Adfærdsforstyrrelser

En adfærdsforstyrrelse kendetegnes ved et gentaget og vedvarende mønster af udfordrende, aggressiv og sommetider dyssocial adfærd, som indebærer klare brud på sociale forventninger og normer i forhold til alderen. Symptomerne skal have stået på i mindst seks måneder for, at diagnosen kan stilles. Det er væsentligt at skelne mellem adfærdsforstyrrelser og almindelig oprørstrang. Eksempler på bekymrende adfærd kan være fysisk vold mod mennesker, tyveri, hærværk, tilbøjelighed til at komme i slagsmål og løgnagtighed. Der kan også være tale om en oppositionel adfærdsforstyrrelse, som ofte optræder hos børn under 10 år, og som er karakteriseret ved udtalt lydighedsnægtelse, trodsende og fjendtlig adfærd – dog uden kriminelle handlinger.

Det anslås, at ca. 2-4 % af alle børn på et tidspunkt har en af disse to adfærdsforstyrrelser, og at kønsfordelingen mellem drenge og piger er 4:1. Behandling er væsentlig, da adfærdsproblemerne sjældent går over af sig selv og ofte medfører sociale, familiære og akademiske problemer. Der ses en god effekt af kognitiv adfærdsterapi, herunder forældretræning og samarbejde på tværs af barnets kontekster. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen specialiserer vi os i netop disse typer behandling, og vi udbyder den evidensbaserede terapi ved vores praksisser beliggende i Aarhus og på Frederiksberg i København. Læs mere om symptomer, forekomst og behandlingsforløb ved adfærdsforstyrrelser herunder.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om adfærdsforstyrrelser? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er en adfærdsforstyrrelse?

En adfærdsforstyrrelse defineres som et gentagent og vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv og udfordrende adfærd, som bryder med sociale forventninger og normer i forhold til alderen. Adfærden skal have stået på over mindst seks måneder, før man anvender diagnosen adfærdsforstyrrelse.
Eksempler på adfærd kan være fysisk vold mod mennesker, grusomhed mod dyr, udtalt ødelæggelsestrang over for andres ejendom, ildspåsættelse, tyveri, hærværk, løgnagtighed, udsædvanligt hyppige og svære raserianfald og tendens til vrede, seksuel tvang, indbrud, anvendelse af farlige våben, tilbøjelighed til at komme i slagsmål m.m. For de fleste adfærdstræk gælder det, som nævnt, at de skal være vedvarende, men anvendelsen af farlige våben, fysisk vold, hærværk, ildspåsættelse, seksuel tvang og/eller indbrud behøver kun at være forekommet en enkelt gang.
De ovennævnte adfærdstræk er udtryk for adfærdsforstyrrelser af forskellig sværhedsgrad.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem adfærdsforstyrrelser og almindelige drengestreger eller oprørstrang.

Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være begrænset til kun at finde sted i hjemmet og i samspil med familien eller være begrænset til at optræde uden for hjemmet blandt venner, lærere og fremmede. En adfærdsforstyrrelse kan også indeholde en væsentlig og gennemgribende forstyrrelse af forholdet til andre børn. Dette kan komme til udtryk ved isolation, afvisning, upopularitet og fravær af holdbare venskaber. En adfærdsforstyrrelse kan dog også forekomme hos børn, som i almindelighed er velintegrerede blandt alderssvarende venner.

Adfærdsforstyrrelse indebærer en stor belastning for både barnet selv, forældrene samt for omgivelserne. En stor del af de børn, der diagnosticeres med en adfærdsforstyrrelse, vil få store problemer med blandt andet psykisk ustabilitet, misbrug og kriminalitet senere i livet. Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være forløber for en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse

Hvis et barn konstant giver andre skylden for egne fejl, har svært ved at få og holde på venner og konstant har svært ved autoriteter, kan det være et tegn på en oppositionel adfærdsforstyrrelse. Ved en oppositionel adfærdsforstyrrelse er symptomerne sædvanligvis mindre alvorlige end ved en egentlig adfærdsforstyrrelse og optræder hyppigst hos børn under 10 år. En oppositionel adfærdsforstyrrelse er karakteriseret ved udtalt lydighedsnægtende samt trodsende og fjendtlig adfærd, men omfatter ikke kriminelle handlinger eller mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd, som ellers er karakteristiske ved de fleste adfærdsforstyrrelser.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse og egentlige adfærdsforstyrrelser adskiller sig desuden typisk med hensyn til, hvem der berøres af barnets problemer. Oppositionel adfærd kommer almindeligvis til udtryk over for voksne eller jævnaldrende, som barnet kender godt, hvorimod symptomerne ved adfærdsforstyrrelser ofte involverer det øvrige samfund på forskellige niveauer.

Der er dog uenighed om, hvorvidt en oppositionel adfærdsforstyrrelse er en udviklingsmæssig forløber for egentlig adfærdsforstyrrelse, en mildere version af en adfærdsforstyrrelse eller en kvalitativt forskellig forstyrrelse.

Forekomst af adfærdsforstyrrelser

Ca. 2-4 % af alle børn har en adfærdsforstyrrelse. Kønsfordelingen mellem drenge og piger er 4:1, hvilket betyder, at fire gange så mange drenge som piger har en adfærdsforstyrrelse. Adfærdsforstyrrelser er lige hyppige i alle aldre, men problemadfærden er oftest mere synlig og mere alvorlig hos unge. Ca. 50 % af de børn, der har en oppositionel adfærdsforstyrrelse, har også ADHD.

Årsager til adfærdsforstyrrelser

Adfærdsforstyrrelser og oppositionelle adfærdsforstyrrelser beskrives primært som værende miljøbetingede. Derudover er der forskningsresultater, som viser, at dispositionen for disse forstyrrelser også kan være arveligt betinget. Den relative betydning af genetiske og miljømæssige faktorer er dog ikke afklaret.

Overordnet kan risikofaktorer opdeles i:

  • Biologiske (neurokemi)
  • Psykologiske
    • Kognitive (eksekutiv funktion)
    • Følelsesmæssige (defekt affektkontrol)
    • Personlighedsmæssige (impulsivitet)
  • Sociale
    • Familie (omsorgssvigt, kriminalitet, misbrug, overgreb)
    • Venner (afvigende jævnaldrende unge)
    • Omgivelser (vold i nabolaget)

Neuropsykologisk kan adfærdsforstyrrelser forstås som en nedsat funktion af de eksekutive funktioner i hjernens frontallapper. De eksekutive funktioner er funktioner i hjernen, som er væsentlige for vores kognitive evne til at regulere adfærd afstemt i forhold til omverdenen. De eksekutive funktioner omfatter evnen til at planlægge og kontrollere adfærd og handlinger, dømmekraft, problemløsning, fleksibilitet i tankegang, at ændre strategier samt løbende at justere egen adfærd. Børn og unge med adfærdsforstyrrelser har desuden oftest problemer med selvregulering, hvilket bevirker, at de er mere impulsive og har ringe kontrol over egne følelser. Derudover regnes det for en risikofaktor, hvis barnet/den unge er hyperaktiv, har problemer med vrede, har indlærings-/skolevanskeligheder, er deprimeret, har lav selvfølelse, eller har svage sociale færdigheder med tendens til at fejlfortolke/opfatte andres handlinger som fjendtlige. Forhold i familien kan også have betydning for udviklingen og opretholdelsen af en adfærdsforstyrrelse. Eksempler på sådanne forhold er forældrenes psykiske helbred, kriminalitet, overgreb og alkoholmisbrug. Også konflikter imellem forældrene samt manglende varme og stabilitet i hjemmet kan påvirke barnet/den unge. Det samme gælder, hvis opdragelsen af barnet/den unge enten er meget streng eller meget inkonsekvent. Vennernes indflydelse har også vist sig at have en betydning for udviklingen af adfærdsforstyrrelser, herunder især talrige afvisninger fra venner i barndommen samt tilknytning til afvigende jævnaldrende unge.

Behandling af adfærdsforstyrrelser

Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen tilbyder vi behandling af adfærdsforstyrrelser med kognitiv adfærdsterapi, og vi har kort venteliste ved vores to klinikker beliggende i Aarhus og på Frederiksberg i København. Da adfærdsforstyrrelser i værste fald kan føre til udviklingen af en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse, er behandling særdeles vigtig. Hensigten med behandlingen er at fremme barnets/den unges normale udvikling samt forhindre en uhensigtsmæssig videre udvikling. Behandlingen bør startes så tidligt som muligt for bedst mulig effekt.

Behandlingen bør sammensættes således, at den integrerer både barnet/den unge, familien og skolen. Derfor kan forældretræning være en effektiv behandlingsform. Hvis barnet/den unge har andre psykiske lidelser, som for eksempel depression eller angst, bør behandlingen tilrettelægges i forhold til disse.