Traumer og PTSD

Efterfølgende en traumatisk hændelse kan man udvikle et såkaldt psykologisk traume, som er en psykologisk efterreaktion på en belastende oplevelse. Såfremt tilstanden er vedvarende, gives diagnosen posttraumatisk stresslidelse eller PTSD. Hvorvidt en hændelse kan beskrives som traumatisk, afhænger af individets subjektive oplevelse. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kognitiv adfærdsterapi tilbydes til forebyggelse og behandling af PTSD i ethvert tilfælde, hvor en person viser kliniske symptomer inden for den første måned efter traumet. Psykologerne på vores klinik på Frederiksberg specialiserer sig i netop denne behandlingsform. Du kan læse meget mere om symptomer, behandling og forekomst af traumer og PTSD herunder.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om traumer og posttraumatisk stresslidelse?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er traumer og posttraumatisk stresslidelse?

Et psykologisk traume er en tilstand, som opstår efter en traumatisk hændelse. Denne hændelse omfatter oftest at opleve eller blive vidne til trussel mod liv eller trussel om alvorlig kvæstelse, hvor man i situationen bliver udsat for en overdreven mængde stress, der medfører intens frygt eller hjælpesløshed.

Trods mange forsøg har det vist sig vanskeligt at finde en almen definition på, hvornår en oplevelse kan beskrives som traumatisk. Hvorvidt en hændelse opleves således påvirkes nemlig af en mængde faktorer; herunder kulturelle og sociale forhold, køn og alder. Hændelsens traumatiske potentiale kan dermed ikke fastlås ud fra hændelsens omfang alene. Den subjektive opfattelse af hændelsen spiller en stor rolle, idet objektivt set ufarlige hændelser af nogle kan opleves som farlige, og derfor også kan være traumatiserende. Såfremt man selv er overbevist om truslen og er rædselsslagen under selve forløbet, spiller hændelsens reelle omfang en mindre rolle. F.eks kan det at trues med, hvad man troede var en pistol, være traumatisk, selv om det bagefter viser sig at være et legetøj.

Ved traumer sættes vores krop i akut kriseberedskab, og vi udvikler en slags superhukommelse. Dette skyldes, at vores sanser indtager så megen information som muligt for at give os mulighed for at undvige fare. Samtidig er det vigtigt for os at huske faresignaler, således at faren kan undgås ved en senere anledning. På samme tid strømmer blod til musklerne, og der udskilles stresshormoner med den hensigt at gøre os klar til at forsvare os eller flygte. Kroppens mobilisering af energi kan ledsages af en modsat og bremsende reaktion: “at stivne” eller “at fryse”. Fornemmelse af ubevægelighed og hjælpesløshed eller opgivenhed er ikke kun en opfattelse skabt af fantasien.

Det er vigtigt at forstå, at de fysiologiske processer, som styrer disse reaktioner, stammer fra primitive instinkt-dele af vores hjerne og nervesystem, og derfor ikke er under vores bevidste kontrol. Igennem den menneskelige evolution har disse reaktioner været særdeles vigtige både for at forberede os på fare, gøre os i stand til bedre at håndtere den samt forhindre, at vi udsætter os selv for fare i første omgang. Desværre kan vores reaktioner nogle gange også føre til uhensigtmæssige følelser, kropslige reaktioner og adfærd i forbindelse med traumatiske hændelser.

Efter traumatiske hændelser er det normalt at opleve, at de mest skræmmende aspekter ved hændelsen genopleves i form af påtrængende erindringer af synsindtryk, lugte, lyde, tanker og følelser.

Der forekommer også ofte genoplevelser i drømme og mareridt. Nogle gange kan disse genoplevelser være så stærke, at man tror den traumatiske hændelse sker igen. Dette er imidlertid ikke normen. Langt mere normalt er det, at man drømmer om hændelsen, og at den vender tilbage nat efter nat og forstyrrer søvnen.

Genoplevelser, også kaldet flashbacks, er hyppigt forekommende lige efter traumatiske hændelser og aftager som regel efter et stykke tid. Hos nogle forbliver reaktionerne lige stærke, hver gang noget minder dem om hændelsen. Som en modreaktion forsøger mange at undgå de onde minder og de medfølgende ubehagelige følelser. Man forsøger at undvige alt, som kan minde om hændelsen, og når tankerne og følelserne alligevel dukker op, forsøger man at skubbe dem væk eller fortrænge dem. Nogen afleder sig selv ved at opretholde et højt aktivitetsniveau, så der ikke er plads til at mærke de ubehagelige tanker og følelser. Andre benytter rusmidler for at dæmpe deres intensitet. Mange gange isolerer traumatiserede personer sig, fordi de da kan undvige at blive konfronteret med deres traumatiske oplevelser. Denne adfærd kaldes for undgåelsesadfærd.

Sideløbende arbejder det sympatiske nervesystem på højtryk, dels fordi traumatiske hændelser forårsager specifikke skader i visse hjernestrukturer og hormonelle systemer, men også fordi undgåelsesadfærden er med til at opretholde oplevelsen af at være i fare. Dette medfører ofte ind- eller gennemsovningsbesvær, irritabilitet eller vredesudbrud, koncentrationsbesvær, hypervigilitet og tilbøjelighed til sammenfaren.

De posttraumatiske efterreaktioner kan dermed deles op i genoplevelser, undgåelsesadfærd og fysiologisk (kropslig) aktivering. I et vist omfang er disse symptomer er normale efterfølgende traumatiske hændelser, men varer de ved over lang tid efter den traumatiske hændelse, og de er af et omfang, som medfører betydelig gene i form af angst eller undgåelsesadfærd, betegnes tilstanden som posttraumatisk stresslidelse forkortet PTSD.

Årsager til PTSD

Prædisponerende faktorer såsom særlige personlighedstræk (f.eks. tvangsprægede eller asteniske) eller forudgående nervøs lidelse kan sænke tærsklen for udviklingen af PTSD eller forværre lidelsens forløb, men de er hverken nødvendige eller tilstrækkelige til at forklare dens opståen. På samme måde kan traumets karakter ikke alene forklare, hvorfor nogle personer udvikler lidelsen, til trods for at traumets intensitet og karakter i forskningen klart fremstår som den vigtigste enkeltfaktor. Tidligere traumer øger også riskoen betydeligt for at udvikle patologiske efterreaktioner efter endnu en traumatisk hændelse.

Forekomst af PTSD

Forekomsten af PTSD vil variere efter hvor mange traumatiske hændelser, der til enhver tid er, og hvor mange personer, der har været udsat for disse hændelser. Der eksisterer mange og til dels meget spredte anslag i forskningslitteraturen, men de fleste synes at tendere mod en livstidsprævalens af PTSD på 5 % hos mænd og 10 % hos kvinder.

Behandling af PTSD

Der findes flere psykologiske behandlingstilgange for PTSD, men dem som i forskningen fremhæves som de mest effektive, er kognitiv adfærdsterapi og Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR). Den danske Sundhedsstyrelses “Referenceprogram for behandling af angstlidelser hos voksne” konkluderer, at kognitiv adfærdsterapi bør anvendes for at forebygge PTSD, hvis der er klinisk signifikante symptomer i den første måned efter en traumatiske hændelse. Videre anbefaler referenceprogrammet, at personer med PTSD, så vidt muligt, bør tilbydes traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi, også fremfor EMDR og farmakologisk behandling med SSRI. Referenceprogrammet kan læses i sin helhed her.

Den uafhængige forskningsinstitution NICE er også kommet med retningslinjer for behandling af PTSD. NICE anbefaler, at traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi bør tilbydes til alle personer med alvorlige efterreaktioner efter traumer eller PTSD i den første måned efter den traumatiske hændelse.

Personer med PTSD bør altså, ifølge retningslinjerne, tilbydes enten et forløb med kognitiv adfærdsterapi eller EMDR. Tilsvarende bør traumefokuseret kognitiv terapi benyttes til behandling af ældre børn og unge med alvorlige posttraumatiske reaktioner i den første måned efter traumet. Børn og unge med PTSD, inkluderet dem der er blevet seksuelt misbrugt, burde få tilbud om et forløb med kognitiv adfærdsterapi tilpasset deres alder, omstændigheder og udviklingsniveau. De komplette retningslinjer findes her.

Du kan læse mere om PTSD hos børn og unge her.