viste yderligere, at medicinsk behandling (SSRI-præparater, benzodiazepiner eller præparater mod angst) har større effekt på reduktion af angstsymptomer ved behandlingsafslutning (lille effekt) end behandling i kontrolgrupper (placebo-pille). Ligeledes har medicinsk behandling større effekt på reduktion af depressive symptomer ved behandlingsafslutning (medium effekt) end kontrolgrupper (pille-placebo).

Kæmper du med angst? Book en samtale med en af vores psykologer

Disse resultater kan ved første øjekast tale i retning af, at evidensbaseret psykoterapi udviser større effekt end medicinsk behandling. Resultaterne kan dog ikke direkte sammenlignes, da man har anvendt forskellige metoder (bl.a. anvendt forskellige kontrolgrupper til at sammenligne effektstørrelser), hvorfor en sammenligning ikke er særlig valid. Metanalyser, der har lavet en direkte sammenligning af medicinsk og psykoterapeutisk behandling, peger på, at de er omtrent lige så effektive til at behandle generaliseret angst. Der kan dog være nogle forskelle afhængig af type af lidelse eller medicinsk præparat. F.eks. fandt P. Cuijpers og kollegaer (2013), at psykoterapi var mere effektivt end medicinsk behandling med tricykliske antidepressiva i behandling af angst og depression, og at psykoterapeutisk behandling var en mere effektiv behandling end medicin i forhold til OCD. Ligeledes fandt man, at medicinsk behandling var mere effektiv end støttende behandling (non-directive counselling).

I en anden metanalyse af P. Cuijpers og kollegaer (2014) har man fundet evidens for, at kombinationsbehandling, altså behandling med både terapi og medicin, giver en større effekt en blot behandling med antidepressiv medicin ved svær depression, panikangst og OCD. Der var ligeledes indikationer på, at samme gør sig gældende ved social angst, men disse fund var ikke statistisk signifikante. Evidensen vedrørende GAD, PTSD og dystymi var mangelfuld, hvilket muligvis kan skyldes et lavt antal af studier vedrørende dette i metaanalysen.

Hvordan ser et angstanfald ud?

Angstanfald (også kaldet panikanfald) er en intens og pludselig oplevelse af panik. Typisk topper angstanfaldet inden for få minutter og begynder derefter gradvist at aftage. Der kan dog gå flere timer inden symptomerne opleves at være helt væk igen. Efterfølgende vil personen typisk opleve træthed, fordi kroppen har været i alarmberedskab.

Følgende er de hyppigste symptomer på angstanfald:

  • Hjertebanken
  • Sveden
  • Rysten
  • Mundtørhed
  • Åndedrætsbesvær
  • Kvælningsfornemmelse
  • Smerter eller trykken for brystet
  • Kvalme eller maveuro
  • Svimmelhed
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Frygt for at miste selvkontrollen
  • Frygt for at dø
  • Kuldegysninger eller hedeture

De fleste oplever ikke alle disse symptomer samtidig, og det er tilstrækkeligt, at fire symptomer er en del af samme anfald for at leve op til de diagnostiske kriterier for et panikanfald. Af disse skal mindst ét af symptomerne dog være autonomt (hjertebanken, sveden, rysten eller mundtørhed).

Angstanfald udløses typisk af en fejltolkning af kropslige symptomer (fx hjertebanken, svimmelhed eller vejtrækningsbesvær). Fælles for disse er, at de er almindelige, ufarlige kropslige ændringer, som alle mennesker kan opleve. Ofte udløses disse også af angst og bekymring i sig selv. Selve panikken opstår som følge af en katastrofal fejltolkning af disse kropslige fornemmelser, såsom ”Dét at mit hjerte banker mere end normalt må betyde, at jeg er ved at få et hjerteanfald”, eller ”Jeg er nødt til at komme mig væk, ellers får jeg ikke nok luft”. Denne katastrofetanke får personens angstniveau til at stige og resulterer dermed også i yderligere øget hjertebanken, da dette er et almindeligt angstsymptom. Den øgede hjertebanken bekræfter igen katastrofetanken om, at der er tegn på et hjerteanfald, hvilket igen øger angsten. Sådan fortsætter det i en negativ feedback loop indtil fuld panik sætter ind. På denne måde kan helt naturlige kropslige ændringer eller angstsymptomer udvikle sig til angstanfald.

I nedenstående tabel ses eksempler på typiske katastrofetanker:

Paniksymptomer

Katastrofetanker

Svimmelhed ”Svimmelhed fører til sindssyge””Når jeg føler mig svimmel, betyder det, at jeg er ved at få et slagtilfælde””Folk vil grine af mig, hvis jeg falder/snubler”
Kvalme og maveuro ”Jeg kaster op, når jeg får kvalme””Hvis min mave er urolig, kaster jeg op”
Rødmen ”Folk vil grine af mig, hvis jeg rødmer”
Trykken i brystet ”Trykken for brystet betyder, at jeg er ved at få et hjerteanfald””Hvis jeg får det dårligt, betyder det, at jeg vil falde om”
Uvirkelighedsfornemmelse ”Hvis mine omgivelser ændrer udseende, er det fordi, at jeg er ved at blive sindssyg””Uvirkelighedsfølelse betyder, at jeg er ved at få et slagtilfælde”
Kvælningssymptomer ”Hvis min hals snører sig sammen, betyder det, at jeg er ved at blive kvalt”

Da angstanfald kan være meget ubehagelige at gennemleve, udvikler nogle mennesker efterfølgende en frygt for at få angstanfald igen. Denne frygt kan resultere i, at personen forsøger at undgå situationer, som personen frygter, vil kunne trigge et nyt angstanfald. Det kan for eksempel være undgåelse af fysisk anstrengelse, der kan frembringe fysiske symptomer såsom hjertebanken og svimmelhed. Det kan også være undgåelse af steder, hvor man forestiller sig, at man ikke ville kunne komme væk eller få hjælp i tilfælde af et angstanfald fx i biografen, i offentlig transport, i et supermarked eller lignende.

Ved fire eller flere angstanfald, som lever op til kriterierne for panikanfald, inden for en fire ugers periode, kan der være tale om angstlidelsen panikangst. Mange udvikler også agorafobi, enten samtidig med panikangst eller som en selvstændig lidelse med angstanfald med to eller flere angstsymptomer samtidigt, heraf mindst ét autonomt. Både agorafobi og panikangst er ofte præget af frygt for nye angstanfald (angst for angsten), hvilket paradoksalt nok også er den vigtigste risikofaktor for nye anfald. De, som har oplevet sit første angstanfald udenfor hjemmet, er mest udsat for senere at udvikle agorafobi.

Angstanfald kan finde sted ved alle typer af angstlidelser og forekommer ofte også i forbindelse med depression. I disse tilfælde diagnosticeres anfaldene ikke som panikangst, men anses diagnostisk som en del af den anden psykiske lidelse.

Opsøger man ikke behandling, er der risiko for forværring af tilstanden, hvor angsten og undgåelsen tager til, hvilket vil påvirke personens trivsel og evne til at fungere i hverdagen. Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen behandler vi panikangst og agorafobi med kognitiv adfærdsterapi, hvilket er den behandling Sundhedsstyrelsen anbefaler. Forskning viser, at især interoceptiv eksponering og kognitiv omstrukturering af fejlfortolkninger er effektiv behandling, mens ordinær, ufokuseret eksponering ikke er særlig effektiv. Tidligere ofte benyttet behandling som at trække vejret i en papirpose, har vist sig ikke at have nogen gavnlig effekt og kan for enkelte måske forværre tilstanden. I nogle tilfælde kan det være meningsfuldt at kombinere kognitiv adfærdsterapi med medicinsk behandling.

Hovedtyper af angst

  • Fobisk angst er angst for specifikke, afgrænsede objekter eller situationer. De mest normalt forekommende er højdeskræktandlægeskræk, flyskræk, angst for dyr, at tale for forsamlinger, blodlukkede rum, bakterier og smitte eller for at færdes udenfor hjemmet.
  • Panikangst er tilbagevendende anfald af pludselig og intens panisk angst, som ikke er begrænset til særlige situationer eller omstændigheder og derfor optræder uventet. Ofte optræder i disse anfald en frygt for at dø, miste kontrollen over sig selv eller blive sindssyg. Tag testen for panikangst.
  • Agorafobi er angst i – eller undgåelse af – mindst to af følgende situationer: menneskemængder, offentlige steder, færden alene eller færden uden for hjemmet (ICD-10). Det kan f.eks. være angst i forbindelse med at rejse med offentlig transport, at tage i biografen eller til koncert, at handle i forretninger eller at befinde sig på åbne pladser. Angsten skyldes typisk en frygt for ikke at kunne få hjælp i tilfælde af et panikanfald, eller en forestilling om, at det ville være utrolig pinligt, hvis andre så, at man fik et panikanfald. Agorafobi kan være til meget stor gene for personen og få alvorlig betydning for personens livskvalitet og livsudfoldelse.
  • Socialfobi (SAD) er frygt for at blive iagttaget af og negativt bedømt af andre mennesker. Dette medfører en frygt for at være sammen med andre og i mange tilfælde en tilbøjelighed til at undgå forskellige sociale situationer. Mange oplever ansigtsrødmen, rysten på hænderne, opkastnings- eller vandladningstrang, og kan somme tider være overbevist om, at disse kropslige reaktioner er det egentlige problem.
  • Generaliseret angstlidelse (GAD) kendetegner mennesker, hvis angst er vedvarende og ikke begrænset til særlige situationer eller omstændigheder. Den generaliserede angst fører mange gange til, at personen oplever næsten konstant nervøsitet, rysten, muskelspændinger, svedtendens, ørhed i hovedet, hjertebanken, svimmelhed eller trykken i maven. Der forekommer ofte intens bekymring for, at de selv eller deres nærmeste skal blive syge eller komme ud for en ulykke. Samtidig optræder typisk stærk bekymring omkring selve det at være konstant ængstelig. Tag testen for generaliseret angst.
  • Hovedsageligt obsessiv tilstand (Pure O) er en tilstand overvejende præget af tilbagevendende og ubehagelige idéer, tankebilleder eller handlingstilskyndelser. De opleves og erkendes som egne, men samtidig også som overdrevne eller urimelige. Disse tanker eller ruminationer er meget svære at slippe og dukker derfor op igen og igen. Der findes mange slags obsessioner (tvangstanker), men fælles for dem er, at de oftest er pinagtigt generende, fordi de er forbundet med skyldfølelse eller angst for at skulle forårsage noget ubehageligt for sig selv eller andre.
  • Hovedsagligt kompulsiv tilstand (Pure C) domineres overvejende af tvangsprægede (kompulsive) handlinger, også betegnet obessive ritualer eller tvangshandlinger, som for størstedelens vedkommende drejer sig om renlighed eller gentagende efterkontrollering. Bag adfærden ligger en frygt for en fare, fremkaldt af eller rettet mod en selv, som den rituelle handling har til hensigt at afværge.
  • Blandet obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) er en tilstand, hvori både obsessioner (tvangstanker) og kompulsioner (tvangshandlinger) forekommer, uden at man kan sige, at tilstanden klart domineres af det ene eller andet aspekt. Tvangstankerne omhandler typisk bestemte emner som eksempelvis smitte, vold eller orden, mens tvangshandlingerne i mange tilfælde udføres for at opnå ro fra tvangstankerne. Test dig selv for OCD.
  • Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er angst, der opstår som en forsinket reaktion på en traumatisk begivenhed eller situation af exceptionel voldsom eller katastrofal karakter. Typisk opleves traumet gentagende gange i form af påtrængende erindringer (også kaldet flashbacks) i vågen tilstand, men også under søvn i form at drømme og mareridt. Disse optræder gerne sammen med generelt svækket følsomhed og emotionel afstumping, social tilbagetrækning og bestræbelser på at undgå aktiviteter, mennesker og situationer, som kan minde om traumet. Det sympatiske nervesystem er sædvanligvis næsten konstant på overarbejde hos personer med PTSD, hvilket medfører irritabilitet, alarmberedskab, tilbøjelighed til sammenfaren og søvnløshed i mange tilfælde. Depression er ofte forbundet med de ovennævnte symptomer, og selvmordstanker er ikke ualmindelige. Test dig selv for PTSD her.
  • Helbredsangst, også kaldet sygdomsangst eller hypokondri, er en tilstand karakteriseret ved vedvarende og overdreven angst for at lide af en eller flere specifikke, alvorlige og fremskridende sygdomme. Personer med denne lidelse opsøger gentagende gange praktiserende læger, specialister og hospitaler for at forsikre sig, at de ikke fejler noget. Imidlertid kan de ikke, eller kan kun forbigående, acceptere lægens forsikringer om, at tilstanden ikke skyldes fysisk sygdom. Tag vores online test for sygdomsangst her.

Referencer

Kendler KS, Abrahamsson L, Ohlsson H, Sundquist J, Sundquist K (2023). Obsessive-Compulsive Disorder and Its Cross-Generational Familial Association With Anxiety Disorders in a National Swedish Extended Adoption Study. JAMA Psychiatry.
Scott, A. J., Bisby, M. A., Heriseanu, A. I., Hathway, T., Karin, E., Gandy, M., Dudeney, J., Staples, L. G., Titov, N., & Dear, B. F. (2022). Understanding the untreated course of anxiety disorders in treatment-seeking samples: A systematic review and meta-analysis. Journal of Anxiety Disorders.