Hvad er panikangst?

Panikangst er en angstlidelse, som er karakteriseret ved voldsomme, uventede og tilbagevendende anfald af pludselig indsættende svær “panikagtig” angst, som ikke er begrænset til særlige situationer eller omstændigheder, og derfor optræder uforudsigeligt. Panikanfaldene har som oftest en varighed på ca. 10 minutter, men anfaldene kan imidlertidig komme og gå over en periode på flere timer. Intensiteten og de specifikke fysiske symptomerne kan variere, men de mest sædvanlige symptomer inkluderer følgende:

  • Hjertebanken
  • Høj puls
  • Svedeture eller kuldegysninger

  • Svimmelhed
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Hyperventilering
  • Smerter i eller trykken for brystet
  • Mundtørhed
  • Kvalme
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Anspændthed
  • Sløret syn
  • Skelven
  • Prikkende eller sovende fornemmelse i fingre og tæer

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om panikangst?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Normal farereaktion

Alle disse symptomer er normale angstreaktioner, og de er en del af alle menneskers naturlige parathed til at klare farefulde eller vanskelige situationer. De kropslige symptomer, som opstår, når man udsættes for fare, er på ingen måde sygelige, men tværtimod nødvendige, normale og livsvigtige for menneskets overlevelse. De er altså både ufarlige og essentielle for vores evne til at overleve. De ”primitive” reaktionsmåder, som lynhurtigt aktiveres ved de mindste tegn på fare indebærer, at:

  • Opmærksomheden skærpes og indsnævres.
  • Omverdenen scannes for tegn på farer.
  • Kroppen forberedes til flugt eller forsvarskamp, der automatisk starter, når angsten har nået et vist niveau.

Derfor opstår kropslige reaktioner:

  • Kropsvæsker, f.eks. spyt, omdirigeres ind i blodbanen (tør mund og synkebesvær)
  • Luftvejene udvides for at få mere ilt til lungerne (vejrtrækningsbesvær, åndenød og hyperventilering).
  • Hjertet pumper hårdere for at sende ilt og energi til musklerne (hurtig puls, hjertebanken, smerter og trykken).

  • Leveren frigør energidepoter (anstrengt).
  • Mave- og tarmsystemet nedprioriteres, og blod og energi ledes ud til musklerne (sommerfugle i maven, ”knude” i maven og kvalme).
  • Huden ventileres og bliver fugtig, for at afkøle de hårdtarbejdende muskler (svedeture og kuldegysninger).
  • Blodet går ind i musklerne (bleg hud).
  • Musklerne spændes og er parate til at reagere hurtigt (anspændthed, muskelsmerter og skelven).
  • Der afgives Ca (kalcium) fra de spændte muskler (prikken, stikken og følelsesløshed).

En faresituation (angstanfald) opleves derfor oftest som en spontan og eksplosiv kropslig reaktion efterfulgt af ændret adfærd (flugt og kamp), panikfølelse og tanker om fare. Ved reel fare har dette alarmsystem en vigtig funktion. F.eks. hvis der kommer en bil kørende imod én, er der ikke tid til at tænke eller at overveje situationen eller konsekvensen nærmere. Her er det vigtigt (livsvigtigt), at alarmsystemet bare fungerer.

Farereaktion ved panikangst

For personer med panikangst går alarmsystemet i gang uden anledning eller på forkerte tidspunkter. I begge tilfælde sker det, uden der reelt er fare på færde. Der er tale om en fejlindlæring i måden at vurdere angsten på:

  • Angsten er uidentificeret (man oplever angsten, men ikke hvad det er, man frygter).
  •  Angsten er ude af proportion (helt overdreven).
  • Angsten er irrationel (f.eks. angst for at fejle noget alvorligt, selvom alt er gennemundersøgt).

Resultatet er, at der opstår kropslige symptomer i situationer, hvor der ikke er reel fare. Mange af disse symptomer skyldes frigørelse at et hormon (adrenalin), noget som ved mindste tegn på fare (uanset om den er reel eller ej), frigøres og sætter hele det kropslige ”overlevelsesapparatet” i gang. Problemet med panikangst er bare, at der ikke er noget at bruge disse kropslige symptomer til, der er intet farligt at kæmpe imod eller flygte fra, og man koncentrerer sig derfor om kroppen, som man så kan anse som det farlige eller som det, der er i fare.

Angst for angstanfaldet

Panikangst er meget forståeligt forbundet med en intens frygt for selve angstreaktionen, dels fordi det er ekstremt ubehageligt, og dels fordi man ikke forstår, hvad det er, der sker med én. Ofte har man tanker om, at man er ved at dø, miste kontrollen, at man er ved at blive sindssyg, eller at man kan blive det under angstanfaldet. Ingen af disse frygtede ting kan ske som følge af angsten, men denne misforståelse kan være meget invaliderende og kan medføre betydelige adfærdsændringer (f.eks. forlegenhed, social isolation, undgåelse og sikkerhedsadfærd). Det kan også medføre vedvarende bekymringer for konsekvenserne ved at få et nyt anfald. Panikangst opstår ofte uventet, men efterfølgende er det normalt at associere anfaldet til de steder og situationer, hvor angsten har opstået.

Dette fører tit til undgåelse af disse situationer, hvilket begrænser ens bevægelsesfrihed, men det medfører også en vis forventningsangst. Dette kan betyde, at man i lang tid forud for en frygtet situation eller generelt pga. frygt for et nyt angstanfald, kan være meget medtaget af angst. Selve denne forventningsangst kan være det, der sætter gang i kropslige fornemmelser, og når man mærker disse kropslige fornemmelser, frygter man, at man er ved at få et nyt angstanfald. Disse katastrofetanker forstærker angsten, fører til flere kropslige fornemmelser og kan netop være det, der forårsager et nyt angstanfald (se model nedenfor).

Agorafobi

Angsten for de frygtede situationer gør, at mange med panikangst også lider af agorafobi. Denne tilstand skyldes, at man begynder at undgå steder og situationer, hvor anfaldene er kommet. Man undgår også gerne steder, hvor man frygter ikke at kunne få hjælp, hvis man skulle få brug for det, og hvorfra man ikke kan flygte. Man kan også føle, at det vil være pinligt at få et anfald bestemte steder. Man kan derfor begynde at undgå butikker og offentlige transportmidler eller andre steder, hvor der er mange mennesker. Man føler, at man ikke kan forlade hjemlige og trygge omgivelser, og man begrænser derfor sit liv alvorligt.

Årsager til panikangst

Der findes ingen enkelt årsag til panikangst. Forskning tyder på, at både genetiske, neurobiologiske, psykologiske og psykosociale faktorer er med til at forklare forekomsten af panikangst. Der er dog risikofaktorer, som viser sig at være forbundet med panikangst:

  • At være kvinde. Panikangst optræder omkring dobbelt så hyppigt blandt kvinder.
  • At være i 20-årsalderen. Det er dette tidspunkt, hvor panikangst normalt opstår første gang.
  • At være i familie med nogen, som har (haft) panikangst. Panikangst viser sig at optræde hyppigere hos personer som har andre familiemedlemmer med panikangst. Hvis en af ens forældre har tilstanden, er risikoen 8 gange større for, at man selv får panikangst, end hvis ingen af ens forældre har tilstanden. Hvis en af ens forældre havde panikangst inden 20-årsalderen, er risikoen endnu højere. Dog har omkring 3 ud af 4 med panikangst ikke nogen i familien med tilstanden.
  • Dårlig økonomi og lav uddannelse. Dette er dog højst sandsynligt en modererende faktor, som skyldes, at denne gruppe mennesker er hårdt belastede i forvejen, og dermed har svært ved at håndtere optræk til sygdommen (højtuddannede får også panikangst).
  • Belastende/stressfulde livshændelser som f.eks. skilsmisse, dødsfald hos nærtstående, fyring fra job, at blive forældre o.s.v. Oplevelsen af stress ved hændelsen er det betydningsfulde, ikke selve stresset i sig selv.

  • Ængstelighed og skyhed i barndommen og aktuelt. Hvis man har tendens til at have mange bekymringer, eller nemt bliver ængstelig ved f.eks. nye ting, er risikoen for panikangst højere end hos en person, som har en mere afslappet tilgang til livet.
  • Overbeskyttende forældre øger risikoen for, at barnet med tiden får panikangst.
  • Belastende/stressfuld eller på anden måde vanskelig opvækst. Panikangst er almindeligere blandt mennesker, som har haft en belastet barndom f.eks. med seksuel misbrug, død af en af ens forældre, skilsmisse eller ophold på børnehjem.
  • Andre nervøse lidelser. Forekomsten af panikangst ses hyppigere blandt mennesker med alvorlig depression, socialfobigeneraliseret angst og OCD.
  • Personer med misbrug af alkohol eller andre rusmidler har øget risiko for panikangst. Formentlig fordi det at ophøre med et rusmiddel kan fremkalde panikanfald. Eller det kan omvendt være, at mennesker med panikangst forsøger at dulme angsten med alkohol eller andre rusmidler.

Forekomst af panikangst

Mange mennesker har prøvet at have et angstanfald. Men omkring 1-2 % har oplevet at have flere anfald i en periode af deres liv, dvs. egentlig panikangst. Da tilstanden hos nogle ikke er livslang, er det op til 5 %, som på et eller andet tidspunkt i livet kan få lidelsen.

Behandling af panikangst

Kognitiv adfærdsterapi er den form for behandling som anbefales af Sundhedsstyrelsen for panikangst. De overordnede elementer i behandlingen er:

  • Psykoedukation – information om angst og de mekanismer, der fastholder angsten.
  • Identifikation og undersøgelse af negative og forvrængede tanker og forventninger.
  • Eksponeringstræning med responshindring.

Medikamentel behandling for panikangst frarådes, da dette kan være med til at forværre lidelsen.

Den kognitive adfærdsterapeutiske behandling er rettet mod personens aktuelle problemer, som afdækkes sammen med en psykolog. Det primære fokus ligger på at identificere og omstrukturere den måde, vi fortolker situationer/fornemmelser på, og de aktuelle kognitioner (tankeprocesser), vi oplever under og mellem angstanfaldene.

Den adfærdsmæssige del af behandlingen fokuserer på eksponering og responshindring. Det vil sige, at man gradvis udsættes for de angstprovokerende situationer (eksponering) uden at bruge undgåelse eller sikkerhedsadfærd (responshindring). Undgåelse og sikkerhedsadfærd kan gøre angsten værre, fordi man holder fast i en overbevisning om, at der er noget at frygte. Når man eksponeres, lærer man, at der ikke er noget at frygte, man lærer nye mestringsstrategier og aflærer/tilvænner angstreaktionen.