Panikangst

Panikangst er en angstlidelse, hvor pludselige anfald af panik sætter ind uden relation til bestemte udløsende omstændigheder. Oplevelsen af et panikanfald kan sammenlignes med den panikreaktion, mennesker naturligt har ved udsættelse for pludselig fare, og omfatter adskillige fysiske og psykiske symptomer, som du kan læse mere om herunder. For personer med paniklidelse, aktiveres denne forsvarsfunktion dog uventet og uhensigtsmæssigt, og den voldsomme og uforståelige kropslige reaktion ved et anfald bliver i sig selv frygtet. Grundet dens omfattende og uforudsigelige karakter, er der tale om en yderst invaliderende lidelse, som ifølge Sundhedsstyrelsen bør behandles med kognitiv adfærdsterapi. Psykologerne ved vores praksisser på Frederiksberg i København og i Aarhus er eksperter i netop denne type behandling.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om panikanfald?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er panikangst?

Denne angstlidelse er karakteriseret ved voldsomme, uventede og tilbagevendende anfald med pludselig og svær panisk angst. Mens det er normalt, at mennesker kan opleve angstanfald i særlige og sjældne situationer, får personer med panikangst anfald af panik mindst fire gange månedligt. Hertil kommer, at panikanfaldene ikke er begrænsede til særlige situationer eller omstændigheder, men typisk optræder uforudsigeligt.  

Anfaldene har som oftest en varighed på ca. 10 minutter, men kan imidlertid komme og gå over en periode på flere timer. Intensiteten og de specifikke fysiske symptomerne kan variere, men de mest sædvanlige symptomer er:

  • Hjertebanken
  • Høj puls
  • Svedeture eller kuldegysninger
  • Svimmelhed
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Hyperventilering
  • Smerter i eller trykken for brystet
  • Mundtørhed
  • Kvalme
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Anspændthed
  • Sløret syn
  • Skelven
  • Prikkende eller sovende fornemmelse i fingre og tæer

For personer med paniklidelse forekommer sådanne svære angstanfald altså igen og igen. Både fordi panikanfald i sig selv er et seriøst og meget pinefuldt symptom, og fordi gentagne anfald kan medføre angst for angsten eller til og med agorafobi (mere om det længere nede), er her tale om en seriøs lidelse, som bør behandles hos en psykolog. Mekanismen, som forårsager og opretholder lidelsen med tilbagevendende anfald af panik, kan illustreres med nedenstående model. Det er med kognitiv adfærdsterapi muligt så at sige at stikke en kæp i hjulet på denne onde cirkel ved at omstrukturere de uhensigtsmæssige antagelser og tankemønstre.

Angstanfald vs. panikanfald

I folkemunde bruges begrebet angstanfald oftere end panikanfald og de to begreber anvendes ofte vekselvirkende. Dog er angstanfald teknisk set en bredere betegnelse for diverse former for episodisk og pludselig indsættende angst. Termen dækker både over egentlige panikanfald, men også mere almindelige former for ubehagelige og kortvarige oplevelser af angst. Folkeligt benyttes det tit til at beskrive f.eks. ubehagelige og forstyrrende somatiske og kognitive angstsymptomer før og under en mundtlig eksamen, en jobsamtale eller lignende. Begrebet angstanfald benyttes ligeledes ofte ret uspecifikt til at beskrive pludselig indtræffende høj angst, der opstår som en del af en anden angstlidelse.

Eksempler herpå er genoplevelse af et traume i ptsd, en vigtig social situation i socialfolbi, tilstedeværelsen af specifikke tvangstanker ved ocd eller intens bekymring ved generaliseret angstlidelse. Panikanfald er i modsætning hertil en mere specifik betegnelse for alvorlige angstanfald som dem, der opleves i forbindelse med paniklidelse. Der er en række kriterier, der skal opfyldes, for at angstanfaldet teknisk set kan kaldes anfald af panik. Paniklidelse er således en diagnostisk betegnelse, hvor kriterierne for sådanne anfald opfyldes mindst fire gange månedligt.

Test dit barn for panikangstTest voksne og unge for panikangst

Normal farereaktion

De symptomer, som optræder i forbindelse med anfald af panik, forekommer også ved normale angstreaktioner og er en del af alle menneskers naturlige forsvar, når de konfronteres med farlige eller vanskelige situationer. De kropslige symptomer, som opstår, når man udsættes for fare, er på ingen måde sygelige, men tværtimod nødvendige, normale og livsvigtige for menneskets overlevelse. De er nemlig alle sammen på hver sin måde et resultat af, at kroppen gøres klar til kamp eller flugt (flight-or-flight). 

Når vi konfronteres med en pludselig fare, frigøres hormonet adrenalin, som sætter hele det kropslige ”overlevelsesapparatet” i gang. Vi får skærpet vores opmærksomhed og bliver bedre i stand til at scanne omverdenen for farer. Samtidig igangsættes en række kropslige mekanismer. Alle disse mekanismer bidrager på hver sin måde til, at kroppens muskler kan aktiveres hurtigt og effektivt, så vi kan handle øjeblikkeligt og yde maksimal fysisk præstation, når vi enten flygter fra eller kæmper mod truslen:

Kropsvæsker omdirigeres ind i blodbanen (tør mund og synkebesvær), luftvejene udvides for at få mere ilt til lungerne (vejrtrækningsbesvær, åndenød og hyperventilering), hjertet pumper hårdere for at sende ilt og energi til musklerne (hurtig puls, hjertebanken, smerter og trykken), mave- og tarmsystemet nedprioriteres,  blod og energi kan ledes ud til musklerne (sommerfugle i maven, ”knude” i maven og kvalme), huden ventileres og bliver fugtig for at afkøle de hårdtarbejdende muskler (svedeture og kuldegysninger), blodet løber ind i musklerne (bleg hud), musklerne spændes og er parate til at reagere hurtigt (anspændthed, muskelsmerter og skælven), og der afgives calcium fra de spændte muskler (prikken, stikken og følelsesløshed). 

En faresituation medfører altså en spontan og eksplosiv kropslig reaktion efterfulgt af ændret adfærd (flugt eller kamp), panikfølelse og tanker om fare. Ved reel fare har dette alarmsystem en vigtig funktion. Hvis der eksempelvis kommer en bil kørende imod én, er der ikke tid til at tænke eller at overveje situationen eller konsekvenserne nærmere. Her er det livsvigtigt, at alarmsystemet bare fungerer. 

Panikanfald

Ovenstående illustrerer, at alle de symptomer, der opleves i forbindelse med et angstanfald, er effekter af en hensigtsmæssig kropslig mekanisme. Symptomerne på panik i sig selv er altså både ufarlige og essentielle for vores evne til at overleve. For personer med paniklidelse går dette alarmsystem dog i gang uden anledning eller på forkerte tidspunkter. Den fysiologiske reaktion på akut fare opstår altså, uden at der reelt er fare på færde.  

Når et panikanfald går i gang, sker der altså det, at alle alarmsystemerne aktiveres. Ligesom ved egentlige faresituationer frigives adrenalin, kroppen og sanser mobiliseres, og alle de ovenstående symptomer opstår. Problemet er bare, at kroppen ved fravær af fare ikke har noget at bruge denne mobilisering til. 

Der er intet farligt at kæmpe imod eller flygte fra. Den angst og frygt, som panikanfaldet afføder, vendes derfor ofte imod selve kroppen og symptomerne. Man kan blive overbevist om, at det er kroppen, der er i fare, og symptomerne, der er farlige.  

Et anfald af panik er altså i første omgang en slags falsk alarm fra kroppens side, og i bund og grund ville det mest ideelle være at holde hovedet koldt og bare vente på, at kroppen faldt til ro igen. Men forståeligt nok stoler vi på vores kropslige fornemmelser og har meget svært ved at overbevise os selv om, at symptomerne er opstået helt uden årsag. Derfor bliver vi angste, og reaktionen forstærker sig selv i en ond cirkel. Indefra opleves et angstanfald således som om, at der er noget grueligt galt med kroppen. 

Model for panikanfald

Eksempel på panikanfald

Ovenfor ses til venstre en model for angstanfaldet eller panikanfaldet, som det forstås i den kognitive adfærdsterapi. Til højre ses den samme model udfyldt med et individualiseret eksempel på en panikreaktion. Modellen har til hensigt at fremhæve, hvorledes der opstår en ond cirkel af selvforstærkende angst, når de kropslige angstsymptomer fejlfortolkes som farlige og fører til yderligere eskalerende angst. Model frit efter Clark (1986).

Angst for angstanfaldet

Panikangst er forståeligt nok forbundet med en intens frygt for netop det at have et panikanfald; dels fordi det er ekstremt ubehageligt, og dels fordi man ikke forstår, hvad det er, der sker med én. Ofte får man tanker om, at man er ved at dø, miste kontrollen, at man er ved at blive sindssyg, eller at man kan blive det under anfaldet. Ingen af disse frygtede ting kan rent faktisk ske som følge af angstreaktionen, men overbevisningen herom kan være ekstremt invaliderende og medføre betydelige adfærdsændringer (f.eks. pinlighed, social isolation, undgåelse og sikkerhedsadfærd). Det kan også medføre vedvarende bekymringer for konsekvenserne ved at få et nyt anfald. 

Anfald af panik opstår typisk uventet, men efterfølgende er det normalt, at angsten bliver associeret med de steder og situationer, hvor angstanfald førhen har indtrådt. Dette fører tit til undgåelse af disse situationer, hvilket begrænser ens bevægelsesfrihed, men samtidig medfører en forventningsangst. Det kan betyde, at man i lang tid forud for en frygtet situation kan være meget medtaget af angst. Selve forventningsangsten kan sommetider i sig selv føre til katastrofetanker, der igangsætter kropslige fornemmelser og forårsager et nyt anfald. 

Agorafobi

Agorafobi er en specifik fobi for at befinde sig på steder såsom store pladser eller i store menneskemængder. Mange personer med panikangst udvikler agorafobi. Dette kan hænge sammen med, at man begynder at undgå steder og situationer, hvor anfaldene før er indtruffet, eller at man er bange for at få et anfald et sted, hvor det ville være svært at flygte eller få hjælp. Man kan også føle, at det vil være pinligt at få et anfald på bestemte steder – eksempelvis i offentligheden. Man kan derfor begynde at undgå butikker og offentlige transportmidler eller andre steder, hvor der er mange mennesker. Nogle kan til sidst blive helt ude af stand til at forlade hjemmet, hvorved livsudfoldelsen begrænset til en invaliderende grad. Læs mere om agorafobi her.

Årsager til paniklidelse

Forskning tyder på, at både genetiske, neurobiologiske, psykologiske og psykosociale faktorer er med til at forklare forekomsten af lidelsen, som således ikke har en enkeltstående årsag. 

Som nævnt kan et panikanfald beskrives som en slags falsk alarm fra kroppens side. En medvirkende årsag til lidelsen kan således være en lavere tærskel for aktivering af dette alarmsystem – en tilstand der kan være både neurobiologiskpsykologisk og miljømæssigt betingetHerunder kan arvelige faktorer gøre, at visse mennesker er født med en lavere tærskel, hvilket er en af grundene til, at lidelsen ofte ses hos flere personer i samme familie. Ligeledes kan belastende eller stressende livshændelser som f.eks. skilsmisse, dødsfald hos nærtstående, fyring fra job, at blive forældre osv. være faktorer, der udløser lidelsen.

Personlighedsmæssigt er der meget der tyder på, at personer, der er generte, har tendens til at have mange bekymringer eller nemt bliver ængstelig ved f.eks. nye ting, har højere risiko for at udvikle paniklidelse. Også opvækst med overbeskyttende forældre lader til at forøge denne risiko. 

Slutteligt har personer med misbrug af alkohol eller andre rusmidler ligeledes øget risiko. Dette kan eventuelt hænge sammen med, at det at ophøre med et rusmiddel kan fremkalde panikanfald. Omvendt er det muligt, at sammenhængen skyldes, at mennesker med panikangst har tilbøjelighed til at forsøge at dulme angst med alkohol eller andre rusmidler. 

Forekomst af paniklidelse

Mange mennesker har på et tidspunkt prøvet at have et angstanfald, men kun omkring 1-2 % har oplevet at have flere panikanfald i en periode af deres liv, dvs. egentlig panikangst. Op til 5 % vil på et eller andet tidspunkt i livet lide af denne lidelse, men for mange er den ikke livslang. 

Lidelsen optræder omkring dobbelt så hyppigt blandt kvinder og opstår typisk for første gang i 20’erne. Samtidig har man forøget risiko, hvis man er i familie med nogen, som har (haft) lidelsen eller har tendens til anfald af panik. Hvis en af ens forældre har tilstanden, er risikoen 8 gange større for, at man selv får den, end hvis ingen af ens forældre har lidelsen. Hvis en af ens forældre havde paniklidelse inden 20-årsalderen, er risikoen endnu højere. Dog har omkring 3 ud af 4 ramte ikke nogen i familien med tilstanden. På samme måde er risikoen øget, såfremt man lider af andre angstlidelser som eksempelvis socialfobi, generaliseret angst eller OCD

Behandling af paniklidelse

Sundhedsstyrelsen anbefaler kognitiv adfærdsterapi til behandling af panikangst, da der er bred evidens for effekten af denne terapiform. Medicinel behandling frarådes, da dette kan være med til at forværre lidelsen. I en omfattende sammenligningsundersøgelse af Scott et. al (2022), blev det desuden slået fast, at panikangst sjældent forbedres uden professionel hjælp, særligt hvis der forekommer symptomer på agorafobi, altså frygt for offentlige steder, i tillæg til paniksymptomerne. Derfor er der stærkt evidensmæssigt incitament til at søge rådgivning hos en psykolog, der er specialiseret i behandling af denne form for angst. Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen i Århus og på Frederiksberg i København tilbyder vi ekspertise inden for denne evidensbaserede behandling af panikangst, uanset om den forekommer med eller uden agorafobi.

De overordnede elementer i denne kognitiv adfærdsterapi for panikanfald er psykoedukation, kognitiv terapi og interoceptiv eksponering. Ved psykoedukation informeres klienter om selve mekanismerne bag lidelsen og angstanfald, såvel som de faktorer, der fastholder angsten. Forståelse for disse forhold, som til dels er redegjort for på denne side, samt hvorledes disse gør sig gældende for individets unikke oplevelse, er det første skridt i behandlingen. 

Den kognitive adfærdsterapeutiske behandling er rettet mod personens aktuelle problemer, som afdækkes sammen med en psykolog. I en caseformulering kortlægges det, hvilke prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer der spiller ind på klientens særlige angstproblematik.

Det primære fokus i den kognitive del af terapien ligger dernæst på at identificere og omstrukturere måden hvorpå, man fortolker situationer/fornemmelser samt de aktuelle tanker, man oplever under og mellem angstanfaldene. Herunder er det især vigtigt, at man arbejder på ikke at overfortolke eller være overopmærksom på kropslige fornemmelser.

I den adfærdsmæssige del af behandlingen anvendes såkaldt interoceptiv eksponering. Ved eksponering udsættes man for små doser af det frygtede, idet man får mulighed for at gøre sig erfaringer med, at der ikke er noget at frygte. Hermed kan man indlære nye mestringsstrategier og aflære angstreaktionen. Hvis man er bange for noget i omverdenen, eksempelvis edderkopper, kan man langsomt eksponeres for disse i omgivelserne. Ved paniklidelse er det dog indre forhold og fornemmelser, der frygtes, og eksponeringen rettes derfor indad. Den interoceptive eksponering foregår således ved at inducere nogle af de symptomer, som personen forbinder med panikanfald – eksempelvis svimmelhed, høj puls eller hurtig vejrtrækning – under selve sessionen. Ved at opleve og håndtere disse symptomer i et kontrolleret miljø, får personen mulighed for at gøre sig førstehåndserfaringer med, at disse fornemmelser ikke nødvendigvis behøver være skræmmende eller tegn på panik. 

KONTAKT OS