OCD hos børn og unge

OCD, obsessiv-kompulsiv tilstand, er en angstlidelse præget af tvangstanker og/eller tvangshandlinger, som rammer 1-2% af alle børn og unge. På grund af børns anderledes verdensforståelse ses ofte dårligere sygdomsindsigt end hos voksne, og lidelsen kan være meget pinefuld samt svær at at identificere. En specifik udgave af kognitiv adfærdsterapi, kaldet kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responshindring, har vist sig effektiv i behandlingen af børn og unge med OCD. 80 % af dem, der modtager denne behandling, oplever en væsentlig bedring eller kommer helt af med OCD’en i løbet af 12-16 uger. Denne form for kognitiv adfærdsterapi er vores spidskompetence hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen på Frederiksberg i København og i Aarhus. Her på siden kan du læse mere om OCD hos børn og unge, og nederst finder du et link til en informationspjece skrevet specifikt til børn, der lider af OCD.

Ønsker du eller dit barn en samtale med en af vores psykologer om OCD? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er OCD hos børn og unge?

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder, hvilket på dansk oversættes til obsessiv-kompulsiv tilstand. OCD er karakteriseret ved tilstedeværelsen af tvangstanker og tvangshandlinger. Således optræder der på den ene side påtrængende og uønskede tanker vedrørende et eller flere specifikke emner (eksempelvis bakterier, smitte, renhed, aggressive, religiøse eller seksuelle handlinger) og på den anden side tvangsmæssige handlinger (for eksempel håndvask, tjekke- eller tælleadfærd, ritualer, forsikringssøgen). Handlingerne udføres typisk med henblik på at reducere angsten associeret med tvangstankerne eller for at forhindre en indbildt katastrofe.

Det er vigtigt at skelne mellem OCD og normalt forekommende ritualadfærd, som er almindelig i barndommen. Her er eksempelvis tale om at samle på ting, sætte objekter i orden og symmetri, ikke at træde på streger og lignende. Denne almindelige ritualadfærd fortager sig typisk ved 8-9-årsalderen og vil ikke opleves som uønsket eller ubehagelig for barnet. OCD kendetegnes i modsætning hertil ved, at tankerne og handlingerne er uønskede, indtrængende, ukontrollerbare og meget ubehagelige. Samtidig vil de oftest være forstyrrende for barnets evne til at fungere i hverdagssituationer.

Der findes enkeltstående eksempler på tvangshandlinger eller tvangstanker alene, altså hvor kun den ene del af OCD’en er tilstede. Disse er diagnostiske underkategorier af OCD med overvejende tvangshandlinger (sommetider betegnet Pure C) eller med overvejende tvangstanker (sommetider betegnet Pure O). I langt de fleste tilfælde vil begge dele dog kunne identificeres.

Børn har oftere en mere begrænset indsigt i deres OCD end voksne, hvorfor tvangstankerne kan være begrænset til indtrængende og gentagende tanker om, at et vist ubehag vil være uudholdeligt, eller at noget er ulækkert. Omkring 40% af alle børn med OCD vil benægte, at deres tvangshandlinger er drevet af tvangstanker, men vil oftest kunne identificere tvangstankerne med professionel hjælp.

I en del tilfælde vil især yngre børn ikke kunne gøre rede for formålet med deres tvangshandlinger og anerkender ikke nødvendigvis, at handlingerne er overdrevne eller uhensigtsmæssige. Hos helt små børn med OCD er dette ret almindeligt, men hvis børn og unge på 10 år eller mere har dårlig indsigt, har de ofte en dårligere prognose. Tidlig identificering og korrekt behandling er derfor ekstra vigtigt for denne undergruppe af børn og unge med OCD.

For at diagnosen OCD kan stilles hos børn og unge, skal følgende kriterier mødes:

  • Tvangstanker, tvangshandlinger eller begge har stået på i mindst to uger og er kilde til ubehag for barnet eller den unge
  • Tvangstankerne opfattes som barnets eller den unges egne tanker
  • Tankerne opleves som ubehageligt repetitive og tilbagevendende
  • At have tankerne eller udføre den rituelle tvangsadfærd er ikke i sig selv lystbetonet
  • Symptomerne forstyrrer dagligdags funktioner (sociale aktiviteter, uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter) eller er tidkrævende (mere end 1 time hver dag)
Test dig selv for OCD (18+ år)Test dig selv for OCD (6-17 år)

Tvangstanker

Tvangstanker, som også kaldes obsessioner, kan beskrives som tanker, idéer, billeder eller impulser, der kontinuerligt trænger sig på og ofte antager en stereotyp form. Især hos yngre børn forekommer det tit, at tvangstankerne er ukonkrete, og at barnet har svært ved at udtrykke dem. F.eks. kan tvangstankerne hos yngre børn være begrænset til ubehagelige følelser, fornemmelser eller handlingsimpulser, som de ikke kan definere ud over, at oplevelsen er dårlig, farlig, forkert, eller ulækker.

Tvangstankerne er ubehagelige, fordi de går imod barnets egentlige ønsker og overbevisninger. De vil ofte omhandle emner, der er farlige, seksuelle, uanstændige eller pinagtige og er nærmest altid i strid med deres egne og/eller samfundets normer. Børn eller unge med OCD oplever tvangstankerne som deres egne tanker trods deres ufrivillige karakter. Det er dog vigtigt at forstå, at tvangstankerne, selvom det er barnets egne tanker, ikke fortæller noget om barnet. Der er f.eks. ikke større risiko for, at et barn med seksuelle tvangstanker skal begå upassende seksuelle handlinger, ligesom det ikke betyder, at barnet har været udsat for noget seksuelt krænkende. Tilsvarende har børn og unge med aggressive tvangstanker ikke større tilbøjelighed til at udsætte sig selv eller andre for vold.

Hos børn og unge vedrører tvangstankerne hyppigst følgende områder:

  • Skidt og urenhed
  • Katastrofer i form af eksempelvis ildebrand, sygdom eller død
  • Symmetri, orden og præcision
  • Væmmelse over kropslige affaldsstoffer såsom afføring, urin eller spyt
  • Uacceptable aggressive tanker eller idéer
  • Forbudte seksuelle tanker eller lyster
  • Et presserende behov for at fortælle, tilstå eller adspørge

At have tvangstanker medfører en række ubehagelige følelser, herunder angst, tristhed og væmmelse ved sig selv. Tvangstanker medfører for det meste tvangshandlinger som har til hensigt at reducere og lindre følelser af ubehag eller at forhindre en indbildt katastrofe, som man føler vil indtræffe, hvis tvangshandlingerne ikke udføres.

Det er dog vigtigt at pointere, at obsessions-lignende tanker kan forekomme hos alle mennesker, og at de ikke behøver være tegn på obsessiv kompulsiv lidelse. Vi kan alle få mærkelige eller ubehagelige tanker, som vi har svært ved at skubbe fra os en rum tid, og dette gælder også børn. Man kan skelne mellem normale obsessioner og abnorme obsessioner på en række parametre som fremført i nedenstående tabel.

Tvangshandlinger

Tvangshandlinger, som også kaldes kompulsioner, er ensformige adfærdsmønstre eller ritualer, der gentages igen og igen. Handlingerne er ikke i sig selv behagelige eller produktive, men tjener i 60% af tilfælde at reducere ubehag og frygtede hændelser relateret til tvangstanker. Ved at udføre de repetitive handlinger oplever mange OCD-ramte at forhindre et ubehageligt, om end urealistisk, udfald – eksempelvis skade på sig selv eller andre. I de resterende 40% af tilfælde optræder tvangshandlinger uden klart definerede tvangstanker. I medierne omtales tvangshandlinger uden tilstedeværelse af tvangstanker sommetider ”Pure C”.

Mens tvangshandlinger i mange tilfælde tager form af konkret adfærd såsom håndvask eller gentagen trykken på en lyskontakt, kan tvangshandlinger ligeledes være ”tankeritualer” som ikke umiddelbart er synlige for omgivelserne. Disse kan eksempelvis omfatte tællen eller mental gentagelse af mantraer.

Tvangshandlinger i forbindelse med OCD hos børn og unge er forskellige fra symptomerne ved tics-lidelser såsom Tourettes syndrom. OCD-prægede tvangshandlinger er længerevarende og selvstyrede handlinger, mens tics i stedet er pludselige, ufrivillige bevægelser eller udbrud.

Hvordan kommer OCD til udtryk hos barnet/den unge?

Dårlig sygdomsforståelse og –indsigt er almindeligt hos især yngre børn med OCD, da deres verdensforståelse endnu ikke er udviklet tilstrækkeligt til, at de kan rationalisere, at deres obsessioner er urimelige eller ubegrundede.

Mange børn og unge har dog i en vis udstrækning forståelse for, at deres idéer eller tvangsadfærd er meningsløs eller socialt uacceptabel. Derfor forsøger de at kontrollere, undertrykke eller skjule deres tvangshandlinger, når de begår sig i sociale sammenhænge. I visse tilfælde resulterer dette i, at barnet udelukkende udviser den tvangsprægede adfærd inden for hjemmets trygge rammer, hvor adfærden sommetider kan misfortolkes af forældrene som frivillig ulydighed.

Det er ligeledes typisk for OCD hos børn og unge, at familien i høj grad inddrages i de tvangsprægede ritualer. Således er det almindeligt, at børnene beder forældrene om at hjælpe med eller tage del i ritualer. Der findes en række faktorer i familielivet og tilgangen til barnets OCD, der har vist sig at sikre bedre vilkår for helbredelse. Disse omfatter:

  • En tilgang til barnet som et godt menneske, der oplever en udfordrende psykisk lidelse
  • At familiemedlemmer så vidt muligt nægter at indgå i eller tilpasse sig til OCD-relateret adfærd
  • At barnet ikke straffes eller kritiseres for sine OCD-symptomer

Årsager til OCD hos børn og unge

Det er ikke muligt at fastlægge én klar årsag til udviklingen af OCD, og både arvelige, biologiske og miljømæssige faktorer spiller en rolle.

OCD optræder oftere hos børn og unge, der har familiemedlemmer med lidelsen, hvilket vidner om eksistensen af en medfødt genetisk prædisposition. En del nyere forskning tyder på, at der kan være forskel på OCD, der debuterer før 10-11 års alderen, og OCD, der debuterer senere. Mens den ”sent” debuterende OCD har vist sig at have sammenfaldende genetiske og neuropsykologiske prædisponerende faktorer med angstlidelser mere generelt, har man hos børn med tidligt debuterende OCD set en langt højere tendens til, at der er andre i familien, som også har haft OCD fra tidlig alder. Denne sammenhæng holder også, når man via statistiske metoder kontrollerer for den miljømæssige påvirkning af OCD i den nære familie. Dette betyder med andre ord, at der ved tidligt debuterende OCD er en stærkere genetisk komponent.

Slutteligt findes der en neuropsykiatrisk lidelse ved navn PANDAS (Pediatric autoimmune neuropsychiatric disorders associated with streptococcal infections), hvor symptomer på OCD indtræder hos barnet umiddelbart efter en streptokok-infektion. I disse tilfælde antager OCD’en en hovedsageligt kompulsiv karakter, hvor tvangshandlinger altså er det primære symptom. For PANDAS behandles der på den ene side for infektion og på den anden side for OCD – denne del af behandlingen antager samme form som for almen OCD hos børn og unge.

Overordnet kan man tale om tre typiske udviklingsbaner for OCD som demonstreret i tabellen nedenfor. Ved kumulitativ er det en blanding af ophobende faktorer i genetikken såvel som miljøet, der udmunder i lidelsen, mens det ved tidligt debuterende i højere grad kan tilskrives medfødte faktorer og ved udløst OCD i højere grad kan tilskrives miljøfaktorer i form af særlige hændelser. Man fundet, at OCD, der debuterer i barndommen har en dårligere prognose og ofte er sværere at behandle. Af disse grunde er det vigtigt at identificere OCD’en og iværksætte den rigtige behandling tidligt.

Forekomst af OCD hos børn og unge

Prævalensen af OCD hos børn og unge er 1-2%. I de fleste tilfælde har lidelsen sit udspring i den sene barndom eller tidlige teenagealder, selvom den kan indtræffe når som helst i livet. OCD sætter tidligere ind hos drenge end hos piger.

Tvangstanker og tvangshandlinger optræder sammen i 60% af alle OCD-tilfælde hos børn og unge. I de fleste tilfælde ses der ligeledes en anden sammenfaldende, såkaldt komorbid, lidelse. De hyppigste komorbide lidelser er tic-lidelser, angst og depression. Især hos børn er en triade af OCD, tic-lidelse og ADHD en hyppig kombination.

Behandling af OCD hos børn og unge

Kognitiv adfærdsterapi har vist sig yderst gavnlig i behandlingen af børn og unge med OCD. Denne behandlingsform indeholder to primære komponenter:

  • I kognitiv terapi undersøges de udløsende stimuli, karakteren af tvangstankerne og følelserne associeret hermed samt de resulterende tvangshandlinger. Det bestræbes at omstrukturere disse tanke- og associationsmønstre, hvilket bl.a. gøres ved at udfordre tankerne i et forsøg på at undersøge disses validitet.
  • I adfærdsterapi arbejdes der med selve adfærden, hvor målet er at reducere det tvangsmæssige respons på udløsende stimuli. Dette gøres ved såkaldt eksponering med responshindring, hvor barnet eller den unge i stigende grad udsættes for udløsende stimuli i trygge omgivelser og øver sig på ikke at reagere med tvangshandlinger eller undgåelsesadfærd.

Nyere metaanalyser af randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT-studier) på kognitiv adfærdsterapeutisk OCD-behandling med eksponering med responshindring tyder på, at 70% af børn, der modtager behandlingen, oplever en væsentlig forbedring eller kommer helt af med lidelsen. Omkring 53% oplever fuldstændig remission, hvilket vil sige, at de ikke længere har kliniske symptomer på OCD.

Medicinsk behandling med SSRI, en forkortelse for den engelske betegnelse ”Selective Serotonin Reuptake Inhibitor”, har også vist sig at have en gavnlig effekt, men der er omkring 43% færre, der opnår remission eller væsentlig bedring sammenlignet med KAT med eksponering og responshindring. Derudover rapporteres dobbelt så mange frafald fra den medicinske behandling. Dette er muligvis fordi farmakologisk behandling medfører bivirkninger, har lavere effekt og opleves mere invasiv og dermed mindre tolerabel end den psykoterapeutiske terapi.

Man troede tidligere, at kombinationsbehandling, altså både kognitiv adfærdsterapi og medicin, havde bedre effekt for børn og unge med alvorlig OCD end kognitiv adfærdsterapi alene. De seneste videnskabelige undersøgelser har dog ikke understøttet denne antagelse, idet der ses lige så god behandlingseffekt for kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responshindring uden medicinsk intervention.

Ubehandlet vil lidelsen i 90% af tilfælde vare ved, og OCD’en vil oftest have et svingende men progredierende forløb ind i voksenlivet. Det er derfor vigtigt at søge behandling så tidligt om muligt. For de fleste vil 8-16 behandlingssessioner over 2-5 måneder hos os betyde, at de kan komme helt af med OCD’en.

Informationspjece til børn og unge med OCD

Ved vores psykologpraksisser i Aarhus og på Frederiksberg i København oplever vi, at mange børn og unge med OCD har brug for bedre indsigt i deres udfordringer i forbindelse med lidelsen. Desværre har der ikke førhen eksisteret god information skrevet direkte til børn og unge i Danmark. Derfor har vi lavet denne pjece, der frit kan downloades, med information til børn og unge med OCD.

Hvis du som forældre læser dette, kan du eventuelt printe pjecen ud og læse den højt for dit barn eller andre, hvis det er svært for dem at læse selv. Pjecen kan ligeledes bruges til undervisning og information i skolesammenhæng.

Her kan du downloade en pjece med information om OCD hos børn og unge:

Information til børn og unge med OCD (PDF)Læs mere om OCD