Glossofobi – fobi for at holde tale

Glossofobi er en situationel fobi og kan betegnes som en underkategori af præstationsangst. Præstationsangst er et mere overordnet begreb, som dækker over angst i forbindelse med at skulle præstere i ét eller flere henseender. Det kan eksempelvis gælde eksamenssituationer, kunstneriske eller atletiske udfoldelser, seksuelt samvær eller talen for en forsamling.

Netop glossofobi, også kaldet taleskræk, taleangst, sceneskræk eller “fear of public speaking” er overdreven og forstyrrende frygt for situationer, der indebærer at tale foran andre mennesker. Her kan både være tale om større eller mindre forsamlinger, og det kan ligeledes gælde både planlagte taler og improviseret talen som eksempelvis i forbindelse med en præsentationsrunde i en gruppe.

Det karakteristiske ved lidelsen er, at sådanne situationer fremkalder en intens angstreaktion, hvor personen kan opleve blandt andet sveden, rysten, hjertebanken og vejrtrækningsproblemer i tillæg til stærkt følelsesmæssigt ubehag. I visse tilfælde kan talesituationen være så angstfremkaldende, at der udløses anfald af panikangst. De fleste oplever desuden kognitive forstyrrelser i form af for eksempel koncentrationsvanskeligheder og svært ved at huske, hvad der skal siges.

Hvis selve talesituationen frygtes i en sådan grad, at man kun kan udholde den med betydeligt ubehag som beskrevet ovenfor, eller hvis man helt undgår talesituationer grundet frygt, kan der være tale om glossofobi. For at man kan opfylde de diagnostiske kriterier, skal undgåelsen, de ængstelige forventninger eller de kropslige, kognitive og følelsesmæssige plager i de frygtede situationer, forstyrre ens funktion i væsentlig grad.

Især undgåelsesadfærd kan have pinefulde konsekvenser for personens livsudfoldelse, idet ens muligheder i livet på mange måder væsentligt kan blive indskrænket.

Undgåelsesadfærd henviser, som ordet hentyder, til adfærd, hvor det frygtede undgås. I denne sammenhæng kan der eksempelvis være tale om at melde sig syg ved uddannelses- eller jobmæssige oplæg, afvisning af at holde taler ved særlige lejligheder og undgåelse af situationer, hvor man potentielt kunne blive bedt om at rejse sig og tale for den tilstedeværende forsamling. I svære tilfælde kan angsten endda afholde en person fra at ansøge om bestemte jobs, hvor præsentation kunne komme på tale, eller endog fra at blive gift, hvis dette skulle påkræve, at vedkommende holder tale. Således kan undgåelsesadfærden forbundet med taleskræk altså i mange tilfælde være mere udfordrende og livsbegrænsende for personen end selve angsten i de (sjældne) situationer, hvor offentlig tale faktisk påkræves.  

Situationelle fobier som taleskræk har mange fælles træk med panikangst, herunder undgåelse af særlige situationer og panikanfald. En person med specifik fobi for at tale for forsamlinger har dog typisk en frygt for selve talesituationen, hvor en person med panikangst typisk er bange for at få et panikanfald under talen eller optrædenen. Der ses også et overlap med social angst eller socialfobi, idet det centrale for fobien netop er at udstille sig selv uhensigtsmæssigt over for andre mennesker. Dog er denne frygt ved socialfobi og social angst udbredt til de fleste sociale situationer, hvor angsten ved taleskræk er isoleret til talesituationer. 

Specifikke fobier som glossofobi opstår typisk i et samspil mellem medfødte prædispositioner for at udvikle en angstlidelse og personlige erfaringer og oplevelser, der både kan virke prædisponerende, udløsende og vedligeholdende.

Forskning har vist, at der er særlige genetiske forhold, som medfører en større risiko for at udvikle angstlidelser. Det vil sige, at hvis man er født med visse genetiske elementer, så er det mere sandsynligt, at man senere vil lide af en angstlidelse. Det er noget nær umuligt at undersøge ens DNA for disse specifikke elementer, men ens genetiske risiko kan estimeres ved at se på, hvor mange af ens nærmeste slægtninge, der har eller har haft en angstlidelse eller beslægtede psykiske lidelser.

Den genetiske prædisposition er dog ikke i sig selv nok, og man kan også få en fobi uden i udgangspunktet at være udsat for nogen større genetisk risiko. Den enkeltes opvækst og erfaringer i livet spiller også en betydelig rolle. Taleskræk kommer oftest snigende og forværres under barndommen, før den bliver til en faktisk fobi i teenageårene eller de tidlige voksenår. Hos mange vil de generelle opvækstforhold, eksempelvis en opdragelsesstil, hvor der er sat høje krav til præstation, mobning i skolen, eller generel generthed og social ængstelighed spille en vigtig rolle. Også personlighedsmæssige træk som perfektionisme, hvor personen kun accepterer det bedste fra sin egen præstation, og intolerance for usikkerhed vil medføre en forhøjet risiko for fobisk frygt for at holde tale.

En del vil kunne pege på specifikke udløsende omstændigheder, som markerer glossofobiens indtræden, og disse er ofte relateret til netop det at tale for forsamlinger. Den udløsende hændelse kan eksempelvis være, at man som barn eller ung “frøs” eller fik et angstanfald i forbindelse med at skulle tale for en forsamling, eller at man efter en tale eller en præsentation fik oplevelsen af, at man gjorde det ekstremt ringe.

Yderligere kan det nævnes, at evolutionære faktorer også er på spil. Evolutionært har mennesket været et flokdyr, der var helt afhængigt af gruppen for at overleve. At ydmyge sig selv eller fornærme vigtige medlemmer af gruppen kunne derfor betyde den visse død. En vis grad af nervøsitet og ængstelighed har således været hensigtsmæssigt ved talen foran forsamlinger, idet en god præstation fremmede vores forfædres chancer for overlevelse. I vore dage er det stadig et fortrin rent evolutionært at have mild angst i vigtige sociale situationer, idet det kan sikre, at vi er mere på dupperne, opfatter ting hurtigere og generelt præsterer bedre. Ved glossofobi og præstationsangst kan man dog sige, at denne evolutionære mekanisme overaktiveres, således at angsten i stedet står i vejen for præstation.

Slutteligt taler man om vedligeholdende faktorer, som altså er de forhold, der er med til at opretholde lidelsen efter dens debut. For glossofobi er især undgåelse en vedligeholdende faktor – mange mennesker med taleskræk formår at gå gennem meget af livet med succesfuld undgåelse af alle talesituationer (selvfølgelig på bekostning af værdifulde oplevelser). Fordi undgåelsen medfører en midlertidig reduktion af de ubehagelige fysiologiske og følelsesmæssige reaktioner og de forestillede katastrofer forbundet med talen, bekræftes personen i sine fejlagtige forventninger og de ubehagelige reaktioner bliver negativt forstærket. Undgåelsen medfører også, at man går glip af vigtige muligheder til at afkræfte katastrofetankerne samt ikke får mulighed til at udslukke de intense kropslige og følelsesmæssige responser via tilvænning. Paradoksalt nok medfører undgåelsen altså, at man over tid gør problemet større, selv om man umiddelbart lykkes med at reducere ubehaget og komme udenom de frygtede konsekvenser af at holde talen, præstationen eller oplægget.

Kognitiv adfærdsterapi har vist sig at være ekstremt effektivt mod specifikke fobier med en andel vellykkede behandlinger på 90-95 % efter så lidt som 5 sessioner. Man har ikke undersøgt behandlingen af taleskræk specifikt, men sociale former for fobier er ofte mindre begrænset til helt klare situationelle stimuli end andre fobier og er også oftere blevet generaliseret til mere grundlæggende antagelser om en selv og andre. Der kræves derfor ofte flere samtaler ved behandling af taleskræk, for at give plads til udforskning og udfordring af antagelser og tanker samt til gradvis eksponering i relevante situationer. Vor erfaring antyder, at glossofobi hos langt de fleste lader sig behandle indenfor 5-10 samtaler.

I den kognitive del af behandlingen fokuseres der til at starte med på ens forestillinger omkring den frygtede situation, hvor personens tanker og adfærd før, under og efter situationen undersøges, og hvor der identificeres uhensigtsmæssige antagelser om talesituationens risici og alvorligheden af konsekvenser samt egne evner til at håndtere situationen. På denne baggrund kan man lære at identificere og, efterhånden, ændre uhjælpsomme antagelser og tanker. Dette åbner for muligheden for et mere gavnligt fokus og en realistisk måde at tænke omkring situationerne.

I den adfærdsmæssige del af terapien forsøger man primært at opnå to ting: At afprøve de angstprovokerende forestillinger om de frygtede situationer og at dæmpe de forstyrrende og overdrevne følelser og kropslige ubehag via tilvænning (habituering) gennem gradvis eksponering. Førstnævnte bygger egentlig videre på den kognitive analyse af de frygtede situationer ved at designe kontrollerede eksperimenter, hvor man kan observere, hvad der faktisk udfolder sig i et virkeligt scenarie og dermed tilegne sig et korrigerende erfaringsgrundlag. Sidstnævnte medfører, at man på en forudsigelig og planlagt måde udløser de angstprovokerende tanker og udsætter sig for et lavt-moderat niveau af angst. Man bliver på forhånd trænet af psykologen i, hvordan man skal forholde sig, så man hurtigt tilvænnes situationen. Når de fysiologiske, kognitive og følelsesmæssige reaktioner ikke længere er forstyrrende, vil ens evne til at håndtere situationen hurtigt blive bedre, og man opøver en bedre beherskelse af dem.

Man får altså, modsat den eksponering man naturligt har været udsat for tidligere i ens liv, mulighed for at træde målrettet og frivilligt ud i angstprovokerende situationer. Hermed kan man gøre sig positive erfaringer med sin egen evne til at beherske situationerne og opleve, at ubehaget hurtigt reduceres. Efterfølgende bliver det langt nemmere også at benytte de nyindlærte strategier i hverdagen mellem sessionerne. Gradvist kan man dermed således genvinde kontrollen over sit eget liv og gøre frygten for at tale foran forsamlinger til et overstået kapitel.