Panikangst behandling i Aarhus

Panikangst karakteriseres af pludselige og hurtig indsættende anfald af voldsom angst. Anfaldene kommer ud af det blå og kan ikke knyttes til særlige situationer, idet panikanfaldene da som regel vil være en del af en anden angstlidelse eller en depression. Langt de fleste er bange for at blive bange, idet de oplever, at angstsymptomer kan udløse nye panikanfald. Derfor undgås oftest situationer, hvor der er risiko for at blive angst og hvor der tidligere har forekommet panikangst. Dette reducerer angsten kortvarigt, men øger samtidig sensitiviteten for angstsymptomer og begrænser livsudfoldelsen. For en del udvikler dette sig over tid til agorafobi, altså frygt for at være ude i samfundet, i det offentlige rum, fordi de er bange for at opleve symptomer og ikke kunne komme væk eller hjem i tide til at undgå panikanfald. Lidelsen kan derfor være meget ubehagelig og forstyrrende for ens funktion i hverdagen, da der oftest også mellem anfaldene er uro, bekymring og angst. Psykologerne ved vores praksis i Aarhus er eksperter i behandling af panikangst.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer i Aarhus om panikanfald?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvordan behandles panikangst?

Et vigtigt aspekt af behandlingen er psykoedukation, som betyder, at psykologen informerer om de psykologiske og kropslige mekanismer, som ligger til grund for de ubehagelige anfald. Derudover er hensigten med den kognitive del af terapien at komme frem til mere realistiske tanker omkring forfærdeligheden af anfaldene. Dette understøttes videre af de konkrete teknikker for håndtering af eventuelle anfald, der gør, at disse bliver mere kortvarige og opleves mindre ubehagelige. Katastrofetanker og antagelserne knyttet til angst og panik afprøves også via adfærdseksperimenter.

Test voksne og unge for panikangstTest dit barn for panikangst

Den mest effektive del af behandlingen er imidlertid den interoceptive eksponering, hvor man sammen med psykologen udløser et gradueret og kontrolleret niveau af de indre symptomer som er en del af panikanfaldene. Da disse symptomer, i modsætning til anfaldene, er frivillige, forudsigelige og under ens egen kontrol, kan man gradvist øge disses intensitet i takt med at der opnås mere og mere tilvænning over for symptomerne. For at opnå den bedste effekt benytter man med tiden ofte kombinationer af symptomer samt kombinationer af symptomer i naturligt forekommende situationer, man tidligere har været bange for.

Læs mere om panikangst