Det neurobiologiske grundlag for OCD

Der er generel enighed om, at symptomerne ved OCD hænger sammen med en dysfunktion i de frontostriatale kredsløb. En neurobiologisk forklaring ligger således delvist til grund for lidelsen og dens udtryk. På denne side kan du læse mere detaljeret om dette forhold og dets implikationer for symptomerne ved OCD.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om OCD? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Overordnet om de frontostriatale kredsløb i hjernen

De frontostriatale kredsløb er de neurale forbindelser mellem frontallapperne (i hjernebarken, også kaldet kortex) og dybereliggende strukturer i mellemhjernen: basalganglierne (herunder striatum) og thalamus. Kredsløbene er ydermere forbundet med blandt andet amygdala.

Således forløber de frontostriatale kredsløb fra strukturer af højere rangorden (kortex) til mere primitive strukturer i hjernen og kan overordnet forstås som parallelle feedback-kredsløb. Det er et system, der er gensidigt påvirkeligt, således at en dysfunktion ét sted i kredsløbet vil påvirke resten af kredsløbet.

Kredsløbene medierer og integrerer kognitive, emotionelle og motoriske aspekter af menneskelig adfærd, og er bl.a. involveret i eksekutive funktioner. Herunder kan nævnes planlægning og frivillig kontrol via forbindelser til frontallapperne samt forarbejdningen af emotions-, behovs- og motivationsrelaterede processer via forbindelser til amygdala. Derudover menes kredsløbene at være involveret i udførelsen af automatiserede, komplekse og sekventielle handlinger.

Alle de frontostriatale kredsløb består af to sløjfer, som bevæger sig i henholdsvis en direkte og en indirekte rute fra kortex til basalganglierne, videre til thalamus og tilbage til kortex. Den direkte bane virker fremmende på thalamus, mens den indirekte bane virker hæmmende på thalamus. Man mener, at de to ruter afbalancerer hinanden og medvirker til hhv. at fremme og undertrykke udførelsen af komplekse motoriske sekvenser samt stimulus-respons (S-R) vaneindlæring.

Når de frontostriatale kredsløb fungerer normalt, skaber den direkte og indirekte bane tilsammen en balance mellem aktivering og hæmning af thalamus og områder i frontallapperne. De frontostriatale kredsløb kan dermed betegnes som et kontrolsystem til hæmning, modulering og regulering af adfærd.

Test dig selv for OCD (18+ år)Test dig selv for OCD (6-17 år)

Hvad skyldes OCD?

Teorien om dysfunktioner i de frontostriatale kredsløb ved OCD omhandler netop en ubalance mellem den direkte og indirekte rute i basalganglierne. Teorien bygger på en hypotese om, at den direkte rute medierer igangsætning og fortsættelse af adfærd, hvorimod den indirekte rute er væsentlig for responshæmning (evnen til at stoppe en handling) samt skifte til en anden adfærd. I teorien antages det, at dysfunktionen hos OCD-ramte opstår på baggrund af favorisering af den direkte rute, hvilket leder til overaktivering af frontallapperne. Favoriseringen af den direkte rute menes at resultere i en forhøjet opmærksomhed på socio-territorielle stimuli (fx omhandlende temaer som fare, vold, hygiejne, sex, orden etc.) og et medfølgende engagement i ritualiseret adfærd. Overaktiviteten i den direkte rute bevirker, at hæmningen fra den indirekte rute ikke fungerer optimalt, hvilket igen fører til, at det er svært for den OCD-ramte at hæmme den ritualiserede adfærd i takt med, at den ikke længere er nødvendig. Derudover mener man, at striatum, der normalt er involveret i at undertrykke forstyrrende og irrelevante tanker, er dysfunktionel hos OCD-ramte. Flere studier peger på, at en defekt i striatum medfører en kompensatorisk overaktivitet i de tilsvarende kortikale områder, hvormed uacceptable impulser og tanker kommer til at dominere bevidstheden.

Alternativt kan der være tale om en defekt i belønningsmekanismerne, eventuelt i samspil med øget ængstelighed. Biologisk essentielle stimuli og tanker kan herved (i kraft af nogle af de samme mekanismer som ved afhængighedssyndromerne) erobre indlæringssystemerne, danne vaner og blive dominerende for adfærdskontrollen.

Derudover er der som ved andre angstlidelser tegn på, at mangelfulde kontrolmekanismer i den anteriore gyrus cingularis kan spille en rolle. Gyrus cingularis er afgørende i kontrol af opmærksomhed, tænkning, emotioner og handlinger – især når der er et element af responskonflikt eller fejlkorrigering involveret. Den abnorme anvendelse af kontrol hos OCD-ramte kan derfor tænkes at være knyttet til overaktivitet i gyrus cingularis.

Afslutningsvis skal det nævnes, at de frontostriatale kredsløb også menes at være involveret i en lang række andre lidelser med symptomer, der til dels minder om dem, der ses ved OCD. Her er blandt andet tale om tic-lidelser (f.eks. Tourette syndrom), derma- og trikotillomani, ADHD, skizofreni, Parkinsons sygdom og Huntingtons Chorea.

Det, som er unikt for OCD, er, at man faktisk har kunnet påvise en neurobiologisk effekt af én specifik form for kognitiv terapi, nemlig kognitiv adfærdsterapi med eksponering med responshindring (KAT-ERP). I studier med Functional Magnetic Resonance Imaging (FMRI) har man kunnet vise, at funktionen i det frontostriatale kredsløb hos personer med OCD normaliseres som følge af behandlingen. Disse fund understøtter naturligvis stærkt den neurobiologiske model for OCD, men viser samtidig, hvorledes disse ændringer i hjernens funktion er reversible, såfremt man benytter sig at effektive metoder til at påvirke dem.