Thalassofobi – angst for havet

Thalassofobi er betegnelsen for en specifik fobi for dybt vand, oftest større søer eller havet, og lidelsen kaldes ofte også havfobi eller havskræk. Fobien leder ofte til undgåelse af dybt vand, herunder af eksempelvis færgekrydsninger eller badning i åbent hav. Fobien kan være svært begrænsende for den ramte person. Specifikke fobier som thalassofobi kan effektivt behandles med specifikt tilrettelagte kognitive adfærdsterapeutiske forløb, hvor individuelt tilpasset gradvis eksponering er den vigtigste komponent. Generelt oplever 90-95% væsentlig bedring eller helt at komme af med en specifik fobi inden for kun 5 sessioner, men rent praktisk kan det være svært at eksponere for netop frygten for det åbne hav. Derfor kan disse terapiforløb ofte være noget længere.

Vi tilbyder denne målrettede behandlingsform med kort ventetid ved vores praksisser i Helsingør, Aarhus og på Frederiksberg hos vores psykologer med særlig ekspertise indenfor netop behandling af specifikke fobier og havskræk. Nedenfor kan du læse mere om, hvad der forårsager havfobi, hvor mange, der lider af frygt for havet og, ikke mindst, hvordan man kan komme af med sin fobi.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om fobi for havet?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er havskræk?

Thalassofobi er en tilstand, hvor man er bange for dybt vand i en overdrevet grad, og hvor frygten er blevet forstyrrende i kraft af angstsymptomer, undgåelse og sikkerhedsadfærd. De fleste med fobi for havet oplever intens frygt ved faktisk eksponering for dybt vand, eksempelvis på en båd eller færge eller under badeferier, men det er også almindeligt at opleve ubehag ved blot at se billeder/film af havet eller ved at flyve over det. Ofte starter ubehaget allerede ved forventningen om at skulle opholde sig på eller nær havet, eller hvis der blot er en risiko for, at man kan komme i nærheden af det. Det er meget almindeligt, at man oplever påtrængende mentale billeder og forestillinger om forfærdelige ting, der kunne ske. Samtidig plages man typisk af intens angstfølelse og fysiske symptomer som hjertebanken, hedeture eller kuldegysninger, sveden, kvalme, svimmelhed, rysten og anspændthed.

Rent kognitivt, det vil sige tankemæssigt, centrerer frygten sig ofte omkring, hvad der mon findes under vandets overflade, og her kan især havdyr være angstprovokerende. Det kan også dreje sig om en frygt for havets uforståelige størrelse og kræfter, hvor eksempelvis bølger, understrøm eller malstrømme kan være angstprovokerende elementer.

Havskræk relaterer sig i dette henseende til vandskræk, aquafobi, som dog er en bredere fobi for vand – eksempelvis også i pools – mens havskræk altså er isoleret til de langt dybere og større vandansamlinger som oceanet og store søer.

Fobi for store vanddybder leder ofte til en høj grad af undgåelsesadfærd, hvor personen ikke vil være på stranden eller i nærheden af havet og slet ikke bade eller sågar soppe. For nogle betyder fobien også, at det er vanskeligt at rejse med båd og færge eller blot at opholde sig i nærheden af en kyststrækning. Således kan thalassofobi indskrænke personen udfoldelsesmuligheder betydeligt og nedbringe livskvaliteten.

En person med havfobi er ofte velvidende om, at frygten er overdreven og irrationel, men den angst, der er forbundet hermed, begrænser personen i at gøre noget ved det. For at havfobi kan karakteriseres som en fobi, skal den bidrage til et stort niveau af ubehag, som forringer livskvaliteten og er begrænsende for individet, samtidig med at angsten forekommer i situationer, hvor havet eller søen ikke udgør en objektiv fare.

Læs mere om fobier

Årsager til havfobi

Årsagerne til at visse mennesker udvikler en fobisk angst for åbent hav er typisk sammensatte. Det vil sige, at der sjældent er én årsag alene, der har forårsaget fobien, men den er blevet til som et resultat af flere prædisponerende, udløsende og vedligeholdende årsager. Sommetider forekommer det helt naturligt hverken muligt eller hensigtsmæssigt at forsøge at afdække alle prædisponerende og udløsende forhold, men det kan alligevel være hjælpsomt at have et vist indblik i disse. Viden omkring forhold, der øger og mindsker risikoen for at udvikle havskræk kan også anvendes til at forebygge lidelsen og modvirke tilbagefald.

I forskningen har man ikke studeret thalassofobi specifikt, men man har lavet flere store undersøgelser af fobier generelt. I disse undersøgelser ser man på større grupper af mennesker, idet man altså på gruppeniveau forsøger at sige noget omkring årsag-virkningsforhold. Denne forskning peger på, at angstlidelser har en generel genetisk komponent, hvilket betyder, at man har større risiko for at udvikle en angstlidelse, såfremt man har arvet visse genetiske risikofaktorer fra ens forældre. Et tegn på dette er eksempelvis, hvis man har søskende, forældre, forældres søskende, eller bedsteforældre som selv er ramt af angst (herunder fobier), depression eller OCD. Denne genetiske risiko forstærkes ofte af, at man vokser op i et miljø med personer, der selv udviser ængstelighed og usikkerhed over for visse situationer, og ofte også håndterer dette ved at undgå situationerne. Børn er meget opmærksomme på voksnes reaktioner over for bestemte ting i deres omgivelser, især deres forældres, og der ses tendens til, at børn på denne måde kan ”arve” en frygt for nøjagtig det samme som de voksne. Denne form for smittende ængstelighed kaldes modelindlæring eller modellering.

Derudover findes der megen erfaringsbaseret viden om havfobi specifikt. En lignende form for indlæring af en fobi sker via den information, vi modtager som forbrugere af forskellig medieinformation.

Det kan være aviser, TV, film, spil, internet, bøger eller blot anekdotiske fortællinger. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at film som Titanic, The Perfect Storm og Dødens Gab har spillet en væsentlig rolle i at forstærke en frygt for havet. Tilsvarende nævner mange de tragiske skibsulykker Scandinavian Star og Estonia, eller tsunamien i det indiske hav i 2004, som udløsende for deres fobi. Ofte kan havfobi yderligere hænge sammen med, at personen har mangelfulde oplysninger om havet og faren herved. Måske har personen en misvisende opfattelse af, hvor mange mennesker, der kommer til skade/dør i havet, eller i hvilken grad farlige dyr eller fisk kan udgøre en trussel. Alt ovenstående ville falde under den mekanisme der kaldes informationsindlæring.

Den mest almindelige form for indlæring af thalassofobi er dog den direkte indlæring, der følger af egne negative oplevelser til søs. Mange kan huske tilbage til en konkret hændelse, som blev starten for deres frygt. Dette drejer sig ofte om en meget skræmmende tur med færge eller båd i dårligt vejr, hvor man frygtede for at skibet skulle forlise, eller at man ville tabe kontrollen ved eksempelvis at drive til havs i et mindre fartøj eller ved tab af motorkraft.

Hertil har mennesket til en vis grad en evolutionært nedarvet prædisposition for at være bange for havet. Dette skyldes, at havet, og især under dårligt vejr, i vores længste evolutionære perioder var af ganske betydelig fare for os. Dette gjaldt især ophold på det åbne hav, idet vi i fravær af andet af andet end håndkraft som fremkostmiddel i primitive tider var udsat for fare, når der var langt til land. Idet de genetiske komponenter, der påvirkede os i retning af forsigtig omgang med havet, bidrog til vores forfædres overlevelse, har dagens mennesker sandsynligvis arvet sådanne tilbøjeligheder. En vis forsigtighed i forhold til aktivitet i og på havet er naturligvis fortsat hensigtsmæssigt, idet dette under visse omstændigheder fortsat kan medføre en høj risiko. Havskræk indbefatter altså ikke disse former for rationel påpasselighed, men nærmere undgåelse af og væsentlig gene fra situationer på, i og ved havet og andet dybt vand, hvor der objektivt ikke er en stor fare eller risiko.

Forekomst af Thalassofobi

Livstidsprævalensen for fobier generelt i befolkningen ligger et sted mellem 12 og 20 % i de fleste gode populationsundersøgelser. Det vil sige, at mellem 12 og 20 ud af 100 tilfældigt udvalgte personer i Danmark på et tidspunkt i løbet af deres liv vil plages af en fobisk frygt. Hyppigheden af de enkelte fobiske tilstande er langt dårligere undersøgt, og det er derfor uklart hvor mange, der lider af netop thalassofobi.

Behandling af angst for havet

Thalassofobi kan behandles effektivt med kognitiv adfærdsterapi med eksponering, når denne er særlig tilrettelagt og målrettet de mekanismer, som vedligeholder fobien hos den enkelte. I størstedelen af tilfældene vil man kunne behandle lidelsen på 5-10 sessioner. Hvis man plages af frygt for dybt vand, kan der derfor være gode grunde til at opsøge hjælp, så man hurtigt og sikkert kan reducere fobien og sandsynligvis også komme helt af med problemet.

Kognitiv adfærdsterapi for havskræk kan i grove træk opdeles i to komponenter. Den kognitive del, hvor man arbejder sammen med psykologen om at identificere tanker og forestillinger om havet og sig selv, og den adfærdsmæssige del, hvor man har fokus på at afdække og ændre adfærd, som er vedligeholdende for angsten.

I den kognitive del af terapien hjælper psykologen klienten med at blive bevidst om de antagelser, man har om det dybe vand og de specifikke situationer, hvor dette gør sig gældende i ens liv. Disse vil ofte være af overdreven eller irrationel karakter, og det er derfor relevant at arbejde hen imod mere realistiske og hensigtsmæssige tanker og antagelser om havets og dets risiko. Dette kan delvist opnås ved at undersøge egne og andres tidligere og nuværende erfaringer, eller ved at indsamle relevant information fra andre kilder. Dette er dog sjældent nok til, at man kan overvinde fobien, idet de fleste allerede er godt klar over, at tankerne egentlig er urealistiske.

Endnu vigtigere er det derfor, at den indsigt, man opnår, kan anvendes til at udforske måder at eksponere gradvist for frygten og dermed opnå direkte og konkret erfaring, som kan teste de oprindelige tankers rigtighed og informere en om de mest realistiske og hensigtsmæssige tænkemåder.

Den mest virksomme del af terapien er derfor den adfærdsmæssige komponent. I denne del fokuserer psykologens på, hvordan man kan hjælpes til at reducere de fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer via tilvænning samt hvordan man ved at ændre ens handlingsstrategier kan indlære mere realistiske tanker om det dybe vand og sig selv. Begge dele opnås typisk gennem nøje planlagte, forudsigelige og målrettede gradvise eksponeringer, men der udføres nogle gange også mere direkte adfærdseksperimenter, hvor hensigten er mere at opnå ny indsigt.

Gradvis eksponering indebærer, at man sammen med psykologen laver et angsthierarki med de vigtigste momenter, som er afdækket i den kognitive analyse, og derefter arbejder sig opad fra de mildt til moderat udfordrende situationer helt op til de allersværeste.

Nøglen til at lykkes er dels, at man planlægger situationerne, så man direkte kan få afkræftet mange af ens mest angstprovokerende antagelser, men også at man kan være i situationerne på en angst- og fareuforenelig måde, så man hurtigt tilvænnes situationen. Tilvænning, eller habituering, er en neurobiologisk proces, som gør, at vi responderer mindre og mindre ved udsættelse for den samme stimulus over tid. Dette oplever vi i det daglige, når vandet fra bruseren kort efter ikke opleves lige så varmt, eller når en lugt først opleves som meget stærk og senere næsten ikke kan opfanges. På samme måde kan vi habituere til de stimuli, der indgår i thalassofobien, således at de ikke længere kan udløse samme angst og kropslige ubehag.

Man vil i eksponeringen tage meget små trin i sit eget tempo og langsomt konfronteres med angstfyldte situationer. Man får al den tid, man skal bruge til at habituere sig til det enkelte trin, før man går videre til det næste. På den måde behøver man ikke på noget tidspunkt at udsættes for intense angstniveauer, men opnår alligevel til sidst at udslukke angstresponsen for alle de relevante stimuli. Hvor man starter og hvilke trin man bevæger sig gennem er meget individuelt, men man kan man f.eks. starte med at tænke på eller se på billeder/ videoer af havet og derefter nærme sig havet/kysten. Dernæst kan man f.eks. opholde sig i et fartøj tæt på land, før man gradvist bevæger sig længere ud og evt. også bader eller svømmer i vandet et sted, hvor det er rigtigt dybt. Det lyder måske uopnåeligt, når man forestiller sig det, men de fleste overrasker sig selv med, hvor hurtigt man når sine mål. Mange overraskes også af, at høje niveauer af angst hverken kan anbefales eller er nødvendige for at nå derhen, så længe man får hjælp fra en psykolog, der ved, hvordan man arbejder med lige netop thalassofobi.

Evidensbaseret kognitiv adfærdsterapi som beskrevet ovenfor tilbydes hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen ved vores klinikker i hhv. Helsingør, Aarhus og på Frederiksberg. Hvis du ønsker en tid eller har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Det er også muligt at starte i et afgrænset pakke-forløb for thalassofobi kaldet fobi-pakken.