Trypofobi – angst for små huller

Trypofobi eller trypophobia er i sin grundform en angstlidelse med stærk frygt for særlige geometriske formationer, oftest ansamlinger af mindre huller. Lidelsen betegnes derfor også sommetider som hulfobi. Kognitiv adfærdsterapi med forlænget eksponering har vist sig at være den mest effektive behandlingsform for fobier generelt med 90-95 % succesrate inden for 5 sessioner. For trypofobi specifikt findes ingen videnskabelige undersøgelser af effekten, men vi er erfarer, at lidelsen for de fleste kan behandles inden for et sammenligneligt tidsrum. Vi tilbyder kompetente, erfarne psykologer med kort ventetid på Frederiksberg i København og i Aarhus.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om trypofobi?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er trypofobi?

Trypofobi er en angsttilstand, der centrerer sig omkring ekstreme følelser af afsky ved synet af særlige geometriske mønstre. Dette er aktuelt en relativt ukendt problemstilling, som sandsynligvis er bedre kendt under sin engelske betegnelse, trypophobia, da lidelsen på nuværende tidspunkt har fået mere opmærksomhed i internationale medier end her i Danmark.

Lidelsen viser sig typisk i form af stærkt ubehag knyttet til små huller, der ses samlet i klynger. Eksempler på sådanne angstprovokerende huller kan være en badeværelsesrist, mønstret på bikuber eller billeder af frøkapslerne på en lotusblomst. Følelserne af væmmelse kan blive så overvældende, at det kan forstyrre ens evne til at fungere i hverdagen eller medfører, at man undgår situationer, hvor der er risiko for at skulle forholde sig til frygten. De fleste oplever en blanding af væmmelse og autonome symptomerne, hvilket fænomenologisk har meget til fælles med andre fobiske tilstande. Der er derfor udbredt enighed om, at problemstillingen skal anses som en specifik fobi, såfremt den medfører væsentligt ubehag i hverdagen eller medfører betydelig nedsættelse af livskvalitet eller livsudfoldelse som følge af undgåelse, sikkerhedsadfærd og fysiologiske og følelsesmæssige symptomer.

Når væmmelsen eller angsten ved hul-formationerne kategoriseres som en fobi, implicerer det, at synet af en klynge af igangsætter negative automatiske tanker om, at der er noget farligt associeret hermed. Tanker om nærværende trusler vil ofte opleves i samspil med en stærk følelse af frygt. Når vi på denne måde tankemæssigt og emotionelt opfatter formationerne som farlige, igangsættes typisk automatiske, fysiologiske reaktioner, der kaldes autonome symptomer.

Disse automatiske responser kan inkludere hjertebanken, forøget svedproduktion, hyperventilation, en fornemmelse af at være i en osteklokke og deslige.

Ovenstående fysiologiske reaktioner er kompatible med overlevelsesstrategier i henhold til ”fight or flight”, hvor vores krop søger at passe på os selv ved enten at forberede det fysiologiske system på kamp eller at gøre klar til flugt. Dette er naturligvis en hensigtsmæssig strategi i tilfælde, hvor der reelt er fare på færde, men når en sådan respons opstår i situationer uden nogen egentlig forestående trussel, er det uhensigtsmæssigt og ubehageligt.

For mange trypofobikere er ubehaget så stort, at det følelsesmæssige og kropslige ubehag frygtes og undgås i sig selv. Derfor kan trypofobi ofte brede sig til at omfatte blotte tanker om huller og også mange andre lignende formationer, men som ikke egentlig er omfattet af frygt for nogen ydre fare. Et typisk eksempel kan være bundter med sugerør, som for de fleste ikke virker farlige, men som, idet de alligevel udløser et stort følelsesmæssigt og fysiologisk ubehag, alligevel undgås og frygtes. Sådanne reaktioner med frygt i forbindelse med en egentlig ufarlige situationer er et kendetegn ved fobier.

Hvis man kan betegnes som værende trypofobisk, eller i øvrigt fobisk over for en anden type geometriske mønstre, vil synet af visse former altså føre til et betydeligt kropsligt ubehag og en tilhørende følelse af afsky. En tendens til sådanne uønskede følelser medfører i de fleste tilfælde til en generel undgåelse af at se på billeder, der vækker væmmelse, at tale om objekter med den frygtede form eller at opholde sig på steder, hvor man forventer, at formen med hullerne kan vise sig og deslige. Denne undgåelsesadfærd kan være meget begrænsende for individets livsudfoldelse og er som regel den største motivator for at søge behandling.

Forekomst af hulfobi

Mens det estimeres, at omkring 12-20% af alle mennesker rammes af en specifik fobi af en eller anden art i løbet af livet, findes der umiddelbart ingen tal på, hvor mange der rammes af netop trypofobi. Det lader dog til at være en relativt sjælden lidelse.

Mange trypofobikere oplever at være uforstående overfor deres egne reaktioner, idet de opstår i relation til tilsyneladende harmløse objekter eller billeder. Man kan opleve det som mærkeligt, pinligt eller være bange for, at andre vil synes, man er underlig, hvis man taler om eller viser sin angst. Af denne årsag er det muligt, at mange aldrig søger behandling eller end ikke finder ud af, at deres symptomer kan relateres til denne særlige lidelse. Derfor er der sandsynlighed for, at angst for huller eller geometriske mønstre er mere udbredt i befolkningen, end hvad man ser i klinisk praksis.

Årsager til fobi for huller

Angsten for samlinger af huller kan forekomme irrationel eller mærkelig, da der ikke tilsyneladende synes at være nogen oplagt fare knyttet til dem. Af den grund kan det også være svært at fremhæve en konkret årsag til, at fobien opstår. I en undersøgelse af 300 personer med hulfobi har forskere peget på, at ubehaget kan stamme fra, at trypofobikere har lavet en implicit mental kobling til bakterier, parasitter eller infektioner i huden (Kupfer & Le, 2017).

Samtidig er der også indikation for, at det nærmere er formen, som hullerne tilsammen udgør, der kan virke skræmmende, fordi det kan give associationer til mønstre på giftige dyr. I relation til disse antagelser kan man forestille sig, at der er forekommet en kobling mellem synet af små huller med en overvurdering af, hvor forfærdeligt og sandsynligt det ville være at blive ramt af eksempelvis parasitter.

Således kan man se en sammenhæng mellem fobien for hullerne og igangsættelsen af det følelsesmæssige og kropslige ubehag.

Der ses i forlængelse heraf en tendens til, at personer, der påvirkes af synet af hullerne, ofte har en generelt øget sensitivitet for at føle væmmelse.

Endelig vedligeholdes og forstærkes de fobiske reaktioner af, hvordan man forholder til de frygtede geometriske formationer. Selv om undgåelse og sikkerhedsadfærd godt kan hjælpe med at reducere væmmelse og angst i den enkelte situation, medfører adfærden over tid, at selve trypofobien forstærkes og ofte generaliseres til andre lignende objekter. Rent følelsesmæssigt og fysiologisk sker dette via en proces, der hedder negativ forstærkning. Tankemæssigt, eller kognitivt, sker forstærkningen primært, fordi man via handlingerne og lettelse af symptomerne bekræftes i rigtigheden af ens fortolkning af situationen som farlig eller uudholdelig. Man får desuden ikke mulighed til at afkræfte ens forestillinger omkring den ydre fare eller ens egne reaktioner.

Behandling af hulfobi

Trypofobi kan med fordel kategoriseres som en specifik fobi. I behandlingsøjemed findes der evidens for, at specifikke fobier kan afhjælpes meget effektivt med kognitiv adfærdsterapi med forlænget eksponering, hvor fobien i 90-95% af tilfælde kan behandles på omkring 5 sessioner. Denne terapiform har udgangspunkt i sammenhænge mellem tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd. Det essentielle i forbindelse med fobier vil da være at få indblik i, hvordan adfærd og tankemønstre kan bidrage til at ubehaget vedligeholdes, samt hvordan sådanne vedligeholdende faktorer kan benyttes til positiv ændring.

Med kognitiv adfærdsterapi for trypofobi vil psykologen typisk indledningsvist undersøge, hvorledes frygten for geometriske mønstre kommer til udtryk, hvilke situationer der opleves som særligt svære, samt hvilke fortolkninger eller underliggende antagelser, der muligvis puster liv i den ekstreme væmmelse. Denne problemformulering vil være specifik fra person til person og er med til at sikre, at behandlingen bliver tilpasset i overensstemmelse med den enkeltes behov. Behandlingen vil dernæst indeholde information om de specifikke fobiske reaktioner, så personen opnår forøget viden om sine reaktionsmønstre. Denne del af behandlingen omtales ofte som den kognitive analyse, idet den tager afsæt i en analyse af de specifikke stimuli, der kan udløse frygten, og derefter identificerer og undersøger forestillingerne knyttet til det eller de frygtede videre hændelsesforløb.

Efterfølgende viser forskningen, at fobier mest effektivt behandles med såkaldt gradueret eksponeringsterapi. Eksponering er sammenligneligt med det at se sin frygt i øjnene. Det er dog essentielt, at dette gøres gradvist, kontrolleret og forudsigeligt i samarbejde med psykologen, der har erfaring med at designe virksomme og effektive eksponeringsøvelser, modellere hensigtsmæssig håndtering og hjælper en med at benytte angst-uforenelig adfærd. Således udslukkes angstreaktionen hurtigt og i klientens eget tempo.

Idet det er for voldsomt pludselig at blive konfronteret med synet af den samling af huller, man forbinder med mest ubehag, sikrer psykologen at man går skridtvist frem. Man kan eksempelvis i samarbejde udforme en liste over de motiver eller klynger, der vækker ubehag, og efterfølgende rangere dem efter, hvor angstprovokerende de virker. Ud fra dette grundlag kan man tilrettelægge eksponering, så de billeder, der kun vækker en mindre grad af ubehag, afsøges først. Man arbejder sig videre også oftest gradvist frem med hensyn til, hvordan stimuli præsenteres. Eksponeringen vil for nogle eksempelvis begynde med fotografier, dernæst videoer og sidenhen til at være i konkrete situationer med de frygtede stimuli. Sideløbende hermed fokuseres også på at eksponere for de ubehagelige tanker, der er knyttet til hullernes form eller udseende.

Et af rationalerne bag virkningen ved terapeutisk eksponering er, at man herigennem støttes til at blive i situationer, der vurderes uoverkommelige, og at man ved at udholde dem i noget tid vil opleve en fysiologisk tilvænning, der medfører, at oplevelsen af afsky eller angst forsvinder. Gradueret eksponeringsterapi har udvist ekstremt gode videnskabelige resultater i behandlingen af specifikke fobier. I overensstemmelse med den videnskabeligt påviste bedste behandlingspraksis til fobier tilbyder Psykologerne Johansen & Kristoffersen terapi mod frygten for hul-formationer eller geometriske mønstre. Behandlingen kan eventuelt udføres som et afgrænset forløb, kaldet fobi-pakken, som du kan læse mere om her. Behandlingen kan både varetages i klinikken på Frederiksberg i København og i Aarhus.