Forældretræning

Hvad er en forældretræning?

Forældretræning er henvendt til forældre med børn mellem ca. 4 og 12 år, der udviser alvorlig udadreagerende problemadfærd, derunder adfærdsforstyrrelser. Det overordnede mål med forældretræningen er at reducere barnets adfærdsproblemer og derved stoppe en eventuel negativ udvikling i familien. Da man gennem forskning har fundet, at tidlig udadreagerende problemadfærd er en alvorlig indikator for senere problemer som kriminalitet, misbrug og tidlig ophør af skolegang, vurderes forældretræning som et vigtigt forebyggende tiltag.

Forældretræning tager udgangspunkt i barnets situation og anser barnets adfærd som tillært i den sociale kontekst. Derfor skal uhensigtsmæssig adfærd ændres i samspil med barnets sociale omgivelser, hvormed forældrene bliver de vigtigste forandringskilder for barnet. I forældretræning er indsatsen derfor rettet mod forældrene, som trænes i specifikke færdigheder, der kan bruges til at håndtere og ændre barnets uhensigtsmæssige adfærd til mere hensigtsmæssige adfærdsmønstre. Gennem forældretræningen lærer forældrene at genvinde kontrollen over barnet, idet forældrene opøves i at møde barnet ud fra en anden og mere positiv tilgang.

Hvem er målgruppen?

Målgruppen omfatter forældre, hvor barnet:

  • Bor hos mindst en af forældrene.
  • Har en antisocial og udadreagerende adfærd.
  • Lider af alvorlige adfærdsforstyrrelser eller udviser oppositionel adfærd.

Målgruppen omfatter ikke forældre med børn:

  • Der lider af autisme.
  • Hvor der er seksuelle overgreb i familien.
  • Der er alvorligt psykisk udviklingshæmmede.
  • Af alvorligt psykisk udviklingshæmmede forældre eller forældre med alvorlige psykopatologiske symptomer (skizofreni, svære angsttilstande, borderline personlighedsforstyrrelse m.v.).

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om forældretræning? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Hvad sker der i forældretræning?

Behandlingsforløbet er sammensat af en række kernekomponenter, hvis overordnede mål er, at genoprette en positiv relation mellem forældre og barn således, at oppositionel og udadreagerende problemadfærd brydes og positiv udvikling fremmes.

Forældretræningen tilpasses nøje til den enkelte families særlige behov og problemstillinger. Dette gøres blandt andet ved en kortlægning af familiens ressourcer således, at undervisningen baseres på familiens stærke sider. Skole og institution kan desuden inddrages i behandlingsforløbet efter behov.

Forældrene lærer først og fremmest, hvordan de skal definere, observere og optage barnets adfærd. Dernæst trænes forældrene i at undgå konflikteskalering, og der arbejdes konsekvent med indlæring af specifikke færdigheder i opdragerrollen. Dette gøres ved aktiv læring, herunder arbejde med øvelser og rollespil for at sikre forældrenes færdigheder i de konkrete situationer. Der gives hjemmeopgaver til sikring af, at forældrene får overført færdighederne til de konkrete situationer i hjemmet. I løbet af behandlingen gøres forældrene til eksperter på barnets udfordringer, hvormed forældrene med tiden selv kan varetage de tillærte teknikker og redskaber.

Der arbejdes blandt andet med følgende kernekomponenter i forældretræningen:

  • Forældrenes positive involvering i barnets liv. Dette trænes gennem kommunikationsteknikker i forhold til barnet samt gennem øvelser i regulering af egne følelser. Forældrene trænes desuden i at genvinde kontrollen over sig selv og derved sikre, at barnet på sigt også formår dette.

  • Opbygning af positive relationer mellem barn og forældre.
  • Systematisk arbejde med positiv forstærkning for eksempel opmærksomhed, ros og opmuntring for derigennem at udvikle barnets positive adfærd og lære barnet nye færdigheder. I mange hjem og skoler fokuseres der tit på den negative adfærd. Hvis opmærksomhed gives, når barnet har en negativ adfærd, ville denne opmærksomhed være med til at fremme den uhensigtsmæssige problemadfærd. Derfor er det vigtigt, at fokus flyttes til barnets positive adfærd, samt at denne påskønnes ved ros og opmuntring. Når en adfærd bliver efterfulgt af en positiv forstærkning, vil adfærden øges og styrkes. Forældrene trænes derfor i at være opmuntrende, når barnet lærer nye færdigheder, og/eller når barnet følger de forventninger og krav, som på forhånd er givet til barnet.
  • Grænsesætning med milde og på forhånd kendte konsekvenser. Forældrene trænes i, hvordan de skal anvende milde negative konsekvenser, når barnet ikke følger de forventninger og krav, som på forhånd er givet til barnet. Forældrene lærer, at dårlig opførsel ikke skal stoppes med vrede, men med moderate konsekvenser, som barnet kan forstå.
  • Metoder til problemløsning og konflikthåndtering.

Med disse handlinger kan forældre give barnet mere selvtillid og ad den vej lære barnet at tage ansvar for egne valg og handlinger. Dette medfører, at barnet efterhånden lærer at følge både familiens og samfundets almindelige normer og dermed bliver bedre til at begå sig derhjemme, i skolen og blandt venner.

Hvad siger klinisk forskning om forældretræning?

Forældretræning (Parent Management Training Oregon) er empirisk dokumenteret i USA og Norge. En norsk undersøgelse (Ogden & Hagen, 2008) viser, at psykosociale interventioner rettet direkte mod forældrene er en af de mest lovende tilgange i behandlingen af børn med adfærdsproblemer, og at forældretræningen både forbedrer barnets og hele familiens situation. Undersøgelsen peger desuden på, at de yngste børn responderer bedst på behandlingen. Derfor er det vigtigt, at barnet henvises og udredes så tidligt som muligt, hvorefter forældrene kan tilbydes forældretræning.

I forlængelse af overstående studier anbefaler Servicestyrelsen forældretræning, som en effektiv indsats over for børn med udadreagerende problemadfærd (link).


Adfærdsforstyrrelser

Hvad er en adfærdsforstyrrelse?

En adfærdsforstyrrelse defineres som et gentagent og vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv og udfordrende adfærd, som frembyder klare brud på sociale forventninger og normer i forhold til alderen. Adfærden skal have stået på gennem mindst seks måneder, før man anvender diagnosen adfærdsforstyrrelse.
Eksempler på adfærd kan være fysisk vold mod mennesker, grusomhed mod dyr, udtalt ødelæggelsestrang over for andres ejendom, ildspåsættelse, tyveri, hærværk, løgnagtighed, udsædvanligt hyppige og svære raserianfald, seksuel tvang, indbrud, anvendelse af farlige våben, tilbøjelighed til at komme i slagsmål m.m. For de fleste adfærdstræk gælder det, som nævnt, at de skal være vedvarende, men anvendelsen af farlige våben, fysisk grusomhed, hærværk, ildspåsættelse, seksuel tvang og/eller indbrud behøver kun at være forekommet en enkelt gang.
De ovennævnte adfærdstræk er udtryk for adfærdsforstyrrelser af forskellig sværhedsgrad.

Det er desuden vigtigt at skelne mellem adfærdsforstyrrelser og almindelige drengestreger eller oprørstrang.

Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være begrænset til kun at finde sted i hjemmet og i samspilet med familien eller være begrænset til at optræde uden for hjemmet blandt venner, lærere og fremmede. En adfærdsforstyrrelse kan også indeholde en væsentlig og gennemgribende forstyrrelse af forholdet til andre børn. Dette kan komme til udtryk ved isolation, afvisning, upopularitet og fravær af holdbare venskaber. En adfærdsforstyrrelse kan dog også forekomme hos børn, som i almindelighed er velintegrerede blandt alderssvarende venner.

Adfærdsforstyrrelse indebærer en stor belastning for både barnet selv, forældrene samt for omgivelserne omkring. En stor del af de børn, der diagnosticeres med en adfærdsforstyrrelse vil få store problemer med blandt andet psykisk ustabilitet, misbrug og kriminalitet senere i livet. Ydermere kan en adfærdsforstyrrelse være forløber for en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse.

Ønsker du en samtale med en af vores psykologer om adfærdsforstyrrelser? 
Kontakt os for at aftale en tid, eller lad os ringe til dig.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse

Hvis et barn konstant giver andre skylden for egne fejl, har svært ved at få og holde venner og konstant har svært ved autoriteter, kan dette være et tegn på en oppositionel adfærdsforstyrrelse. Ved en oppositionel adfærdsforstyrrelse er symptomerne sædvanligvis mindre alvorlige end ved en egentlig adfærdsforstyrrelse og optræder hyppigst hos børn under 10 år. En oppositionel adfærdsforstyrrelse er karakteriseret ved udtalt lydighedsnægtende, trodsende og fjendtlig adfærd, men omfatter ikke kriminelle handlinger eller mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd, som ellers er karakteriseret ved de fleste adfærdsforstyrrelser.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse og egentlige adfærdsforstyrrelser adskiller sig desuden typisk med hensyn til, hvem der berøres af barnets problemer. Oppositionel adfærd kommer almindeligvis til udtryk overfor voksne eller jævnaldrende, som barnet kender godt, hvorimod symptomerne ved adfærdsforstyrrelser ofte involverer det øvrige samfund på forskellige niveauer.

Der er dog uenighed om, hvorvidt oppositionel adfærdsforstyrrelse er en udviklingsmæssig forløber for egentlig adfærdsforstyrrelse, en mildere version af en adfærdsforstyrrelse eller en kvalitativ forskellig forstyrrelse.

Forekomst af adfærdsforstyrrelser

Ca. 2-4 % af alle børn har en adfærdsforstyrrelse. Kønsfordelingen mellem drenge og piger er 4:1, hvilket betyder, at fire gange så mange drenge som piger har en adfærdsforstyrrelse. Adfærdsforstyrrelser er lige hyppige i alle aldre, men problemadfærden er oftest mere synlig og mere alvorlig hos unge. Ca. 50 % af de børn, der har en oppositionel adfærdsforstyrrelse, har også ADHD.

Årsager til adfærdsforstyrrelser

Adfærdsforstyrrelser og oppositionelle adfærdsforstyrrelser beskrives primært som værende miljøbetinget. Derudover er der forskningsresultater, som viser, at dispositionen for disse forstyrrelser også kan være arveligt betinget. Den relative betydning af genetiske og miljømæssige faktorer er dog ikke afklaret.

Overordnet kan risikofaktorer opdeles i:

  • Biologiske (neurokemiske)
  • Psykologiske
    • Kognitive (eksekutiv funktion)
    • Følelsesmæssig (defekt affektkontrol)
    • Personlighed (impulsivitet)
  • Sociale
    • Familien (omsorgssvigt, kriminalitet, misbrug, overgreb)
    • Venner (afvigende jævnaldrende unge)
    • Omgivelser (vold i nabolaget)

Neuropsykologisk kan adfærdsforstyrrelser forstås som en nedsat funktion af de eksekutive funktioner i hjernens frontallapper. De eksekutive funktioner er områder i hjernen, som er væsentlige for vores kognitive evne til at regulere adfærd afstemt i forhold til omverdenen. De eksekutive funktioner indebærer evnen til planlægning og kontrol af adfærd og handlinger, dømmekraft, problemløsning, fleksibilitet i tankegang, at ændre strategier samt løbende at justere egen adfærd. Børn og unge med adfærdsforstyrrelser har desuden oftest problemer med selvregulering, hvilket bevirker, at de er mere impulsive og har ringe kontrol over egne følelser. Derudover regnes det for en risikofaktor, hvis barnet/den unge er hyperaktivt, har et vanskeligt temperament, har lære-/skolevanskeligheder, er deprimeret, har lav selvfølelse, eller har svage sociale færdigheder med tendens til at fejlfortolke/opfatte andres handlinger som fjendtlige. Forhold i familien kan også have betydning for udvikling og opretholdelsen af en adfærdsforstyrrelse. Eksempler på sådanne forhold er forældrenes psykiske helbred, kriminalitet, overgreb og alkoholmisbrug. Også konflikter imellem forældrene samt manglende varme og stabilitet i hjemmet kan påvirke barnet/den unge. Det samme gælder, hvis opdragelsen af barnet/den unge enten er meget streng eller meget inkonsekvent. Vennernes indflydelse har også vist sig at have en betydning for udviklingen af adfærdsforstyrrelser, især mange afvisninger fra venner i barndommen samt tilknytning til afvigende jævnaldrende unge.

Behandling af adfærdsforstyrrelser

Da adfærdsforstyrrelser i værste fald kan føre til udviklingen af en dyssocial eller antisocial personlighedsforstyrrelse, er behandling særdeles vigtig. Hensigten med behandlingen er at fremme barnet/den unges normale udvikling samt forhindre en videre uhensigtsmæssig udvikling. Behandlingen bør startes så tidligt som muligt for at få bedst mulig effekt.

Behandlingen bør sammensættes således, at den integrerer både barnet/den unge, familien og skolen. Derfor kan forældretræning være en effektiv behandlingsform. Hvis barnet/den unge har andre psykiske lidelser, som for eksempel depression eller angst, bør behandlingen tilrettelægges i forhold til disse.