Angst hos børn og unge

Angst kan beskrives som den oplevelse af frygt eller ængstelse, man kan have i relation til en specifik fremtidig hændelse eller situation. I sin grundform en angst normal kropslig reaktion, som er almindelig i børns opvækst og som oftest forsvinder i løbet af nogle måneder. I visse tilfælde kan tilstanden dog blive dominerende i hverdagen og optræde i situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt. Forskning viser, at omkring 5-10% af børn og unge på et tidspunkt vil rammes af en angsttilstand, og angstlidelser er de mest almindelige psykiske lidelser i barn- og ungdommen. For 80% af alle angstramte sætter tilstanden ind, inden vedkommende fylder 20 år. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen på Frederiksberg i København og i Aarhus tilbyder vi behandling af børn og unge fra 3 år og opefter – uden lange ventelister.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om angst hos børn og unge? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er angst hos børn og unge?

Angst findes i mange former og kan beskrives med mange ord – eksempelvis bekymring, sorg, frygt, nervøsitet, forsigtighed, ængstelighed og deslige. Det, som grundlæggende kendetegner angst, er en ubehagelig følelse relateret til forventningen om, at der vil ske noget dårligt eller ubehageligt. Således adskiller angst sig fra frygt, som i stedet er en reaktion på en aktuel fare.

Det er vigtigt at understrege, at angst betjener en normal funktion på forskellige udviklingstrin i børn og unges udvikling og derfor ikke i sig selv er noget unormalt eller uønsket. Nedenstående tabel fremhæver nogle af de typiske former for angst, der normalt optræder på forskellige alderstrin. For langt de fleste forsvinder disse former for angst i løbet af nogle måneder. Hvis dit barn udviser en af disse typer for angst på et tilsvarende alderstrin, er der altså ikke nødvendigvis grund til bekymring.

Aldersspænd Bekymringer/frygt
0-12 måneder Høje lyde, mangel på støtte, truende objekter
12-24 måneder Separation, fremmede
24-36 måneder Separation, dyr
3-6 år Separation, fremmede, dyr, mørke, fantasivæsener
6-10 år Mørke, skade, at være alene, dyr
10-12 år Skade, at være en fiasko i skolen, latterliggørelse, tordenvejr
12-18 år At være en fiasko i skolen, afvisning fra venner, krig, naturkatastrofer, fremtiden

I den normale udviklingsproces bliver barnet og den unge i stand til at overkomme frygt ved brug af adaptive copingstrategier og tilegnelse af færdigheder. De bliver for eksempel i stand til at tænke mere logisk, jo ældre de bliver, og kan derved berolige sig selv ved f.eks. at fortælle sig selv, at det bare var en drøm. Følelsen af angst skærper ligeledes børns sanser og få dem til at reagere automatisk og hurtigt, når der er fare på færde. Angsten kan dermed fungere som et alarmberedskab, der advarer én om, at man skal passe på. Derudover kan følelsen af angst få én til at præstere bedre – f.eks. kan nervøsitet inden eksamen bevirke, at man klarer denne bedre, fordi man er mere motiveret og mere fokuseret. Når eksamen er overstået, vil angsten forsvinde. Således tjener angsten altså på mange måder en hensigtsmæssig funktion.

Den problematiske angst opstår, når angsten ikke forsvinder efter, at faren er overstået, når den udløses lang tid inden situationen, eller når den opstår i situationer, hvor der slet ikke er en reel fare. Denne form for uhensigtsmæssig angst kan skyldes fejl i barnets tænkning omkring sig selv eller situationerne eller fejl i de adaptive copingstrategier, der gør, at angsten bliver ude-af-proportioner eller virkelighedsfjern. Sådan angst kan gå ud over barnets eller den unges kognitive funktioner og evne til at løse udviklingsopgaver og indgå i relevante hverdagssituationer og relationer. Psykopatologisk angst adskiller sig dermed fra normal angst hvad angår intensitet, vedholdenhed og uhensigtsmæssighed. Den er uden for frivillig kontrol, kan ikke forklares eller ræsonneres væk og medfører betydelig subjektiv lidelse og gener i dagligdagen, hvilket udløser flere psykiske og kropslige reaktioner samt står i vejen for præstation frem for at skærpe den.

Test dit barn for angst

Hvordan kommer angst til udtryk hos barnet/den unge?

Sammenlignet med voksne kan børn eller unge have sværere ved at erkende, at angsten er irrationel. Ydermere kan det yngre barns endnu konkrete tænkning gøre det svært at generalisere og dermed forstå og finde et mønster i angsten, hvilket dernæst gør det vanskeligt at udtrykke den. Således kan angsten for små børn, der ikke er i stand til at sætte ord på deres oplevelse, komme til udtryk genne eksempelvis kropslige symptomer såsom mavepine. Dette kan bevirke, at angsttilstande ofte ikke bliver genkendt eller anerkendt som et problem for barnet og dermed ikke opdages af omgivelserne på samme måde, som det ville gøres hos et barn med udadreagerende adfærd.

Angsten kan også være svær at få øje på, hvis barnet eller den unge undgår angstfremkaldende situationer eller undgår at gøre ting, som de egentlig gerne vil, men er angste for. Mange udvikler sikkerhedsadfærd, der skærmer dem fra at imødekomme eller arbejde med angsten. Følgende er typer af adfærd, der kan være tegn på angst hos barnet eller den unge:

  • Barnet/den unge deltager kun i situationer og aktiviteter, som er normale for dets alderstrin, hvis mor eller far er med
  • Barnet/den unge har behov for at blive forsikret om, at der ikke sker noget i en given situation
  • Hyppige humørsvingninger og hysteriske anfald
  • Dårlig øjenkontakt og lav tale
  • Fysiske symptomer som mavesmerter og hovedpine
  • Modvilje i forhold til at gå i skole eller at overnatte hos andre børn
  • Barnet/den unge undgår at være centrum for opmærksomhed
  • Barnet/den unge har ingen eller få venner og opholder sig meget alene på værelset
  • Daglige, gentagne ritualer
  • Stort forbrug af alkohol

Eksempler på angstlidelser

Der findes en række almindelige angstlidelser, og børn eller unge kan eksempelvis lide af  separationsangst, panikangst, socialfobi, en specifik fobi, generaliseret angst, obsessiv kompulsiv tilstand (OCD), posttraumatisk stresslidelse (PTSD) eller selektiv mutisme. I vurderingen af, hvorvidt kriterierne for en angsttilstand er til stede, er det vigtigt at se på sværhedsgraden af symptomerne, varigheden af disse samt om de er normale i forhold til alderen. I Danmark anvendes diagnosesystemet ICD-10, der baserer sig på observationer af barnets vanskeligheder udtrykt i adfærden. Flere diagnoser svarer til dem, som voksne også får stillet (bl.a. OCD og PTSD), mens andre er specifikke for børn (bl.a. abnorm separationsangst).

De tidligste og mest almindelige angsttilstande i barndommen er abnorm separationsangst og specifikke fobier, mens socialfobi og generaliseret angst forekommer i højere grad hos unge.

  • Separationsangst: Jf. ovenstående tabel er separationsangst forventeligt op til en alder på 2 år, hvorefter tilstanden almindeligvis forsvinder, idet barnet begynder at forstå, at dets forældre kommer tilbage igen. Separationsangsten hjælper almindeligvis spædbarnet med at lære at kontrollere dets miljø eller omgivelser, men hvis denne ikke ophører, kan det blive hæmmende for barnets normale udvikling og være behandlingskrævende.
  • Specifikke fobier: Som det fremgår af tabellen, udviser mange børn desuden symptomer på specifikke fobier for eksempelvis dyr, mørke og lignende. Disse kan udvikle sig til en behandlingskrævende fobisk angst, såfremt frygten bliver så dominerende, at den kommer til at styre barnets adfærd.
  • Generaliseret angst: GAD betegner en tilstand, hvor barnet eller den unge generelt er utryg og anspændt og hele tiden bekymrer sig om både sig selv og sine nærmeste. Den konstante uro kan herunder påvirke livskvaliteten, søvnen og koncentrationen.
  • Social angst: Ved social angst eller socialfobi er barnet eller den unge overdrevent genert og bange for andres meninger, hvorfor vedkommende undgår situationer, hvor de kan komme til at udstille sig selv. Der er dermed risiko for, at barnet eller den unge isolerer sig.
  • Selektiv mutisme: Social angst kan forveksles med den relativt sjældne angstlidelse selektiv mutisme, der ses hos børn, som på trods af normal talefunktion og sprogopfattelse ofte ikke taler uden for hjemmet og derfor fremstår generte og afvisende i andre sammenhænge.
  • Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD): Ved OCD optræder typisk påtrængende tvangstanker i kombination med ritualiserede tvangshandlinger. Hos yngre børn kan det være svært at identificere tvangstanker, og det vil i højere grad være de gentagne, formålsløse tvangshandlinger, som virker påfaldende og problematiske.

Forekomst af angst hos børn og unge

Angstlidelser er de mest almindelige psykiske lidelser i barn- og ungdommen. Baseret på forskellige udenlandske studier estimeres det, at omkring 5-10 % af børn og unge på et eller andet tidspunkt rammes af en angsttilstand. Et studie viser en forekomst på ca. 11 % af emotionelle lidelser (angst og depression) blandt danske børn, hvoraf 6 % rapporterede lidelser i betydelig grad. Langt de fleste angstlidelser starter i barndommen, og 80 % af alle angstramte er under 20 år, når lidelsen sætter ind.

Undersøgelser viser, at 3,5-5 % af alle børn rammes af abnorm separationsangst, 2-3 % af alle børn rammes af en specifik fobi, 1 % af alle børn rammes af social angst, mens 1-6 % af alle børn rammes af en generaliseret angsttilstand.

Angstlidelser forekommer hyppigst hos piger, og ca. halvdelen af alle børn og unge med angstlidelser har en anden samtidig lidelse, som oftest er en anden angstlidelse eller en depressiv lidelse.

Årsager til angst hos børn og unge

Årsagerne til psykopatologisk angst er sammensatte, og flere faktorer kan derfor have betydning. Studier viser, at de hyppigste risikofaktorer i forbindelse med udvikling og vedligeholdelse af angst i barndommen er genetisk disposition, temperament, emotionsreguleringsevne, kognitive forvrængninger samt erfaringer med kontrollerende forældreadfærd.

På populationsniveau kan man tilskrive genetisk prædisposition ca. 30 % af forklaringen på, hvorfor børn udvikler angst, mens resten af forklaringen skal findes i samspillet med omgivelserne over tid. Det betyder, at hvis en eller begge forældre har eller har haft angst, forhøjer det risikoen for, at barnet har arvet gener, der gør det mere disponeret for angstlidelser. Derudover vil barnet være udsat for yderligere risiko, såfremt forældrene også modellerer ængstelig adfærd for barnet, da modellering påvirker måden, hvorpå barnet vil forholde sig til sin egen angst og dets forståelse af de situationer, hvor forældrene er ængstelige.

En særligt reaktiv temperamentsmæssig stil, hvor barnet reagerer frygtsomt i nye eller fremmede situationer og er længere tid om at falde til ro ved trøst, kan ligeledes være medvirkende til udvikling af angst.

Tab af kontrol kan være med til at øge forekomsten af negative følelser, hvilket i kombination med generelle emotionelle vanskeligheder og en tendens til at skubbe følelser væk også øger risikoen for udvikling af angst. Graden af forældrekontrol spiller her en væsentlig rolle, da overinvolverede, overbeskyttende forældre kan komme til at regulere barnets aktivitet for meget og dermed frarøve barnet vigtig egenkontrol. Opdragelsesstrategier, der placerer skyld, afviser følelser og gør barnet afhængigt af forældrene, kan gøre det svært at tolerere følelser, have kontrol og være imødekommende over for nye situationer, hvilket kan påvirke udviklingen af angst. Endelig kan en klar belastning, som for eksempel en skilsmisse, ligeledes udløse en angstlidelse.

Behandling af angst hos børn og unge

Kognitiv adfærdsterapi (KAT) har vist sig effektiv i behandling af angstlidelser hos børn og unge, hvorfor dette anvendes hos PJKP – både i praksissen på Frederiksberg i København og i Aarhus. Fra 6-års alderen er terapiformen effektiv i individuel terapi, men såfremt der behandles i samarbejde med eller via forældrene, er terapien gavnlig fra en helt tidlig alder. For at kunne få det største udbytte af individuel KAT skal barnet have en forståelse for, at tanker kan undersøges og vurderes, at mentale tilstande kan kontrolleres, at mentale tilstande er styrende for egen og andres adfærd, og at tanker kan samles i en generel forståelse af verden. Det er dog altid væsentligt at tilpasse terapien til barnets eller den unges udviklingsniveau. Det er ligeledes væsentligt at inddrage forældrene i alle tilfælde af angst hos børn og unge, men det vil være nødvendigt i faldende grad, jo ældre barnet er.

Det yngre barn har ofte brug for, at terapien indeholder meget konkret arbejde med adfærd og eksponering, mens mere abstrakte teknikker kan tages i brug hos den unge klient. Ved eksponering lærer barnet eller den unge gradvist at udsætte sig selv for angstprovokerende begivenheder, hvorved frygten reduceres, idet der indsamles beviser for, at situationen ikke er farlig.

Fælles for behandlingen er, at der fokuseres på at identificere og ændre de vedligeholdende faktorer, der fastholder barnet eller den unge i angsten. Det er med andre ord vigtigt, at barnet eller den unge forstår de negative, automatiske tanker, der gør, at vedkommende bliver bange, da man herefter kan gøre tankerne til genstand for vurdering og omstrukturering. I omstruktureringsprocessen forsøges de uhensigtsmæssige tanker erstattet med mere realistiske og hensigtsmæssige tanker, hvilket vil påvirke både følelser, kropslige fornemmelser og adfærd.

Når der arbejdes med børn og unge, må der tages hensyn til deres afhængighed af omgivelserne. Her spiller forældrene en vigtig rolle, hvorfor de må medtænkes i forståelsen af problemet og behandlingsforløbet. Her på klinikken er første samtale i nye forløb derfor som regel en forældresamtale, hvis klienten er hjemmeboende og under 18 år. Dette er med til at sikre, at der fra begyndelsen lægges den mest optimale behandlingsplan baseret på en fælles problemformulering, den eksisterende forskning på området, klinisk erfaring, og den enkelte families ønsker og behov.