Encoprese

Encoprese er et problem med ufrivillig afføring hos børn på over fire år. Lidelsen er relativt udbredt og ses hos 2-3% af alle børn. Mens fysiologiske forhold kan bidrage til ufrivillig afføring hos børn, er det ved encoprese snarere et psykologisk problem, der opretholder tilstanden – herunder et angstpræget forhold til det at have afføring eller en frygt for at komme til at have upassende afføring. I 80-90% behandles encoprese effektivt med kognitiv adfærdsterapi, hvor forældrene rustes med værktøjer til at forbedre barnets tilstand. Denne terapifrom tilbyder vi hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen ved vores praksisser i Aarhus og på Frederiksberg i København.  

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om encoprese?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er encoprese?

Encoprese eller enkoprese henviser til et problem med ufrivillig afføring. Alle børn er fækalinkontinense, det vil sige ude af stand til at holde på afføring, fra fødslen, men lærer almindeligvis at kontrollere deres afføringsreflekser over de første par år. Betegnelsen encoprese bruges hos børn på over fire år, som oplever upassende afgang af afføring, og hvor der yderligere ikke kan findes en fysiologisk årsag til problemet. Encopresen er med andre ord helt eller delvist psykologisk betinget.

Almindelige symptomer at være opmærksom på, hvis man har mistanke om encoprese hos sit barn, er blufærdighed og hemmelighedsfuldhed i forhold til toiletbesøg, forstoppelse, hård mave og selvfølgelig den manglende evne til at holde på afføringen. Det er tit sidstnævnte episoder med upassende afgang af afføring, der henleder til mistanke om et problem. Episoderne kan være enormt pinagtige og pinlige for barnet, og uden korrekt behandling kan tilstanden være selvforstærkende.

Årsager til encoprese

I mange tilfælde kan ufrivillig afføring hos børn skyldes fysiologiske problematikker – herunder tarmproblemer, dårlig kost eller forstoppelse. Sidstnævnte gør sig gældende i hele 80-90% af tilfældene af encoprese, idet længerevarende tilbageholden af afføring i sidste ende kan medføre ufrivillig afføring. Forstoppelsen skyldes dog i mange tilfælde ikke fysiske men derimod mentale barrierer hos barnet, som eksempelvis kan have angstprægede følelser omkring det at have afføring. Også en adfærdsforstyrrelse kan være medvirkende årsag til encoprese.

Forekomst af encoprese

Encoprese er et relativt almindeligt problem blandt børn (omkring 2-3%) og heldigvis lader det sig effektivt behandle i 80-90 % af tilfældene.

Behandling af encoprese hos børn

Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen tilbyder vi terapi til behandling af encoprese ved vores praksisser i Aarhus og på Frederiksberg i København. Behandlingen for encoprese består konkret af fem hoveddele:

1. Ændring i kost, evt. indledningsvis i kombination med afførende midler (encoprese er forbundet med forstoppelse i langt de fleste tilfælde)

2. Etablering af faste toiletvaner

3. Adfærdsmodifikation

4. Behandling af evt. angst knyttet til afføring

5. Hjælp til at håndtere de svære tanker og følelser, der evt. måtte følge fra encopresen, som ofte er forbundet med megen skam.

Oftest afholdes først en halvanden times konsultation med forældrene for at få et ordentligt billede af, hvilke faktorer, der har været medvirkende til at prædisponere, udløse og opretholde problemet. På grundlag af denne forståelse udvikles der i samarbejde en plan for, hvorledes problemet kan angribes. Ved encoprese vil de ovenstående fem elementer typisk indgå i sådan en plan, og allerede ved første konsultation, vil forældrene få værktøjer til at hjælpe barnet. Hvorvidt samtaler med barnet bør indgå i behandlingen afhænger af, hvor stor en rolle angst eller andre følelsesmæssige udfordringer knyttet til selve det at have afføring eller konsekvenserne af det, når det går galt, spiller.

I de tilfælde, hvor problemet er knyttet til oppositionel adfærd, er resultaterne noget dårligere, og lidelsen kan tage længere tid at behandle, fordi man i nogle tilfælde vil være nødt til at behandle de oppositionelle adfærdsproblemer først.