Angst for at sove alene

Angst for at sove alene er en problematik, som oftest ses hos børn, men som også kan debutere eller vedvare i voksenalderen. Fælles for al angst for at sove alene er, at der er overdreven eller uhensigtsmæssig bekymring knyttet til, hvad der kan ske, mens man sover alene, og risikoen for, at dette indtræffer. Angst for at sove alene kan blive så omfattende, at det påvirker søvnkvaliteten samt kan gribe ind i ens naturlige selvstændiggørelse fra ens forældre og andre i ens familie, eller ens sociale liv, arbejdsliv eller øvrige livsudfoldelse. I sådanne tilfælde er det tilrådeligt at søge professionel hjælp til at afhjælpe tilstanden. Hos Psykologerne Johansen & Kristoffersen på Frederiksberg i København og i Aarhus tilbyder vi kognitiv adfærdsterapi for angst hos såvel børn som voksne – uden lange ventelister. Test dig selv for angst med vores angsttest for voksne, eller test dit barn for angst med vores angsttest for børn. 

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om angst for at sove alene? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er angst for at sove alene?

Mange mennesker – både børn og voksne – bryder sig ikke om at sove alene. For nogle udvikler dette ubehag sig dog til en regulær angstproblematik, der forstyrrer hverdagen, bliver ekstremt krævende for ens omgivelser, eller kommer i vejen for aktiviteter, job- eller uddannelsesmuligheder. Angsten for at sove uden andre tilstede kan komme til udtryk på utallige måder og kan også optræde som et aspekt ved en større problematik, for eksempel angst eller OCD. Nedenstående eksempler for henholsdvis børn og voksne beskriver altså blot nogle af de mest typiske tilfælde af angst for at sove alene, og eksemplerne bør derfor ikke betragtes som udtømmende. 

Fælles for disse eksempler er, at angsten for at sove alene typisk centrerer sig omkring, hvad der mon kan ske, mens man sover, såfremt man er alene. Angst adskiller sig netop fra frygt ved at have en oplevet fremtidig fare som sit omdrejningspunkt, hvor frygt nærmere er en reaktion på en faktisk, aktuel trussel. Både ved angst og frygt indtræder også en kropslig reaktion, hvor man blandt andet kan opleve forhøjet puls, hurtigere vejrtrækning, sved, anspændthed, rysten og skærpede sanser. Ved tilstedeværelse af en aktuel trussel er denne frygt-mekanisme sund og hensigtsmæssig og sætter os i stand til at reagere hurtigt og effektivt, idet alle disse symptomer er med til at skærpe vores opfattelsesevne og handledygtighed.

Angstreaktionen adskiller sig herfra ved at indtræde uden tilstedeværelse af den faktisk trussel. Symptomerne er i sig selv ubehagelige og er uhensigtsmæssige, hvis de optræder over lang tid i situationer, hvor den reelle fare er fraværende eller lille. 

Uanset årsagen til, at man som barn eller voksen oplever angst for at sove alene, kan angstsymptomerne i høj grad forstyrre evnen til at opnå en god nattesøvn. For mange er det et paradoks, idet det frygten for ikke at kunne falde i søvn, når de sover alene, er en væsentlig del af angstproblematikken. Søvn er afgørende for både mental funktion og fysisk restituering, og søvnmangel kan påvirke mange af livets domæner. Hvis man som barn eller voksen derfor oplever søvnproblemer i forbindelse at sove alene, eller hvis man som forælder bliver vækket nat efter nat grundet barnets angst, kan det således være fordelagtigt at søge professionel hjælp. 

Test dit barn for angstTest dig selv for angst

Børn: Angst for at sove alene

Angst for at sove alene ses især hos børn, hvor både angst for adskillelse fra ens forældre og angst for mørke er naturlige dele af børns udvikling. Hos børn, hvor dette udviklesig til et problem, er deoftest tale om børn på mere end 4 år, hvor barnet enten altid kommer ind og sover i forældrenes soveværelse eller insisterer på, at en forælder eller et andet familiemedlem skal sove det samme værelse. Barnet kan måske blive grådlabilt eller direkte panisk, hvis man forsøger at få ham/hende til at blive i sin egen seng. Mange børn er blot bange for ikke at kunne falde i søvn alene og at de dermed vil blive liggende vågne hele natten. For en del er denne forestillinret angstprovokerende, fordi det ville indebære at skulle ligge vågen i mørket, hvor de kan blive skræmt af egne tanker, skygger, lyde, eller uklare omrids. 

Hos børn kan angsten for at sove alene også hænge sammen med separationsangst, hvor barnet frygter, at der vil ske noget forfærdeligt med enten forældrene eller barnet selv ved adskillelse. Oftest vil disse børn også udvise frygt i forbindelse adskillelse fra forældrene om dagen og i andre sammenhænge.

Ligeledes kan mørkeræd, også kaldet skotofobi, eller frygt for eksempelvis monstre under sengen være med til at afføde angsten for at sove alene. Disse er begge almindeligt forekommende fobier hos børn.  

En anden velkendt problemstilling er, at børn kan være bange for at dø, mens de sover, fordi de frygter, at de vil glemme eller ikke kunne finde ud af at trække vejret under søvnen. Andre er bange for, at de skal få et panikfald, mens de sover og derfor ikke kan udøve bevidst kontrol over deres vejrtrækning. I disse tilfælde er angsten for at sove én af mange måder, som lidelsen panikangst kan komme til udtryk på. 

Hos ældre børn, der er i præpuberteten eller senere, kan angst for at sove alene også forekomme som en del af obsessiv-kompulsiv lidelser, oftest kaldet OCD. Hos disse børn er det at skulle sove alene som regel blot ét af flere aspekter knyttet til sovesituationen, der skal være på en særlig eller ritualiseret måde for, at sovesituationen ikke skal medføre et svært kropsligt og følelsesmæssigt ubehag, eller risiko for, at mere specifikke, indbildte katastrofer vil indtræffe. 

Voksne: Angst for at sove alene

Det er typisk, at voksne, som er bange for at sove alene, også var bange for dette, da de var børn. Ikke sjældent er angsten for at sove alene langsomt progredierende eller stabil, indtil personen flytter hjemmefra, bryder med en partner eller er udsat for en særligt skræmmende hændelse som gør, at angsten ikke længere er forenelig med et almindeligt voksenliv. Ligesom hos børn kan angsten for at skulle sove alene relatere sig til en lang række forskellige frygtede konsekvenser. Det mest almindelige er angstprovokerende tanker om ikke at kunne falde i søvn, og hvad dette ville indebære – eksempelvis at ligge vågen hele natten, hvilket ville have konsekvenser for den påfølgende dags arbejde, uddannelse eller sociale aktiviteter. Det er også ofte et element af, at man er bange for at blive bange og ikke at kunne håndtere dette på egen hånd.

Andre meget almindelige angstprovokerende tanker omhandler risikoen for forskellige fysiske trusler mens man sover, eksempelvis indbrud, overfald eller brand. 

Angsten for at sove alene kan i nogle tilfælde også optræde som en del af helbredsangst eller sygdomsangst, hvor man eksempelvis kan frygte, at svære symptomer skal indtræde i søvnen, uden at der vil være nogen til at ringe efter hjælp. Hos andre er angsten for at sove alene et resultat af, at de er bange for at opgive kontrollen over sin vejrtrækning, idet de frygter, at det ville kunne føre til panikangst eller kvælning, som følge af, at de ikke få nok ilt. Enkelte personer med OCD er ligeledes bange for at sove alene, fordi det ville kunne udløse tvangstanker, der igen ville kunne medføre et stort ubehag og mulige forfærdelige konsekvenser for sig selv og andre. 

Årsager til angsten for at falde i søvn alene

Årsagen til, at nogle mennesker udvikler angstlidelser, er kompleks og har i reglen to ben at stå på: Henholdsvis de medfødte faktorer og de miljømæssige faktorer. 

For de medfødte faktorer viser forskningen blandt andet, at man kan have en medfødt genetisk disposition for at udvikle angst, hvorfor flere individer i samme familie ofte udvikler angstlidelser. Samtidig kan der siges at være en evolutionær forklaring på, at netop det at sove alene kan virke så angstfremkaldende. For urmennesket har det skabt tryghed at ligge i flok om natten, især fordi man som enkeltperson ikke kan være opmærksom på eventuelle farer. Det kan således tænkes, at en vis grad af angst for at sove alene øgede urmenneskets chance for overlevelse, og at mennesker i dag har et evolutionært medfødt anlæg for denne type angst. 

Personer, som generelt har en større kropslig aktivering ved følelser af angst, eller som har et mere sensitivt søvnsystem og derfor har sværere ved at falde i søvn, er desuden i større risiko for at udvikle angst for at sove alene. Hvis man har tendens til at blive meget fysiologisk påvirket af selv de mindste stimuli, bliver det nemlig svært at falde til ro. Når man således holdes vågen af  angsten, bliver man bekræftet i, at man er ude af stand til at sove alene – hvorved der bliver tale om en selvopfyldende profeti.

Miljømæssigt kan oplevelser og livserfaringer i høj grad være med til at både udløse og forme angsten. I nogle tilfælde er der en skelsættende hændelse eller oplevelse (reel eller imaginær) som har aktiveret angsten for at sove alene, men denne kan også være opstået uden noget tydeligt afsæt. Samtidig kan også det at se andre, eksempelvis forældre, være angste for at sove alene, være med til at udløse angst hos børn via en mekanisme, som kaldes modellering. I tråd hermed kan også det at læse bøger eller se film, hvor der sker noget slemt, mens en person sover, være med til at udløse angsten.  

Slutteligt kan angst for at sove alene, som nævnt i det ovenstående, have grobund i mange andre angstlidelser, hvor man eksempelvis frygter mørke, pludselig sygdom eller lignende.   

Forekomst af angst i forbindelse med at sove alene

Der findes ingen tal på, hvor stor en andel af befolkningen lider specifik at angst for at sove alene. Herunder forekommer angst for at sove alene hos mange som et symptom på andre angstlidelser. Dog lader det til, at især børn i mellemskolealderen kan være bange for at sove alene. Angstlidelser, som er en af de hyppigst forekommende typer psykiske lidelser, vil optræde hos omkring 28 % af den danske befolkning på et eller andet tidspunkt i livet.

Symptomer på angst for at sove alene

  • Vedvarende, urealistisk frygt for at der sker noget, hvis du lægger dig til at sove alene.
  • Vedvarende, urealistisk frygt for ikke at vågne igen.
  • Hyppige, angstfulde opvågninger med behov for at tjekke, at alt er som det skal være og svært ved at falde i søvn igen.
  • Fysiske symptomer i forbindelse med sengetid og tanken om at sove alene, eksempelvis mavesmerter, kvalme og åndeløshed.
  • Voldsomme emotionelle reaktioner i forbindelse med sengetid, såfremt man skal sove alene.

Behandling af angst for at falde i søvn alene

Kognitiv adfærdsterapi er internationalt anbefalet som førstevalgsbehandling ved angst for at sove alene. Denne behandling tilbydes hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen ved psykologpraksisser beliggende på Frederiksberg i København og i Aarhus. Indholdet i behandlingen vil i høj grad afhænge af, hvordan angsten kommer til udtryk og i hvilke situationer, hvilke antagelser og negative automatiske tanker, der er tilstede i sovesituationen, hvilke andre faktorer, der er medvirkende til at vedligeholde angsten, og hvilke mekanismer de virker igennem, samt hvorvidt angsten er en del af en større problemstilling. Desuden vil personens alder spille en afgørende rolle, idet forældre og andre i familien ofte spiller en stor rolle for vellykket behandling hos børn og unge. Hvilke af de kognitive adfærdsterapeutiske elementer, der er aktuelle, samt i hvilket omfang og rækkefølge disse benyttes, baseres på den bedste eksisterende, internationale forskning og psykologens egen erfaring med behandling af lignende problemstillinger. Disse forhold skal dog altid tilpasses den enkelte eller den enkelte families individuelle ønsker, behov og omstændigheder. To forløb vil derfor aldrig være ens, men der vil være visse fællestræk.  

I kognitiv adfærdsterapi for angst for at sove alene fokuseres der ofte tidligt i behandlingen på at identificere personens forestillinger omkring, hvad personen frygter, der kan ske under søvnen, samt hvor sandsynligt vedkommende oplever, at dette er. Der undervises ligeledes i sammenhængen mellem de unikke tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærdsmønstre, der underligger disse oplevelser hos den enkelte.

Hovedfokus er som regel på de nuværende oplevelser, men der arbejdes også med at spore disse oplevelsers oprindelse og udvikling, idet dette kan belyse, hvilke faktorer og mekanismer, der er medvirkende i deres vedligeholdelse. Sidenhen tages der afsæt i denne analyse, når personen lærer at anvende forskellige konkrete teknikker til at ændre de overdrevne uhensigtsmæssige tanker og reaktionsmåder.  

Et andet vigtigt læringspunkt er at øve sig i at udsætte sig selv for de situationer, som medfører angst via det, der hedder terapeutisk eksponering. Terapeutisk eksponering adskiller sig fra naturlig eksponering ved, at man i samarbejde med psykologen kan teste specifikke angstprovokerende tanker og antagelse og derved opnå tilvænning i situationer, som er tilpas angstprovokerende, frivillige og kontrollerbare. Over tid vil man kunne opnå det, der kaldes en udslukning af angstresponsen, hvilket vil sige, at situationerne ikke længere kan udløse forstyrrende niveauer af angst. 

Fælles for alle de værktøjer, der indgår i den kognitive adfærdsterapeutiske behandling, er, at de som regel først beskrives af psykologen, og dernæst afprøves sammen med psykologen, før de anvendes alene derhjemme og endeligt drøftes med psykologen til den næste session. På denne måde øges gradvist begges forståelse for problemstillingen og for hvad, der virker for den enkelte i behandlingen af den, indtil der ikke længere er brug for psykologens kompetence og hjælp, fordi personen selv har den tilstrækkelige viden og erfaring til at arbejde videre eller til at forebygge tilbagefald.