Selektiv mutisme

Selektiv mutisme (sommetider kaldet elektiv mutisme) ses især hos yngre børn og kendetegnes ved manglende tale (stumhed) i bestemte situationer – til trods for, at barnet besidder evnen til at tale. Den manglende tale hos barnet kan eksempelvis skyldes, at det er bange for at tale i offentligheden eller for at høre sin egen stemme. Selektiv mutisme kan forsage angst hos barnet, hvilket forstærker den uhensigtsmæssige adfærd. Det anslås, at lidelsen rammer 0,7-0,8% af alle børn, og den debuterer som oftest i alderen 3-6. Heldigvis er der hjælp at hente, og kognitiv adfærdsterapi har vist sig mest effektiv i forskning. Psykologerne på vores klinik i København er eksperter på netop dette område.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om selektiv mutisme? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er selektiv mutisme?

Selektiv mutisme (selektiv stumhed) er kendetegnet ved, at barnet, som egentlig godt kan tale, undlader at tale i visse sociale situationer, hvor barnet i andre situationer taler fint. Oftest taler barnet ikke uden for hjemmet og heller ikke derhjemme, når familien får besøg af gæster.

At barnet undlader at tale, kan skyldes flere faktorer såsom den pågældende situation og/eller hvilke personer, der er til stede i situationen. Nogle børn med selektiv mutisme taler ikke, hvis de finder situationen truende. De kan også være bange for at tale offentligt eller være bange for, at andre skal høre deres stemme.

Selektiv mutisme medfører oftest angst hos barnet, hvilket forstærker den uhensigtsmæssige adfærd (ikke at tale). Derudover overbeviser barnet med selektiv mutisme sig sommetider om forestillinger som ”Ingen forstår mig, og derfor kan jeg ligeså godt lade være med at tale”. Alt dette kan sætte barnet i en offerposition, der i sig selv kan medføre sociale problemer. Ud over at have indflydelse på barnets lyst og mulighed for socialisering, påvirker selektiv mutisme også typisk barnets uddannelsesniveau. Behandling er derfor vigtig.

For at opfylde de diagnostiske kriterier skal symptomerne have været til stede i mindst en måned. Derudover skal almindelig tale være til stede i mindst én situation, hvilket hos de fleste børn med selektiv mutisme som nævnt er i hjemmet.

Det er desuden vigtigt at skelne selektiv mutisme fra andre tilstande, hvor mutisme (stumhed) optræder som sekundært fænomen. Mutisme ses blandt andet hos børn med autismespektrumforstyrrelser og indimellem hos børn med skizofreni. Derudover er det vigtigt at udelukke sansedefekter som manglende hørelse, manglende evne til at tale osv.

Årsager til selektiv mutisme

Der er endnu ikke lavet meget forskning på dette område, hvorfor årsagerne til, at nogle børn udvikler selektiv mutisme, er relativt ukendt. Man mener dog, at både genetiske og miljømæssige faktorer spiller en afgørende rolle. Derudover kan måden, hvorpå barnet bliver mødt derhjemme og i situationer som børnehave eller skole, være en faktor, der er med til at opretholde selektiv mutisme.

Forekomst af selektiv mutisme

Studier peger på, at omkring 0,7-0,8 % af alle børn i førskole- og skolealderen rammes af selektiv mutisme. Tallet er kun en anelse mindre end forekomsten af andre psykiske lidelser hos børn, herunder eksempelvis OCD. Tilstanden debuterer oftest, når barnet er mellem 3 og 6 år og opdages tit, når barnet starter i skole. Selektiv mutisme forekommer hyppigere hos piger end hos drenge.

Komorbiditet ved selektiv mutisme

Selektiv mutisme er relateret til socialfobi. Omkring halvdelen af de børn, som har selektiv mutisme, har også en sameksisterende socialfobi.

Behandling af selektiv mutisme

De fleste børn med selektiv mutisme vokser fra deres symptomer, når de bliver ældre. Dog rapporterer mange voksne, der har haft selektiv mutisme som barn, om socialfobi, social isolation og udtalt generthed. Behandling af selektiv mutisme er derfor væsentligt.

Flere undersøgelser påpeger, at den mest effektive behandling for selektiv mutisme er kognitiv adfærdsterapi. I kognitiv adfærdsterapi trænes barnet med social mutisme i at tale i sociale situationer. Dette gøres ved gradvist at eksponere barnet for situationer, hvor tale er forventet. Man starter med en eksponeringsopgave, som er let og ikke for truende, således at barnet kan tolerere opgaven. Når barnet har færdiggjort de lette eksponeringer gøres eksponeringsopgaverne langsomt sværere. Eksponeringsopgaverne kombineres oftest med et belønningssystem, hvor barnet belønnes for den specifikke adfærd, hvilket er med til at motivere barnet. Igennem eksponeringerne styrkes barnets lyst til at tale og undgåelsesadfærd reduceres, hvorved den negative cirkel brydes.

Aktiv forældreinvolvering i form af eksempelvis forældretræning samt involvering af lærere og andre professionelle, som har med barnet at gøre, er en vigtig del af behandlingen for selektiv mutisme hos børn.