Hvornår bør jeg søge professionel hjælp til mit barn?

Har mit barn brug for en psykolog eller børnepsykolog? Som forældre kan det være enormt svært at vurdere, hvorvidt de udfordringer, man ser hos sit barn, kræver professionel hjælp eller behandling. Børn og unge kan opleve mange udfordringer i løbet af deres udvikling, og det er svært at vide, om problemerne blot er forbigående, eller om de er svære nok til, at det giver mening at søge behandling hos en psykolog. Denne tekst er tiltænkt som en hjælp til at afklare nogle af de spørgsmål og dilemmaer, man oftest må tage stilling til som forælder. Hvis du vurderer, at dit barn har brug for hjælp, har vi dygtige børnepsykologer på Frederiksberg i København og i Aarhus, som sidder klar til at hjælpe børn og unge med psykiske problematikker – uden lange ventelister.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om hjælp til et barn? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Kan behandling hos en børnepsykolog gavne mit barn?

Det kan være utroligt svært som forældre at afgøre, hvorvidt ens barn har behov for professionel behandling hos eksempelvis en børnepsykolog. For det første kommer og går mange problemer som en naturlig del af den normale udvikling hos børn og unge. For det andet har en stor del af befolkningen en tidligere eller nuværende psykiatrisk diagnose, uden at det hindrer deres livsudfoldelse i invaliderende grad. Derfor er det vigtigt ikke blot at kigge efter symptomer på psykiske lidelser, men også at vurdere, hvorvidt barnet kan fungere i dagligdagen på trods af symptomerne.

For barnets bedste er det i første omgang et spørgsmål om at starte et sted, hvor der kræves mindst muligt af barnets tid og forstyrres mindst muligt ved barnets hverdag. Det drejer sig med andre ord om at vurdere, hvorvidt problemerne er svære og vedvarende nok til, at inddragelse af en psykolog eller børnepsykolog giver mening, eller om de kan løses på anden vis. Her kommer en række eksempler til at hjælpe dig.

Test dit barn for angst

Eksempler på normale problemer i barndommen / ungdommen

Der er visse typer problematisk adfærd, der almindeligvis forekommer i bestemte stadier af børns udvikling, og som forventes at forsvinde med alderen. Udviser dit barn en eller flere af disse mønstre, er der altså ikke nødvendigvis grund til bekymring.

Til højre ses eksempler på problematisk adfærd, som de fleste børn på et tidspunkt udviser, og som oftest stopper på et vist alderstrin, hvorefter adfærden normalt forekommer langt sjældnere:

  • At lyve: Omkring 30-40 % af 10-11 årige piger og drenge lyver på en måde, som deres forældre identificerer som et signifikant problem. At lyve synes at kulminere ved dette alderstrin, hvorefter adfærden falder stærkt.
  • Problemer med at sidde stille: Omkring 60 % af 4-5 årige drenge har signifikante problemer med at sidde stille, men problemet forsvinder oftest med alderen.
  • Frygt og angst: Før 5-års alderen går langt størstedelen af børn gennem faser, hvor de oplever frygt og angst. Det gælder oftest angst for mørke, monstre, høje lyde og små dyr samt separationsangst. Heldigvis forsvinder disse former for frygt for de fleste børn over tid.
  • Kriminel adfærd: Ved teenagealderen har over 50 % af drenge og 20-35 % af piger udført eller været engageret i mindst én kriminel (ulovlig) handling. Typisk har den unge stjålet eller udført hærværk. For de fleste unge bliver det ikke til et fortsat problem.
  • Stammen: Omkring 2-3 % af børn under 5 år stammer. Langt størstedelen af disse stopper med at stamme helt uden hjælp.

Eksempler på forhold, der kan kræve professionel hjælp

Mens ovenstående problemer typisk vil fortage sig eller helt forsvinde, når barnet bliver ældre, ligger udfordringen i at vurdere, hvornår problemer er svære nok til, at professionel intervention er nødvendig. Her kommer en række eksempler på forhold, der kunne indikere, at barnet eller den unge har behov for professionel hjælp. Vurderer du, at professionel kontakt vil være gavnligt, kan vi tilbyde samtaler ved vores klinikker i Aarhus eller på Frederiksberg i København.

  • Tegn på psykiske gener efter voldsom hændelse: Hvis barnet bliver udsat for en stressfuld og/eller voldsom hændelse, er det almindeligt og forståeligt, at det udviser tegn på stress, har angst, får mareridt eller oplever søvnproblemer. Stressfulde og/eller voldsomme hændelser kan eksempelvis være en katastrofe (eksempelvis bilulykke, ildebrænd m.m.), vold, dødsfald i familien, mobning eller mindre hændelser såsom at have set et voldeligt fjernsynsprogram. De fleste af de symptomer, som er relateret til udsættelsen for hændelsen, er forbigående, men varigheden afhænger dog meget af sværhedsgraden af hændelsen samt barnets sensitivitet. Hvis symptomerne ikke forsvinder eller mindskes betydeligt i løbet af én måneds tid, bør man som regel søge hjælp.
  • Forringelse af trivsel, livskvalitet og udvikling: Det kan være væsentligt at undersøge, hvorvidt barnets problemadfærd påvirker dets mulighed for at leve op til almindelige rolleforventninger i hjemmet og i skolen. Mange børn oplever angst, frygt og vredesudbrud. For at der skal være tale om en direkte forringelse af barnets trivsel, livskvalitet eller udvikling, skal problemet regelmæssigt forstyrre barnets evne til at gå i børnehave eller skole. Funktionsnedsættelse af denne art er dog et svært kriterium at anvende i de tidligere år, hvor man ikke forventer, at barnet kan så meget. At sove, vokse og lære er her hovedfokus – alle andre krav, såsom at kunne tilpasse sig de andre børn i vuggestuen og børnehaven, er oftest urealistiske. Før 4-5 års alderen bør man ikke søge behandling medmindre, at der er noget, som er mere usædvanligt - for eksempel hvis barnet ikke vil spise, ikke responderer fysisk, ikke har øjenkontakt eller ikke vender sig rundt for at kigge, når forældrene siger barnets navn. Efter denne alder er funktionsnedsættelse som et kriterium mere anvendeligt.
  • Adfærdens overensstemmelse med alder: Børn ændrer sig meget hurtigt, hvilket gør det meget komplekst at vurdere et barns adfærd. Adfærden i sig selv udgør ikke altid et problem – nogle gange er det adfærden i forhold til barnets alder, der viser, at der er et problem til stede. Ikke at være toilettrænet som 3-5 årig udgør eksempelvis ikke et psykologisk problem. Ligeledes udgør sengevædning heller ikke et problem hos børn under 5 år, men efter 10 års alderen bliver sengevædning en risikofaktor, der kan varsle om alvorlige psykiske problemer senere i livet. Der er tale om den samme adfærd, men alderen ændrer adfærdens betydning. Det samme er tilfælde ved frygt (for eksempel at være bange for mørke, monstre eller separation fra forældre), som er en normal del af udviklingen hos langt de fleste børn og typisk forsvinder af sig selv. Hvis frygten dog er funktionsnedsættende eller kommer i vejen for barnets mulighed for at deltage i udviklingsmæssigt vigtige aktiviteter i mere end et halvt år, kan det afspejle en angstlidelse.
  • Signifikant ændring i barnets adfærd: En adfærd kan få betydning og blive et problem, hvis den repræsenterer en ændring fra barnets sædvanlige mønster. Følgende eksempel kan illustrere, hvornår der er tale om en drastisk ændring i barnets adfærd: To forskellige børn har en tendens til at isolere sig. De bliver på deres værelse og vil ikke se deres venner. Det ene barn har altid ageret sådan, mens det andet barn normalt er aktivt involveret i forskellige ting, hvorfor den isolerende adfærd udgør en bemærkelsesværdig ændring. I tilfælde af det sidste barn bør forældre være opmærksom på en mulig depression. Adfærdsændringen er tydeligvis ikke et tegn på temperament eller vedvarende personlighed, men noget andet, hvorfor forældrene bør søge hjælp.
  • Fare og risiko for fare: Er barnets adfærd farlig enten for barnet selv eller for andre? Farlig adfærd kan eksempel være selvskadende adfærd samt aggressiv eller voldelig adfærd overfor andre. Selvmordstanker hos børn er sjældne og bør derfor tages alvorligt. I de fleste tilfælde bør man i en sådan situation søge hjælp. Blandt unge i teenagealderen er periodevise og kortvarige selvmordstanker eller selvskadende adfærd derimod relativt almindeligt, men bør alligevel som regel behandles, hvis den unges trivsel og udvikling samtidig er hæmmet.
  • Usædvanlig adfærd og ekstreme symptomer: Fortæller barnet, at det kan høre stemmer, som fortæller, at barnet skal gøre farlige og skadelige ting eller engagere sig i repetitiv adfærd i flere timer? At høre eller se ting, der ikke er der, kan være vigtige tegn på en alvorlig lidelse. Igen skal forældre dog kigge efter afvigelser fra hverdagen, idet forestillingsleg, fantasivenner, talen med sig selv, m.m. indgår som en naturlig del af udviklingen i den tidlige barndom.