OCD hos børn og unge

OCD, obsessiv-kompulsiv tilstand, er en angstlidelse præget af tvangstanker og/eller tvangshandlinger, og som rammer 1-2% af alle børn og unge. På grund af børns endnu ikke fuldt udviklede verdensforståelse ses ofte dårligere sygdomsindsigt end hos voksne, og lidelsen kan derfor være meget pinefuld samt svær at at identificere. En specifik udgave af kognitiv adfærdsterapi, kaldet kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responshindring, har vist sig yderst effektiv i behandlingen af børn og unge med OCD. 80 % af dem, der modtager denne behandling, oplever en væsentlig bedring eller kommer helt af med OCD’en i løbet af 12-16 uger. Denne form for kognitiv adfærdsterapi er vores spidskompetence hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen på Frederiksberg, hvor du hurtigt kan få en tid hos en af vores psykologer, der har megen erfaring med behandling af OCD hos børn og unge. Her på siden kan du læse mere om OCD hos børn og unge, og nederst finder du et link til en informationspjece skrevet specifikt til børn, der lider af OCD.

Ønsker du eller dit barn en samtale med en af vores psykologer om OCD? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er OCD hos børn og unge?

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder; på dansk obsessiv-kompulsiv tilstand. OCD er karakteriseret ved tilstedeværelsen af tvangstanker og tvangshandlinger. Således optræder der på den ene side påtrængende og uønskede tanker vedrørende et eller flere specifikke emner (eksempelvis bakterier, smitte, renhed, aggressive eller seksuelle handlinger) og på den anden side tvangsmæssige handlinger (for eksempel håndvask, tjekke- eller tælleadfærd, ritualer, forsikringssøgen), som for det meste udføres med henblik på at reducere angsten associeret med tvangstankerne og/eller at forhindre en indbildt katastrofe.

Det er vigtigt at skelne mellem OCD og normalt forekommende ritualadfærd, som er almindelig i barndommen. Her er eksempelvis tale om at samle på ting, sætte objekter i orden og symmetri, ikke at træde på streger og lignende. Denne almindelige ritualadfærd fortager sig typisk ved 8-9-årsalderen og vil typisk ikke opleves som uønsket eller ubehagelig for barnet. OCD kendetegnes i modsætning til dette ved, at tankerne og handlingerne er uønskede, indtrængende, ukontrollerbare og meget ubehagelige for barnet. Samtidig vil de oftest være forstyrrende for barnet evne til at fungere i hverdagssituationer.

Der findes enkeltstående eksempler på tvangshandlinger eller tvangstanker alene, altså hvor kun den ene del af OCD’en er tilstede. Der findes således også diagnostiske underkategorier for OCD med overvejende tvangshandlinger (sommetider betegnet Pure C) eller med overvejende tvangstanker (sommetider betegnet Pure O), men i langt de fleste tilfælde vil begge dele kunne identificeres.

Børn har oftere en mere begrænset indsigt i deres OCD, hvorfor tvangstankerne kan være begrænset til indtrængende og gentagende tanker om, at et vist ubehag vil være uudholdeligt, eller at noget er ulækkert. Omkring 40 % af alle børn med OCD vil benægte, at deres tvangshandlinger er drevet af tvangstanker, men vil oftest kunne identificere tvangstankerne med professionel hjælp. I en del tilfælde vil især yngre børn ikke kunne gøre rede for formålet med deres tvangshandlinger og anerkender ikke nødvendigvis, at handlingerne er overdrevne eller uhensigtsmæssige. Hos de helt unge børn er dette ikke usædvanligt, men de børn og unge, der er 10 år eller ældre, og som har dårlig indsigt i OCD’en, har generelt en dårligere prognose. Tidlig og korrekt identificering og behandling er derfor ekstra vigtigt for denne undergruppe af børn og unge med OCD.

For at diagnosen OCD kan stilles hos børn og unge, skal følgende kriterier mødes:

  • Tvangstanker, tvangshandlinger eller begge har stået på i mindst to uger og er kilde til ubehag for barnet eller den unge
  • Tvangstankerne opfattes som barnets eller den unges egne tanker
  • Tankerne opleves som ubehageligt repetitive og tilbagevendende
  • At have tankerne eller udføre den rituelle tvangsadfærd er ikke i sig selv lystbetonet
  • Symptomerne forstyrrer dagligdags funktioner (socialt, uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter) eller er tidkrævende (mere end 1 time hver dag)

Tvangstanker, som også kaldes obsessioner, kan beskrives som tanker, idéer, billeder eller impulser, der kontinuerligt trænger sig på og ofte antager en stereotyp form. Især hos yngre børn forekommer det tit, at disse antager en mere ukonkret form, som barnet kan have svært ved at udtrykke. F.eks. kan tvangstankerne hos yngre børn være begrænset til ubehagelige følelser, fornemmelser, eller handlingsimpulser, som de ikke kan definere ud over, at oplevelsen er dårlig, farlig, forkert, eller ulækker.

Tvangstankerne er ubehagelige, fordi de er i modsætning til barnets egentlige ønsker og overbevisninger. De vil ofte omhandle emner, der er farlige, seksuelle, uanstændige eller pinagtige og er nærmest altid i strid med deres egne og samfundets normer. Børn eller unge med OCD oplever tvangstankerne som deres egne tanker trods deres ufrivillige karakter. Det er dog vigtigt at forstå, at tvangstankerne, selvom det er barnets egne tanker, ikke fortæller noget om barnet. Der er f.eks. ikke større risiko for, at et barn med seksuelle tvangstanker skal begå upassende seksuelle handlinger, ligesom det ikke betyder, at barnet har været udsat for noget seksuelt krænkende.

Tilsvarende har børn og unge med aggressive tvangstanker ikke større tilbøjelighed til at udsætte sig selv eller andre for vold.

Hos børn og unge vedrører tvangstankerne hyppigst følgende områder:

  • Skidt og urenhed.
  • Katastrofer i form af eksempelvis ildebrand, sygdom eller død.
  • Symmetri, orden og præcision.
  • Væmmelse over kropslige affaldsstoffer såsom afføring, urin eller spyt.
  • Uacceptable aggressive tanker eller idéer.
  • Forbudte seksuelle tanker eller lyster.
  • Et presserende behov for at fortælle, tilstå eller adspørge.

At have tvangstanker medfører en række ubehagelige følelser, herunder angst, tristhed og væmmelse ved sig selv. De resulterende tvangshandlinger kan have til hensigt at reducere og lindre disse følelser og/eller mere konkrete katastrofeagtige scenarier, som de forestiller kan indtræffe.

Tvangshandlinger, som også kaldes kompulsioner, er ensformige adfærdsmønstre eller ritualer, der gentages igen og igen. Handlingerne er ikke i sig selv behagelige eller produktive, men tjener i 60% af tilfælde at reducere ubehag og frygtede hændelser relateret til tvangstanker. Ved at udføre de repetitive handlinger oplever visse individer at forhindre et ubehageligt, om end urealistisk, udfald såsom skade på sig selv eller andre. I de resterende 40% af tilfælde optræder tvangshandlinger uden klart definerede tvangstanker. I medierne omtales tvangshandlinger uden tilstedeværelse af tvangstanker sommetider ”Pure C”.

Mens tvangshandlinger i mange tilfælde tager form af konkret adfærd såsom håndvask eller gentagen trykken på en lyskontakt, kan tvangshandlinger ligeledes være ”tankeritualer” som ikke umiddelbart er synlige for omgivelserne. Disse kan eksempelvis omfatte tællen eller mental gentagelse af mantraer.

Tvangshandlinger, som set ved OCD hos børn og unge, adskiller sig fra symptomerne ved tics-lidelser såsom Tourettes syndrom. OCD-prægede tvangshandlinger er længerevarende og selvstyrede handlinger, mens tics i stedet er pludselige, ufrivillige bevægelser eller udbrud.

Dårlig sygdomsforståelse og –indsigt er typisk for især yngre børn med OCD, da deres verdensforståelse endnu ikke er udviklet tilstrækkeligt til, at de kan rationalisere, at deres obsessioner ikke er rimelige eller begrundede.

Mange børn og unge har dog i en vis udstrækning forståelse for, at deres idéer eller adfærd ikke giver mening eller er socialt acceptable. Derfor forsøger de at kontrollere, undertrykke eller skjule deres tvangshandlinger, når de begår sig i sociale sammenhænge. I visse tilfælde resulterer dette i, at barnet udelukkende udviser den tvangsprægede adfærd i hjemmets trygge rammer, hvorfor adfærden fejlagtigt tolkes af forældrene som frivillig ulydighed.

Det er ligeledes typisk for OCD hos børn og unge, at familien i høj grad inddrages i de tvangsprægede ritualer. Således er det almindeligt, at børnene beder forældrene om at hjælpe med eller tage del i ritualer. Der findes en række faktorer i familielivet og tilgangen til barnets OCD, der har vist sig at sikre bedre vilkår for helbredelse. Disse omfatter:

  • En tilgang til barnet som et godt menneske, der oplever en udfordrende psykisk lidelse.
  • At familiemedlemmer nægter at indgå i eller tilpasse sig til OCD-relateret adfærd.

At barnet ikke straffes eller kritiseres for sine OCD-symptomer.

Prævalensen af OCD hos børn og unge er 1-2%. I de fleste tilfælde har lidelsen sit udspring i den sene barndom eller tidlige teenagealder, selvom den kan indtræffe når som helst i livet. OCD sætter tidligere ind hos drenge end hos piger.

Tvangstanker og tvangshandlinger optræder sammen i 60% af alle OCD-tilfælde hos børn og unge. I de fleste tilfælde ses der ligeledes en anden sammenfaldende, såkaldt komorbid, lidelse, hvoraf de mest hyppige er tic-lidelser, angst og depression. Især hos børn er en triade af OCD, tic-lidelse og ADHD en hyppig kombination.

Der ses oftere OCD hos børn og unge, der har familiemedlemmer med lidelsen, og der er således fundet et stærkt genetisk komponent herfor. Dette gælder især for tidligt debuterende OCD. Det er dog ikke muligt at fastlægge én klar årsag til udviklingen af OCD, og både arvelige, biologiske og miljømæssige faktorer spiller en rolle.

En del nyere forskning tyder på, at der kan være en forskel på OCD, der debuterer før 10-11 års alder og OCD, der debuterer tidligere. Mens den ”sent” debuterende OCD har vist sig at have hovedsagelig sammenfaldende genetiske og neuropsykologiske prædisponerende faktorer med angstlidelser generelt, har man hos børn med tidligt debuterende OCD set en langt højere tendens til, at der er andre i familien som også har haft OCD fra tidlig alder. Denne sammenhæng holder også, når man via statistiske metoder kontrollerer for den miljømæssige påvirkning af OCD i den nære familie. Forskningen antyder derfor, at der ved tidlig debuterende OCD er en stærkere genetisk komponent.

Man har derudover fundet, at OCD, der debuterer i barndommen har en dårligere prognose og ofte er sværere at behandle. Af disse grunde er det endnu vigtigere tidligt at identificere OCD’en og iværksætte den rigtige behandling.

Slutteligt findes der en neuropsykiatrisk lidelse ved navn PANDAS (Pediatric autoimmune neuropsychiatric disorders associated with streptococcal infections), hvor symptomer på OCD indtræder hos barnet umiddelbart efter en streptokok-infektion. I disse tilfælde antager OCD’en en hovedsageligt kompulsiv karakter, hvor tvangshandlinger altså er det primære symptom. For PANDAS behandles der på den ene side for infektion og på den anden side for OCD – behandlingen antager samme form som for almen OCD hos børn og unge.

Kognitiv adfærdsterapi har vist sig yderst gavnlig i behandlingen af børn og unge med OCD. Denne behandlingsform indeholder to primære komponenter:

  • I kognitiv terapi undersøges de udløsende stimuli, karakteren af tvangstankerne og følelserne associeret hermed samt de resulterende tvangshandlinger, og det bestræbes at omstrukturere disse tanke- og associationsmønstre. Dette gøres blandt andet ved at udfordre tankerne i samarbejde med barnet for at undersøge disses validitet.
  • I adfærdsterapi arbejdes der i stedet med selve adfærden, og målet er at reducere det tvangsmæssige respons på udløsende stimuli. Dette gøres ved såkaldt eksponering med responshindring, hvor barnet eller den unge i stigende grad udsættes for udløsende stimuli i trygge omgivelser og øver sig på ikke at reagere med tvangshandlinger eller undgåelsesadfærd.

Nyere metaanalyser af randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT-studier) på kognitiv adfærdsterapeutisk behandling med eksponering med responshindring på OCD hos børn og unge tyder på, at 70 % af børn, der modtager behandlingen, oplever en væsentlig forbedring eller kommer helt af med lidelsen (link). Omkring 53 % oplever fuldstændig remission, hvilket vil sige, at de ikke længere har kliniske symptomer på OCD.

Medicinsk behandling med SSRI, der er en forkortelse for den engelske betegnelse ”Selective Serotonin Reuptake Inhibitor”, har også vist sig at have en gavnlig effekt, men med omkring 43 % færre, der opnår remission eller væsentlig bedring i forhold til KAT med eksponering med responshindring. Derudover er rapporteres dobbelt så mange frafald fra den medicinske behandling, muligvis fordi farmakologisk behandling oplever mere invasiv og dermed mindre tolerabel end den psykoterapeutiske i kombination med bivirkninger og mindre oplevet effekt.

Man troede tidligere, at kombinationsbehandling, altså både kognitiv adfærdsterapi og medicin, havde bedre effekt for børn og unge med alvorlig OCD end kognitiv adfærdsterapi alene. De sidste videnskabelige undersøgelser har dog ikke understøttet denne antagelse, idet den bedste behandlingseffekt er vist for kognitiv adfærdsterapi med eksponering med responshindring også for denne gruppe.

Ubehandlet fortsætter lidelser i 90 % af tilfælde og vil oftest have et svingende, men progredierende forløb ind i voksenlivet. Det er derfor vigtigt at søge behandling så tidligt om muligt. For de fleste vil 8-16 behandlingssessioner over 2-5 måneder hos os betyde, at de kan komme helt af med sin OCD.

Informationspjece til børn og unge med OCD

Ved vores psykologpraksis på Frederiksberg, København, oplever vi et stort behov hos børn og unge med OCD for bedre at kunne forstå sine egne udfordringer i forbindelse med lidelsen. Desværre har der ikke eksisteret god information skrevet direkte til børn og unge i Danmark. Derfor har vi lavet denne pjece, der frit kan downloades, med information til børn og unge med OCD.

Hvis du som forældre læser dette, kan du eventuelt printe pjecen ud og læse højt for dit barn og/eller andre, hvis det er svært for dem at læse selv. Pjecen kan ligeledes bruges til undervisning og information i skolesammenhæng.

Her kan du downloade en pjece med information om OCD hos børn og unge:

Information til børn og unge med OCD (PDF)Læs mere om OCD