Separationsangst
Separationsangst er en tilstand, hvor barnet har svært ved adskillelse fra en forælder eller omsorgsperson og oplever bekymring for skade på personen eller sig selv som følge af adskillelsen. Kortvarig og forbigående separationsangst er normalt hos børn, især i i perioden fra 8-14 måneders alder. Hvis angsten vedvarer og kommer i vejen for barnets udvikling eller deltagelse i almindelige aktiviteter, kan det være tale om abnorm separationsangst, altså en diagnose. Videnskabelige studier tyder på, at ca. 3% af alle børn oplever så store udfordringer med adskillelse fra en nær omsorgsperson, at det kan kaldes en diagnose.
Tilstanden kan medføre, at barnet nægter at gå i skole, ikke vil sove alene, har mareridt om adskillelse og beklager sig over fysiske symptomer, når adskillelsen finder sted. Mange børn oplever fysiske symptomer som hovedpine, ondt i maven og kvalme. Ofte bliver barnet omklamrende og klynger sig til omsorgspersonen under adskillelsen.
For mange kan det være tilstrækkeligt at etablere faste rutiner for overlevering til pædagoger eller lærere og at man hjælper barnet med at skifte fokus fra selve adskillelsen til de positive aktiviteter, som følger lige derefter. Hvis problemet alligevel vedvarer, kan det være en god idé at opsøge en psykolog, som kan hjælpe med hvordan barnet bedst kan forberedes, hvordan overgange bedst kan håndteres og også hvordan situationerne kan øves ved at bryde dem ned i mindre og bedre tilpassede trin.
Flere videnskabelige undersøgelser peger på, at kognitiv adfærdsterapi effektivt kan afhjælpe tilstanden. Hos de yngre børn indebærer terapien, at psykologen hjælper med at analysere og forstå de vedligeholdende mekanisme og derefter lærer strategier, som de kan øve sig i sammen med barnet derhjemme. For de ældre børn kombineres dette oftest med samtaler med barnet, som kan få hjælp til at identificere og forstå de tanker, fysiske symptomer og følelser, som gør dem bange, finde mere balancerede og hjælpsomme tanker og lære sig effektive strategier for at regulere følelserne.
Evidensbaseret psykologhjælp findes hos vores psykologer bl.a. på Frederiksberg, i København, Odense, Aalborg og Aarhus eller online. Du kan selv finde en tid direkte i deres online kalendere eller kontakte os. Vi kan som regel tilbyde tider med kort ventetid og du behøver ikke nogen henvisning for at få behandling hos os.
Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om separationsangst?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.
Hvad er separationsangst?
Separationsangst vil sige, at barnet udviser bekymring og/eller utryghed ved adskillelse. Det kan eksempelvis vise sig i opstartsperioder i vuggestue og børnehave, hvor barnet bliver utrygt ved forældrenes fravær. Tilstanden forekommer således som en del af den normale udvikling hos børn – hyppigst og mest fremtrædende hos børn i alderen 6-15 måneder.
Hos nogle børn er angsten dog af unormal og svær karakter og fortsætter ud over det forventelige alderstrin. Det primære symptom på lidelsen abnorm separationsangst er, hvis et barn oplever ekstrem bekymring eller angst, når det er adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Derudover er sengevædning og frygt for at være alene hyppigt forekomne indikatorer for abnorm separationsangst. Barnet udtrykker oftest en voldsom reaktion på separation og kan eksempelvis råbe, slå eller græde, mens nogle børn ligeledes simulerer sygdom for at undgå skole. Sidstnævnte kan dog også være et tegn på skolefobi eller skolevægring.
For at kunne stille diagnosen skal mindst 3 af nedenstående symptomer være til stede i en varighed på mindst 4 uger. Hvis symptomerne indgår i en anden psykisk lidelse, stilles diagnosen abnorm separationsangst ikke.
- Vedvarende, urealistisk frygt for tab af nærtstående ved eksempelvis sygdom
- Vedvarende, urealistisk frygt for adskillelse fra nærtstående pga. ydre forhold som indlæggelse eller kidnapning
- Vægren mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra primære omsorgspersoner
- Bekymring for adskillelse om natten, vægren mod at sove alene, hyppig opvågnen for at kontrollere om omsorgpersonen stadig er der og/eller værgen ved at sove udenfor hjemmet
- Frygt for at være alene hjemme om dagen
- Tilbagevendende mareridt med adskillelsestemaer
- Fysiske symptomer i forbindelse med adskillelse såsom opkastning, mavesmerter og hovedpine
- Voldsom emotionel reaktion forud for, under eller efter adskillelse
Årsager til frygt for adskillelse
Abnorm separationsangst blev tidligere forstået som det samme som ”skolefobi”, idet lidelsen oftest medfører, at barnet ikke vil eller kan komme i skole. Denne betegnelse er dog misvisende, idet det oftest ikke er faktorer i skolen, som barnet er angst for, men i stedet adskillelsen fra omsorgspersonerne. Skolefobi, som er en separat diagnose, kan dog i nogle tilfælde være en bidragende årsag til lidelsen.
Andre risikofaktorer inkluderer barnets temperament, forældrenes adfærd og belastende faktorer i omgivelserne. Dødsfald i familien, stress ved mistet kæledyr, traume efter ulykke, markant skift i omgivelserne, skift af skole eller en svær begivenhed relateret til separation kan ligeledes virke udløsende. Slutteligt kan separationsangst hos forældrene eller overbeskyttelse ligeledes øge risikoen, idet barnet kan lære at frygte adskillese gennem modellering.
Forekomst af abnorm frygt ved adskillelse
En vis grad af separationsangst optræder oftest som en almindelig del af børns udvikling – især i alderen 6 til 15 måneder. Undersøgelser viser, at omkring 3 % af alle børn udviser symptomer, som er vedvarende og svære nok til at være forenelige med abnorm separationsangst.
Behandling af separationsangst
Behandling er tilrådelig, idet lidelsen ubehandlet i nogle tilfælde kan medføre andre psykiske lidelser og problemer, herunder depressive symptomer, ikke alderssvarende social adfærd samt forstyrret udvikling af egen identitet. Flere undersøgelser peger på, at kognitiv adfærdsterapi effektivt kan hjælpe børn med abnorm separationsangst. Dette har vi stor erfaring med – både i vores praksis på Frederiksberg i København og i Aarhus.
I den kognitive adfærdsterapi arbejdes der med gradvist at træne barnet i at blive adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Det gøres eksempelvis ved skridt for skridt at udsætte barnet for adskillelse i skolesammenhæng, hvor forælderen gradvist forlader klasselokalet i længere perioder.
Herigennem kan barnet styrke en forventning om og tryghed i, at forældren kommer tilbage, og at separation ikke er farlig. Derudover arbejdes der også med at ændre de tanker om katastrofe, som barnet oftest er optaget af. Desuden undersøges det hvilke faktorer, der er med til at opretholde den abnorme separationsangst. I behandlingen inddrages således flere vigtige personer omkring barnet, deriblandt forældre og lærere.