Panikangst

Panikangst er en angstlidelse, hvor pludselige anfald af panisk angst sætter ind uden relation til bestemte udløsende omstændigheder. Oplevelsen ved panikangst kan sammenlignes med den panikreaktion, mennesker naturligt har ved udsættelse for pludselig fare, og omfatter adskillige fysiske og psykiske symptomer, som du kan læse mere om herunder. For personer med panikangst aktiveres denne forsvarsfunktion dog uventet og uhensigtsmæssigt, og den voldsomme og uforståelige kropslige reaktion bliver i sig selv frygtet. Grundet dens omfattende og uforudsigelige karakter, er panikangst en yderst invaliderende lidelse, som ifølge Sundhedsstyrelsen bør behandles med kognitiv adfærdsterapi. Psykologerne ved vores praksis på Frederiksberg er eksperter i netop denne type behandling.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om panikangst?
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er panikangst?

Panikangst er en angstlidelse, som er karakteriseret ved voldsomme, uventede og tilbagevendende anfald af pludselig svær panisk angst. Panikanfald i forbindelse med panikangst er ikke begrænset til særlige situationer eller omstændigheder og optræder derfor uforudsigeligt. Anfaldene har som oftest en varighed på ca. 10 minutter, men kan imidlertidig komme og gå over en periode på flere timer. Intensiteten og de specifikke fysiske symptomerne kan variere, men de mest sædvanlige symptomer inkluderer følgende:

  • Hjertebanken
  • Høj puls
  • Svedeture eller kuldegysninger

  • Svimmelhed
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Hyperventilering
  • Smerter i eller trykken for brystet
  • Mundtørhed
  • Kvalme
  • Uvirkelighedsfølelse
  • Anspændthed
  • Sløret syn
  • Skelven
  • Prikkende eller sovende fornemmelse i fingre og tæer

Normal farereaktion

Alle ovenstående symptomer forekommer også ved normale angstreaktioner og er en del af alle menneskers naturlige forsvar, når de konfronteres med farlige eller vanskelige situationer. De kropslige symptomer, som opstår, når man udsættes for fare, er på ingen måde sygelige, men tværtimod nødvendige, normale og livsvigtige for menneskets overlevelse. Symptomerne i sig selv er altså både ufarlige og essentielle for vores evne til at overleve. De ”primitive” reaktionsmekanismer, som øjeblikkeligt aktiveres ved de mindste tegn på fare omfatter:

  • At opmærksomheden skærpes og indsnævres
  • At omverdenen scannes for tegn på farer
  • At kroppen forberedes til flugt eller forsvarskamp (fight-or-flight)

Grundet ovenstående mekanismer forekommer følgende kropslige reaktioner:

  • Kropsvæsker omdirigeres ind i blodbanen (tør mund og synkebesvær)
  • Luftvejene udvides for at få mere ilt til lungerne (vejrtrækningsbesvær, åndenød og hyperventilering)
  • Hjertet pumper hårdere for at sende ilt og energi til musklerne (hurtig puls, hjertebanken, smerter og trykken)

  • Leveren frigør energidepoter (anstrengelse)
  • Mave- og tarmsystemet nedprioriteres, og blod og energi ledes ud til musklerne (sommerfugle i maven, ”knude” i maven og kvalme)
  • Huden ventileres og bliver fugtig for at afkøle de hårdtarbejdende muskler (svedeture og kuldegysninger)
  • Blodet løber ind i musklerne (bleg hud)
  • Musklerne spændes og er parate til at reagere hurtigt (anspændthed, muskelsmerter og skælven)
  • Der afgives calcium fra de spændte muskler (prikken, stikken og følelsesløshed)

Mange af disse symptomer skyldes frigørelse at et hormon (adrenalin), som ved mindste tegn på fare frigøres og sætter hele det kropslige ”overlevelsesapparatet” i gang.

En faresituation medfører altså en spontan og eksplosiv kropslig reaktion efterfulgt af ændret adfærd (flugt eller kamp), panikfølelse og tanker om fare. Ved reel fare har dette alarmsystem en vigtig funktion. Hvis der eksempelvis kommer en bil kørende imod én, er der ikke tid til at tænke eller at overveje situationen eller konsekvenserne nærmere. Her er det vigtigt (livsvigtigt), at alarmsystemet bare fungerer.

Farereaktion ved panikangst

For personer med panikangst går dette alarmsystem i gang uden anledning eller på forkerte tidspunkter. Den fysiologiske reaktion på akut fare opstår altså, uden at der reelt er fare på færde. Angsten er:

  • Uidentificeret (man oplever angsten, men ikke hvad det er, man frygter)
  •  Ude af proportion (helt overdreven)
  • Irrationel (f.eks. angst for at fejle noget alvorligt, selvom alt er gennemundersøgt)

Ligesom ved egentlige faresituationer frigives adrenalin, og kroppen og sanser mobiliseres. Problemet er bare, at kroppen ved fravær af fare ikke har noget at bruge denne mobilisering til. Der er intet farligt at kæmpe imod eller flygte fra. Opmærksomheden vendes derfor ofte imod selve kroppen og symptomerne, og man kan blive overbevist om, at det er kroppen, der er i fare og symptomerne, der er farlige. Et panikanfald er altså i første omgang en slags falsk alarm fra kroppens side, men reaktionen forstærker sig selv, når personen, der oplever det, bliver overbevist om, at der er noget grueligt galt.

Angst for angstanfaldet

Panikangst er forståeligt nok forbundet med en intens frygt for selve angstreaktionen; dels fordi den er ekstremt ubehagelig, og dels fordi man ikke forstår, hvad det er, der sker med én. Ofte får man tanker om, at man er ved at dø, miste kontrollen, at man er ved at blive sindssyg, eller at man kan blive det under angstanfaldet. Ingen af disse frygtede ting kan rent faktisk ske som følge af angsten, men overbevisningen herom kan være ekstremt invaliderende og medføre betydelige adfærdsændringer (f.eks. forlegenhed, social isolation, undgåelse og sikkerhedsadfærd). Det kan også medføre vedvarende bekymringer for konsekvenserne ved at få et nyt anfald.

Panikangst opstår typisk uventet, men efterfølgende er det normalt, at anfaldet bliver associeret med de steder og situationer, hvor angsten førhen har indtrådt. Dette fører tit til undgåelse af disse situationer, hvilket begrænser ens bevægelsesfrihed, men samtidig medfører en forventningsangst. Det kan betyde, at man i lang tid forud for en frygtet situation, eller generelt pga. frygt for et nyt angstanfald, kan være meget medtaget af angst. Selve forventningsangsten kan sommetider i sig selv føre til katastrofetanker, der igangsætter kropslige fornemmelser og forårsager et nyt angstanfald.

Agorafobi

Agorafobi er en specifik fobi for at befinde sig på steder såsom store pladser eller i store menneskemængder. Mange personer med panikangst udvikler agorafobi. Dette kan hænge sammen med, at man begynder at undgå steder og situationer, hvor anfaldene før er indtruffet, eller at man er bange for at få et anfald et sted, hvor det ville være svært at flygte eller få hjælp. Man kan også føle, at det vil være pinligt at få et anfald på bestemte steder – eksempelvis i offentligheden. Man kan derfor begynde at undgå butikker og offentlige transportmidler eller andre steder, hvor der er mange mennesker. Nogle kan til sidst blive helt ude af stand til at forlade hjemmet, hvorved livsudfoldelsen begrænset til en invaliderende grad.

Årsager til panikangst

Der findes ingen enkelt årsag til panikangst. Forskning tyder på, at både genetiske, neurobiologiske, psykologiske og psykosociale faktorer er med til at forklare forekomsten af panikangst. Der er visse dog risikofaktorer, som viser sig at være forbundet med panikangst:

  • At være kvinde. Panikangst optræder omkring dobbelt så hyppigt blandt kvinder.
  • At være i 20-årsalderen. Det er omkring dette tidspunkt, at panikangst normalt opstår første gang.
  • At være i familie med nogen, som har (haft) panikangst. Panikangst viser sig at optræde hyppigere hos personer, som har familiemedlemmer med panikangst. Hvis en af ens forældre har tilstanden, er risikoen 8 gange større for, at man selv får panikangst, end hvis ingen af ens forældre har tilstanden. Hvis en af ens forældre havde panikangst inden 20-årsalderen, er risikoen endnu højere. Dog har omkring 3 ud af 4 med panikangst ikke nogen i familien med tilstanden.
  • Dårlig økonomi og lav uddannelse. Dette er dog højst sandsynligt en modererende faktor, som skyldes, at denne gruppe mennesker er hårdt belastede i forvejen, og dermed har svært ved at håndtere optræk til sygdommen.
  • Belastende/stressfulde livshændelser som f.eks. skilsmisse, dødsfald hos nærtstående, fyring fra job, at blive forældre osv. Oplevelsen af stress ved hændelsen er det betydningsfulde, ikke selve stresset i sig selv.

  • Ængstelighed og skyhed i barndommen og aktuelt. Hvis man har tendens til at have mange bekymringer, eller nemt bliver ængstelig ved f.eks. nye ting, er risikoen for at udvikle panikangst højere end hos en person, som har en mere afslappet tilgang til livet.
  • Overbeskyttende forældre øger risikoen for, at barnet med tiden får panikangst.
  • Belastende/stressfuld eller på anden måde vanskelig opvækst f.eks. med seksuelt misbrug, dødsfald hos en forældre, skilsmisse eller ophold på børnehjem.
  • Andre nervøse lidelser. Forekomsten af panikangst ses hyppigere blandt mennesker med alvorlig depression, socialfobigeneraliseret angst og OCD.
  • Personer med misbrug af alkohol eller andre rusmidler har ligeledes øget risiko for panikangst. Dette kan eventuelt hænge sammen med, at det at ophøre med et rusmiddel kan fremkalde panikanfald. Omvendt er det muligt, at sammenhængen skyldes, at mennesker med panikangst har tilbøjelighed til at forsøge at dulme angsten med alkohol eller andre rusmidler.

Forekomst af panikangst

Mange mennesker har på et tidspunkt prøvet at have et angstanfald, men kun omkring 1-2 % har oplevet at have flere anfald i en periode af deres liv, dvs. egentlig panikangst. Op til 5 % vil på et eller andet tidspunkt i livet lide af panikangst, men for mange er lidelsen ikke livslang.

Behandling af panikangst

Sundhedsstyrelsen anbefaler kognitiv adfærdsterapi til behandling af panikangst. De overordnede elementer i behandlingen er:

  • Psykoedukation – information om angst og de mekanismer, der fastholder angsten
  • Identifikation og undersøgelse af negative og forvrængede tanker og forventninger
  • Eksponeringstræning med responshindring

Medicinel behandling for panikangst frarådes, da dette kan være med til at forværre lidelsen.

Den kognitive adfærdsterapeutiske behandling er rettet mod personens aktuelle problemer, som afdækkes sammen med en psykolog. Det primære fokus i den kognitive del af behandlingen ligger på at identificere og omstrukturere måden hvorpå, man fortolker situationer/fornemmelser samt de aktuelle tanker, man oplever under og mellem angstanfaldene.

Den adfærdsmæssige del af behandlingen fokuserer på eksponering og responshindring. Det vil sige, at man gradvis udsættes for de angstprovokerende situationer (eksponering) uden at bruge undgåelse eller sikkerhedsadfærd (responshindring). Undgåelse og sikkerhedsadfærd kan gøre angsten værre, fordi man holder fast i en overbevisning om, at der er noget at frygte. Når man eksponeres, lærer man, at der ikke er noget at frygte, og man lærer nye mestringsstrategier og aflærer/tilvænner angstreaktionen.

Test dig selv for angst