Fobier hos børn og unge

Fobier opstår hos mange børn og unge i løbet af opvæksten. På grund af særlige behov og kognitiv modning hos børn forbundet med bestemt perioder i deres udvikling, er risikoen for at udvikle fobier for bl.a. særlige dyr, uvejr, separation, monstre og mørke større for visse aldersgrupper. De fleste fobier hos børn og unge fortager sig af sig selv, men i visse tilfælde kan der være tale om svære eller vedvarende fobier, som hæmmer barnets udvikling og livsudfoldelse. I sådanne tilfælde kan kognitiv adfærdsterapi med eksponering og involvering af forældre være den bedst mulige behandling. Med denne behandlingsform, som Psykologerne Johansen & Kristoffersen tilbyder specialiseret til børn og unge, lærer barnet, at det frygtede er ufarligt, hvorved fobien kan ophøre med at stå i vejen for dagligdag og udvikling.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om fobier hos børn og unge? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er en fobi hos børn og unge?

En fobi, også kaldet en specifik fobi eller en enkeltfobi, er en form for angstlidelse, hvor angsten er isoleret til en helt specifik situation eller genstand. Mens angst i sig selv er en normal og sund reaktion, ses der ved fobier en angst, som er irrationel og ude af proportioner med den faktiske fare, og som kan have en uhensigtsmæssig indvirkning på barnets eller den unges hverdag. Eksempler på velkendte fobier er edderkoppefobi (araknofobi), små rum (klaustrofobi), højdeskræk (akrofobi), vandskræk (aquafobi) og mørkeræd (skotofobi). Mange børn og unge lider af en specifik fobi i løbet af deres opvækst, og fobier hos børn og unge er ofte anderledes af karakter og udtryk end hos voksne.

Hvis et barn lider af en fobi, vil det ligesom voksne reagere med angst og frygt i situationer, hvor det konfronteres med objektet for sin fobi – for eksempel vil det søge beskyttelse, løbe væk, skrige eller opføre sig panisk. Afhængigt at barnets alder og udviklingsniveau vil symptomerne og reaktionerne variere, hvor yngre børn er dårligere i stand til at sætte ord på deres frygt, og måske rapporterer om symptomer såsom mavepine eller kvalme, når objektet for deres fobi melder sig.

Ældre børn vil være bedre i stand til at udtrykke, at de er bange, men ikke nødvendigvis hvorfor. Børn med en specifik fobi vil i reglen så vidt muligt forsøge at undgå det, de frygter.

Det er ikke unormalt, at børn i perioder lider af specifikke fobier, som fortager sig med tiden. Børns forståelse af årsagssammenhænge, dem selv og verden er hele tiden i udvikling under opvæksten, og deres mangelfulde evne til korrekt at vurdere fare samt at skelne mellem fantasi og virkelighed kan medføre fobier over for ting, som de senere vil forstå, er ufarlige. Blandt andet grundet denne gradvise udvikling i børns kognitive evner og verdensforståelse, er der bestemte objekter og situationer, der virker farefulde for børn på bestemte udviklingsniveauer. Der ses således en forøget forekomst af særlige typer af angst og fobier i bestemte aldersgrupper som vist i tabellen herunder.

Aldersspænd Angstfremkaldende elementer  Potentiel fobi / angstlidelse 
0 – 12 måneder Høje lyde, manglende støtte
12 – 24 måneder Fremmede mennesker, adskillelse fra forældre Separationsangst
2 – 4 år Fantasivæsner, mørke, indbrudstyve  Separationsangst, mørkeræd (skotofobi),  dyrefobier: Kattefobi (ailurofobi), edderkoppefobi (araknofobi), hundefobi (cynofobi), slangefobi (ophidiofobi), fuglefobi (ornithofobi), hajfobi (selachofobi) 
5 – 7 år Naturkatastrofer, dyr, medie-baseret frygt  Vandskræk (aquafobi), tordenfobi (brontofobi), klovnefobi (coulrofobi), og dyrefobier: Kattefobi (ailurofobi), edderkoppefobi (araknofobi), hundefobi (cynofobi), slangefobi (ophidiofobi), fuglefobi (ornithofobi), hajfobi (selachofobi) 
8 – 11 år Skolemæssig præstation, latterliggørelse, tordenvejr  Blod- og injektionsfobi, tordenfobi (brontofobi), skolefobi, præstationsangst (eksamensangst) 
12 – 18 år At være en fiasko i skolen, afvisning fra venner, krig, naturkatastrofer, fremtiden  Socialfobi, præstationsangst (eksamensangst), panikangst, agorafobi (åbne pladser) 

Det er vigtigt at bemærke, at den ovenfor anførte tabel blot indeholder eksempler på fobier og angstlidelser, som forekommer i særlig høj grad i de angivne aldersspænd. For netop disse fobier i disse aldersspænd fortager angsten sig i langt de fleste tilfælde i løbet af et par måneder, og der er ikke nødvendigvis grund til bekymring. Er den tilstede i 3 måneder eller mere og medfører vanskeligheder med deltagelse i hverdagsaktiviteter eller beherskelse af normale færdigheder eller situationer for alderen, eller kan disse kun udholdes med stort ubehag, så kan der være grund til at opsøge hjælp.

De angivne fobier kan også sagtens forekomme hos ældre eller yngre børn end det, som er angivet. Ligeledes kan der forekomme en lang række andre fobier hos børn og unge, som dog ikke er særligt relateret til en bestemt aldersgruppe. Eksempler på almindelige fobier, som ikke er anført i tabellen, er flyskræk (aerofobi), højdeskræk (akrofobi), opkastfobi (emetofobi), fobi for små eller låste rum (klaustrofobi), bakteriefobi (mysofobi), tandlægeskræk (odontofobi) og kvælningsfobi (pseudodysfagi).

Mens fobier hos børn og unge i mange tilfælde fortager sig i takt med, at barnet udvikler sig og bliver ældre, er det ikke altid tilfældet. Hos nogle børn varer fobien ved ind i voksenlivet, eller angsten udvikler sig og skifter form med tiden. Derfor kan det i svære eller vedvarende tilfælde være afgørende at søge hjælp og behandling i tide, så angsten på et tidligt udviklingsstadie kan komme under kontrol. Herunder er det ekstra relevant at søge behandling i tilfælde, hvor barnets fobi kommer i vejen for afgørende udviklingsopgaver – for eksempel hvis den afholder dem fra at gå i skole, socialisere med andre børn, sove godt om natten eller lignende.

Læs mere om angst hos børn og unge

Forekomst af fobier hos børn og unge

Som nævnt er det normalt, at et barn udvikler en specifik fobi eller flere fobier i løbet af opvæksten, og at disse fortager sig igen. Studier viser, at omkring 5-10 % af børn og unge på et eller andet tidspunkt rammes af en angsttilstand, og at 2-3 % herunder rammes af en specifik fobi, som er svær nok til at leve op til kriterierne for en fobisk angstlidelse.

Samtidig forekommer angstlidelser, som eksempelvis en specifik fobi, i højere grad hos piger end hos drenge. Slutteligt har børn af forældre med en specifik fobi højere risiko for at udvikle den selvsamme fobi, hvilket du kan læse mere om i afsnittet om årsagsforhold.

Årsager til udvikling af en fobi hos børn og unge

Angstlidelser, herunder fobier, har generelt sit udspring i en kombination mellem på den ene side medfødte faktorer og på den anden side de ydre, miljømæssige faktorer – det vil sige oplevelser og erfaringer.

Et barn med forældre eller familiemedlemmer med angstlidelser har således større risiko for at arve en genetisk prædisposition for at udvikle en angstlidelse som eksempelvis en specifik fobi. De er med andre ord mere sårbare rent genetisk. Dog spiller miljøet og omgivelserne ved specifikke fobier en særligt stor rolle. Barnet kan eksempelvis have været udsat for en skræmmende oplevelse, have bevidnet skræmmende hændelser eller skræmmende medier relateret til objektet for deres fobi, eller de kan have bevidnet, hvorledes andre mennesker (især forældre) udviser frygt over for det fobiske objekt – en mekanisme, som kaldes modellering.

Børn er ekstra sårbare over for at udvikle en stærk og irrationel angst over for et særligt fænomen eller objekt, altså en fobi, fordi de som tidligere nævnt ikke er fuldt ud i stand til at vurdere objektiv, reel fare grundet deres endnu ufærdige verdensforståelse og kognition. Et barn, der ser hele huset blive forvandlet til et akvarium, fordi hovedpersonen i en tegneserie glemmer at slukke for vandhanen, kan med andre ord udvikle en stærk frygt for vand som reaktion herpå – selvom det for voksne er helt ulogisk, at denne fare overhovedet kunne blive en realitet, hvis man lader vandet løbe. Dette forhold er en af grundene til, at fobier hos børn typisk bør tages mindre seriøst og i de fleste tilfælde fortager sig af sig selv.

Hvornår bør jeg søge hjælp til mit barn?

Behandling af en specifik fobi hos børn og unge

Hos voksne kan specifikke fobier i 95 % af alle tilfælde behandles med kognitiv adfærdsterapi på blot 5 til 10 sessioner. Ligeledes har kognitiv adfærdsterapi (KAT) vist sig effektiv i behandlingen af børn og unge med fobier, såfremt terapien tilrettelægges særligt efter barnets alder og udviklingsniveau.

Hos børn og unge kræver arbejde med tanker og forståelse (kognitiv terapi), at barnet er i stand til at kende forskel på tanker og virkelighed, og at det kan skelne reel fra oplevet frygt. Derfor skal barnet være lidt ældre, før teknikker som psykoedukation og kognitiv omstrukturering bliver relevante, og disse terapeutiske greb er mest effektive hos ældre børn og unge. Helt ned til en tidlig alder kan der dog anvendes eksponering, hvor barnet lærer gennem direkte erfaring, at det frygtede ikke er farligt. Ved langsomt og trinvist at udsætte barnet for små doser af det frygtede, idet voksne viser og fortæller, at der ingen fare er, kan barnet lære, at objektet for deres fobi er ufarligt.

Børn er dog i høj grad afhængige af omgivelserne, som derfor må inddrages for effektiv behandling. Ved behandling af børn og unge, herunder især yngre børn, spiller forældrene således en meget væsentlig rolle, og man begynder typisk med en visiterende samtale med forældrene. Derefter kan terapien eventuelt tage form af individuelle samtaler med barnet eller den unge afhængigt af alder og problematik. Hos børn i førskolealder er rådgivning og psykoedukation af forældre den vigtigste del af terapien. Med udgangspunkt i denne rådgivning kan forældrene tilrettelægge barnets dagligdag hensigtsmæssigt, reducere angstforenelig modellering, øge angstuforenelig modellering, og benytte terapeutisk, gradueret eksponering.

På vores klinik afholdes den indledende samtale i forbindelse med en fobi hos et barn eller en ung under 18 år typisk som en forældresamtale, hvor kun forældre er til stede. På den måde kan terapien og forløbet fra begyndelsen tilrettelægges optimalt og baseret på en fælles problemformulering såvel som på den bedste forskning, klinisk erfaring og den enkelte families behov og ønsker.