Nålefobi (Trypanofobi)

Almindelige symptomer på nålefobi inkluderer hjertebanken, vejtrækningsbesvær eller hurtigere vejrtrækning og sveden. De fleste vil derudover søge at undgå alle situationer, som involverer risiko for at skulle stikkes med noget, som bryder gennem huden, f.eks. kanyler og fingerprikkere. Dette inkluderer for mange også almindelige læge- og tandlægebesøg, fordi disse forbindes med undersøgelser og behandling, som involverer brug af sprøjter.

Når man alligevel kommer tæt at skulle stikkes, oplever mange kvalme, koldsved og besvimelse. Mange oplever videre at falde om eller kaste op, eller begge dele. Den sidste reaktion skyldes den vasovagale refleks, hvor øget aktivitet i vagusnerven fører til reduceret blodgennemstrømning i hjernen og synkope via bradykardi (langsommere hjerterytme), perifer udvidelse af blodårerne og blodtryksfald. Tilstanden refereres ofte til som vasovagal synkope.

I forbindelse med synkopen har en del også konvulsioner (krampeagtige muskelsammentrækninger) og/eller taber kontrol over afføring og urin. De krampeagtige anfald under bevidstløshed er meget mere almindelige, end man tidligere har troet, og er et resultat af centralnervesystemets reaktion på iltmangel i hjernen som følge af det lave blodtryk. 14,3 % havde tonisk-kloniske kramper, som er den samme slags generelle muskelkramper, man kan se også ved epilepsi, mens 27 % havde tonisk muskelrigiditet².

De fleste oplever, at den vasovagale refleks sætter ind umiddelbart inden eller lige efter sprøjtestikket, men en del oplever det også en del minutter efter. I et sjældent studie af bloddonorer blev 16,7 % ramt af synkope 5-30 minutter efter at have givet blod, mens de resterende oplevede reaktionen direkte i forbindelse med det første sprøjtestik². Senere reaktioner kan endda også forekomme, og et studie, der fulgte bloddonorer i langt tid efter, fandt, at 14 % besvimede efter at have forladt blodbanken, nogle gange flere timer senere³.

Varigheden af selve bevidsthedstabet kan også variere meget hos dem, der besvimer. De fleste er besvimede i 10 til 30 minutter, mens nogle få er bevidstløse i op til 2 timer. Selve blodtrykket normaliserer sig relativt hurtigt efter en episode med synkope, som regel i løbet af 2 timer. De fleste er derfor også i stand til at genoptage normal aktivitet indenfor nogle timer bagefter, mens enkelte plages af følelse af svaghed, kvalme og angst i 1-2 dage efterfølgende³.

Den vasovagale refleks kan være hensigtsmæssig i en del situationer, da bevidsthedstab og lavt blodtryk ville føre til reduceret tab af blod eller mindre spredning af gift eller farlige fremmedlegemer via blodbanen i en faktisk livstruende situation. Sådan set er det et imponerende eksempel på, hvordan vores hjerne er i stand til at analysere situationer og fremprovokere passende følelsesmæssige og kropslige responser. Uheldigvis er den del af hjernen, som regulerer denne refleks, udenfor bevidst kontrol, så det er ikke noget, vi bare kan slukke og tænde for, som det passer os.

Når man lider af sprøjteskræk, kan tanken om at skulle få et sprøjtestik med en vaccine derfor være nok til, at man oplever svimmelhed, kvalme og angst, også selv om man godt ved, at det ikke indebærer nogen fare.

Omkring 25 % af personer med nålefobi besvimer aldrig. At de 75 %, som besvimer, synes at have en større tilbøjelighed til vasovagal synkope generelt, kan antyde, at begge gruppers fobi er underlagt de samme mekanismer, og at det kliniske udtryk er bestemt af tærskelniveauet for den vasovagale refleks.

Angst for sprøjter og nåle kan klassificeres langs et spektrum fra mild til alvorlig grad. Graden vurderes på baggrund af niveauet af ubehag og forstyrrelse, som opstår som følge af undgåelse, angst, smerte, blodtryksfald, besvimelse og evne til at indgå i sprøjterelaterede kontekster. For at leve op til de diagnostiske kriterier kræves det, at man udviser en vedvarende (over 6 måneder) overdreven og intens frygt ved forventning om, og faktisk udsættelse for, sprøjter eller sprøjterelaterede stimuli. Det er ikke et diagnostisk kriterium, at man plages af besvimelse i disse sammenhænge, men dette forekommer altså nærmest udelukkende i forbindelse med fobierne i blod-injektion-skade gruppen⁴ .

I den femte udgave af det amerikanske diagnoseværktøj Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) grupperes sprøjteskræk eller nålefobi under ’blod-injektion-skade typen’ under de specifikke fobier med diagnosekode 300.29. I den europæiske diagnostiske klassifikationsmanual International Classification of Diseases tiende udgave (ICD-10) er lidelsen placeret under F40.2 Enkelfobi – fobisk angst i særlige situationer. I forskningslitteraturen anvendes der generelt mange forskellige betegnelser, som også er delvist overlappende: Belonefobi (frygt for sprøjter og nåle), trypanofobi (frygt for injektioner) og aichmofobi (frygt for skarpe, spidse objekter).

Der kan være en familiær prædisposition, primært via genetisk øget risiko for besvimelse, forhøjet fysiologisk reaktivitet og negativ affektivitet. Enkelte mener også, at der er nedarvede forskelle i smerteperception, hvilket gør, at nogle kan opleve sprøjtestik som langt mere smertefulde end andre. Smerte er da også en højst subjektiv oplevelse, som vi ved påvirkes af blandt andet forventninger om smerte, angst, kropsholdning, oplevelse af kontrol og opmærksomhedsfokus. Disse forhold er tillærte baseret på tidligere erfaringer i lignende situationer og forstærker eller reducerer risikoen fra den nedarvede prædisposition.

Derudover har mange set, at forældre eller søskende undgår eller reagerer med intens frygt overfor kanyler, hvilket skaber en modelindlæring. 80% af dem med nålefobi, har en anden i deres umiddelbare familie, som også er bange for sprøjter. I familier sker dette ofte over tid, men nålefobi kan også ”smitte” hurtigere via de lignende mekanismer, f.eks. blandt børn og unge, som bliver nervøse af, at andre er nervøse, og dermed påvirker de andre til at blive bange. Dette er velkendt i situationer, hvor flere ængstelige er samlet og venter sammen på at modtage vaccinationsstik.

Andre har hørt om, læst om eller set TV eller videoer af, at man kan besvime ved blodprøvetagning, vacciner eller lignende, og er dermed blevet bange for, at det også kan ske dem selv. Dette kaldes informationsindlært nålefobi. Dette kan desuden antages at forværre en eventuel vaccineskepsis.

Endelig er der en gruppe, antageligvis den største af undergrupperne, som har udviklet sprøjteskræk på baggrund af en enkeltstående, meget ubehagelig oplevelse med sprøjter. Dette kan være i forbindelse med et mislykket stik, f.eks. i forbindelse med blodprøvetagning eller vaccination, som efterfølgende har medført smertefulde hævelser eller forårsaget blødninger. Andre ofte forekommende udløsende hændelser er stik udført under tvang og sprøjter givet i forbindelse med anden ubehagelig eller smertefuld sygdom eller behandling. Dette kaldes direkte indlæring.

Den øgende forekomst af frygt for sprøjter og injektioner i befolkningen, som tilsyneladende bevæger sig i takt med det øgende antal vacciner, som børn og unge skal modtage, tyder på, at enkeltstående negative erfaringer er en meget væsentlig bidragsyder for mange. Dette understøttes også af, at der iblandt børn med medicinske tilstande, som kræver hyppige injektioner, langt oftere ses psykiske reaktioner knyttet til sprøjter. F.eks. ses det, at børn med børneleddegigt, som behandles med methotrexat injektioner, ofte udvikler forventningskvalme, adfærdsmæssig modstand og opkast efter behandlingen⁶.

Nogle gange fastholdes patienter, især børn og unge, for med tvang at gennemføre medicinske procedurer, som f.eks. injektioner og blodprøver.

Sådanne oplevelser gør én særlig udsat for at udvikle ikke bare en nålefobi, men også en frygt for at miste kontrollen og for at blive holdt fast af andre⁷. Når de frygtede situationer ikke kan tilpasses eller undgås, bliver enkelte børn og unge aggressive og tilmed voldelige i sine desperate forsøg på at undslippe⁸.

De fleste udvikler fobi for sprøjter relativt tidlig i barndommen, oftest omkring 8 års alder⁴ . Mens børn ofte ikke er fuldstændig bevidste om, hvilke stimuli og konsekvenser frygten er knyttet til, vil man oftest ved stigende alder blive mere og mere klar over, hvad der udløser angsten. Hos ældre er der derfor også ofte mere bekymring forinden vaccinationen eller stikket, samt forventningsbaserede angstanfald omkring den bevidste fobi.

Efterhånden er der en tendens til, at frygten generaliseres til situationer, personer og objekter, som er beslægtede med sprøjter. Dette kan f.eks. være blod, injektioner, læger, sygeplejersker, tandlæger, sygehuse, venteværelser, undersøgelseslokaler, at komme til skade eller lugten af antiseptiske væsker.

Meget tyder på, at den vasovagale respons, som ofte er involveret i blod-, injektion-, skade- og nålefobi er nedarvet i os mennesker, fordi den har givet os et evolutionært fortrin. De fleste voldelige dødsfald, som er tilkommet vore evolutionære forfædre, har været forårsaget af snitsår, stikskader eller skader fra gennemboring af klør, tænder, horn eller stødtænder hos dyr, eller af knive, spyd, pile, økser, sværd og lignende fra andre mennesker. Dødsfald kunne resultere fra både blodtab og efterfølgende infektioner. En kraftig og ubehagelig respons som advarsel på punktering af hudbarrieren kunne derfor fremme undgåelse af aktiviteter, som indebar en sådan risiko, og dermed øge menneskets chance for overlevelse.

Voksne, børn og unge, som har oplevet at besvime under sprøjteprocedurer, udtrykker ofte en frygt for selve den vasovagale synkope og ikke for proceduren i sig selv. Idet disse personer også ofte har en større tilbøjelighed til synkoper generelt, har en del forfattere taget til orde for, at dette udgør en egen undergruppe.

Det er også foreslået, at der findes en undergruppe med hyperalgesisk frygt for sprøjter. Disse er hypersensitive for selve stikket og frygter ikke selve sprøjten, men en forhøjet smerteoplevelse forbundet med selve injektionen⁹. Denne forhøjede smerteoplevelsen skyldes delvist angsten i sig selv, men sandsynligvis også ændringer i smertereceptorerne (nociceptorerne) i det perifære neurale system og i centrale smertekredsløb, som medfører forhøjet aktivering i forbindelse med processering af denne type smerte¹⁰.

Undgåelse af sprøjter, nåle og injektioner er nogle af de ting, som sjældent medfører de store, umiddelbare konsekvenser. Men konsekvenserne kan pludseligt blive meget store, når man fravælger nødvendige undersøgelser og behandlinger, eller når man ikke er i stand til at gennemføre dem. Ligeledes kan det, ikke at kunne eller ville modtage corona-vaccinen, have store personlige og samfundsmæssige konsekvenser, idet man både individuelt og i samfundet er afhængig af vaccinen for normal færdsel og livsudfoldelse.

Ifølge tal fra det britiske Office for National Statistics (ONS) fra marts 2021, var 6 % af den voksne befolkning skeptiske overfor at modtage vaccine for covid-19. Af disse ville 12 % ikke have vaccinen på grund af frygt for sprøjter. Med stadig mere smitsomme varianter af SARS-CoV-2 og muligvis forringet effekt af vaccinerne, kræves en stadig højere grad af immunitet i befolkningen for at kunne holde smittetallet under 1 og opnå flokimmunitet. I slutningen af august 2021 var cirka 16 % af de indlagte med Covid-19 fuldvaccinerede, mens fuldvaccinerede udgjorde næsten 60 % af befolkningen. At vælge vaccinen fra som følge af, at man er bange for sprøjter, kan altså betyde, at man har højere risiko for et alvorligt forløb, hvis man smittes af coronavirus.

Uafhængigt af den nuværende pandemi har man længe observeret diverse helbredsmæssige konsekvenser af nålefobi. Mange undgår nemlig blodprøver og blodoverførsler, og diabetikere kan få svært ved at modtage livsnødvendig behandling. Især er patienter med diabetes og multipel sklerose og andre kroniske, alvorlige sygdomme en udsat gruppe. Forskning har vist, at individer i denne gruppe, som samtidig har en høj grad af sprøjterelateret angst, er tilbøjelige til at basere vigtige helbredsrelaterede afgørelse på frygt i stedet for medicinske hensyn^{11, 12}. Herudover undgår 5-15 % af befolkningen desuden tandlægen på grund af frygt for nåle og injektion i munden under tandbehandling.

Er man bange for sprøjter, påvirker det også muligheden for at rejse og for at arbejde visse steder i verden, idet de fleste vacciner gives som sprøjtestik. For øjeblikket er der mest tale om coronavaccinen, men også influenzavaccinen er relevant for mange. I forskning har man faktisk set, at 16 % af voksne takker nej til influenzavaccinen på grund af sprøjteskræk. Ansatte i sundhedssektoren ser ud til at være særligt udsatte, idet 27 % takker nej af lige præcis denne grund.

Endelig viser forskning også, at mange med nålefobi undgår sundhedsvæsenet generelt, idet de fleste medicinske kontekster er forbundet med fare for at se eller blive udsat for nåle eller sprøjter. Dette kan medføre svækket helbred og øget risiko for alvorlig sygdom eller død som følge af manglende rutinemæssig undersøgelse og behandling.

Selv om mange børn og voksne kan håndtere frygten i tilstrækkelig grad til at gennemgå medicinske procedurer, som involverer sprøjter, udviser mange også adfærd, som er forstyrrende for eller umuliggør procedurerne. F.eks. vil mange kæmpe imod, lave pludselige bevægelser eller flygte. Som følge heraf kan det være umuligt at give smertestillende injektioner, og man kan i sidste ende være tvunget til at anvende fuld narkose, når dette ellers ikke ville være nødvendigt. En høj grad af frygt under sprøjtestikket medfører også i sig selv et øget ubehag i form af øget smerte, selv ved smertelindrende tiltag¹³.

I de fleste tilfælde har fobien et ganske stabilt forløb og spontan bedring forekommer sjældent. Behandling hos en psykolog med erfaring med den fornødne viden omkring lidelsen, de forskellige kliniske udtryksformer og de effektive behandlingselementer er for de fleste nødvendig for at overkomme lidelsen. Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen på Frederiksberg i København og i Aarhus tilbyder vi netop denne ekspertise.

Det er vigtigt at forstå, at sprøjteskræk kan ramme hvem som helst og ”kun” er et mentalt problem. Mange er ikke klar over, at det er et meget almindeligt forekommende problem, som ikke er underlagt bevidst kontrol, og som faktisk kan være farligt, især som følge af faldskader. Modsat hvad mange tror, kan man ikke tænke det væk eller bare beslutte sig for at tvinge sig igennem det.

En vigtig del af behandlingen er derfor information om selve lidelsen, dens symptomer, og hvordan de opstår og vedligeholdes. Længe havde vi ikke nogen effektiv behandlingsform for diagnosen, og mange har opsøgt alternativ behandling for at overkomme problemet. En af disse, hypnose, nævnes fortsat af mange som mulig behandling for de fleste fobier, inklusive nålefobi. Dette er dog på tværs af forskning, som ikke har kunnet finde nogle sammenhænge mellem at modtage hypnosebehandling og symptomlindring i kontrollerede studier.

Længe forsøgte man også at behandle blod-injektion-skade fobierne med de samme metoder, som havde vist sig effektive i anden angstbehandling, inklusive andre fobier. Denne behandling var imidlertid ikke særlig effektiv, blandt andet fordi der var et for stort fokus på kognitive elementer, og fordi der ikke var målrettet behandling af blodtryksfaldet. Mange benyttede endda afslapnings- og afspændingsteknikker, som var medvirkende til at sænke blodtrykket yderligere og dermed gjorde patienterne mere udsatte for synkope.

Ud over psykoedukation om lidelsen og de bagvedliggende faktorer og mekanismer, indledes evidensbaseret behandling af en kognitiv analyse af frygten. Denne inkluderer en gennemgang af de mest frygtede situationer, hvilke katastrofetanker der er til stede i disse og hvilke antagelser, man har omkring sprøjter, injektioner, egne adfærdsmæssige, følelsesmæssige og kropslige reaktioner.

Denne analyse bliver efterfølgende udgangspunktet for opnåelse af en realistisk og hensigtsmæssig forståelse af sprøjter og de frygtede reaktioner, samt en plan for kontrolleret, forudsigelig, gradueret, målrettet eksponering sammen med psykologen.

For de som lider af synkope, er det meget vigtigt, at man sammen identificerer de tidligste tegn på blodtryksfald, så synkopen kan forebygges. Modsat hvad man tidligere troede, er det vigtigt, at dette gøres med opspænding, som er en specifik procedure, som øger blodtrykket i hjernen. De fleste vil skulle øve sig noget i udførelsen af denne, især også fordi de fleste vil have brug for at beherske generel opspænding samtidig med afslapning i det specifikke område af kroppen, der skal stikkes.

Når dette er på plads, ledes man igennem en systematisk desensitivering for gradvist mere angstprovokerende stimuli via eksponering. Dette giver kontinuerligt korrigerende erfaringer ift. katastrofetanker og angstfulde antagelser, samtidig med at angstresponsen og den vasovagale respons udslukkes. Opspændingen i sig selv er ret krævende at opretholde over længere tid, hvorfor man ikke anbefaler at anvende forlænget eksponering på over to sammenhængende timer.

For ikke at risikere at udløse den vasovagale refleks, er det almindeligt at forsøge at holde angstniveauet noget lavere end i anden eksponeringsbaseret fobi-behandling. Dette indebærer, at de fleste klienter skal bruge nogle flere timer end de 3 timers forlængede eksponering, som normalt er tilstrækkeligt for omkring 90 % af dem med fobier. 80% af dem, der har en fobi for sprøjter, oplever at være helt kommet af med fobien eller i væsentlig bedring, efter blot 5 timers behandling hos en psykolog.

Der er stadig brug for mere forskning på området, men den bedste eksisterende forskning peger på, at ovenstående tilgang, baseret på in vivo eksponering, er effektiv og bør benyttes til børn over 7 år, unge og voksne¹⁴ . Der findes ikke gode studier på behandling af børn under 7 år, men dette anses alligevel for god klinisk praksis. De kliniske erfaringer er også gode, selv for børn i førskolealderen.

For de som ikke er villige til, eller ikke er klar til, in vivo eksponering, anbefales, at man først benytter in vitro eksponering. In vitro eksponering adskiller sig fra in vivo eksponering ved, at man i stedet benytter sig af billeder eller videoer, virtual reality eller imaginær eksponering (at man forestiller sig at være i forskellige relevante situationer).

I en del tilfælde kan man finde andre måder at dosere vacciner eller medicin på, f.eks. via næsespray, piller eller plastre, og dermed undgå problemstillingen. Dette er dog langt fra tilfældet for de fleste procedurer. Derfor bør man have en klar plan for, hvordan frygt for sprøjter skal håndteres på forskellige niveauer i sammenhænge, hvor sprøjter ofte anvendes.

For de med en diagnosticerbar fobi, og især de som har blodtryksfald som følge af dette, vil sprøjtestik være svære at håndtere, og proceduren vil ofte kræve narkose eller forudgående behandling af fobien. Personer med en mindre udtalt frygt, eller som ikke samtidig plages af vasovagale symptomer, kan i mange tilfælde håndtere situationen tilstrækkeligt til, at det er muligt at gennemføre de nødvendige procedurer. At gennemføre procedurerne på denne måde vil sandsynligvis have lille eller ingen positiv effekt på selve frygten, så man kan alligevel overveje at opsøge effektiv behandling efterfølgende.

Hvordan angsten skal håndteres, varierer fra person til person. For børn over 6 år, unge og voksne er det derfor en god ide at tale med patienten, omkring hvilke bekymringer vedkommende har, udvise forståelse for disse, forklare nogle af de basale sammenhænge og diskutere, hvordan man bedst kan tilrettelægge interventionen, for at angsten kan reduceres. Mindre børn vil kunne have svært ved dette, men forældrene kan ofte benyttes som informationskilder i stedet. Forældre, som ikke selv er bange for sprøjter, og som kan forholde sig rolige i situationen, vil ofte kunne berolige barnet og være til hjælp, hvis der er mulighed for, at de er til stede.

Ofte er det en god ide at tage sig lidt god tid og at lade patienten styre progressionen, f.eks. ved at patienten selv giver til udtryk, når personen er klar til at gå videre til det næste trin.

Alternativt kan psykologen spørge løbende og vente på, at patienten svarer bekræftende. Hvis der har været symptomer på blodtryksfald tidligere, vil de fleste føle sig tryggere, hvis de kan blive instrueret i at anvende opspænding under proceduren.

En del responderer godt på distraktion. Småbørn kan ofte distraheres med sæbebobler eller enkelt legetøj, mens børn over 5 år ofte effektivt kan distraheres med videoer eller mobil- og videospil. Unge og voksne vil ofte kunne distraheres tilstrækkeligt ved, at de bliver bedt om at fortælle om noget eller engageres i en samtale. Nogen vil foretrække at have kontrol ved at se sprøjten og stikket blive udført. I disse tilfælde kan man udføre proceduren lidt langsommere, så patienten kan nå at blive habitueret lidt undervejs.

Smerteoplevelsen kan i de fleste tilfælde forebygges tilstrækkeligt ved lokal smertestillende behandling af stikstedet. Generelt kan det være en god ide, at patienten ligger ned eller i hvert fald sidder godt tilbage i en stol, idet patienter uden historie med blodtryksfald eller besvimelser pludselig også kan udvise disse symptomer. Udviklingen fra de første symptomer på blodtryksfald til fuld vasovagal synkope kan gå ekstremt hurtigt, hvorfor der ikke altid vil være tid til at flytte patienten. Derudover vil patienter som tidligere har oplevet besvimelse oftest opleve det langt tryggere, når der ikke er risiko for fald.

Endelig bør der være noget tilgængeligt at kaste op i, idet de første tegn på blodtryksfald hurtigt kan udvikle sig til opkast. Mange synes, at især dette symptom er ubehageligt foran andre, hvorfor det anbefales at have en mulighed til at afskærme den enkelte ved brug af et forhæng, en skærm eller lignende.

Som tidligere nævnt vil alvorlige tilfælde af nålefobi være svære at komme af med, og man bør derfor overveje at opsøge en psykolog, som kan hjælpe med behandlingen. Oplever man derimod kun milde til moderate reaktioner i forbindelse med f.eks. vaccination eller indsprøjtninger, findes der en række råd, der kan forbedre oplevelsen.  

Der kan drages inspiration fra den individuelle strategi CARD, der er et akronym for Comfort, Ask, Relax and Distract. Strategien har til formål at reducere smerte, frygt og symptomer såsom besvimelse både før, under og efter vaccinationen og har desuden til formål at lære patienten, hvordan han eller hun bedst muligt håndterer at blive vaccineret¹⁵. Strategien er brugbar for både børn og voksne, hvorfor forældre også kan anvende strategierne til at understøtte en god vaccinationsoplevelse for sine børn. 

Et godt råd er at lave en ’coping plan’ som specificerer strategier både før, under og efter vaccinationen eller indsprøjtningen¹⁵. Som det fremgår af CARD, kan det f.eks. være relevant at afgøre følgende på forhånd¹⁶:  

• Hvilket tøj sikrer nem adgang til dine overarme?  
• Hvad vil du lave, mens du venter i venteværelset?  
• Er det nødvendigt at påføre et lokalbedøvende middel på huden umiddelbart inden stikket?  
• Har du brug for at have en pårørende med, som kan vente på dig?  

I forhold til selve vaccinationen kan du desuden overveje: 

• Om du ønsker at sygeplejersken/lægen tæller ned før stikket/vaccinationen,  
• Om du ønsker at kigge på eller kigge væk,   
• Om du skal høre musik, se en video eller foretage anden aktivitet, som kan distrahere dig under stikket.  

Desuden kan det være en god idé at overveje, hvad du gør efter indsprøjtningen. Særligt bør du overveje, hvordan du kan drage erfaringer af oplevelsen, således at du kan få en lige så god eller endnu bedre oplevelse næste gang. F.eks. kan du notere, hvad der fungerede godt, og eventuelt hvad der gjorde dig mere nervøs under proceduren¹⁶.  

Generelt er det en god idé at være ærlig overfor personalet og fortælle, hvis der er noget, som kan forbedre din oplevelse. Ofte vil det være muligt at få imødekommet dit ønske, og det vil gøre oplevelsen bedre for både dig og personen, som skal udføre proceduren. Hvis du har spørgsmål, er det også fordelagtigt at få stillet disse tidligt i processen. F.eks. kan du spørge, hvordan stikket vil føles, og hvor længe det tager, således at du kan afstemme dine forventninger med den egentlige proces. Har du tidligere haft dårlige oplevelser, kan du også nævne disse, så personalet er forberedte og kan støtte dig bedst muligt.