Tics

Tics, som især kendes fra lidelsen Tourettes syndrom, er pludselige bevægelser eller lyde, som gentages og forekommer svære for personen at undertrykke. Mens forbigående tics er normale i barndommen, hvor de forsvinder hos 80% inden tyveårsalderen, kan tics være kroniske, og man kan have mange forskellige tics samtidig. Ved Tourettes har man multiple og både vokale og motoriske tics. Inden for kognitiv adfærdsterapi anvendes teknikker som Comprehensive Behavioral Intervention for Tics (CBIT) og Habit Reversal Training (HRT) i reduceringen af tics, og det er disse specialiserede, evidensbaserede metoder, psykologerne ved vores klinikker i Aarhus og på Frederiksberg i København anvender ved ticslidelser.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om tics? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er tics?

Tics er ikke-rytmiske bevægelser (motoriske) eller lyde (vokale), som er repetitive og pludselige. Tics kan være forbigående eller kroniske, og tics er relativt almindelige i barndommen, hvor de forekommer hos 15-25% af børn, hvoraf flere er drenge end piger. 80% af alle tics aftager inden tyveårsalderen. Har man kroniske tics, og har man mindst ét vokalt tic samt to eller flere motoriske tics, gives diagnosen Tourettes syndrom.

Tics kan sammenlignes med et isbjerg. Der er tics, som er synlige for omgivelserne (objektive tics), og som kan beskrives som isbjerget over vandet. Og så er der dem, som er under vandet, svarende til den indre oplevelse (subjektive tics), og som ikke kan ses af omgivelserne. Som med isbjerget kan den indre oplevelse af tics fylde meget mere end den del, der er synlig for omgivelserne. Ved nærmere undersøgelse af, hvad en person oplever i forbindelse med en ticshandling, har man fundet, at langt de fleste objektive tics igangsættes eller ledsages af subjektive tics.

Læs mere om Tourettes syndrom

Personer, som har haft objektive tics i barndommen kan opleve, at ticsene med alderen ’flytter ind i hjernen’. Fraværet af objektive tics kan af omgivelserne opfattes som en succes, men personen med ticsene oplever i stedet en ophobning af subjektive tics. Dette understreger isbjerg-modellens anvendelighed, da det er vigtigt ikke at overse de tics, som er skjult for omgivelserne.

Tics kan beskrives som impulser, der kommer til udtryk kropsligt og bevidsthedsmæssigt, hvor de skulle have været hæmmet. Vores hjerner genererer en enorm mængde impulser, som er automatiske og reflektoriske, og som vi aldrig bliver klar over. Impulser kan være fysiske, såsom impulsen til at spise, sove, bevæge sig eller have sex. De kan være følelsesmæssige, såsom impulsen til at grine, græde, slås eller flygte, og de kan være mentale i form af tanker. Normalt filtrerer krybdyrhjernen automatisk mange af de ’overflødige’ eller ubrugelige impulser fra, og kun de vigtigste eller mest relevante finder vej til bevidstheden. Hos mennesker med ticslidelser produceres der enten for mange impulser, eller der er et problem med de mekanismer, der normalt filtrerer dem fra. Når impulsfilteret ikke virker godt nok, ’gennembryder’ disse impulser, som er overflødige, unyttige eller meningsløse.

Model der viser objektive og subjektive tics

Objektive tics

Objektive tics består altid af muskelbevægelser, som enten skaber en lyd (lydtics/vokale tics), eller bevirker en bevægelse (bevægetics/motoriske tics).

Hvis man aldrig har set et objektivt tic, kan det være svært at forestille sig. Se evt. dette 5-minutters videoklip.

Subjektive tics

Ticsimpulser ’varsles’ af en ticstrang (trangen til at udføre et tic), som fortæller personen, at der er et tic på vej. Personen har mulighed for aktivt at bruge ticstrangen til at nå at bremse ticet, før det udtrykkes. Ticstrangen kan opleves som en anspændthed, ofte i området hvor ticet kommer, eller som kildren, pressen, trykken, ’luft-følelse’, ’noget, der må ud’ eller generelt ubehag i hele kroppen. 90 % af alle med kronisk ticslidelse oplever ticstrang, og heraf er flere voksne end børn, da voksne i højere grad vil forsøge at udøve kontrol over tics. Ticstrang er særligt for ticslidelser og findes ikke ved andre bevægelidelser.

Subjektive tics er betegnelsen for denne ticstrang, men begrebet dækker også over sansemæssige oplevelser i kroppen (sensoriske tics) eller mentale tics (også kaldet tanketics eller kognitive tics).

De mentale tics kan eksempelvis være visuelle i form af billeder, filmstumper eller ting, man tidligere har set, og kan tage form som en slags déjà vu. De kan være auditive i form af lyd, gentagelse af sætninger, ekko eller som at ’have en sang på hjernen’. De kan også komme til udtryk gennem en oplevelse af ’mindgames’, dvs. mentale lege, som ikke kan stoppes. De mentale tics kan være generende i en sådan grad, at de nedsætter den daglige funktion. De er imidlertid ikke ledsaget af angst, men kan ind imellem skabe stor irritation over, at de ’fylder i hovedet’ og tager plads fra anden tankeaktivitet.

Fælles karakteristika

Selvom der er mange måder, et tic kan komme til udtryk på, og stor forskel i kompleksiteten, detaljegraden og varigheden af ticsene, findes der alligevel fælles karakteristika for det, som man kalder tics. Et tic kan beskrives som en motorisk, sansemæssig eller tankemæssig handling, der er:

  • meningsløs, både for personen og for omgivelserne
  • formålsløs, da handlingen ikke skal bruges til noget
  • tilbagevendende, men uden nogen rytme
  • anfaldsvis, ofte med flere i rækkefølge
  • uden følelser tilknyttet – andet end evt. irritation eller frustration over at have dem
  • svære at holde tilbage, men ofte kan udsættes i kortere eller længere tid
  • ofte forudgået af en trang til at udføre handlingen (ticstrang)
  • delvist under viljens kontrol, men opleves som noget ufrivilligt

Årsager til tics

Årsagen til tics er uklar. Der findes nogen dokumentation for, at genetiske faktorer spiller en signifikant rolle, men forholdet er endnu ikke fuldt afklaret. Ticslidelser bliver i litteraturen omtalt som neurologiske, neurobiologiske, neuropsykiatriske og neurobehavioristiske (dvs. neurologisk betinget adfærd), hvilket er et udtryk for, at der findes mange forskellige teorier om årsagen til ticslidelser. Dette afspejler en diskussion om, hvorvidt årsagen er fysisk eller psykisk. Adskillelsen af krop og sind i sundhedsvidenskaben har betydet, at man har svært ved at forstå fænomener, som tydeligvis både har et psykologisk og biologisk aspekt. Udtrykket neuropsykiatrisk er det mest anvendte og nok også det mest dækkende udtryk, når det handler om at beskrive ticslidelser.

I de senere år er interessen for Tourettes syndrom og ticslidelser genopstået, bl.a. fordi man har fået avanceret billeddiagnostisk teknologi. Man kan vha. hjernescanninger se, hvordan hjernen reagerer under tics. F.eks. har forskere målt hjerneaktiviteten hos patienter med Tourette mens de hviler sig, og det viser sig, at der er nedsat aktivitet i de basale ganglier i hjernen i forhold til hos raske.

Man har også målt på hjerneaktiviteten hos patienter, mens de havde tics. Resultaterne er ikke entydige, men meget tyder på, at der er forstyrrelser i de basale ganglier samt i den nærliggende thalamus. De basale ganglier er en slags relæstationer, hvor signaler fra andre steder i hjernen samles og sorteres. Det er her, hjerneimpulserne omdirigeres, og man mener, at de basale ganglier bl.a. har til opgave at filtrere nogle impulser fra. Noget tyder altså på, at en årsag til tics kan være, at den mekanisme, der normalt hindrer pludselige udbrud eller bevægelser, er sat ud af spil. Selvom årsagen til tics i dette henseende forekommer neurobiologisk, kan ticsene dog også være påvirkelige af psykologiske faktorer, herunder nervøsitet og stress.

Øvrige omdiskuterede årsager er fødselskomplikationer, hovedskader, streptokokinfektion (PANDAS), medicinbivirkninger og muligvis miljøgifte. Endvidere mener man, at tics kan være psykologisk udløst hos formodentligt ganske få.

Forekomst af tics

Forbigående tics ses hos ca. 15-25 % af alle børn, men omkring 80% vokser fra dem inden tyverne. Kroniske ticslidelser som Tourettes er sjældnere og betragtes som kroniske, selvom de fleste voksne enten har mildnede symptomer eller bliver bedre til at styre dem. Mange mennesker med ticslidelser lever normale liv, men må hele livet igennem forsøge at håndtere den adfærd, som virker besynderlig for omverdenen.

Komorbiditet ved tics

Der forekommer mange tilfælde ledsagende diagnoser (komorbiditet), når man har en ticslidelse. Lette tics er dog sjældent ledsaget af andre diagnoser. Det gælder især de forbigående tics og de kroniske tics, hvor belastningen, som ticsene udgør, er meget lille. Hvis man derimod har tics i en sådan grad, at man kommer i kontakt med en speciallæge og får en diagnose for kroniske tics, vil sandsynligheden for, at man får stillet andre diagnoser, være omtrent 80 %. Herunder er lidelser som ADHD, OCD, Aspergers, angst og depression de mest almindelige.

Behandling af tics

Man kan ikke som sådan kurere tics, og behandling er i stedet rettet mod at reducere dem. Dette gøres ved at lære at kontrollere og undertrykke de tics, der forstyrrer hverdagen og tilværelsen generelt. Tics beskrives ofte som ufrivillige, men egentlig er de ikke ufrivillige som sådan. Personen oplever snarere en enorm trang til at udføre ticet, og denne kan godt undertrykkes, selvom det kræver dyb koncentration og store anstrengelser. Mange oplever desuden, at undertrykte tics ‘spares op’ og kommer tilbage med ekstra styrke, så snart paraderne falder. Det er dog muligt at lære at styrke sit forsvar mod ticstrangen, hvilket blandt andet er målene i kognitiv adfærdsterapi.

Kognitiv adfærdsterapi er en evidensbaseret behandlingsform, som kan fremme øget ticskontrol. Som beskrevet er et tic en reaktion på en ticstrang og har til formål at aflette den ubehagelige trang eller ‘kløen’. Målet med kognitiv adfærdsterapi er at optræne en slags kognitiv bremse. Når der gives efter for ticstrangen, og man udfører ticet, forstærkes ’ticsbanerne’, og der kommer flere tics. Når man omvendt undlader at udføre ticet, uanset hvor ubehageligt ticstrangen er, så trænes den ’kognitive bremse’. Dette får ticstrangen og dermed ubehaget til at aftage i takt med, at ‘bremsemusklen’ bliver stærkere, og resultatet er færre tics generelt – også uden for træningsperioderne.

Når den ’kognitive bremse’ trænes, automatiseres den og virker som et ’reservefilter’. Kernen i den kognitive adfærdstræning er altså at udholde ticstrangen uden at handle på den og derved tilvænne sig ubehaget – for så aftager det! Når den ønskede ticskontrol er opnået, skal den ofte vedligeholdes, men det er ikke altid nødvendigt.

De specifikke udgaver af KAT (kognitiv adfærdsterapi), der i forskningen har har vist sig nyttige i til behandling af tics, kaldes Comprehensive Behavioral Intervention for Tics (CBIT) og Habit Reversal Training (HRT). Det er disse principper, psykologerne Johansen & Kristoffersen behandler ud fra, uanset om du får behandling ved klinikken i Aarhus eller på Frederiksberg i København.

Mange børn med tics er desuden blevet skældt ud for at være uartige gennem deres barndom. De underlige impulser er blevet opfattet som provokationer, og ofte har forældre og lærer reageret uhensigtsmæssigt på dem. En del af den kognitive adfærdsterapi kan derfor være psykoedukation, hvor der skabes bedre forståelse for ticslidelsen. Slutteligt er ledsagende diagnoser ofte med til at forstærke ticslidelser, hvorfor sideløbende behandling for eventuelle komorbide problematikker kan være afgørende for øget ticskontrol.

Model der viser Ticstrang / tid

Hvorfor bruge kognitiv adfærdsterapi på tics?

  • Solid evidens for effekt på niveau med medicin og anbefales som førstevalg i europæiske guidelines
  • Medicin mod tics har jævnligt uacceptable bivirkninger
  • Adfærdsterapeutisk behandling har en langsigtet virkning og kan gentages ved behov
  • Stimulerer personen med lidelsen samt pårørende til at tage ansvar og giver følelsen af kontrol over eget liv
  • CBIT og HRT er specielt tilpassede behandlingsteknikker til netop tics