Psykiske konsekvenser af karantæne og isolation

Karantæne betegner formelt set en separationstilstand, hvor al bevægelse uden for hjemmet (eller andet opholdssted) minimeres over en periode, typisk 14 dage, for at undgå potentiel smittespredning. Egentlig karantæne betyder, at man ikke må bevæge sig væk fra hjemmet, heller ikke for at gå på arbejde eller for at handle ind, idet det vurderes, at man kan være smittet med (aktuelt) Corona-virus og muligvis kan begynde at udvise symptomer, inden karantænen er ovre. Betegnelsen anvendes aktuelt dog også mere generelt om en samfundsmæssig tilstand, hvor der ikke nødvendigvis er udgangsforbud, men hvor udgang samt kontakt med andre mennesker minimeres. Karantæne har til hensigt at forebygge smittespredning, idet alle personer, der kunne mistænkes for at være smittebærere, reducerer sin kontakt med andre mennesker.

Isolation er derimod en separationstilstand for personer, der faktisk har fået konstateret smitte, og som udviser symptomer på virus. Er man i isolation, må man ikke komme i nærheden af andre mennesker, heller ikke eventuelle bofæller. I daglig tale optræder de to begreber dog tit i flæng, så det kan være svært at kende forskel.

Under Corona-krisen har mange børn og voksne været i en form for karantænetilstand, og det har betydet en kraftig stigning i antallet af mennesker, der oplever psykiske følgesymptomer såsom depression, angst, øget bekymringstendens, øget alkoholindtag m.m.

I krisens tidlige stadier var der primært tilfælde af frivillig karantæne, eksempelvis efter hjemkomst fra skiferie i risikoområder, men i takt med nedlukningen af Danmark og den øgede smittespredning i foråret oplevede hele befolkningen en usædvanlig begrænsning af deres frihed og færden uden for hjemmet. Selvom de fleste dagligdagsaktiviteter langsomt normaliseres, herunder at kunne gå på arbejde, i skole eller børnehave, at kunne tage i biografen og på restaurant, eller blot at handle ind, oplever mange stadig restriktioner og forandringer. Bl.a. er der i sensommeren indsat krav om mundbind i offentlig transport, og et stigende antal borgere vil formentlig opleve lokale nedlukninger i de enkelte kommuner.

I kølvandet på dette rapporterer mange mennesker, at de er frustrerede og rastløse, oplever at være indespærrede, har mistet deres daglige rutiner, føler sig ensomme og har bekymringer omkring sygdom. Karantænetilstanden medfører altså for mange dårligt psykisk velvære. Dette kan blandt andet skyldes den pinefulde isolationsfølelse og ”ø-fnidder”, man kan opleve ved at stirre på de samme fire vægge dag ud og dag ind, og den betydeligt reducerede sociale kontakt med andre mennesker – et forhold som under normale omstændigheder bidrager til øget psykisk velvære.

En lang række psykiske følgesymptomer kan optræde i kølvandet på karantæne, og i nogle tilfælde kræves professionel behandling enten under eller efter karantæneperiodens ophør. Generelt beskriver mange mennesker, at de oplever frustrationer forbundet med, at de pludselig ikke må forlade deres hjem, ikke kan følge deres daglige rutiner og mister adgangen til social og fysisk kontakt. Dette leder ofte til kedsomhed, frustration, stress og følelsen af at være isoleret fra resten af verdenen, hvilket har påviselige og negative effekter på det generelle psykiske helbred. Afmagtsfølelser, vrede over at skulle være i karantæne og irritabilitet er også ganske typiske følgesymptomer, hvilket kan have langvarige effekter på trivslen, selv efter karantænens ophør.

I afsnittene herunder kan du læse nærmere om en række af de typiske psykiske følgesymptomer, der kan opstå som følge af Corona relateret karantæne. Bemærk, at listen ikke er udtømmende, og derfor kan andre psykiske følgesymptomer også forventes at optræde; fx forværring af OCD, klimaangst, vredesproblemer eller sygdomsangst, som du kan læse mere om andetsteds på hjemmesiden.

Et hyppigt forekommende følgesymptom efter karantæneophold – hos både børn og voksne – er depression, der kan variere fra let til svær grad. Under karantæneperioden oplever mange at føle sig ensomme og isolerede. Pludselig ser man ikke længere sine klassekammerater, familie, kollegaer og venner, man mister i en periode sine daglige sociale interaktioner, og man kan nemt få følelsen af, at andre har glemt én, fordi de ikke skriver eller ringer. Dette kan lede til tristhed og nedsat humør – i nogle tilfælde i så høj grad, at der kan blive tale om decideret depression. Generelt er der flere symptomer på depression, du kan holde øje med hos dig selv og andre:

• Nedsat stemningsleje og humør. Overordnet set opleves der mere tristhed og nedtrykthed end normalt, og ofte kan personen slet ikke muntres op. Hvis det dog lykkedes, er det kun kortvarigt, og personen vender hurtigt tilbage til de triste tanker og den nedtrykte følelse. Hos børn og unge kan nedsat humør desuden komme til udtryk som øget irritabilitet frem for decideret tristhed.

• Nedsat lyst og interesse. Aktiviteter, der tidligere har vakt stor glæde og interesse, opleves pludselig som ligegyldige og udføres ikke længere. Hos børn og unge ses det ofte, at de pludselig ikke vil lave ting, der tidligere har optaget dem i høj grad; fx at spille computer eller at skrive eller tale med venner.
• Nedsat energi. Der opleves øget træthed, og det kan være svært at stå op af sengen om morgenen. Ofte opleves også søvnforstyrrelser, såsom indsovningsbesvær eller usædvanlig tidlig opvågning. Andre symptomer er tænke- eller koncentrationsbesvær og appetit- og vægtændring.

Pga. den høje smitterisiko ved Corona udviser mange danskere øget forsigtighed under og efter karantæne, hvilket som udgangspunkt er en fornuftig idé; dels fordi det mindsker risikoen for smitte af andre, og dels fordi det mindsker risikoen for selv at blive smittet. I visse tilfælde kan øget fokus på at mindske smitterisikoen dog give anledning til udvikling af decideret angstlidelse, idet personen kan blive særligt optaget af at isolere og beskytte sig selv bedst muligt under karantæneperioden.

Et typisk eksempel er udvikling af den specifikke fobi mysofobi, der også er kendt som bakteriefobi. Her opleves ekstrem angst overfor smitsomme bakterier, og der ses stigende og mere omfattende tiltag for at undgå smitte, idet forsigtighed, frygt og katastrofetanker bliver dominerende. Anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, såsom øget håndvask, brug af håndsprit og ingen eller stærkt reduceret færden udenfor hjemmet, kan være katalysator for udvikling af sikkerheds- og undgåelsesadfærd og eventuelt udløse en egentlig fobi.

Det ses ofte, at personen pludselig tager omfattende foranstaltninger for at kunne bevæge sig udenfor hjemmet efter karantænen, og at færden på offentlige steder kan være forbundet med betydelig angst.

I en undersøgelse kunne det bl.a. ses, at helt op til 21% undgik alle offentlige steder og fortsatte med overdreven håndvask i flere uger, og nogle endda måneder, efter karantænen var ophørt (Brooks et al., 2020). Der er tale om uhensigtsmæssig angst, når forholdsreglerne og den følelsesmæssige angstreaktion er ude af proportioner med den konkrete trussel. Ofte erkender personen selv, at angsten er en smule urimelig i forhold til virkeligheden, men føler sig alligevel ikke i stand til at overkomme den. Heldigvis har vores erfaringer vist, at 85-95 % af tilfældene af specifikke fobier kan opleve væsentlig bedring eller helbredelse efter blot 5 sessioner med en helt særlig udgave for kognitiv adfærdsterapi, der baseres på terapeutisk gradueret, forlænget eksponering.

Ifølge aktuel forskning er sundhedspersonale, der har arbejdet med både potentielle og bekræftede virus-smittede, i særlig risiko for at udvikle PTSD, når de efterfølgende kommer i karantæne (Brooks et al., 2020). Ofte har læger, sygeplejersker, portører mm. arbejdet i direkte kontakt med kritisk syge patienter i en form for kriseberedskab, hvor de selv er blevet udsat for stor smitterisiko, stress og ubehagelige oplevelser. Hvis sundhedspersonale efterfølgende kommer i karantæne, kan dette opleves som en kritisk periode, hvor alvoren og effekten af den hektiske arbejdsgang, frygt for egen sygdom og de ubehagelige oplevelser får mulighed for at manifestere sig som påtrængende erindringer, mareridt eller stærkt ubehag. Wu et.al. (2009) rapporterede, at 10% af de ansatte ved et hospital i Beijing under udbruddet af SARS, udviklede et højt niveau af PTSD-symptomer. De ansatte, der blev sat i karantæne, havde en dobbelt så stor risiko for at udvikle et højt PTSD-symptomniveau sammenlignet med dem, der ikke blev sat i karantæne. Et studie foretaget i Canada viste en forekomst af et højt niveau af PTSD-symptomer hos omkring hele 22% af sundhedspersonale (Reynolds et.al. 2007).

Andre faktorer, der øgede risikoen for udvikling af PTSD-symptomer, var i hvilken grad sundhedspersonalet var i kontakt med patienter med SARS, og hvorvidt venner eller familie var blevet smittet med sygdommen (Wu et.al. 2009).

Overordnet opleves ved posttraumatisk stress symptomer som ind- eller gennemsovningsbesvær, irritabilitet eller vredesudbrud, koncentrationsbesvær eller usædvanlig vagtsomhed, og ofte kan der opstå en undgåelse af alt, der minder om traumet, hvorfor tilbagevendelse til arbejdet kan være yderst oprivende for personalet. Hertil kommer, at der ofte rapporteres angst, vrede, skyldfølelse, ensomhed og generelt mindre glæde, som yderligere er negative effekter i den psykiske krisetilstand. Desuden hævdes det i aktuel forskning, at børn i karantæne har 4 gange større risiko for at udvikle PTSD end børn, der ikke har været i karantæne, formentlig pga. øget bevidsthed og bekymring omkring egen sikkerhed (Brooks et al., 2020).

Landets kvindecentre har ifølge de store nyhedsmedier taget imod langt flere henvendelser end normalt som følge af vold og konflikter i hjemmet under corona-karantænen. Dette forhold illustrerer på ekstrem vis, hvorledes det at være i karantæne med familiemedlemmer kan føre til konflikter og problemer.

Karantæneperioden kan vække store bekymringer om fremtiden, bl.a. vedrørende egen økonomisk stabilitet, tab af job, samfundsmæssige konsekvenser m.m., og de fleste oplever aktuelt en vis grad af psykisk pres. Samtidig gør manglen på social kontakt og variation i hverdagen os mere irritable, rastløse og frustrerede. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange familier, der er i karantæne sammen, oplever gnidninger.

Hjemmekarantæne kan være en stor udfordring for mange par og familier, og mange oplever karantæneperioden som en prøvelse af parforholdet, fordi der opstår gentagne skænderier og misforståelser. Til tider kan der opstå tvivl om, hvorvidt familien eller parforholdet overhoved fungerer, som det burde, eller om der er noget alvorligt galt – enten med relationen eller med én selv. Disse bekymringer kan være ganske invaliderende, og mange bliver så opslugte af tankerne, at de får svært ved at udføre deres arbejde, oplever væsentlig humørpåvirkning og måske overvejer, hvorvidt skilsmisse er den eneste udvej. Når det så vidt, kan det anbefales at opsøge parterapi hos en psykolog.

Mange oplever i karantænetider at spise, drikke eller ryge mere end sædvanligt. Dette er en naturlig og forventelig reaktion – både fordi vi bruger mere tid derhjemme og måske mangler noget interessant at tage os til, og fordi det kan virke som en slags trøst. Når hverdagen bliver ensformig og indholdsløs, og der ikke længere er meget at se frem til, kan vi opleve at længes efter små skud glæde og belønningsfølelse. Så bliver et glas vin, en pose popcorn eller en ekstra smøg nogle små godbidder, vi kan glæde og til og belønne os selv med. Samtidig har især rusmidler som cigaretter, alkohol og stoffer den effekt, at de lindrer angst og ubehag, hvilket jf. ovenstående er følelser, som rigtig mange døjer med i denne tid. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange i karantænetider oplever større forekomst af sådanne “dårlige vaner” .

Problemet med denne adfærd er selvfølgelig, at der for nogle kan forekomme en snebolds-effekt, hvor forbruget bliver hyppigere eller større dag for dag. Sådan et forbrug kan i nogle tilfælde gå hen og blive et misbrug eller til og med en afhængighed, som det er svært at komme ud af igen. Forskning viser, at omkring 21% af helbredspersonale i Toronto-området, som var særligt belastet under SARS-udbruddet, udviklede et større forbrug af alkohol eller andre stoffer i tiden efter udbruddet (Maunder et.al. 2006). Kommer forbruget ud af kontrol, bør man hurtigst muligt opsøge hjælp. Her kan kognitiv adfærdsterapi, som vi specialiserer os i hos PJK, være enormt gavnligt takket være kombinationen af arbejdet med uhensigtsmæssige tankemønstre og adfærd.

Alle kan opleve psykiske følgesymptomer pga. karantæne, og det er et udbredt fænomen, der rammer stadig flere danskere. Børn, unge og voksne kan således alle udvikle symptomer på f.eks. depression, angst og PTSD, og forskning viser, at symptomerne kan fortsætte måneder og endda år efter karantænens ophør (Brooks et al., 2020). Derfor er det vigtigt at opsøge korrekt hjælp hurtigst muligt, såfremt tilstanden ikke går i sig selv.

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at psykiske følgesymptomer kan optræde anderledes hos børn og unge, end de gør hos voksne.

Man bør derfor være opmærksom på alle former for udtalte adfærdsændringer hos sine børn eller teenagere. Eksempelvis kan en tendens til øget bekymring, tilbagetrukkenhed, vrede eller irritabilitet, sengevædning eller mere omklamrende adfærd alle ses som tegn på psykiske problematikker hos børn og unge. Nogle børn kan også rapportere om ondt i maven eller hovedet, når de er psykisk belastede. Selvom sådanne forhold i mange tilfælde kan reflektere en generel utilfredshed med karantæne-situationen, kan symptomerne i visse tilfælde dække over mere alvorlige psykiske problematikker.

Det er vigtigt at følge myndighedernes anvisninger nøje, og derfor anses en pludselig tendens til hyppig håndafspritning, ekstra grundig håndvask og generel forsigtighed ikke som problematisk, men derimod som udtryk for sund fornuft. Ændringer i ens normale adfærd er altså helt forventelige, og det er heller ikke unormalt at se ændringer i familiemedlemmers adfærd, at være ekstra opmærksom på små helbredsforandringer, eller at opleve en vis grad af ængstelighed, ensomhed, tristhev mv. Derfor kræver det ikke nødvendigvis psykologhjælp, hvis man er mere nedtrykt end normalt, hvis man har svært ved at udføre sit arbejde hjemmefra, eller hvis man bliver frustreret over ens samlever – det er forventeligt, når man befinder sig i en karantæne-situation.

Man bør dog opsøge en psykolog, hvis symptomerne har en så omfattende effekt på ens liv, at man har svært ved at fungere i dagligdagen, hvis adfærdsændringerne begynder at gå ud over relationer til familie og venner, hvis man føler permanent nedtrykthed, eller hvis størstedelen af ens tanker centreres om bekymringer og dårligdomme. Hvis psykiske følgesymptomer ligelgedes fortsætter efter karantænens ophør, og man har svært ved at genoptage en ’normal hverdag’ (så vidt muligt under omstændighederne), bør man overveje at opsøge behandling. Symptomer går sjældent i sig selv uden behandling, og de kan i værste fald udvikle sig til at blive langvarige eller permanente. Heldigvis kan langt de fleste psykiske følgesymptomer behandles effektivt, og vi tilbyder både fysiske såvel som online samtaler, som stadig kan afholdes på trods af eventuel karantæne.

Psykologerne Johansen og Kristoffersen tilbyder effektiv behandling med kognitiv adfærdsterapi, der er den foretrukne behandlingsform til en lang række psykologiske problemstillinger. Vi tilbyder både behandling via online-samtaler og som fysiske møder. Ved almindelige fysiske konsultationer foregår behandlingen ved én af vores klinikker; enten i Helsingør, på Frederiksberg eller i Aarhus.

I kognitiv adfærdsterapi arbejdes der dels med kognitionen, dvs. urealistiske eller uhensigtsmæssige tankemønstre, og dels adfærdsmønstre, som er med til at vedligeholde og forværre tilstanden. Derudover anvendes en række specifikke teknikker, som indirekte påvirker ens kropslige og følelsesmæssige reaktioner. Under terapien er målet altså at identificere og forandre de ting, man selv er herre over, således at problemstillingen ikke længere får lov at overtage ens liv.

Afhængigt af den aktuelle problemstilling vil bestemte tanker ofte være dominerende. Under depression vil f.eks. negative tanker og ruminationer ofte fylde, mens overvurdering og risiko og konsekvenser (ofte kaldet katastrofetanker) spiller en væsentlig rolle under opretholdelsen af angst.

Kognitiv terapi tager således afsæt i den unikke situation og i de tanker, som den enkelte klient oplever som dominerende. I samarbejde med psykologen bliver aktuelle negative tanker og antagelser gennemgået, og det undersøges, hvordan dysfunktionelle tankemønstre er med til at vedligeholde problemstillingen, samt hvorvidt de negative tanker egentlig er så sande, som først antaget.

Målet er altså at erstatte de negative automatiske tanker med andre, mere hensigtsmæssige og sande forståelser, således at tilstanden ikke længere vedligeholdes, men derimod kan ændres.

I den anden del af terapien arbejdes der med adfærdsmønstre. Både rækkefølge og i hvilken grad der lægges vægt på den kognitive og den adfærdsterapeutiske del af behandlingen afhænger af problemstillingen, personens alder, og personens unikke kontekst, ønsker og behov.

I adfærdsterapien undersøges det, hvordan aktuelle og konkrete adfærdsmønstre kan være med til at vedligeholde den psykiske lidelse eller problematiske tilstand. Her forsøges adfærden ændret ved brug af forskellige adfærdsterapeutiske metoder, der kan tilpasses den enkelte klients situation. Det væsentlige under terapien er, at ny adfærd udforskes; delvist for at give klienten korrigerende erfaringer, f.eks. ved at vise, at anden adfærd er mere hensigtsmæssig end den nuværende, og delvist ved at udnytte fysiologiske processer, der påvirker følelser og kropslige reaktioner direkte. Metoderne kan bl.a. være distraktion, vejrtrækningsteknikker eller afspændingsøvelser, der kan lette følelsen af angst; engagement i lystbetonede eller behagelige aktiviteter for at forbedre humør; og adfærdsteknikker, der har til formål at aflære uhensigtsmæssige sammenhænge mellem bestemte situationer og følelsesmæssige reaktioner, f.eks. i form af gradvis eksponering, hvor man via korrigerende erfaring og tilvænning opøver en stadig en større evne til at håndtere det frygtede.