Separationsangst

Separationsangst er en tilstand, hvor barnet har svært ved adskillelse fra sine forældre eller omsorgspersoner og oplever stærk bekymring for skade på disse eller sig selv ved separation. Tilstanden kan medføre, at barnet nægter at gå i skole, ikke vil sove alene, har mareridt om adskillelse og beklager sig over fysiske symptomer, når adskillelsen finder sted. Mild separationsangst er almindeligt forekommende i visse stadier af tidlig udvikling, men det anslås, at ca. 3% af alle børn oplever abnorm separationsangst, som kan være behandlingskrævende. Flere undersøgelser peger på, at terapiformen kognitiv adfærdsterapi, som vores psykologer på Frederiksberg specialiserer sig i, effektivt kan afhjælpe tilstanden hos barnet. Læs mere om forekomst, årsagsforklaringer og symptomer herunder.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om separationsangst?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er separationsangst?

Separationsangst vil sige, at barnet udviser bekymring og/eller utryghed ved adskillelse. Det kan eksempelvis vise sig i opstartsperioder i vuggestue og børnehave, hvor barnet bliver utrygt ved forældrenes fravær. Tilstanden forekommer således som en del af den normale udvikling hos børn – hyppigst og mest fremtrædende hos børn i alderen 6-15 måneder.

Hos nogle børn er angsten dog af unormal og svær karakter og fortsætter ud over det forventelige alderstrin. Det primære symptom på lidelsen abnorm separationsangst er, hvis et barn oplever ekstrem bekymring eller angst, når det er adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Derudover er sengevædning og frygt for at være alene hyppigt forekomne indikatorer for abnorm separationsangst. Barnet udtrykker oftest en voldsom reaktion på separation og kan eksempelvis råbe, slå eller græde, mens nogle børn ligeledes simulerer sygdom for at undgå skole. Sidstnævnte kan dog også være et tegn på skolefobi eller skolevægring.

For at kunne stille diagnosen skal mindst 3 af nedenstående symptomer være til stede i en varighed på mindst 4 uger. Hvis symptomerne indgår i en anden psykisk lidelse, stilles diagnosen abnorm separationsangst ikke.

  • Vedvarende, urealistisk frygt for tab af nærtstående ved eksempelvis sygdom
  • Vedvarende, urealistisk frygt for adskillelse fra nærtstående pga. ydre forhold som indlæggelse eller kidnapning
  • Vægren mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra primære omsorgspersoner
  • Bekymring for adskillelse om natten, vægren mod at sove alene, hyppig opvågnen for at kontrollere om omsorgpersonen stadig er der og/eller værgen ved at sove udenfor hjemmet
  • Frygt for at være alene hjemme om dagen
  • Tilbagevendende mareridt med adskillelsestemaer
  • Fysiske symptomer i forbindelse med adskillelse såsom opkastning, mavesmerter og hovedpine
  • Voldsom emotionel reaktion forud for, under eller efter adskillelse

Årsager til frygt for adskillelse

Abnorm separationsangst blev tidligere forstået som det samme som ”skolefobi”, idet lidelsen oftest medfører, at barnet ikke vil eller kan komme i skole. Denne betegnelse er dog misvisende, idet det oftest ikke er faktorer i skolen, som barnet er angst for, men i stedet adskillelsen fra omsorgspersonerne. Skolefobi, som er en separat diagnose, kan dog i nogle tilfælde være en bidragende årsag til lidelsen.

Andre risikofaktorer inkluderer barnets temperament, forældrenes adfærd og belastende faktorer i omgivelserne. Dødsfald i familien, stress ved mistet kæledyr, traume efter ulykke, markant skift i omgivelserne, skift af skole eller en svær begivenhed relateret til separation kan ligeledes virke udløsende. Slutteligt kan separationsangst hos forældrene eller overbeskyttelse ligeledes øge risikoen, idet barnet kan lære at frygte adskillese gennem modellering.

Forekomst af abnorm frygt ved adskillelse

En vis grad af separationsangst optræder oftest som en almindelig del af børns udvikling – især i alderen 6 til 15 måneder. Undersøgelser viser, at omkring 3 % af alle børn udviser symptomer, som er vedvarende og svære nok til at være forenelige med abnorm separationsangst.

Behandling af separationsangst

Behandling er tilrådelig, idet lidelsen ubehandlet i nogle tilfælde kan medføre andre psykiske lidelser og problemer, herunder depressive symptomer, ikke alderssvarende social adfærd samt forstyrret udvikling af egen identitet. Flere undersøgelser peger på, at kognitiv adfærdsterapi effektivt kan hjælpe børn med abnorm separationsangst.

I den kognitive adfærdsterapi arbejdes der med gradvist at træne barnet i at blive adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Det gøres eksempelvis ved skridt for skridt at udsætte barnet for adskillese i skolesammenhæng, hvor forældren gradvist forlader klasselokalet i længere perioder.

Herigennem kan barnet styrke en forventning om og tryghed i, at forældren kommer tilbage, og at separation ikke er farlig. Derudover arbejdes der også med at ændre de tanker om katastrofe, som barnet oftest er optaget af. Desuden undersøges det hvilke faktorer, der er med til at opretholde den abnorme separationsangst. I behandlingen inddrages således flere vigtige personer omkring barnet, deriblandt forældre og lærere.