Forældretræning er primært henvendt til forældre med børn mellem ca. 4 og 12 år, der udviser udadreagerende problemadfærd, herunder adfærdsforstyrrelser. Forældretræning anvendes dog også ofte i forbindelse med andre problemstillinger, såsom ADHD eller autisme, hvor børnene ofte også udviser problematisk adfærd af forskellig art. Det overordnede mål med forældretræningen er at reducere barnets adfærdsproblemer og derved stoppe en eventuel negativ udvikling hos barnet, i det sociale netværk, i institutioner, og i familien. Da man gennem forskning har fundet, at tidlig udadreagerende adfærdsvanskeligheder er en alvorlig indikator for senere problemer såsom kriminalitet, misbrug og tidlig ophør af skolegang, er forældretræning også et vigtigt forebyggende tiltag.

Forældretræning tager udgangspunkt i barnets aktuelle situation og forstår barnets adfærd som tillært i interaktioner med den sociale kontekst over tid. Uhensigtsmæssig adfærd skal derfor ændres gennem ændringer af barnets samspil med de sociale omgivelser. Forældrene er de vigtigste elementer i barnets sociale omgivelser, hvorfor de trænes i specifikke færdigheder, der kan bruges til at håndtere og ændre barnets uhensigtsmæssige adfærd til mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre. Mere specifikt lærer forældrene gennem forældretræningen at genvinde kontrollen over barnet ved at møde barnet ud fra en anden og mere positiv tilgang, at forstærke barnets positive adfærd, evt. og undtagelsesvis at anvende milde forme for negative konsekvenser, og derved over tid genetablere den positive relation til barnet.

Forældretræning kan bestå af mange forskellige elementer, afhængig af barnets generelle udvikling, styrker og svagheder, evt. andre diagnoser og problemstillinger, den specifikke problemadfærd, den enkelte families omstændigheder, og i hvilke situationer barnet udviser problemadfærden. De enkelte behandlingsforløb har dog oftest en række kernekomponenter til fælles, hvis overordnede mål er at genoprette en positiv relation mellem forældre og barn således, at oppositionel og udadreagerende problemadfærd brydes og positiv udvikling fremmes.

Forældretræningen tilpasses nøje til den enkelte families særlige behov og problemstillinger. Dette gøres blandt andet ved kortlægning af familiens ressourcer således, at undervisningen baseres på familiens stærke sider. Skole og institution kan desuden inddrages i behandlingsforløbet efter behov.

Forældrene lærer først og fremmest, hvordan de skal definere, observere og registrere barnets adfærd. Dernæst trænes forældrene i at undgå konflikteskalering, og der arbejdes konsekvent med indlæring af specifikke færdigheder i opdragerrollen. Dette gøres ved aktiv læring, herunder arbejde med øvelser, rollespil, observation i hjemmet, eller ved videooptagelse af situationer i hjemmet for at sikre forældrenes færdigheder i de konkrete situationer. Der gives løbende hjemmeopgaver til sikring af, at forældrene får overført færdighederne til de konkrete situationer i hjemmet. I løbet af behandlingen gøres forældrene til eksperter på barnets udfordringer, hvormed forældrene med tiden selv kan tilpasse de tillærte teknikker og redskaber til videre at reducere problemadfærden eller til at håndtere evt. andre adfærdsvanskeligheder senere.

Der arbejdes blandt andet med følgende kernekomponenter i forældretræningen:

Med disse handlinger kan forældre give barnet mere selvtillid og ad den vej lære barnet at tage ansvar for egne valg og handlinger. Dette medfører, at barnet efterhånden lærer at følge både familiens og samfundets almindelige normer og dermed bliver bedre til at begå sig derhjemme, i skolen og blandt venner.

Ønsker du, at prøve forældretræning? Kontakt os for at høre mere og booke tid hos en af vores psykologer. Vi har klinikker i Aarhus og på Frederiksberg i København og kan tilbyde aftaler med kort ventetid.

En adfærdsforstyrrelse defineres som et gentagent og vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv og udfordrende adfærd, som bryder med sociale forventninger og normer i forhold til alderen. Adfærden skal have stået på over mindst seks måneder, før man anvender diagnosen adfærdsforstyrrelse.
Eksempler på adfærd kan være fysisk vold mod mennesker, grusomhed mod dyr, udtalt ødelæggelsestrang over for andres ejendom, ildspåsættelse, tyveri, hærværk, løgnagtighed, udsædvanligt hyppige og svære raserianfald og tendens til vrede, seksuel tvang, indbrud, anvendelse af farlige våben, tilbøjelighed til at komme i slagsmål m.m. For de fleste adfærdstræk gælder det, som nævnt, at de skal være vedvarende, men anvendelsen af farlige våben, fysisk vold, hærværk, ildspåsættelse, seksuel tvang og/eller indbrud behøver kun at være forekommet en enkelt gang.
De ovennævnte adfærdstræk er udtryk for adfærdsforstyrrelser af forskellig sværhedsgrad.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem adfærdsforstyrrelser og almindelige drengestreger eller oprørstrang.

Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være begrænset til kun at finde sted i hjemmet og i samspil med familien eller være begrænset til at optræde uden for hjemmet blandt venner, lærere og fremmede. En adfærdsforstyrrelse kan også indeholde en væsentlig og gennemgribende forstyrrelse af forholdet til andre børn. Dette kan komme til udtryk ved isolation, afvisning, upopularitet og fravær af holdbare venskaber. En adfærdsforstyrrelse kan dog også forekomme hos børn, som i almindelighed er velintegrerede blandt alderssvarende venner.

Adfærdsforstyrrelse indebærer en stor belastning for både barnet selv, forældrene samt for omgivelserne. En stor del af de børn, der diagnosticeres med en adfærdsforstyrrelse, vil få store problemer med blandt andet psykisk ustabilitet, misbrug og kriminalitet senere i livet. Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være forløber for en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse.

Hvis et barn konstant giver andre skylden for egne fejl, har svært ved at få og holde på venner og konstant har svært ved autoriteter, kan det være et tegn på en oppositionel adfærdsforstyrrelse. Ved en oppositionel adfærdsforstyrrelse er symptomerne sædvanligvis mindre alvorlige end ved en egentlig adfærdsforstyrrelse og optræder hyppigst hos børn under 10 år. En oppositionel adfærdsforstyrrelse er karakteriseret ved udtalt lydighedsnægtende samt trodsende og fjendtlig adfærd, men omfatter ikke kriminelle handlinger eller mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd, som ellers er karakteristiske ved de fleste adfærdsforstyrrelser.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse og egentlige adfærdsforstyrrelser adskiller sig desuden typisk med hensyn til, hvem der berøres af barnets problemer. Oppositionel adfærd kommer almindeligvis til udtryk over for voksne eller jævnaldrende, som barnet kender godt, hvorimod symptomerne ved adfærdsforstyrrelser ofte involverer det øvrige samfund på forskellige niveauer.

Der er dog uenighed om, hvorvidt en oppositionel adfærdsforstyrrelse er en udviklingsmæssig forløber for egentlig adfærdsforstyrrelse, en mildere version af en adfærdsforstyrrelse eller en kvalitativt forskellig forstyrrelse.

Adfærdsforstyrrelser og oppositionelle adfærdsforstyrrelser beskrives primært som værende miljøbetingede. Derudover er der forskningsresultater, som viser, at dispositionen for disse forstyrrelser også kan være arveligt betinget. Den relative betydning af genetiske og miljømæssige faktorer er dog ikke afklaret.

Overordnet kan risikofaktorer opdeles i:

Neuropsykologisk kan adfærdsforstyrrelser forstås som en nedsat funktion af de eksekutive funktioner i hjernens frontallapper. De eksekutive funktioner er funktioner i hjernen, som er væsentlige for vores kognitive evne til at regulere adfærd afstemt i forhold til omverdenen. De eksekutive funktioner omfatter evnen til at planlægge og kontrollere adfærd og handlinger, dømmekraft, problemløsning, fleksibilitet i tankegang, at ændre strategier samt løbende at justere egen adfærd. Børn og unge med adfærdsforstyrrelser har desuden oftest problemer med selvregulering, hvilket bevirker, at de er mere impulsive og har ringe kontrol over egne følelser. Derudover regnes det for en risikofaktor, hvis barnet/den unge er hyperaktiv, har problemer med vrede, har indlærings-/skolevanskeligheder, er deprimeret, har lav selvfølelse, eller har svage sociale færdigheder med tendens til at fejlfortolke/opfatte andres handlinger som fjendtlige. Forhold i familien kan også have betydning for udviklingen og opretholdelsen af en adfærdsforstyrrelse. Eksempler på sådanne forhold er forældrenes psykiske helbred, kriminalitet, overgreb og alkoholmisbrug. Også konflikter imellem forældrene samt manglende varme og stabilitet i hjemmet kan påvirke barnet/den unge. Det samme gælder, hvis opdragelsen af barnet/den unge enten er meget streng eller meget inkonsekvent. Vennernes indflydelse har også vist sig at have en betydning for udviklingen af adfærdsforstyrrelser, herunder især talrige afvisninger fra venner i barndommen samt tilknytning til afvigende jævnaldrende unge.

Hos Psykologerne Johansen og Kristoffersen tilbyder vi behandling af adfærdsforstyrrelser med kognitiv adfærdsterapi, og vi har kort venteliste ved vores to klinikker beliggende i Aarhus og på Frederiksberg i København. Da adfærdsforstyrrelser i værste fald kan føre til udviklingen af en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse, er behandling særdeles vigtig. Hensigten med behandlingen er at fremme barnets/den unges normale udvikling samt forhindre en uhensigtsmæssig videre udvikling. Behandlingen bør startes så tidligt som muligt for bedst mulig effekt.

Behandlingen bør sammensættes således, at den integrerer både barnet/den unge, familien og skolen. Derfor kan forældretræning være en effektiv behandlingsform. Hvis barnet/den unge har andre psykiske lidelser, som for eksempel depression eller angst, bør behandlingen tilrettelægges i forhold til disse.