Skotofobi – angst for mørke eller mørkeræd

Mens mørkeræd er almindeligt forekommende hos børn i alderen 3 til 10, er fobisk mørkerædsel, skotofobi, en mere kronisk og svær tilstand af angst for mørke. Skotofobi, som kan karakteriseres som en specifik fobi, har stærke evolutionære komponenter og er derfor en almindeligt forekommende fobi. Herunder kan du læse om symptomer og forekomst samt om, hvordan man som forældre kan afhjælpe sit barns mørkeræd. Ved svær skotofobi og tilfælde hos voksne anbefales kognitiv adfærdsterapi, som praktiseres af psykologerne ved vores praksis på Frederiksberg.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om mørkeræd?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er skotofobi?

At være bange for mørke er en naturlig del af børns udvikling, hvorfor langt de fleste børn udviser denne frygt på et tidspunkt i løbet af småbarnsalderen. For de fleste børn tiltager frygten fra de er ca. 3 år gamle og aftager ved ca. 10 års alderen. I de fleste tilfælde overvinder barnet dets frygt helt af sig selv, efterhånden som det bliver ældre. Der er imidlertid også tilfælde, hvor angsten ikke går over af sig selv, eller hvor der opstår en svær frygt, som hæmmer barnets livsudfoldelse og evne til at håndtere udviklingsopgaver passende for dets udviklingstrin.

Her kan mørkeræd udvikle sig til en fobi (skotofobi), som i de fleste tilfælde vil kræve, at man anvender specifikke metoder for at overkomme frygten. Uden specifikke tiltag og behandling vil fobisk mørkeræd typisk blive en kronisk tilstand, som svinger med den generelle livsbelastning og virker hæmmende resten af livet.

Årsager til mørkeræd

At være angst for mørket er på mange måder et overlevelsesinstinkt, som er nedarvet i evolutionært i menneskets udvikling, hvor mørket og de ukendte farer heri var meget farligere for os, end det er i det moderne samfund. At være bange for mørke indebar eksempelvis, at man mindskede risikoen for at falde, for at gå ind i noget eller for at blive udsat for angreb fra dyr, der jager om natten. Hvis man havde en sund frygt for mørket, var det derfor mere sandsynligt, at man selv og ens familie overlevede, hvorfor det er disse gener, som lever videre i os i dag. Således er der altså en genetisk komponent, selvom det hovedsageligt er miljømæssige forhold, der udvikler mørkerædsel hos den enkelte i en sådan grad, at der er tale om skotofobi.

Mørkerædsel kan opstå som en tillært frygt, hvor voksne eksempelvis lærer børn, at det kan være farligt at gå ud alene om aftenen, eller hvor bøger og TV kan medføre, at børn bliver skræmt af monstre og spøgelser, der lurer i mørket. Da vi er tilpassede til at leve i dagslys, er vores sanser ikke særlig effektive om natten, og vi kan derfor let komme til at fejlfortolke den utydelige sensoriske information og opleve det som om, vi er i fare. I mange tilfælde starter mørkeræd med en hændelse, hvor man har oplevet noget skræmmende i mørket – for eksempel oplevelsen af, at noget eller nogen har være ude efter én i skjul af mørket. Når frygten for mørket først er til stede, vil de fleste forsøge at undgå lignende situationer, hvilket forstærker opfattelsen af, at mørket er farligt og forhindrer udslukning af det automatiske angstrespons.

Forekomst af skotofobi

Mørkerædsel forekommer stærkest hos børn i alderen 3-6 år, idet disse er præget af en operationel tænkning, hvor barnet på den ene side har evnen til fantasitænkning, men samtidig har svært ved at skelne fantasi fra virkelighed. For de fleste er det ikke mørket i sig selv, som er skræmmende, men tankerne om den indbildte fare, der skjuler sig i mørket. Mørkerædsel optræder hyppigst hos børn, men kan også opleves af voksne. For langt de fleste voksne med skotofobi er fobien opstået i barndommen eller i de tidlige teenageår.

Der findes desværre ingen gode tal på den faktiske forekomst af fobisk mørkeræd, men klinisk erfaring tilsiger, at det er en af de mest udbredte fobier.

Behandling af mørkeræd

Når et barn oplever utryghed og angst i forhold til at skulle falde i søvn på et mørkt værelse, er en god løsning langsomt at udfase lyset. Overgangen fra lys til mørke skal ikke ske voldsomt og pludseligt, men langsomt gennem forhandling med barnet, således at dets grænse hele tiden rykker sig. Barnet kan hjælpes med at falde i søvn ved tændt lys i gangen, en natlampe, en dør på klem, en bestemt bamse i sengen, eller at mor sidder hos barnet, indtil det er faldet i søvn. På denne måde arbejdes der bevidst med angsten, og barnet kan udvikle mestringsstrategier, der styrker konstruktive tanker og følelser omkring mørket.

Derudover er det en god idé at gøre mørkerædde børn bevidste om, at deres frygt er helt almindelig og naturlig for deres udvikling, hvilket de sjældent ved. Forældre kan eventuelt fortælle, hvad mor eller far selv har været bange for engang for at give barnet en følelse af, ikke at stå alene med det. Med denne viden kan følelser af skam og flovhed også undgås. Det er også anbefalelsesværdigt at undgå oplevelser, som skræmmer barnet, hvorfor barnet bør skærmes for uhyggeligt TV og bøger, indtil det har lært at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Det er vigtigt at behandle en udpræget angst for mørke, da det ellers kan udvikle sig til en generel angst for det ukendte og fremmede. I behandling af svær skotofobi og forekomst hos voksne har kognitiv adfærdsterapi vist sig yderst effektiv.