Bulimi

Bulimi er en spiseforstyrrelse karakteriseret ved overspisning efterfuldt af opkastning eller anden kompenserende adfærd. Personer med bulimi udfører den kompenserende adfærd med et ønske om at tabe sig eller af frygt for vægtøgning, men modsat intentionen øger adfærden risikoen for endnu en overspisning, hvorved bulimien opretholdes i en ond cirkel. Bulimi opstår typisk hos kvinder i alderen 16-20 år. Tidlig indsats over for lidelsen er vigtig for en god prognose, idet bulimi kan have omfattende psykiske og fysiske konsekvenser. Ved vores klinik på Frederiksberg har vi flere psykologer med ekspertise inden for kognitiv adfærdsterapi for bulimi – den terapiform, som har vist sig mest effektiv til behandling af lidelsen. Forskning har vist, at 40-50 % kommer helt af med kernesymptomerne på bulimi som følge af behandlingen, mens 70-80 % oplever væsentlig bedring.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om bulimi? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er bulimi?

Bulimi er en spiseforstyrrelse kendetegnet ved gentagende, ukontrollerede overspisningsepisoder kombineret med forsøg på at modvirke vægtøgning eller opnå vægttab. Personer med bulimi oplever typisk et stærkt ønske om at tabe sig eller en frygt for at tage på og forsøger at indtage en begrænset mængde mad. I modsætning til hos individer med anoreksi, som opretholder meget restriktive spisemønstre over en længere periode, medfører forsøget på vægttab hos personer med bulimi gentagne episoder af overspisning. Mængden af mad, der indtages ved en overspisning, varierer, men oftest er der tale om mellem 1000 og 2000 kcal per episode. Frekvensen af overspisninger rangerer fra en til to gange om ugen til adskillige gange om dagen.

Modsat overspisninger hos personer med Binge Eating Disorder (BED), efterfølges overspisningerne hos personer med bulimi oftest af kompenserende adfærd i form af selvudløste opkastninger eller misbrug af lakserende midler og/eller slankemidler. En lille gruppe anvender i stedet overmotionering eller længere perioder med faste som kompensatorisk strategi til at kontrollere deres vægt.

Som følge af opkastninger kan den spiseforstyrrede med bulimi få tandskader, hævede ørespytkirtler og sår i mundvigene på grund af ætsninger fra mavesyren. Sår på fingrene eller håndryggen vil også kunne forekomme. Opkastninger kan ligeledes føre til elektrolytforstyrrelser og dehydrering. Vedvarende forbrug af lakserende midler eller slankemidler kan endvidere føre til forstyrret tarmfunktion.

Fælles for alle de kompensatoriske metoder ved bulimi er, at de er stærkt skadelige for kroppen. Dog er bulimi langt mindre synlig for omverdenen end eksempelvis anoreksi eller BED, eftersom de fleste med bulimi bibeholder deres normalvægt som et resultat af en vekslen mellem over- og underforsyning af næring. Derfor går der ofte lang tid, før lidelsen opdages.

Omvendt vil personen med bulimi godt selv være klar over, at vedkommende har en spiseforstyrrelse, hvilket ikke altid er tilfældet ved anoreksi. De har dog typisk et forvrænget billede af egen krop og udseende og betragter deres adfærd som et rimeligt middel, hvilket kan føre til hemmeligholdelse og en manglende vilje til at få behandling. Personer med bulimi kan samtidig opleve stærk skam og gå til enorme længder for at skjule sin spiseforstyrrede adfærd. Mindreværd, selvbebrejdelse og afsky forekommer ligeledes ofte hos personer med bulimi.

Hvilke ydre tegn findes der på bulimi?

Er man forælder, ven(inde) eller på anden måde pårørende til en person, man mistænker for at lide af bulimi, er der en række tegn, man kan holde øje med.

  • Tegn på overspisning: Køber vedkommende ting med hjem, som de skjuler på værelset, eller mangler der mad i køkkenskabene (typisk usunde, fede og sukkerholdige fødevarer)? Er der store mængder indpakningsaffald i vedkommendes skraldespand? Spiser personen større eller mindre mængder mad, end man kunne forvente for deres alder og størrelse?

  • Tegn på opkastning: Går personen altid på toilettet efter et måltid? Høres lyden af opkastning, eller eventuelt lyden af rindende vand til at dække over opkastningen, når vedkommende er på badeværelset? Er der ridser eller mærker på personens håndryg? Er der ofte usædvanlige lugte fra personen eller på badeværelset – eventuelt parfume, tandpasta eller mundskyl?
  • Tegn på anden kompenserende adfærd: Køber og forbruger personen store mængder afføringsmiddel eller slankemiddel? Træner personen i perioder intensivt – typisk kredsløbstræning med høj kalorieforbrænding såsom løb eller cykling – selvom vedkommende ikke lader til at nyde det?

Årsager til bulimi

Som med andre spiseforstyrrelser er der adskillige faktorer, som fører til udviklingen af bulimi. Herunder er der både genetiske, personlige og miljømæssige faktorer i spil.

Det er muligt at have en medfødt, genetisk prædisposition for at udvikle en spiseforstyrrelse, men genetik alene kan typisk ikke forårsage bulimi, og miljømæssige faktorer skal være til stede for, at lidelsen udvikler sig og kommer til udtryk. Eksempler på sådanne miljømæssige faktorer kan være et psykisk traume, mobning eller en familie eller omgangskreds med stort fokus på krop og udseende. Mere generelle sociokulturelle forhold spiller også en klar rolle og der en klar overrepræsentation af spiseforstyrrelser i mode- og modelbranchen samt inden for visse idrætter, hvor det at være tynd tillægges stor betydning. Tilsvarende øger forekomsten af spiseforstyrrelser med større konsumption af massemedier med stort kropsfokus.

Studier peger på, at spiseforstyrrelser på populationsniveau er ca. 50% genetisk disponeret, og tallet er herunder lidt lavere for bulimipatienter end anoreksipatienter. Halvdelen af mennesker, som udvikler bulimi, har desuden været overvægtige som børn.

Komorbiditet ved bulimi

Som ved andre spiseforstyrrelser ses der ofte komorbide lidelser ved bulimidiagnosen. Eksempler herpå kan være angst, depression og/eller personlighedsforstyrrelse. En undersøgelse viser, at 1/3 af bulimipatienter opfylder kriterierne for en personlighedsforstyrrelse. Dette kan skyldes, at folk med bulimi typisk får forstærket bestemte personlighedstræk, når lidelsen er værst – eksempelvis introversion, impulsivitet og/eller følelsesmæssig ustabilitet. Slutteligt forekommer bulimi ofte sammen med symptomer på andre spiseforstyrrelser, eksempelvis anoreksi. Det er ikke unormalt, at bulimi opstår som en komorbid lidelse til anoreksi, hvor den anoreksiramte får bulimiske episoder af overspisning og opkastning som følge af afmagring. Endelig vil mange veksle mellem perioder, hvor de tilfredsstiller kriterierne for anoreksi, bulimi og BED. Større forekomst af komorbiditet er forbundet med en dårligere prognose for bedring.

Forekomst af bulimi

Bulimi forekommer hyppigere end anoreksi og ses oftest hos kvinder i aldersgruppen 14-40 år med større forekomst i ungdommen. Typisk opstår lidelsen i alderen 16-20. Et studie antyder, at mindst 2% af piger mellem 15-16 år opfylder kriterierne for bulimidiagnosen. Bulimi ses oftere i vestlige kulturer og oftere i byer end på landet.

Behandling af bulimi

Tidlig intervention over for spiseforstyrrelser er utrolig vigtigt for en god prognose; des længere tid individet går med en ubehandlet spiseforstyrrelse, des dårligere er prognosen. Undersøgelser har vist, at det er et fåtal af alle personer med bulimi, der får stillet diagnosen og får behandling, og der går ifølge Sundhedsstyrelsen 8-10 år, før den gennemsnitlige bulimiker kommer i behandling. Dette skyldes blandt andet, at bulimi lettere kan holdes skjult, da vægten typisk forbliver den samme. Prognoser viser, at omkring 45% af personer med bulimi bliver raske, mens 72% oplever en signifikant bedring, såfremt de får behandling.

Undersøgelser har vist, at kognitiv adfærdsterapi rettet mod spiseforstyrrelser er den bedste terapiform til behandling af bulimi. Terapien omfatter først og fremmest psykoedukation om lidelsen, herunder hvorledes forsøget på vægttab og den kompenserende adfærd forstærker trangen til overspisning i en ond cirkel. På den kognitive front undersøges personens antagelser om sig selv, andre og omverdenen, og uhensigtsmæssige antagelser som eksempelvis ”jeg er kun noget værd, hvis jeg er tynd”, søges erstattet af mere realistiske og hensigtsmæssige antagelser. Adfærdsmæssigt anvendes konkrete værktøjer såsom kostvejledning, normalisering af spisemønstre og reducering af kompenserende adfærd til at bryde den onde cirkel, ligesom nye og gamle antagelser afprøves i praksis for at teste deres gyldighed.