Hvornår bør jeg søge professionel hjælp til mit barn?

Mange familier har svært ved at afgøre, hvorvidt deres barn har behov for professionel hjælp. Denne tekst er tiltænkt som en hjælp til at afklare af nogle af de spørgsmål og dilemmaer, som man oftest må tage stilling til.

Generelt skal man for barnets bedste altid starte det sted, som kræver mindst muligt af barnets tid og forstyrrer mindst muligt i barnets dagligdag.

Det kan dog være utroligt svært som forældre at afgøre, hvorvidt ens barn har behov for professionel behandling. For det første har en stor del af befolkningen en tidligere eller nuværende psykiatrisk diagnose, men uden, at det hindrer deres livsudfoldelse i invaliderende grad. Derfor er det vigtigt ikke blot at kigge efter symptomer på og kriterier for psykiske lidelser, men også at kigge efter tegn på, om vedkommende kan fungere i dagligdagen på trods af symptomerne. For det andet kommer og går mange problemer som en naturlig del af den normale udvikling. For eksempel er adfærd som at lyve, stjæle, stamme, udvise oppositionel adfærd, have raserianfald, søvnproblemer, angst og frygt alle problemer, der normalt forekommer hos mange børn i visse perioder af deres udvikling.

Nedenfor ses eksempler på problematisk adfærd, som de fleste børn på et tidspunkt udviser og som oftest stopper på et vist alderstrin, hvorefter adfærden normalt forekommer langt sjældnere:

  • At lyve: Omkring 30-40 % af 10-11 årige piger og drenge lyver på en måde, som deres forældre identificerer som et signifikant problem. At lyve synes altså at kulminere ved dette alderstrin, hvorefter adfærden er stærkt faldende.
  • Problemer med at sidde stille: Omkring 60 % af 4-5 årige drenge har signifikante problemer med at sidde stille, men problemet forsvinder med alderen.
  • Frygt og angst: Før 5-års alderen går langt størstedelen af børn gennem faser, hvor de oplever frygt og angst. Det er oftest angst for mørke, monstre, høje lyde og små dyr samt separationsangst. Heldigvis forsvinder disse former for frygt for de fleste børn over tid.
  • Kriminel adfærd: Ved teenagealderen har over 50 % af drenge og 20-35 % af piger udført eller været engageret i mindst én kriminel (ulovlig) handling. Typisk har den unge stjålet eller udført hærværk. For de fleste unge bliver det ikke til et fortsat problem.
  • Stammen: Omkring 2-3 % af børn under 5 år stammer. Langt størstedelen af disse stopper med at stamme helt uden hjælp.

Ovenstående problemer vil som nævnt normalt falde signifikant eller helt forsvinde, når barnet bliver ældre. Udfordringen ligger i at vurdere, hvornår en professionel intervention er nødvendig. Nedenfor ses de vigtigste tegn og signaler på, at barnet eller den unge har behov for professionel hjælp:

Forringelse af trivsel, livskvalitet og udvikling: Det kan være væsentligt at undersøge, hvorvidt barnets problemadfærd påvirker dets mulighed for at opnå almindelige rolleforventninger i hjemmet og i skolen. Mange børn oplever angst, frygt og vredesudbrud. For at der skal være tale om en direkte forringelse af barnets trivsel, livskvalitet eller udvikling, skal problemet regelmæssigt forstyrre barnets evne til at gå i børnehave eller skole.

Funktionsnedsættelse af denne art er dog et svært kriterium at anvende i de tidligere år, hvor man ikke forventer, at barnet kan så meget. At sove, vokse og lære er hovedfokus – alle andre krav såsom at kunne tilpasse sig de andre børn i vuggestuen og børnehaven er oftest urealistiske. Før 4-5 års alderen bør man ikke søge behandling medmindre, at der er noget, som er mere usædvanligt for eksempel hvis barnet ikke vil spise, ikke responderer fysisk, ikke har øjenkontakt eller ikke vender sig rundt for at kigge, når forældrene siger barnets navn. Efter denne alder er funktionsnedsættelse som et kriterium mere anvendeligt.

Signifikant ændring i barnets adfærd: En adfærd kan få betydning og blive et problem, hvis det repræsenterer en ændring fra barnets sædvanlige mønster. Følgende eksempel kan illustrere, hvornår der er tale om en ændring i barnets adfærd: To forskellige børn har en tendens til at isolere sig. De bliver på deres værelse og vil ikke se deres venner. Det ene barn har altid ageret sådan, mens det andet barn normalt er aktivt involveret i forskellige ting, hvorfor den isolerende adfærd udgør en bemærkelsesværdig ændring. I tilfælde af det sidste barn bør forældre være opmærksom på en mulighed for depression. Adfærdsændringen er tydeligvis ikke et tegn på temperament eller vedvarende personlighed, men noget andet, hvorfor forældrene bør søge hjælp.

Tegn på psykiske gener: I forbindelse med at blive udsat for en stressfuld og/eller voldsom hændelse er det almindeligt og forståeligt, at barnet udviser tegn på stress, har angst, mareridt og oplever søvnproblemer. Stressfulde og/eller voldsomme hændelser kan eksempelvis være en katastrofe (som bilulykke, ildebrænd m.m.), vold, dødsfald i familien, mobning eller mindre hændelser som at have set et voldeligt fjernsynsprogram. De fleste af de symptomer, som er forenet med udsættelsen for hændelsen, er forbigående, men varigheden afhænger dog meget af sværhedsgraden af hændelsen samt barnets sensitivitet. Hvis symptomerne ikke forsvinder eller mindskes betydeligt i løbet af én måneds tid, bør man som regel søge hjælp.

Fare og risiko for fare: Er barnets adfærd farlig enten for barnet selv eller for andre? Farlig adfærd kan eksempel vise være selvskadende adfærd samt aggressiv og voldelig adfærd overfor andre. Selvmordstanker hos børn er sjældne og bør derfor tages alvorligt. I de fleste tilfælde bør man i en sådan situation søge hjælp. Blandt unge i teenagealderen er periodevise og kortvarige selvmordstanker derimod relativt almindeligt, men bør alligevel som regel behandles, hvis den unges trivsel og udvikling samtidig er hæmmet.

Adfærdens overensstemmelse med alder: Børn ændrer sig meget hurtigt, hvilket gør det meget komplekst at vurdere et barns adfærd. Adfærden i sig selv udgør ikke altid et problem – nogle gange er det adfærden i forhold til barnets alder, der viser, at der er et problem til stede. Ikke at være toilet-trænet som 3-5 årig udgør eksempelvis ikke et psykologisk problem. Ligeledes udgør sengevædning heller ikke et problem hos børn under 5 år, men efter 10 års alderen bliver sengevædning en risikofaktor, der kan varsle alvorlige psykiske problemer senere i livet. Der er tale om den samme adfærd, men alderen ændrer adfærdens betydning. Det samme er tilfælde ved frygt (for eksempel at være bange for mørke, monstre, separation fra forældre), hvilket er en normal del af udviklingen hos langt de fleste børn. Men denne frygt forsvinder normalt på egen hånd. Hvis frygten er funktionsnedsættende eller kommer i vejen for barnets mulighed til at deltage i udviklingsmæssige vigtige situationer over mere end et halvt år, kan dette afspejle en angstlidelse.

Usædvanlig adfærd og ekstreme symptomer: Fortæller barnet, at det kan høre stemmer, som fortæller, at barnet skal udføre farlige og skadelige ting eller engagere sig i repetitiv adfærd i flere timer? At høre eller se ting, der ikke er der, kan være vigtige tegn på en alvorlig lidelse. Igen skal forældre dog kigge efter afvigelser fra hverdagen, idet forestillingsleg, fantasivenner, talen med sig selv, m.m. indgår som en naturlig del af udviklingen i den tidlige barndom.