ADHD hos børn og unge

ADHD er en forstyrrelse i opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD, som står for attention-deficit hyperactivity disorder, er bl.a. kendetegnet ved, at barnet ikke kan sidde stille og koncentrere sig i længere tid, at det svarer før spørgsmålet er stillet eller har svært ved at følge instrukser. Disse kan også være typiske adfærdstræk hos yngre børn, hvorfor adfærden skal være ikke-alderssvarende for, at der kan være tale om ADHD. Det anslås, at 4% af alle børn har ADHD, hvorfor det er en af de mere udbredte psykiske lidelser blandt børn og unge. Forskning peger på, at kognitiv adfærdsterapi effektivt kan hjælpe den ADHD-ramte til at forstå og håndtere sin lidelse, samt udstyre forældre og lærere med værdifulde taktikker til at tackle ADHD’en. Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen på Frederiksberg specialiserer vi os i netop kognitiv adfærdsterapi og har god erfaring med behandling af børn og unge med ADHD.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om ADHD? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er ADHD?

ADHD er en forkortelse for den amerikanske diagnose Attention-Deficit Hyperactivity Disorder og hedder på dansk forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Tidligere blev den nordiske diagnose DAMP, som står for Deficits in Attention, Motor Control and Perception, anvendt herhjemme. Personer med ADHD har dog ingen motorisk hæmning, som det er tilfældet ved DAMP, hvorfor denne term ikke længere benyttes.

Som den danske betegnelse indikerer, er ADHD hos børn og unge karakteriseret ved forstyrrelser i opmærksomhed, eksempelvis koncentrationsbesvær, aktivitet, hvilket typisk kommer til udtryk ved hyperaktivitet, samt impulsivitet, hvor der ses dårlig hæmning og høj impulsivitet.

ADHD er en af de mest udbredte psykiske lidelser hos børn og unge, og symptomerne viser sig typisk før 7-års alderen. Tidlig intervention er afgørende, idet børn og unge med ADHD hurtigt kan komme bagud både fagligt og socialt, hvilket kan føre til mere omfattende problemer fremadrettet.

ADHD kan opdeles i tre forskellige typer:

  • ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet (også kaldet HD; Hyperkinetic Disorder)
  • ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse (også kaldet ADD; Attention-Deficit Disorder).
  • ADHD med en kombination af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet.

Test dit barn for ADHD (3-18 år)Test dig selv for ADHD (voksne)

Symptomer på ADHD

  • Hyperaktivitet viser sig f.eks. ved, at barnet sidder uroligt, tit forlader sin plads, løber og farer omkring eller udviser støjende adfærd under leg.
  • Impulsivitet viser sig f.eks. ved, at barnet svarer før spørgsmålet er afsluttet, taler for meget, ikke kan vente på, at det bliver hans/hendes tur eller maser sig på.
  • Opmærksomhedsforstyrrelse viser sig ved, at barnet har svært ved at holde fokus, ikke kan tilrettelægge og afslutte aktiviteter og opgaver, ikke kan følge instrukser eller ikke kan koncentrere sig om hverken helheden eller detaljen. Barnet undgår ofte opgaver, der kræver vedholdende opmærksomhed og hører ikke efter, idet han/hun let bliver distraheret. Barnet er glemsomt og mister tit f.eks. blyanter og legesager.

Da mange af disse karakteristiske adfærdstræk kan findes hos yngre børn, skal barnet udvise disse symptomer på et niveau, der ikke er alderssvarende, for at der kan være tale om ADHD. Derudover skal symptomerne have været til stede før 7-års alderen og skal have stået på i mindst seks måneder for, at man kan tale om ADHD. Et yderligere kriterium for diagnosen er, at vanskelighederne skal ses i mere end én enkelt situation f.eks. både i skole, hjem og fritidsaktiviteter. Sværhedsgraden af ADHD kan dog variere meget fra barn til barn.

Der ses ofte en række andre psykiske vanskeligheder hos børn med ADHD. Det kan eksemeplvis være indlæringsproblemer, tics, følelsesmæssige problemer, autismelignende vanskelighederdepression, angstlidelser eller adfærdsforstyrrelser. Omkring 50 % af børn med ADHD vil også få diagnosen oppositionel adfærdsforstyrrelse eller adfærdsforstyrrelse.

Forekomst af ADHD

Internationale undersøgelser viser, at cirka 4 % af alle børn har ADHD. Der er desuden tre gange så mange drenge som piger, der får stillet diagnosen ADHD. Det betyder dog ikke, at færre piger har ADHD, men at måden, hvorpå symptomerne kommer til udtryk, er anderledes hos piger end hos drenge.

Piger har lige så store vanskeligheder med opmærksomhed som drenge, men de viser sjældent udadreagerende og hyperaktiv adfærd. Pigerne får derfor hyppigere stillet diagnosen ADD end ADHD. ADD er karakteriseret ved dårlig koncentration, manglende organisering og glemsomhed, men ikke ved rastløshed, følelsesmæssig ustabilitet og manglende udholdenhed, som er karakteristika ved ADHD. Børn med ADD kan virke indadvendte og tillukkede modsat børn med ADHD, der ofte har let ved at komme i kontakt med nye mennesker. Fordi pigernes adfærd ikke er lige så forstyrrende for omgivelserne, bliver piger med ADD ofte først bliver diagnosticeret omkring puberteten eller senere. Der er dog også en del piger med ADHD, som udviser samme impulsive og hyperaktive adfærd, som typisk findes hos drenge med ADHD.

Årsager til ADHD

Arvelighed spiller den mest afgørende rolle i udviklingen af ADHD. I forskning har man fundet, at omkring 80% af variationen i ADHD-symptomer er forårsaget af medfødte genkombinationer, som resulterer i bestemte neurologiske forandringer. Således kan man tale om ADHD som en neuropsykiatrisk funktionsnedsættelse.

Den grundlæggende svækkelse ved ADHD er en fejludvikling eller forsinket modning af hjernen i områder, der varetager koncentration, hukommelse og eksekutive funktioner. Desuden mener man, at børn med ADHD har en lavere mængde af dopamin i hjernen. Dopamin er et signalstof, som har adskillige vigtige funktioner. Blandt andet bruges dopamin til at sende beskeder til de dele af hjernen, som kontrollerer bevægelser, regulerer opmærksomhed og påvirker motivation.

De fleste studier er dog udført på relativt homogene og bemidlede familier, hvilket kan have medvirket til, at effekten af genetiske forhold overestimeres. Alligevel tilskrives 20% af variationen til forskellige miljøfaktorer. Dette kan eksempelvis være stress i fosterperioden, f.eks. ved misbrug hos moderen eller manglende ilt under fødslen. Derudover kan tidligt omsorgssvigt også øge risikoen for udviklingen af ADHD, og uhensigtsmæssige samspil i familien kan opretholde og forstærke ADHD-symptomerne. Grundet den store arvelighed har mange børn med ADHD forældre, der også har ADHD. Den manglende struktur, der ses hos forældre med ADHD, kan medvirke til, at barnets genetiske tilbøjelighed får en større gennemslagskraft.

Behandling af ADHD

Den bedste behandling for ADHD er til stadig diskussion blandt eksperter.

Psykologisk behandling for ADHD kan indebære:

  • Kognitiv adfærdsterapi
    • Kan hjælpe forældre og lærere med at mestre teknikker til at tackle barnets adfærd. Blandt andet indebærer dette træning i generelle adfærdsterapeutiske færdigheder for at ændre samspilsmønstre, der opretholder og forstærker problemadfærd, og som samtidig står i vejen for positiv adfærd. Der arbejdes også på anvendelsen af specifikke teknikker til at ændre konsekvenserne ved både ønsket og uønsket adfærd, såsom belønningssystemer og ”timeouts”.
    • Giver barnet eller den unge mulighed for at udforske, hvordan deres tanker påvirker deres handlinger, og hvordan deres forståelse af sig selv og verden er afhængig af tankerne. Ved bedre at forstå sine tankeprocesser, får de mulighed for at ændre de tanke- og adfærdsmønstre, som har en negativ indvirkning på deres liv, og derigennem forbedre deres evne til at organisere og forholde sig til andre mennesker m.m.
    • Kan indebære specifik træning af sociale færdigheder, hvilket kan lære barnet en mere hensigtsmæssig social adfærd.
    • Den kognitive adfærdsterapeutiske tilgang vil altid tilpasses eventuelle andre lidelser eller problemmatikker, således at barnets udviklingsbehov både individuelt og miljømæssigt varetages, og ikke blot kernesymptomerne på ADHD.

  • Familieterapi
    • Der kan hjælpe forældre og søskende med at håndtere den stress og irritation, som følger af at leve sammen med et individ med ADHD.
  • Forældretræning
    • Der kan hjælpe forældre med at tilegne sig nye måder at forstå og vejlede deres barns adfærd på.

Især i tilfælde, hvor barnet eller den unge også oplever andre samtidige problematikker, kan psykoterapi være yderst gavnlig. Eftersom ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, kan den dog ikke behandles udelukkende via psykoterapi, altså samtaleterapi, og de fleste behandlingsformer benytter både psykologiske og psykosociale tiltag evt. kombineret med medicin.

Den medicin, som almindelig anvendes til børn med ADHD, er de såkaldte centralstimulerende midler. Der er generelt enighed om, at denne behandling bør forbeholdes børn, der har alvorlige gener på grund af ADHD. Centralstimulerende midler øger og afbalancerer mængden af dopamin i hjernen og bevirker dermed hos mange rolighed, bedre koncentration, bedre planlægningsevne og færre søvnproblemer. Centralstimulerende midler kan derfor være med til at lindre de mest typiske symptomer som uopmærksomhed og hyperaktivitet. Derudover kan medicinen bidrage til at forbedre skolepræstationerne, dæmpe de dårlige sociale færdigheder og mindske konflikterne i hjemmet. Der er dog nogen usikkerhed knyttet til brugen af centralstimulerende medicin, idet man ikke kender alle langtidseffekterne.

Forskning har vist, at den mest gavnelige effekt på lang sigt øges ved kognitiv adfærdsterapi og veltilrettelagte uddannelsestilbud, hvor forældre og lærere samarbejder med hinanden.