Selektiv mutisme
Selektiv mutisme er en angstlidelse, som kendetegnes ved fraværende eller stærkt reduceret tale (stumhed) i bestemte situationer til trods for, at barnet i andre situationer kommunikerer verbalt. For eksempel vil barnet ikke snakke i børnehaven eller i skolen eller inden for hørevidde af fremmede, mens det godt kan samtale med forældre og søskende i hjemmet.
De fleste børn som udvikler selektiv mutisme er adfærdsmæssigt tilbageholdende og generte også inden den selektive mutisme debuterer. Dette sker som regel mellem 2 og 6 års alder og rammer i underkanten af 1 % af alle børn. Når diagnosen først er til stede, forsvinder den sjældent helt af sig selv, og de fleste vil have udfordringer med angst og have svært ved at snakke i mange situationer også som ung og voksen. En del har samtidig social angst eller at den selektive mutisme over tid bliver en social fobi.
Undgåelsen af at tale i bestemte kontekster kan blandt andet skyldes en frygt for at tale offentligt eller for at høre sin egen stemme. Nogle har kraftige angstreaktioner med fysiologiske ændringer, som forhindrer eller væsentligt forstyrrer tale. Dette er imidlertid som regel forbigående og derfor atypisk, da de fleste efter hånden indfinder sig med ikke at tale, tilvænnes at være i sociale situationer uden at bruge sin stemme, og oplever derfor ikke høje angstniveauer under tavshed.
Derimod oplever de fleste med selektiv mutisme det som meget ubehageligt, hvis de bliver genstand for manges opmærksomhed, de bliver skældt ud eller forsøgt tvunget til at tale. Forældre og andre omsorgspersoner kommer ofte til at kompensere for tilstanden ved at kommunikere på vegne af barnet, tilpasse sociale situationer til barnets manglende verbale kommunikation eller at styre udenom potentielt udfordrende situationer. Disse forme for beskyttende adfærd kan imidlertid over tid vedligeholde og forstærke angsten.
Diagnosen kan heldigvis behandles relativt effektivt, selv om det i sammenligning med de fleste andre angstlidelser, oftest kræver mere sammensatte og langvarige tiltag. Som regel er det mest effektivt, når psykolog, forældre og skole/børnehave arbejder sammen ud fra den samme forståelse, tilgang og overordnede plan, baseret på principper fra kognitiv adfærdsterapi. For de yngre børn omfatter dette oftest eksponeringsterapi med gradvis eksponering i kombination med positiv forstærkning, mens de ældre børn som regel også modtager individuel kognitiv adfærdsterapi. Ældre unge og voksne med diagnosen modtager ofte kun individuel kognitiv adfærdsterapi, men effekten er da også alligevel afhængig af, at de teknikker som indøves med psykologen i terapien også benyttes i mange forskellige og gradvis mere udfordrende kontekster i hverdagen.
Ønsker du en hurtig tid hos en psykolog uden lægehenvisning, så er du velkommen til at kontakte os eller selv at booke en tid hos en af vores psykologer i Danmark i deres online booking. Du finder os i de fleste større byer i Danmark, blandt andet i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Lyngby samt på Frederiksberg.
Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om selektiv mutisme?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.
Hvad er selektiv mutisme?
Selektiv mutisme (selektiv stumhed) er kendetegnet ved, at barnet, som egentlig godt kan tale, undlader at tale i visse sociale situationer. Et typisk tegn på selektiv mutisme er således, at barnet taler fint i bestemte situationer, mens det slet ikke vil svare eller direkte forekommer stumt i andre. Det drejer sig ofte om, at barnet eller den unge ikke vil tale uden for hjemmet og eventuelt heller ikke derhjemme, hvis familien får besøg af gæster.
For at opfylde de diagnostiske kriterier skal symptomerne have været til stede i mindst en måned. Derudover skal almindelig tale være til stede i mindst én situation, hvilket hos de fleste børn med selektiv mutisme som nævnt er i hjemmet.
Det at tale virker typisk meget angstfremkaldende for barnet eller den unge, hvilket forstærker manglen på tale og tilstedeværelsen af selektiv stumhed. Samtidig kan andre menneskers insisteren på, at vedkommende skal svare eller tale yderligere fremkalde angst, som gør det endnu sværere for barnet at tale.
At barnet undlader at tale kan skyldes flere faktorer – herunder den pågældende situation og/eller hvilke personer, der er til stede i situationen. Nogle børn med selektiv mutisme taler ikke, hvis de finder situationen truende. De kan også være bange for at tale offentligt eller være bange for, at andre skal høre deres stemme.
Derudover har børn eller unge med mutisme sommetider forestillinger som ”Ingen forstår mig, og derfor kan jeg ligeså godt lade være med at tale”. Dette kan sætte barnet i en offerposition, der i sig selv kan medføre sociale problemer. Det er dog vigtigt at skelne selektiv mutisme fra andre tilstande, hvor mutisme (stumhed) optræder som sekundært fænomen. Mutisme ses blandt andet hos børn med autismespektrumforstyrrelser og indimellem hos børn med skizofreni. Derudover er det vigtigt at udelukke sansedefekter som manglende hørelse, manglende evne til at tale osv.
Udover at have indflydelse på barnets lyst og mulighed for socialisering, påvirker selektiv mutisme også typisk barnets uddannelsesniveau. Tidlig intervention og behandling er tilrådelig, idet problematikken kan virke selvforstærkende og gøre det sværere og sværere for barnet at tilpasse sig og følge med skolemæssigt og socialt.
Årsager til selektiv stumhed hos børn og unge
Der er endnu ikke lavet meget forskning på dette område, hvorfor årsagerne til, at nogle børn udvikler selektiv mutisme, er relativt ukendt. Man mener dog, at både genetiske og miljømæssige faktorer spiller en afgørende rolle. Derudover kan måden, hvorpå barnet bliver mødt derhjemme og i situationer som børnehave eller skole, være en faktor, der er med til at opretholde selektiv mutisme.
Forekomst af selektiv mutisme
Studier peger på, at omkring 0,7-0,8 % af alle børn i førskole- og skolealderen rammes af selektiv mutisme. Tallet er kun en anelse mindre end forekomsten af andre psykiske lidelser hos børn, herunder eksempelvis OCD. Tilstanden debuterer oftest, når barnet er mellem 3 og 6 år og opdages tit, når barnet starter i skole. Selektiv mutisme forekommer hyppigere hos piger end hos drenge.
Komorbiditet ved selektiv stumhed
Selektiv mutisme er relateret til socialfobi. Omkring halvdelen af de børn, som har selektiv mutisme, har også en sameksisterende socialfobi. Således kan mutismen være et symptom på socialfobien, hvor manglen på tale skyldes en svær frygt for at fremstå akavet, inkompetent eller kejtet i situationer med talen foran andre mennesker.
Behandling af selektiv mutisme
De fleste børn med selektiv mutisme vokser fra deres symptomer, når de bliver ældre. Dog rapporterer mange voksne, der har haft lidelsen som barn, at de oplever socialfobi, social isolation og udtalt generthed. Behandling er derfor væsentligt – og skal gerne igangsættes så tidligt som muligt. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen kan vi tilbyde en særlig kort venteliste hos vores psykologer – og vi har dygtige børnepsykologer ved vores klinikker på Frederiksberg i København og i Aarhus samt andre steder i Danmark.
Flere undersøgelser påpeger, at den mest effektive behandling for selektiv mutisme er kognitiv adfærdsterapi. I kognitiv adfærdsterapi trænes barnet med i at tale i sociale situationer. Dette gøres ved gradvist at eksponere barnet for situationer, hvor tale er forventet.
Man starter med en eksponeringsopgave, som er let og ikke for truende, så barnet kan tolerere opgaven. Når barnet har færdiggjort de lette eksponeringer, gøres eksponeringsopgaverne langsomt sværere. Eksponeringsopgaverne kombineres oftest med et belønningssystem, hvor barnet belønnes for den specifikke adfærd, hvilket er med til at motivere barnet. Igennem eksponeringerne styrkes barnets lyst til at tale, mens undgåelsesadfærd reduceres, hvorved den onde cirkel brydes.
Aktiv forældreinvolvering i form af eksempelvis forældretræning samt involvering af lærere og andre professionelle, som har med barnet at gøre, er også en vigtig del af behandlingen for selektiv mutisme hos børn.