Tvangstanker

Tvangstanker, også kaldet obsessioner, er tanker, som er kendetegnet ved at være uønskede, ubehagelige, indtrængende og tilbagevendende af natur. Tankerne omhandler typisk særlige emner som eksempelvis seksualitet, urenhed, symmetri, vold eller magi, men kan principielt være centreret omkring hvad som helst. Tvangstanker optræder almindeligvis som symptom i forbindelse med lidelsen OCD, hvor der ligetil ses tvangshandlinger, men kan i sjældne tilfælde optræde nærmest alene. Tvangshandlinger opstår som regel som følge af et ønske om at dulme tvangstankerne og det tilhørende følelsesmæssige ubehag og/eller at forhindre særlige frygtede konsekvenser heraf. Indholdsmæssigt adskiller obsessioner sig ikke fra andre tanker, idet alle fra tid til anden har indtrængende og ubehagelige tanker omkring snavs, sex, vold, moral og lignende. Denne form for tanker opleves for nogle dog som særligt farlige, forbudte og meningsfulde på grund af den enkeltes fortolkning af dem. Som følge af disse fejlfortolkninger formår tvangstankerne at udløse meget ubehagelig angst og fysiologisk ubehag og impulser til handlinger.

Læs mere om tvangstanker her på siden, eller læs om OCD, herunder symptomer, årsagsforhold, forekomst og behandling, her.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om tvangstanker? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad er tvangstanker?

Tvangstanker, som sommetider kaldes obsessioner, er en særlig form for tanker, som især opleves i forbindelse med OCD. Tankerne kan tage form af både tankebilleder, impulser, idéer, lyde, melodier, verbale udtryk eller sammenhænge og kan således have mange forskellige udtryk. Det særlige ved en tvangstanke er, at den melder sig igen og igen og forårsager stærkt ubehag. Selvom tankerne erkendes som ens egne, kan de for personen føles nærmest fremmede og indtrængende – og er desuden oftest uforenelige med personens egentlige værdier, ønsker og følelser.

Indholdet af tvangstanker kan variere meget, og der er nærmest ingen grænser for, hvilke tanker der kan opstå og udvikle sig til påtrængende tvangstanker. Således er det normalt, at tvangstanker omhandler ret usandsynlige tematikker eller hændelser, men som for den enkelte antager en særlig ubehagelig mening, der gør den lille usikkerhed uudholdelig.

Indholdet i tvangstankerne er i bund og grund normalt og kan genkendes af nærmest alle mennesker, men fejlfortolkningen af tankernes betydning og den måde, personen forholder sig til tankerne på er bestemmende for, hvorvidt de bliver til tvangstanker. Eksempelvis kan man have uhensigtsmæssige antagelser om, at man bør kunne kontrollere sine tanker, at tanker afslører egentlige lyster eller værdier, eller at det er ligeså slemt at tænke noget som at gøre noget.

Hyppigheden af forskellige typer tvangstanker er stærkt påvirket af de til enhver tids rådende samfundsmæssige og kulturelle normer, tabuer og stigmatiserende egenskaber og handlinger. Nedenfor ses en tabel over de mest almindelige typer tvangstanker i vestlige samfund aktuelt, og der er ligeledes angivet eksempler for hver. Du kan klikke på de enekelte typer for at læse mere om denne særlige type tvangstanker.

Tvangstanker om snavs og smitte  ”Hvis jeg rører ved noget, som andre har rørt, bliver jeg smittet”  
Tvangstanker om orden og symmetri  ”Hvis ikke der er lige mange sko på hver side af hylden, kan noget frygteligt ske” 
Aggressive tvangstanker  ”Hvad hvis jeg kom til at tage kniven og stikke mine børn ihjel?”  
Seksuelle tvangstanker  ”Tænk, hvis jeg voldtog min søster” 
Homoseksuelle tvangstanker  ”Er jeg tiltrukket til ham dér? Er jeg bøsse?” 
Religiøse tvangstanker  ”Gud ser alt og jeg må aldrig synde, for ellers kommer jeg i helvede” 
Magiske tvangstanker  ”Hvis jeg kigger folk i ansigtet, kommer jeg måske til at forbande dem” 
Tvangstanker om tvivl på egen hukommelse “Hvad hvis nu, jeg kom til at køre nogen ned på vejen herhen, men har glemt det?”

Det er meget vigtigt at understrege, at selve indholdet af tvangstankerne ikke har nogen relation til virkelige forhold og ikke i sig selv bærer betydning. For eksempel er der ikke højere risiko for, at en person med homoseksuelle tvangstanker faktisk er homoseksuel.

Tvangstanker er blot et symptom på en særlig tilstand, typisk forenelig med OCD, hvor særlige tankemønstre aktiveres igen og igen. Man kan på en måde sige, at hjernen kører fast i et særligt spor og ikke kan komme videre derfra. 

Neurobiologien bag OCD

Forholdet mellem tvangstanker og tvangshandlinger

Både fordi tvangstanker vender tilbage igen og igen, og fordi indholdet af tvangstanker ofte er ubehageligt, er det svært pinefuldt at lide af tvangstanker. For at lette ubehaget er det almindeligt, at personer, som lider af tvangstanker, udfører såkaldte tvangshandlinger. Tvangshandlinger har somme tider en direkte relation til tvangstankerne og kan forekomme at være et åbenlyst modsvar (eksempelvis når man vasker hænder grundet tilbagevendende tanker om at være beskidt), men det er ikke altid, at der er en logisk sammenhæng. Når tvangshandlingerne udføres til en tilstrækkelig grad eller et tilstrækkeligt antal gange, kan personer med tvangstanker opleve, at ubehaget og tankerne fortager sig for en stund. Typisk går der dog ikke længe, før tvangstankerne igen melder sig. Du kan læse meget mere om tvangshandlinger her.

Tvangstanker og OCD

Tvangstanker er i mange tilfælde et symptom på OCD, på dansk obsessiv-kompulsiv tilstand, som netop er en psykisk lidelse kendetegnet ved tilstedeværelse af tvangstanker og tvangshandlinger. Lider man således af tvangstanker, er der stor sandsynlighed for, at man lever op til en OCD-diagnose. Faktisk kan der ved næsten alle tilfælde af tvangstanker identificeres kompenserende handlinger, der kan beskrives som tvangshandlinger, hvorved der kan være tale om OCD. Der findes dog enkelte tilfælde, hvor der tilsyneladende hersker tvangstanker uden tvangshandlinger. Denne tilstand, kaldet overvejende obsessiv tilstand, har populært har fået betegnelsen Pure O, og du kan læse mere om den her 

Overordnet set er tvangstanker dog stærkt relateret til lidelsen OCD. Du kan læse meget mere om kriterierne for OCD, mulige årsagsforklaringer, forekomst og behandling på henholdsvis vores side om OCD og side om OCD hos børn og unge. Er du i tvivl, kan du desuden tage vores online OCD-tests for at finde ud af, om du eller eventuelt dit barn lider af OCD. 

Test dig selv for OCDTest dit barn for OCD