Diagnoser og kognitiv adfærdsterapi
En diagnose er betegnelsen for, når en person, efter grundig udredning hos en læge, psykiater eller kvalificeret psykolog, får officielt konstateret en særlig lidelse. Privatpraktiserende psykologer kan godt foretage diagnostiske vurderinger, men en eventuelt forefundet diagnose vil ikke automatisk være gældende i det offentlige system. Evidensbaserede kognitive adfærdsterapeutiske psykologer vil altid starte med en grundig undersøgelse og vurdering af, hvilke diagnoser klientens problemstilling eventuelt er forenelige med, samt udelukke diagnoser, som symptomerne ikke er forenelige med.
Ønsker du en samtale med en af vores psykologer?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.
Hvad er en diagnose?
Diagnoser kan organisere observationer i genkendelige og observerbare kategorier, således at problemets art, omfang, alvorlighed og konsekvenser beskrives.
Ideelt set skulle diagnoser kunne fortælle os, hvordan problemstillingen arter sig, dens årsager og forløb, samt hvordan problemstillingen bedst kan behandles på forskellige tidspunkter i forløbet. Desværre er de diagnostiske klassifikationssystemer indtil videre langt fra at kunne realisere disse mål.
Diagnoser kan ikke beskrive, hvordan problemstillingen optræder hos et enkelt individ, idet der er mange måder, hvorpå de diagnostiske symptomkriterier kan kombineres for at opfylde kriterierne for en given diagnose.
Eksempelvis er der mange hundrede måder at opfylde kriterierne for en hyperkinetisk opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD).
Diagnoserne giver i sig selv derfor blot en beskrivelse af, at flere af en vis gruppe symptomer forekommer hos et individ på tidspunktet, hvor undersøgelsen foretages. Ved langt de fleste diagnoser gælder det, at man ikke længere opfylder de diagnostiske kriterier, og dermed ikke længere diagnosen, i det øjeblik man falder under det antal symptomer, som diagnosen kræver.
Diagnoser og årsagsforhold
Diagnoser er således ikke eksakte beskrivelser af, hvordan en problemstilling arter sig hos den enkelte. Ligeledes kan diagnoser kun undtagelsesvis fortælle os noget om årsagen til de beskrevne problemer.
Både fagpersoner og privatpersoner misforstår desværre, hvad diagnoser er og forveksler en diagnose med årsagen til et problem.
Eksempel på en misforståelse vedr. årsagsforhold:
Mange personer siger, at man er angst i sociale situationer, fordi man har socialfobi. Dette er ikke korrekt. Diagnosen socialfobi beskriver blot visse angstreaktioner i sociale situationer. Diagnosen fortæller således ikke noget om, hvorfor symptomerne er opstået, eller hvorfor de fortsat er til stede hos personen, der plages af disse symptomer. Man har således ikke angstreaktioner i sociale situationer, fordi man har socialfobi. Årsagerne er meget mere komplekse end som så.
Samspillet mellem vedligeholdende,prædisponerende og udløsende faktorer
Årsagerne til en given problemstilling kan således ikke findes direkte i diagnosen, men i stedet i et dynamisk samspil mellem prædisponerende, vedligeholdende og udløsende faktorer.
Evidensbaserede kognitive adfærdsterapeutiske psykologer vil undersøge både de prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer for at forstå klientens problemstilling og for at afdække faktorer og mekanismer, som kræver intervention for at klienten kan få det bedre.
- Prædisponerende faktorer er forhold hos den enkelte, der var til stede før problemet opstod og som medførte en øget risiko for at udvikle problemstillingen. Eksempelvis kan man være genetisk prædisponeret for at udvikle socialfobi, hvis andre i ens familie har en angstlidelse, eller hvis man har været udsat for mobning.
- Vedligeholdende faktorer er faktorer, som er medvirkende til at opretholde problemstillingen og indebærer blandt andet specifikke antagelser, der er knyttet til personen selv, andre og situationen.
- Udløsende faktorer består af de faktorer, der var til stede, da problemet opstod. Dette kan være faktorer som stress, skilsmisse, mobning og traumatiske hændelser.
Forskning og diagnoser
Diagnoserne giver adgang til forskning omhandlende andre mennesker med lignende problemstillinger.
Indsigt i denne forskning giver psykologen en række retningslinjer om, hvad der skal kigges efter for at kunne forstå, hvad der forårsager og opretholder problemstillingen hos den enkelte klient.
Derudover kan forskningen fortælle os om, hvordan man sandsynligvis hurtigst og mest effektivt kan behandle problemet.
Fra forskning vedrørende lidelsen OCD ved man, at man skal anvende eksponering med responshindring for at opnå de bedste resultater. Samtidig fortæller forskningen os, hvilke ting vi ikke skal gøre, fordi det risikerer at gøre problemet værre.
For eksempel skal man ikke benytte psykoanalytiske eller psykodynamiske tilgange ved OCD, fordi disse tilgange ofte forværrer lidelsen.
Ligeledes skal man hurtigst muligt afbryde brugen af vejrtrækningsteknikker ved en paniklidelse, hvis disse benyttes som sikkerhedsadfærd.
Uden at benytte diagnostiske kategorier i det kliniske arbejde og uden den forskning, der gennemføres på disse diagnoser, handler man essentiel i blinde og kan ikke vide om de råd og retningslinjer, man giver sine klienter, sandsynligvis vil bidrage til at fjerne eller forværre problemet.
Sammenfattende
Trods sine betydelige begrænsninger spiller diagnoser hermed en meget væsentlig rolle, idet de sekundært giver adgang til essentiel forskningsinformation, som psykologen inddrager, sammen med erfaring med behandling af lignende problematikker og klientens egne ønsker og erfaringer i den kliniske beslutningstagen i samarbejde med klienten.
Forskning på OCD fortæller os, som tidligere nævnt, for eksempel at en effektiv teknik i behandling af tvangstanker er eksponering med responshindring. Dog er det op til psykologen og klienten i samarbejde at afdække det specifikke indhold i tvangstankerne, i hvilke situationer de opstår, og hvilke tvangshandlinger, der er knyttet til tvangstankerne samt klientens angstniveau og oplevelse af situationerne.
På baggrund af denne information undersøger klienten og psykologen sammen, i hvilke situationer eksponeringen skal gennemføres, hvilke responser, der skal hindres og hvilken adfærd, der kan hjælpe med at hindre tvangshandlingerne. Dette kan ikke opnås uden et aktivt samarbejde mellem psykologen og klienten, der forener klinisk forskning, klinisk erfaring og klientens egne oplevelser og præferencer.