De diagnostiske klassifikationssystemer
Der findes to internationale diagnosesystemer: International Classification of Diseases (ICD), der er udarbejdet af WHO, og Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorder (DSM), der er udarbejdet af American Psychiatric Association.
ICD og DSM er fortsat i udvikling og de nyeste versioner er ICD-10 og DSM-5. De første versioner indeholdt få diagnostiske kategorier for psykiatriske lidelser hos børn og unge, og versionerne var præget af psykoanalytisk tænkning, baseret på hypoteser om årsagsforhold og patogenese. I arbejdet med ICD-9 (1978) viste feltundersøgelser, at der var begrænset enighed mellem klinikere, når det gjalt teoretiske begreber, men stor enighed om diagnoser med udgangspunkt i psykiatrisk fænomenologi – dvs. klientens symptomer, kognitiv funktion, emotionalitet og kontakt/kommunikation.
Dette førte til, at psykiatrisk klassifikation efterfølgende blev baseret på symptommønstre frem for teorier, som manglede empirisk grundlag. I den videre udvikling forsøgte man at finde klare regler og kriterier for diagnostisk klassifikation. DSM-III (1980) var det første diagnosesystem, hvor dette princip blev gennemført. I ICD-10 fra 1992 og DSM-IV fra 1994 er princippet om diagnostiske kriterier videreført.
Der arbejdes fortsat med at videreudvikle og forbedre ICD og DSM samt på at sikre bedre overensstemmelse mellem dem.
DSM-V
Diagnosesystemet DSM bruges primært i USA, Canada og Australien. I USA bruges DSM som en universel autoritet for psykiatriske diagnoser, og behandlingsanbefalinger er oftest bestemt af DSM klassifikationer. I foråret 2013 blev DSM-5 offentliggjort og trådte i kraft i stedet for DSM-IV-TR, der blev offentliggjort i år 2000.
DSM-5 er på mange områder ikke ændret fra den tidligere version, men der er dog sket nogle interessante ændringer. Disse ændringer omfatter, at Aspergers syndrom ikke længere findes som en selvstændig diagnose; subtype klassifikationer for forskellige varianter af skizofreni er opgivet; A2 kriteriet (at personen skal have reageret med intens frygt, hjælpeløshed eller rædsel) for PTSD er opgivet og eksklusionskriteriet omhandlende dødsfald ved depression er fjernet.
ICD-10
Diagnosesystemet ICD bruges i Europa, og ICD-10 er derfor også Danmarks officielle diagnosesystem, men ligesom i andre lande, foretrækkes DSM-diagnosesystemet til forskningsformål og i visse andre tilfælde.
ICD-10 indeholder, i modsætning til DSM-5, samtlige sygdomme og helbredsrelaterede lidelser, dvs. ikke kun psykiatriske diagnoser (de ligger i ICD-10’s kapitel V).
Trods visse undtagelser, er der en høj grad af overensstemmelse mellem de diagnostiske kriterier for psykiatriske lidelser i de to systemer.
Ønsker du en samtale med en af vores psykologer?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.
Fordele og ulemper ved diagnosticering
DSM og ICD er tilsammen verdensomspændende, hvorved de muliggør international kommunikation og forskning.
Fordele ved diagnosticering kan være, at personens særlige problemer bliver tydeligt fremstillet og dermed bliver det konkret, hvilke behov, personen har. Personen har kun diagnosen så længe vedkommende opfylder kriterierne for diagnosen. Målet for, om den planlagte indsats virker, bliver tydeligt, hvilket skaber langt bedre muligheder for kvalitetsmåling og kontrol af rådgivning, behandling og andre former for foranstaltninger.
Det polythetiske princip, som betyder, at man skal opfylde et nærmere bestemt antal kriterier ud fra et større antal, medfører, at symptommønstret kan være meget forskelligt fra person til person – personer med den samme diagnose kan være diagnosticerede på vidt forskelligt grundlag.
Diagnoser som kategorier må i den kliniske psykologi/psykiatri ofte træde tilbage for en mere udførlig beskrivelse, der søger at fastholde en diagnoses fordele og undgå dens ulemper.
De uheldige virkninger af diagnoser hæftet på en person gør det nødvendigt at anvende dem med forsigtighed, og selv om den diagnostiske etikettering søges undgået, er de diagnostiske overvejelser absolut nødvendige, når en persons vanskeligheder skal beskrives, forklares og behandles.