OCD

Obsessiv–kompulsiv lidelse er en angstlidelse karakteriseret ved tvangstanker og tvangshandlinger. Tvangstanker er ubehagelige og indtrængende tanker, billeder, impulser eller fornemmelser, som ofte har et specifikt og angstfremkaldende indhold. Tvangshandlinger er gentagende og ofte ritualiserede handlinger, der som oftest udføres i forsøget på at neutralisere ubehaget ved tvangstankerne. Du kan læse meget mere om tvangstanker og tvangshandlinger samt sammenhængen mellem disse længere nede på siden.

Der findes mange forskellige typer af OCD, da lidelsen kan tage uendeligt mange former. Selve indholdet i tvangstankerne er meget varieret fra person til person og omhandler alt fra bakterier til vold og seksuelle præferencer. Det er i bund og grund helt normalt at have tanker om ubehagelige emner, og sådanne tanker vil genkendes af langt de fleste.

Forskellen ligger i, at fejlagtige eller overdrevne antagelser omkring tankernes betydning medfører fejlfortolkninger af tankeindholdet, og bevirker, at tankerne opleves som betydningsfulde og farlige. Med andre ord bliver selve dét, at tanken, fornemmelsen eller impulsen optræder, fortolket som faretruende. Frygten fører til en trang til at gøre noget, enten udadtil i form af en ydre handling, eller indadtil i form af mentale handlinger, med henblik på at sænke angsten. Dette bliver dog en ond cirkel, da udførelsen af tvangshandlinger forstærker angsten på længere sigt.

De karakteristiske symptomer på OCD er, ifølge det gældende diagnosesystem, forekomsten af tilbagevendende tvangstanker og/eller gentagne tvangshandlinger.

1: Tvangstanker. Det kan således være et tegn på OCD, hvis du oplever at få de samme ubehagelige tanker, impulser eller fornemmelser igen og igen. For langt de fleste vil disse tilbagevendende obsessioner opleves som ubehagelige og uønskede, og de kan stride imod de opfattelser og værdier, man ellers har. Det er et centralt symptom på OCD, at tvangstankerne opleves som ens egne tanker og altså ikke som noget udefrakommende, selvom tankerne er ufrivillige, uønskede og ofte ubehagelige af karakter. Mange vil opleve, at tankerne kan skubbes væk eller neutraliseres kortvarigt men blot kommer igen, og at der kommer flere og flere tvangstanker, jo mere man forsøger at handle på dem eller undgå dem. Læs mere om tvangstanker, og hvordan vi arbejder med behandling heraf, længere nede på siden.

2: Tvangshandlinger. Ubehaget ved ovennævnte tanker er årsagen til, at mange vil forsøge at undertrykke, undgå eller neutralisere dem. Disse kontrolforsøg udgør det andet centrale symptom på OCD, som er udførelsen af tvangshandlinger i form af gentagne stereotype handlinger eller ritualer. Det er centralt, at disse handlinger ikke i sig selv opleves som behagelige. Deres funktion er typisk at forebygge eller forhindre en frygtet hændelse. Mange vil opleve, at handlingerne rent logisk forekommer formålsløse, overdrevne eller ineffektive, men at man alligevel har svært ved at modstå trangen til at udføre dem. Du kan også læse meget mere om kompulsioner og vores evidensbaserede behandling med bl.a. eksponering med responshindring længere nede på siden.

3: Angst. Slutteligt er det et centralt symptom på obsessiv kompulsiv lidelse, at man oplever angst forbundet med ovenstående.

Under diagnosen obsessiv-kompulsiv lidelse findes også særlige variationer, hvor tvangstanker og tvangshandlinger tilsyneladende ikke spiller en lige stor rolle.

Pure O eller overvejende obsessiv tilstand henviser til en form for OCD, hvor man oplever gentagne tvangstanker men med få eller tilsyneladende fraværende tvangshandlinger. Tankerne får her ofte karakter af ruminationer, hvor man igen og igen tænker på det samme uden forløsning og med ubehag som følge. I mange tilfælde kan der dog være tale om OCD med primært mentale tvangshandlinger. Eksempelvis kan det være en mental handling at gennemspille minder, skabe neutraliserende forestillinger eller gentage mantraer i hovedet. Læs mere om Pure O.

Pure C eller overvejende kompulsiv tilstand er en variation af lidelsen, hvor gentagne tvangshandlinger tilsyneladende forekommer uden identificerbare tvangstanker. Dette fænomen ses hyppigt hos børn og unge, men det er uvist, hvorvidt tilstanden skyldes, at børn har svært ved at identificere de forstillinger og tanker, de handler ud fra. Her er ofte tale om særligt tjekking, rengøringsadfærd såsom gentagen håndvask, eller adfærd omkring tællen, symmetri og orden. Læs mere om Pure C.

Du kan teste dig selv eller dit barn for tegn på OCD med vores tests, der er lavet til at vurdere tilstedeværelse af symptomer på obsessiv kompulsiv lidelse.

Vi har flere gange nævnt den onde cirkel, der udgør obsessiv kompulsiv lidelse. Den forstærkende sammenhæng mellem tvangstanker og tvangshandlinger, der forværrer angsten over tid, kan forklares yderligere ved hjælp af nedenstående illustration og et eksempel. Som eksempel kan tages en mor, der lider af indtrængende tanker af voldelig karakter.

1: Trigger. En trigger er noget, der agerer udløser – i tilfælde af OCD udløser for en indtrængende tanke. Triggere kan både være noget indre eller noget ydre. Et helt almindeligt eksempel er, at både en reklame, en duft eller en indre fornemmelse af sult kan agere trigger for tanken “måske vi har mere lasagne tilbage fra i går?”. For personen med tvangstanker, kan alt, der minder om en tvangstanke eller temaet herfor være en trigger. I dette eksempel kan det være, at moderens blik falder på knivblokken i køkkenet, som bliver en trigger.

2: Tvangstanke. Ved synet at knivblokken melder den indtrængende, ubehagelige tanke sin ankomst. Obsessionen kan tage form af en sætning, eksempelvis “hvad hvis jeg kommer til at stikke en kniv i min datter?”. Tvangstanker kan dog også have en mere visuel form, og moren ser måske for sit indre blik, hvordan hun tager en kniv og angriber sin datter. Slutteligt kan en instrusiv tanke tage form af en slags fornemmelse eller impuls. Det kan være, at moren mærker en pludselig indre fornemmelse, som opleves som en lyst til at række ud efter kniven.

3: Fortolkning af tanken. De to ovenstående trin opleves af alle og enhver – det er faktisk slet ikke ualmindeligt, at man som mor, der elsker sine børn, kan få sådanne ubehagelige tanker eller impulser. For personer med OCD vurderes tankerne dog anderledes, og her begynder den onde cirkel. Frem for at se tanken eller fornemmelsen som neutral og ligegyldig, misfortolker moren, hvad det betyder, at hun har fået denne indtrængende tanke. Hun kan være overbevist om, at tanken betyder, at hun i virkeligheden har lyst til at skade sin datter. Eller at tankens tilstedeværelse kan få hende til at række ud efter kniven og skade sin datter, selvom hun ikke har lyst. Eller at tanken er et tegn på, at hendes datter er i fare generelt. Tanken ses altså som betydningsfuld og farlig, og moren bliver bange og ængstelig.

4: Tvangsadfærd. Som ved alle andre farer, vi mennesker oplever, motiverer frygt og angst os til at handle på en måde, der genopretter sikkerhed. Al kompenserende adfærd, som udføres med henblik på at sænke angsten ved OCD, går under det, der kaldes tvangsadfærd. Det kan være, at moderen begynder at lave gentagne ritualiserede tvangshandlinger, hvor hun eksempelvis rører knivene på en særlig måde eller et særligt antal gange. Det kan være, at hun scanner og tjekker sin krop for impulser til at række ud efter kniven. Måske hun bevidst begynder at undgå at røre knivene eller kigge på dem, eller at hun låser dem helt væk. Det kan også være, hun udfører mental tvangsadfærd. Mentale tvangshandlinger kan bl.a. tage form af indre mantraer som ”jeg elsker min datter, jeg elsker min datter…” eller formen af neutraliserende billeder,eksempelvis et indre billede af, at hun giver sin datter et kram.

Det kan ligeledes være forsøg på at gennemransage sin hukommelse for, om hun nogensinde før er kommet til at skade sin datter. Et andet eksempel på mental tvangsadfærd kan være at rationalisere og argumentere med sig selv om, hvorvidt indholdet af tanken er sandt.

5: Angsten daler på kort sigt. Når tvangsadfærden udføres, fører det til en reduktion af angsten her og nu. Man oplever, at adfærden har hjulpet til at forebygge eller afværge den forestillede fare. I eksemplet giver det moren kortvarig ro, at hun føler sig sikker på, at hun ikke vil komme til at skade sin datter. Desværre virker denne følelse af lettelse forstærkende. Hun har netop oplevet at føle sig bange og dernæst i sikkerhed – præcis som et menneske der netop har set en løve og nu er løbet i sikkerhed. Rent fysiologisk og neurologisk har hendes system altså registreret, at tvangsadfærden fungerede godt, fordi hun nu har det bedre, og der ikke skete noget. Dette øger lysten til at gøre det samme næste gang og forstærker angsten på langt sigt.

6: De katastrofale antagelser om tvangstanken modbevises aldrig. Samtidig virker det forstærkende, at hun netop har handlet i overensstemmelse med angstens overbevisning – nemlig at tvangstanken er farlig eller betydningsfuld, og at man bør handle på den for at være sikker. Indirekte har hun jo netop erfaret, at tvangstanken måske kunne have været farlig: ”Jeg tænkte på at skade min datter, men så gjorde jeg xxx, og der skete ikke min datter noget. Hvis jeg ikke havde gjort noget for at afværge det, var det måske gået i opfyldelse”. Det betyder, at næste gang hun får den samme eller en lignende tanke, vil hun være lige så overbevist om dens farlighed. Havde hun ikke udført nogen form for tvangsadfæd, havde hun haft mulighed for at erfare, at tanken aldrig ville resultere i nogen fare, selvom hun ikke havde reageret på den.

Resultat: Sandsynligheden for en ny tvangstanke stiger, og den onde cirkel fortsætter. Den onde cirkel slutter tilbage til tvangstanken. Menneskehjernen er designet til at lære at spotte farer og at gøre os opmærksomme på dem hurtigere og hurtigere. Dette er en smart mekanisme for vores overlevelse, og ville fungere godt med løven. Næste gang vi så en busk rasle, ville denne med større sandsynlighed blive en trigger for tanken ”måske er det en løve!” hvilket kan hjælpe os med at overleve. Men ved OCD er det netop denne mekanisme, der giver bagslag. Grundet de forstærkende faktorer nævnt i punkt 5 og 6, er der nu endnu højere sandsynlighed for, at moren vil få tvangstanken om at skade sin datter igen næste gang, hun får øje på knivblokken. Denne onde cirkel breder sig og resulterer i flere og flere tvangstanker og triggere. Mange oplever også at måtte udføre flere og flere eller mere omfattende tvangshandlinger for at reducere angsten. Slutteligt kan stigningen af antallet af tvangstanker af mange misfortolkes som yderligere bevis på, at tvangstankerne er sande eller farlige, hvilket igen øger frygten.

Når vi udfører terapi for OCD, er det denne onde cirkel vi hjælper med at bryde. Der findes i denne forbindelse en række evidensbaserede værktøjer og metoder til at ændre både på, hvordan man forholder sig til sine tanker, og hvordan man reagerer på dem.

Tvangstanker skal forstås som indtrængende og uønskede indskydelser, impulser eller billeder, der kommer til bevidstheden igen og igen. Tvangstanker kaldes også obsessioner og udgør således den ene del af betegnelsen i OCD. De er associeret med betydeligt ubehag og medfører oftest angst og bekymring samt forsøg på at kontrollere tankerne eller helt at undgå, at de pågældende tanker dukker op. Dette vil dog som oftest, paradoksalt nok, medvirke til, at obsessionerne bliver hyppigere, mere intense og varer ved længere.

Indholdet af tvangstankerne forstås som udsprunget af ens egne tanker på trods af, at de opstår ufrivilligt og kan være i direkte modstrid med ens følelser, værdier eller forståelse af sig selv. Tvangstanker er ofte mentale billeder, men kan også være verbale eller blot opleves som impulser til handling.

Nogle af de hyppigst forekommende tvangstanker omhandler:  

• Bakterier og smitte Smitte, forurening og hygiejne (50%) 
• Aggressivitet (tanker om at gøre skade) (31%) 
• Seksuelle præferencer (herunder pædofili eller homoseksualitet) (24%) 
• Tjekking (61%) 
• Magiske eller overtroiske tanker (10%) 
• Behov for orden, symmetri og/eller præcision (32%) 
• Religion og/eller blasfemi (10%) 
• Patologisk tvivl (42%) 
• At samle eller spare (18%) 

Tvangshandlinger dækker over den anden del af betegnelsen OCD og kaldes også kompulsioner. Tvangshandlinger er ydre eller indre handlinger eller ritualer, som i sig selv ikke er behagelige eller ønskede. Mens ydre kompulsioner (på engelsk: overt compulsions) er underlagt bevidst kontrol, er de indre kompulsioner (på engelsk: covert compulsions) kun delvist underlagt bevidst overstyring. Sidstnævnte kan derfor også være sværere at behandle, hvorfor det ofte kræver særlig kompetence og erfaring.

Mange kompulsioner er ritualpræget adfærd som udføres gentagende gange, og som typisk har til formål at forhindre en frygtet situation eller begivenhed fra at indtræffe. Rationalet bag en tvangshandling er således, at man antager, at noget frygtet vil ske, hvis man ikke udfører handlingen korrekt eller tilstrækkeligt. Handlingerne er dermed ikke objektivt set nyttige for personen og opleves generende og påtrængende.

Almindeligvis vil personen med lidelsen anerkende, at tvangshandlingerne ikke som sådan tjener noget produktivt formål, og at de kan være meningsløse. På den baggrund vil man ofte forsøge at modstå trangen til at udføre dem. Dog opleves næsten altid en stigende grad af angst og kropsligt ubehag, når man prøver at modstå tvangshandlinger, hvorfor det kan være meget belastende på egen hånd at forsøge at bekæmpe dem.

Typiske tvangshandlinger viser sig ved:

• Tjekking
• Gentagelsesritualer
• Renlighed og/eller overdreven rengøring
• Behov for at spørge, bekende eller søge forsikring
• At sikre orden, symmetri og præcision
• Samle- og/eller gemmetrang
• Overdreven overtroisk adfærd
• Mentale ritualer (mantraer, tællen, tjekke hukommelse, mærke efter kropslige fornemmelse, osv.)

Tvangshandlinger ses oftest, men ikke altid, i sammenhæng med tvangstanker. Der findes eksempler, hvor tvangshandlinger eller tvangstanker primært optræder alene. Disse tilstande klassificeres med de diagnostiske underdiagnoser henholdsvis overvejende tvangshandlinger eller overvejende kompulsiv tilstand (sommetider betegnet Pure C) og overvejende tvangstanker eller overvejende obsessiv tilstand (sommetider betegnet Pure O). Behandling af personer, hvis tvangshandlinger primært er mentale af karakter har et større fokus på den metakognitive del af behandlingen, idet eksponering med responshindring i forskning har vist sig mindre effektiv lige præcis for denne undertype af lidelsen.

Tvangstanker og tvangshandlinger opfattes sædvanligvis som uhensigtsmæssige af den berørte person. Som eksempel vil det sige, at en person erkender, at vedkommendes hænder egentlig ikke er beskidte, selvom tankerne kredser om smittefare. Alligevel føler personen sig tvunget til at udføre heraf udledte handlinger, såsom at vaske hænder op til flere gange. Dette medfører, at personen ofte vil føle sig pinlig eller skamfuld i relation til sin lidelse. Derfor forsøger mange med OCD at skjule deres adfærd for familie, venner og omgivelserne i øvrigt. Disse varige forsøg på at skjule eller modarbejde tilstanden kan være meget energikrævende og pinefuld.

Det gør sig grundlæggende gældende for angstproblematikker, at genetiske forhold kan have indflydelse på udviklingen af lidelsen. Der er en væsentlig større risiko for at udvikle lidelsen, hvis den ene eller begge forældre eller andre i ens nære familie har obsessiv-kompulsiv sindslidelse. Især gælder dette, hvis deres symptomer debuterede i tidlig skolealder, altså inden fyldte 10-11 år. Dette betegnes nogle gange som tidlig-debuterende OCD, hvor der er vist at være en større genetisk komponent. Gennemsnitligt tager det længere tid at behandle symptomerne hos dem, der debuterer med væsentlige symptomer inden 10-11 års alder.

For dem, der debuterer med symptomer i en senere alder, er der ikke fundet specifikke genetiske forhold, som er særlig knyttet til obsessiv-kompulsiv lidelse.

Denne gruppe deler genetiske prædispositioner med dem, som udvikler angstlidelser mere generelt, og man kan ikke genetisk se en årsagsfaktor til, at disse udvikler obsessioner og kompulsioner i stedet for andre angstlidelser.

De genetiske faktorer er sjældent alene tilstrækkelige til, at man udvikler en psykisk lidelse, men skal mere ses som forhold, der gør en mere sårbar overfor dem. Miljøpåvirkninger af forskellige art er ofte delagtige i at øge sårbarheden over for OCD og kan også være direkte udløsende faktorer. Derudover er det i den enkeltes samspil med det omkringliggende miljø, at de konkrete obsessioner og kompulsioner finder sit udtryk. Påvirkninger i miljøet kan omfatte forhold forældrestil, forældres psykiske lidelser, hændelser i hjem, skole eller i samfundet mere generelt, men også senere kritiske hændelser, som får indvirkning på personens vurdering og fortolkning af indholdet i forskellige tanker.

Udover disse mulige årsager til udviklingen af tvangstanker og tvangshandlinger, er det også essentielt at se på de mekanismer, som får indflydelse på, at lidelsen opretholdes og til stadighed er en hæmmende omstændighed i personens livsudførelse og hverdag. Her hersker en forståelse af, at en kompleks kombination af forskellige forhold alle bevirker, at man fastholder sig selv i antagelser om betydningen af tvangstankerne og nødvendigheden af tvangshandlingerne.

En betydelig vedligeholdende faktor er generel misfortolkning af betydningen af de påtrængende tanker eller ens eget ansvar i forhold til tankerne. Det kan for eksempel være, at man pludselig får en tanke om at vælte ældre mennesker på gaden. Eftersom tanken forekommer igen og igen, antager personen, at vedkommende rent faktisk kunne finde på at vælte ældre mennesker og deraf må være en voldelig person. Personen i dette eksempel har ikke tidligere været aggressiv, så idéen om at kunne være voldelig forekommer stærkt ubehagelig, og personen ønsker at undgå at forholde sig til den. Allerede her er der forekommet en misfortolkning af, hvad sådanne tanker betyder. Der kan nemlig spores en antagelse om, at selve det at have tanker om at skade andre betyder, at der må være en sandhedsværdi knyttet til tanken og der kan medføre, at det frygtede faktisk kan komme til at ske. Tanken bliver dermed farlig i sig selv.

Når der forekommer sådanne misfortolkninger af tankers betydning, kan det lede til udviklingen af tvangshandlinger med det formål at forhindre den frygtede handling og neutralisere ubehaget knyttet til tvangstanker, eller til ikke-succesfulde forsøg på at forebygge, at sådanne tanker overhovedet opstår.

Der ses yderligere en tendens til, at personer med obsessiv-kompulsiv lidelse overvurderer sandsynligheden for, at det der frygtes, vil ske. I det tidligere nævnte klassiske eksempel med angst for bakterier og smitte overvurderer personen altså i høj grad sandsynligheden for at blive syg ved berøring af håndtaget. Udover denne overvurdering af risiko, ses tillige en overvurdering af konsekvenserne, hvis nu det frygtede scenarie udspiller sig. Hvis man vender tilbage til eksemplet angående smittefare, vil der ofte kunne ses videre katastrofetanker, som: ”Hvis jeg har bakterier på mig, så vil jeg blive så syg, at jeg dør” eller ”Hvis jeg rører ved andre, mens jeg har bakterier på mig, så vil jeg være skyld i, at de dør”, og lignende.

Tvangshandlingerne bliver også i sig selv en vedligeholdende faktor for lidelsen. Når personen udfører en kompulsion, hvorefter den frygtede hændelse ikke indtræffer, bekræfter det nemlig vedkommende i, at handlingen var udslagsgivende. Som eksempel oplever personen med angst for smittefare, at vedkommende ikke blev syg eller smittede andre efter at have åbnet døren med ærmet. “Puha, det var godt, jeg ikke rørte håndtaget, for så var jeg helt klart blevet syg.” Denne positive konsekvens forstærker således udførelsen af adfærden, angsten og kontrollen over tankerne.

Det er blevet påvist videnskabeligt ved undersøgelser af indlagte patienter diagnosticeret med en svær grad af OCD, hvordan lidelsen på tværs af forskellige typer tvangstanker og tvangshandlinger viser sig ved bestemte neurobiologiske forandringer i hjernen. Disse forandringer er påvist som kemiske ændringer i hjernen og ses derfor som værende funktionelle forandringer i forbindelse med hjernens evne til at afsende signaler fremfor strukturelle forandringer.

Der er nærmere bestemt tale om, at de neurale forbindelser mellem specifikke områder i hjernen (frontallapperne, basalganglierne, thalamus, amygdala med mere) er i ubalance, hvilket antages at få en indvirkning på hjernens funktion udi at sende beskeder til personen om f.eks. at standse en given handling. Disse neurobiologiske forandringer antages at kunne være årsagsgivende til obsessiv-kompulsiv lidelse. Der kan findes mere indgående information om det neurobiologiske grundlag for OCD her.

Forskning har indtil videre antydet, at disse neurobiologiske forandringer kan normaliseres med behandling med kognitiv adfærdsterapi med eksponering med responshindring.

Det har i forskning vist sig, at obsessiv-kompulsiv lidelse kan behandles effektivt med kognitiv adfærdsterapi, og de officielle NICE-guidelines samt de Nationale Kliniske Retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen anbefaler denne terapiform. Kognitiv adfærdsterapi beskæftiger sig overordnet med, hvordan tanker, følelser, kropslige fornemmelser og adfærd har en gensidig indflydelse på hinanden, samt hvordan de i samspil kan påvirke psykiske problematikker. I kognitiv adfærdsterapi for obsessiv-kompulsiv lidelse er et overordnet fokus at identificere de misfortolkninger og fejlagtige antagelser, som varigt fastholder personen i sin tvangsprægede adfærd. Fokuspunkterne i behandlingen er i modellen vist her (frit efter David Clark) illustreret med blå tekst. Behandlingselementerne vil gennemgås enkeltvist nedenfor.

Med dette som formål beskæftiger terapien sig indledningsvist med at normalisere personens forhold til de indtrængende tanker. Dette opnås ved f.eks. at lære, at mærkelige eller uønskede tanker er en universel og dermed en almenmenneskelig egenskab. Det handler desuden om at flytte opmærksomheden væk fra det problematiske ved selve tankens indhold og i stedet rette opmærksomheden mod det problematiske i den mening, som personen tilskriver disse uønskede tanker. Det vil sige, at man søger at identificere og ophæve de uhensigtsmæssige fortolkninger, der knyttes til den pågældende tvangstanke.

I eksemplet med personen, der fik en indskydelse om at vælte ældre mennesker på gaden, skal fokus dermed ikke være på indholdet af denne tanke, men nærmere på, hvordan personen fejlagtigt kommer til at tolke denne tanke som bevis på voldelige tilbøjeligheder eller at være et dårligt menneske. Der er altså i denne del af behandlingen tale om at arbejde med tanker om tanker, hvad der ofte omtales som metakognitiv terapi. Dette er ikke nyt, men har været en del af evidensbaseret kognitiv adfærdsterapi for OCD siden 70’erne, idet forskningen viste, at et fokus på at ændre på selve indholdet af tankerne faktisk kan forværre tilstanden.

Udover et fokus på de kognitive elementer i relation til tankerne centrerer behandlingen sig også omkring at give personen korrigerende erfaringer, som kan bidrage til at afvende behovet for tvangshandlinger. Dette foregår ved hjælp af et behandlingselement kaldet eksponering med responshindring. I denne form for behandling vil man med hjælp fra psykologen trinvist og kontrolleret begynde at udløse tvangstanker, angst og ubehag i individuelt designede eksponeringsøvelser, som er tilpasset de udløsende stimuli, tvangstanker og tvangshandlinger, som ens OCD består af.

Eksponeringen indebærer, at man enten ved direkte erfaring (ved udsættelse for billeder, lyd eller faktiske situationer) eller i tankeeksperimenter udsættes for små doser af det, som almindeligvis fremkalder de ubehagelige tvangstanker. Responshindringen iværksættes samtidig med det formål at hjælpe personen med ikke at benytte nogen former for distraktion, undgåelse eller tvangshandlinger som respons på tvangstankerne.

Typiske responser, som man øver sig i at forhindre i denne sammenhæng, kan være konkret tvangsadfærd i forbindelse med tvangstanker, f.eks. at vaske hænder, at kigge væk, at tænke på noget andet, at søge forsikring og bekræftelse hos andre mennesker eller at sige bestemte sætninger eller ord. Idet man ikke udfører nogen kompensatoriske handlinger, vil man helt naturligt opnå tilvænning til tvangstankernes indhold og den tilhørende angst og ubehag vil, over tid, udslukkes, som følge af en fysiologisk proces, der hedder habituering. Derudover giver hver gentagelse af eksponering med responshindring nye beviser, som kan korrigere ens antagelser om tvangstankernes betydning.

Når man har udført den terapeutiske eksponering med responshindring over noget tid og er blevet komfortabel med hvordan den udføres, vil man almindeligvis også undersøge de typiske plagsomme situationer i hverdagen og lægge en plan for, hvordan man kan anvende responshindring i disse. Ved kombinationen af terapeutisk eksponering med responshindring og responshindring i naturligt forekommende situationer opnår man med tiden en modstandsdygtighed over for trangen til at udføre tvangshandlinger samt de stimuli, der indgår i situationerne taber sin evne til at fremprovokere tvangstanker.

Idet obsessiv-kompulsiv lidelse er en meget heterogen lidelse, involverer den konkrete, individuelle tilpasning en stor grad af specifik kompetence og erfaring hos psykologen med lige præcis den type OCD, som man lider af. Det er meget vigtigt, at behandlingen udføres af en kompetent psykolog, da det er afgørende for, at man får det bedre, at psykologen evner at identificere og afgrænse indholdet af tvangstanken, samt at der ikke omstruktureres på dette. De forskellige typer af obsessiv-kompulsiv lidelse kan komme meget forskelligt til udtryk, og god behandling kræver godt kendskab til specifikt tilpassede eksponeringsøvelser, men også viden omkring de typiske kompulsioner og hvordan disse skal responshindres, eller endda hvordan pårørende skal involveres. Effekten af behandlingen vil i mange tilfælde være afhængig af, at man sammen lykkes med at komme frem til disse graduerede og virksomme eksponeringsøvelser.

I andre tilfælde er effekten af eksponering dårligere, fordi f.eks. mentale tvangshandlinger kun delvist lader sig responshindre. I disse tilfælde er det mere effektivt at arbejde med et større fokus på den metakognitive terapi. Effekten af behandlingen er derfor igen afhængig af, at den psykolog, som udøver behandlingen, har den fornødne viden og erfaring til at foretage en korrekt vurdering.

Ønsker du at tale med en psykolog, der er ekspert i at udføre denne slags vurderinger og i at udøve den bedst mulige terapi for de forskellige typer af obsessiv-kompulsiv lidelse? Kontakt os for en visiterende konsultation ved vores klinik på Frederiksberg i København eller ved vores klinik i Aarhus.