Test for panikangst hos voksne og unge

Scroll til bunden af siden for at tage testen

Panikangsttesten herunder kan hjælpe dig med at skelne mellem mere almindelige anfald af angst og de hyppige anfald af svær panikartet angst, som kendetegner panikangst som lidelse. Den kan også være et mål på udvikling i sværhedsgrad over tid, f.eks. i forbindelse med behandling, hvor man gerne vil se hurtig bedring. Testen er egnet for unge fra 11 år opefter, samt for voksne. 

Studier viser, at der ofte går mange år fra, at personer oplever deres første panikanfald, til at de søger professionel hjælp. Panikangst er for mange forbundet med bekymringer og angst, der både medfører ubehag, nedsat evne til at fungere i hverdagssituationer og begrænset livsudfoldelse. Heldigvis kan lidelsen i de fleste tilfælde behandles nemt og sikkert med en særlig form for kognitiv adfærdsterapi, og i svære tilfælde kan dette eventuelt suppleres med medicin, oftest SSRI.

Det er derfor vigtigt at søge hjælp, hvis man har begrundet mistanke om, at man lider af panikangst. Testen kan anvendes som et afsæt til at søge hjælp, og du kan f.eks. printe resultaterne og medbringe dem til din første samtale hos en psykolog eller egen læge. Uanset om du scorer højt eller lavt på testen, er du velkommen til at kontakte os for videre information om et psykologisk forløb.  Vi har praksisser i Aarhus og på Frederiksberg i København.

Panikangst adskiller sig fra andre angsttyper ved tilbagevendende, pludselige og relativt kortvarige anfald af intens angst tilsyneladende uden, at disse kan knyttes til nogle bestemte udløsende faktorer. Det er således vigtigt at bemærke, at panik i denne sammenhæng, ligesom i diagnostisk forstand, er defineret som en særlig form for angst. Anfaldene af panik skal optræde uforudsigeligt, og man skal have 4 eller flere meget ubehagelige symptomer, for at det skal tælle som et panikanfald. Den fulde liste over disse symptomer finder du længere nede på siden.  

Normalt skal man have haft mindst 4 anfald med 4 eller flere symptomer i løbet af de seneste 4 uger for at tilfredsstille de diagnostiske kriterier for diagnosen panikangst. Det er dog vigtigt at være klar over, at man godt kan have panikangst, også selvom man ikke har anfald. Dette ses f.eks., hvis man som følge af frygt for nye anfald undgår mange situationer, og at ens livsudfoldelse dermed bliver meget begrænset.  

I nærværende test spørges der ikke ind til symptomer på agorafobi, selvom denne lidelse ofte er til stede sammen med panikangst. Forskning antyder nemlig, at personer, som også opfylder kriterierne for agorafobi, typisk scorer 1-3 point højere end dem, der kun har paniklidelseVed ikke at basere sig på tegn for agorafobi bliver testen således mere anvendelig for alle, og hermed kan normen, altså tærskelværdien for sandsynlig paniklidelse, bedre opfange individer uden agorafobi. Du kan læse mere om agorafobi her.

Vi gør opmærksom på, at der ikke findes tilfredsstillende forskning af den bedste cut-off score for sandsynlig panikangst hos unge mellem 11 og 17 årSpørgeskemaet bør derfor fortolkes med særlig forsigtighed ved denne aldersgruppe. For alle aldre gælder uanset, at resultatet er rådgivende, og at det derfor ikke kan erstatte den kliniske vurdering, som en psykiater eller psykolog kan foretage.

Der kan altså fortsat være grund til at få en vurdering og eventuelt behandling fra en læge eller psykolog, selvom resultatet er lige under cut-off, det vil sige lige under grænsen for at indikere panikangst i testen. Tilsvarende kan scorer på eller lidt over cut-off være mindre sikre indikationer på panikangst.

Læs mere om panikangstSe andre angsttests

Instruktion

Panikangsttesten indeholder 7 spørgsmål, hvoraf hvert spørgsmål har 5 svarmuligheder. Spørgsmålene afdækker blandt andet frekvensen af panikanfaldene, graden af ubehag, forventningsangst, undgåelsesadfærd og forstyrrelser af den daglige livsførelse. 

Sørg for at læse hvert spørgsmål grundigt og angiv den svarmulighed, du synes passer bedst. Når du har valgt et svar, føres du automatisk videre til næste spørgsmål. Når alle spørgsmål er blevet besvaret, vil du blive præsenteret for en resultatside. Her kan du læse din udregnede score, samt læse en kort fortolkning af dit resultat. Du kan score mellem 0 og 28 point.

I testen vil du blive bedt om at angive, hvor mange panikanfald eller delvise anfald du har haft den seneste uge. Et panikanfald kan siges at være til stede, hvis du pludselig føler en overvældende strøm af frygt eller ubehag, som når sit maksimum indenfor 10 minutter. Panikanfald er karakteriseret ved tilstedeværelsen af mindst 4 symptomer fra listen herunder. Et delvist anfald kan siges at være til stede, hvis det minder om et panikanfald, men der opleves færre end 4 af de listede symptomer.

Brug gerne nedenstående kriterier til løbende at vurdere omfanget af panikanfald eller delvise anfald, når du besvarer testen. 

  • Hjertebanken
  • Hedeture eller kuldegysninger
  • Rysten
  • Svimmelhed
  • Vejrtrækningsbesvær, hyperventilering
  • Kvælningsfølelse
  • Smerter, knugende fornemmelse i brystet
  • Kvalme
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Prikkende eller sovende fornemmelser
  • Frygt for at miste kontrollen eller blive sindssyg
  • Frygt for at dø

Panikangsttest for voksne og unge

Klik på dit svar for at fortsætte til næste spørgsmål.