Elaine Aron var den første til at sætte fokus på særlig sensitivitet i sin bog ”The Highly Sensitive Person”, fra 1996. Heri beskriver hun særligt sensitive mennesker (også kaldet HSP, hvilket står for Highly Sensitive Persons) som personer, der besidder et bestemt træk, der gør dem mere følsomme over for stimuli end andre mennesker. Her er på den ene side tale om ekstra følsomhed over for udefrakommende, sensoriske stimuli i form af temperatur, lyde, smertepåvirkninger eller lysstyrke og på den anden side om større følelsesmæssig påvirkelighed. Sidstnævnte udmunder sig i, at særligt sensitive børn og voksne ofte er mere reflekterede og velovervejede samt gode til at sætte sig i andres sted, hvilket kan betragtes som en gave. Dog kan de også være mere modtagelige over for kritik eller lade sig påvirke af andres negative sindsstemninger, hvorfor dårligt selvværd ofte forekommer. Det er karakteristisk for særligt sensitive personer, at de lettere bliver stressede eller overvældede af indtryk i hverdagen, og heri ligger den største udfordring for den særligt sensitive. I svære tilfælde kan hverdagen blive så uoverskuelig, at det kan være nødvendigt at få støtte af en psykolog til at lære at forstå sig selv og tilrettelægge hverdagen således, at der tages tilstrækkeligt hensyn tilstanden.

Arons begreb om særlig sensitivitet er meget bredt defineret, og omkring en fjerdedel af befolkningen vil  kunne genkende sig selv i beskrivelsen i en tilstrækkelig grad til, at man opfylder de kriterier, som Aron har foreslået for at være særligt sensitiv. Selvom det kan være en hjælp til at forstå sig selv, skal vi passe på med at bruge begrebet uden at have undersøgt det grundigt.

Forskning i Arons egne instrumenter til at måle særlig sensitivitet har vist, at særlig sensitivitet ikke er én ting, men dækker over flere uafhængige egenskaber. I modsætning til Arons oprindelige teori, hvor særlig sensitivitet er én dimension, der som følge af dybere bearbejdning af sensoriske stimuli medfører både positive og negative konsekvenser for den enkelte, er der altså flere dimensioner – hver med sine egne styrker og udfordringer.

Bland andet fandt Smolewska, McCabe og Woody i en undersøgelse fra 2006, at Arons begreb om særlig sensitivitet bestod af tre uafhængige faktorer. Den første kaldte de ”Ease of Excitation”, der beskriver i hvor høj grad, man har en tendens til at blive overvældet af tilstedeværelsen af eksterne stimuli såsom lyd, lugt og synsindtryk. Den anden var ”Aesthetic Sensitivity”, som på godt dansk kan beskrives som i hvilken grad, man er modtagelig over for at kunne behages af kunstneriske udtryksformer, natur og andre behagelige stimuli. Den tredje faktor blev kaldet som ”Low Sensory Threshold” og betegner ens sensitivitet over for ubehagelige stimuli – altså hvor meget der skal til før, at vi oplever ubehag ved tilstedeværelsen af ubehagelig stimuli. Senere har den samme forskningsgruppe og andre gjort en række fund, der understøtter opfattelsen af særlig sensitivitet som bestående af flere uafhængige dimensioner.

Det afgørende er dermed ikke, om du er særlig sensitiv, men hvordan du er særlig sensitiv. Dine styrker og udfordringer, samt hvordan du bedst kan hjælpes til at afhjælpe udfordringerne, er afhængige af sidstnævnte.