Separationsangst

Separationsangst er en tilstand, hvor barnet har svært ved adskillelse fra omsorgspersonen og oplever stærk bekymring for skade på denne. Tilstanden kan medføre, at barnet nægter at gå i skole, ikke vil sove alene, har mareridt om adskillelse og beklager sig over fysiske symptomer, når adskillelsen finder sted. Mild separationsangst er almindeligt forekommende i visse stadier af tidlig udvikling, men det anslås, at ca. 3% af alle børn oplever abnorm separationsangst, som kan være behandlingskrævende. Flere undersøgelser peger på, at terapiformen kognitiv adfærdsterapi, som vores psykologer på Frederiksberg specialiserer sig i, effektivt kan afhjælpe separationsangsten hos barnet. Læs mere om forekomst, årsagsforklaringer og symptomer ved separationsangst herunder.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om separationsangst?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er separationsangst?

Separationsangst vil sige, at barnet udviser bekymring og/eller utryghed ved adskillelse. Det kan eksempelvis vise sig i opstartsperioder i vuggestue og børnehave, hvor barnet bliver utrygt ved forældrenes fravær. Separationsangst forekommer således som en del af den normale udvikling hos børn – hyppigst og mest fremtrædende hos børn i alderen 6-15 måneder.

Hos nogle børn er separationsangsten dog af unormal og svær karakter og fortsætter ud over det forventelige alderstrin. Det primære symptom på abnorm separationsangst er, hvis et barn oplever ekstrem bekymring eller angst, når det er adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Derudover er sengevædning og frygt for at være alene hyppigt forekomne indikatorer på abnorm separationsangst. Barnet udtrykker oftest en voldsom reaktion på separation og kan eksempelvis råbe, slå eller græde, mens nogle børn ligeledes simulerer sygdom for at undgå skole. Sidstnævnte kan dog også være et tegn på skolefobi eller skolevægring.

For at kunne stille diagnosen abnorm separationsangst skal mindst 3 af nedenstående symptomer være tilstede i en varighed på mindst 4 uger. Hvis symptomerne indgår i en anden psykisk lidelse, stilles diagnosen abnorm separationsangst ikke.

  • Vedvarende, urealistisk frygt for tab af nærtstående ved eksempelvis sygdom.
  • Vedvarende, urealistisk frygt for adskillelse fra nærtstående pga. ydre forhold som indlæggelse eller kidnapning.
  • Vægren mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra primære omsorgspersoner.
  • Bekymring for adskillelse om natten, vægren mod at sove alene, hyppig opvågnen for at kontrollere om omsorgpersonen stadig er der og/eller værgen ved at sove udenfor hjemmet.
  • Frygt for at være alene hjemme om dagen.
  • Tilbagevendende mareridt med adskillelsestemaer.
  • Fysiske symptomer i forbindelse med adskillelse såsom opkastning, mavesmerter og hovedpine.
  • Voldsom emotionel reaktion forud for, under eller efter adskillelse.

Årsager til separationsangst

Abnorm separationsangst blev tidligere kaldt for ”skolefobi”, idet separationsangst oftest medfører, at barnet ikke vil eller kan komme i skole. Denne betegnelse er dog misvisende, idet det oftest ikke er faktorer i skolen, som barnet er angst for, men i stedet adskillelsen fra omsorgspersonerne. Skolefobi, som er en separat diagnose, kan dog i nogle tilfælde være en bidragende årsag til abnorm separationsangst.

Andre risikofaktorer inkluderer barnets temperament, forældrenes adfærd og belastende faktorer i omgivelserne. Dødsfald i familien, stress ved mistet kæledyr, traume efter ulykke, markant skift i omgivelserne, skift af skole eller overbeskyttende forældre, som muligvis selv oplever abnorm separationsangst, øger blandt andet risikoen for, at barnet udvikler abnorm separationsangst.

Forekomst af separationsangst

En vis grad af separationsangst optræder oftest som en almindelig del af børns udvikling – især i alderen 6 til 15 måneder. Undersøgelser viser, at omkring 3 % af alle børn lider af abnorm separationsangst.

Behandling af separationsangst

Behandling er vigtig, idet ubehandlet abnorm separationsangst kan medføre andre psykiske lidelser og problemer, herunder depressive symptomer, ikke alderssvarende social adfærd samt forstyrret udvikling af egen identitet.

Flere undersøgelser peger på, at kognitiv adfærdsterapi effektivt kan hjælpe børn med abnorm separationsangst. I den kognitive adfærdsterapi arbejdes der med gradvist at træne barnet i at blive adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Derudover arbejdes der også med at ændre de tanker om katastrofe, som barnet oftest er fyldt af.

I behandlingen inddrages vigtige personer omkring barnet, deriblandt forældre og lærere, og det undersøges, hvilke faktorer, der er med til at opretholde den abnorme separationsangst.