Den psykologiske effekt af corona-pandemien

Verden ligger i disse dage under for et stort pres som følge af udbredelsen af coronavirus. WHO erklærede d. 11. marts 2020 COVID-19 for en pandemi, hvilket betyder, at den smitsomme sygdom udbreder sig ukontrollerbart over flere verdensdele. Pandemien forårsager allerede masser af ængstelighed og bekymring hos nærmest alle, og erfaringer fra tidligere lignende sygdomme tyder på, at vi kan forvente endnu mere dramatiske psykiske konsekvenser.

Vi er tilbøjelige til at anskue krig og nye våben som den største fare for mennesker, men undertiden bliver det klart, at vi måske bør betragte pandemier som den største globale trussel. Dette skyldes i høj grad, at pandemier opstår pludseligt og spreder sig enormt hurtigt på tværs af kontinenter.

Vi har hidtil i pandemiens udvikling haft sparsom information om sygdommen, hvilket gør det sværere at begrænse smitten og udarbejde en kur, og det er umuligt at foretage modangreb eller bygge mur mellem os og fjenden – pandemien er en usynlig fjende. Pandemier medfører derfor udbredt usikkerhed, angst og endog sammenbrud af almindelige samfundsstrukturer på nogle områder.

Der er yderligere evidens for, at en epidemi er den form for menneskelig patologi, der historisk har ledt til flest dødsfald (Pappas, Kiriaze, Giannakis & Falagas, 2009). Dette hænger i høj grad sammen med, at der sjældent i samme grad er prædisponerende faktorer, som det ses ved anden patologi, men at epidemisygdomme kan ramme hvem som helst og breder sig hurtigt. Netop dette er også tilfældet for COVID-19, som har taget mange liv over hele verden.

Rigtig mange mennesker verden over frygter i øjeblikket at blive smittet med COVID-19, hvilket har vist sig at lede til nogle forskellige psykiske udfordringer. Der er allerede foretaget forskellige studier, hovedsageligt i Kina, der undersøger individers psykiske helbred som følge af pandemien. Blandt andet viste et selvrapporteringsstudie fra Wuhan (Qian et al., 2020), hvor coronavirusset opstod, at angst forekom 4-5 gange mere hyppigt end normalt på grund af epidemien.

I et andet studie (Wang et al., 2020), som undersøgte psykologiske konsekvenser af coronavirus, tilkendegav mere end halvdelen af respondenterne, at deres psykiske helbred var påvirket af COVID-19 i moderat til betydelig grad, mens en tredjedel udtrykte, at de var plaget af moderat til betydelig angst som følge af coronavirus. Der er ligeledes fundet evidens for, at indbyggerne i dette område af Kina var mere plaget af stress og depression i forbindelse med COVID-19 end vanligt.

Et metastudie fra april 2020, der undersøgte psykologiske konsekvenser af COVID-19 viste, at angst lader til at være den mest udbredte psykologiske konsekvens af COVID-19 på individplan. Faktisk viser undersøgelser, at hele 28,8% af de adspurgte oplevede moderate til alvorlige symptomer på angst (Rajkumar, 2020). Selvom dette tal ikke kun afspejler angst i forbindelse med coronavirus er tallet ikke desto mindre langt højere end det var i Den Nationale Sundhedsprofil i 2017 – her var tallet 6,6%.

Foruden angst forekommer depression og nedtrykthed som en vigtig psykisk følge af pandemien. 16,5% af de adspurgte i den ovennævnte undersøgelse oplevede moderate til alvorlige symptomer på depression (Rajkumar, 2020). Dette tal var i 2017 7%. Derudover er stress også en kritisk følgevirkning af COVID-19, som 8,1% oplever moderate til alvorlige symptomer på. Der er således tegn på, at coronavirus kan medføre en decideret krise med henblik på den brede befolknings psykiske helbred (Rajkumar, 2020).

Undersøgelsen viser, at nogle af årsagerne til den generelle forværring af det psykiske helbred lader til at være uforudsigelighed, usikkerhed, sygdommens karakter, misinformering og social isolation. Et eksempel på usikkerhed kunne være, at man konstant er i tvivl om eget helbred, da COVID-19 ikke nødvendigvis medfører symptomer. Der er således en risiko for, at man er syg uden at vide det, hvilket kan medføre enorm frustration og mistillid til eget helbred. Alle disse faktorer er altså med til at vedligeholde de problematikker, som befolkningen oplever. Talrige undersøgelser, der har til formål at undersøge disse konsekvensers vedvaren, er igangsat, da der er en sandsynlighed for, at coronakrisen vil have en indvirkning på det psykiske helbred langt ud i fremtiden (Rajkumar, 2020).

Det tydeliggøres i førnævnte studier, at mennesker i høj grad oplever psykologiske effekter af coronavirus og lægger deres adfærd om som følge af virusset.

Faktisk viser nyere psykoneuroimmunologisk forskning, at de stærke følelsesmæssige reaktioner samt stress, som en pandemi medfører, på længere sigt kan svække immunsystemet og i den forbindelse øge risikoen for at blive smittet. Desuden lader denne psykiske påvirkning af immunsystemet ligeledes til at kunne svække effekten af vacciner (Irwin & Slavich, 2017; Kiecolt-Glaser, 2009). Denne effekt ses i højeste grad ved personer, der har en større tilbøjelighed til negative følelser såsom negativ affektivitet eller neuroticisme (Phillips, Carroll, Burns, & Drayson, 2005). Dette skyldes sandsynligvis, at de større følelsesmæssige udslag påvirker produktionen af lymfocytter og proinflammatoriske cytokiner (Kiecolt-Glaser, 2009). Heldigvis viser studier, at kognitiv adfærdsterapi – selv under en pandemi – kan reducerede den oplevede stress og de uhensigtsmæssige følelser, herunder angst og tristhed, som dermed kan ophæve immunosuppresion.

Ud over disse psykologiske problemstillinger har studierne ligeledes undersøgt adfærdsændringer i forbindelse med coronavirus. Et kinesisk studie undersøgte såkaldt undgåelsesadfærd, og respondenterne skulle tilkendegive, hvorvidt de havde udført følgende handlinger: undgået at spise ude, undgået at benytte offentlig transport, undgået at besøge offentlige steder. Det viste sig, at 78,6% af indbyggerne i Wuhan havde begået samtlige handlinger (Qian, Wu, Wu, Hou, Liang, Cowling & Yu, 2020).

Den sikkerhedssøgende og undgående adfærd, som ses hos en lang række individer som følge af pandemiens påvirkning af psyken, er naturligvis ikke nødvendigvis et udtryk for patologi, eftersom mange tiltag vil være påbudt fra myndigheder, og tiltagene er i forlængelse heraf helt centrale og hensigtsmæssige i kampen for at begrænse smitten. Ligeledes er en vis grad af ængstelighed hensigtsmæssig, da angsten motiverer os til at træffe nødvendige forholdsregler, selvom det ikke nødvendigvis er behageligt for os. Der er dog grænser for, hvor høj en grad af angst og sikkerhedsadfærd, som kan betragtes som hensigtsmæssig, og disse effekter kan i nogle tilfælde have en ekstraordinært negativ virkning på folks psykiske helbred.

I forlængelse heraf er det vigtigt at have in mente, at de psykologiske konsekvenser oftest vil være mere langvarige og omfattende end de somatiske – altså selve sygdommen. Denne tendens sås også ved eksempelvis SARS og Ebola. Med henblik på de psykiske konsekvenser ved COVID-19 er der derfor anledning til bekymring, og vi bør altså ikke forvente, at de psykologiske eftervirkninger vil ’gå over’ umiddelbart efter en eventuel kur eller vaccine.

Overordnet ved SARS-udbruddet i 2003 blev der registreret en øgning af en række fænomener såsom kedsomhed, ensomhed, vrede og søvnløshed. Foruden disse herskede der naturligvis også stor frygt blandt mennesker verden over, som bekymrede sig for eget og andres helbred (Cheng & Tang, 2004). Derudover er der evidens for, at mange mennesker oplever udfordringer med at vende tilbage til deres ’almindelige’ liv, når denne krisetilstand er overstået (Chua et. al, 2004).

En af de sociale konsekvenser der kan opstå, når folk frygter for at blive smittet med et potentielt dødeligt virus, er desuden stigmatisering, og det var netop også, hvad man så under SARS-udbruddet i 2003 (Sim & Chua, 2004).

Der opstod en tendens til, at folk forsøgte at undgå mennesker, der var mistænkt for at have tilbragt tid med en smittet eller var i karantæne. Denne undgåelse er naturligvis hensigtsmæssig adfærd, når vi forsøger at inddæmme smitten, men det kan få svære psykiske konsekvenser for den, der udsættes for stigma. Stigmatisering kan ligeledes vise sig ved, at nogle mennesker lægger ’patient 0’ – den patient, der bragte smitten til landet – for had.

Frygten for stigmatisering kan også have konsekvenser for den enkelte, som ikke er smittet eller som er blevet syg af virusset. Hos mange er frygten for de sociale konsekvenser ved at blive smittet af virusset på niveau med frygten for konsekvenserne af sygdommen i sig selv.

Udover ovenstående almenpsykologiske reaktioner viste SARS-udbruddet i 2003 at medføre en øgning i forekomsten af en række konkrete psykiske problemstillinger såsom:
– Depression
– Angstlidelser og panikanfald
– Psykomotorisk agitation (rastløshed)
– Delirium (forvirringstilstand)
– Suicidalitet (selvmordsadfærd)

Foruden SARS-udbruddet har flere studier fundet lignende psykiske symptomer i de befolkninger, der påvirkedes af andre epidemier såsom MERS og svineinfluenza.

Flere studier har påvist, at angstlidelser og øget stress er to af de mest markante følgevirkninger af en epidemi (Chua et. al, 2004).

Dette skyldes højst sandsynligt den frygt for smitte, som bliver altoverskyggende for mange. Disse studier har ligeledes fundet, at denne indgribende angst kan få konsekvenser for ens psykiske helbred flere måneder efter epidemiens udgang (Brooks, Webster, Smith, Woodland, Wessely, Greenberg & Rubin, 2020). Der er ligeledes bevist tilfælde, hvor angsten og truslen forbundet med pandemier resulterede i, at individer tog deres eget liv (Cheng & Tang, 2004).

Overordnet kan det altså konkluderes, at tidligere epidemier har haft alvorlige og betragtelige psykiske konsekvenser for de påvirkede befolkningsgrupper (Brooks, Webster, Smith, Woodland, Wessely, Greenberg & Rubin, 2020).

Selv hvis der ikke bliver tale om en konkret depression, har mange af de ovennævnte forhold stadig en negativ indvirkning på de flestes humør og psykiske velvære. De statslige foranstaltninger, som vi alle lever under i øjeblikket, fører eksempelvis til udpræget ensomhed. Selvom mange er begyndt at se familie eller venner, er social kontakt stadig begrænset. Særligt for folk, der bor alene, har coronakrisen være udfordrende, da mange er ganske alene i mange af døgnets timer, hvilket kan lede til ubehagelige psykiske reaktioner såsom svær ensomhed, kedsomhed og frustration. Men selv for dem, som bor sammen med en eller flere andre mennesker, er der stor risiko for isolationsfølelse og ensomhed. Når vi underlægges social distancering og ikke uden restriktioner kan mødes med venner og familie, kan følelsen af social isolation blive meget ubehagelig, og mange vil derfor lide store afsavn. Det kan derfor være en god idé at forsøge at bibeholde kontakten til venner og familie via telefon eller internet, sådan at man ikke isolerer sig fuldstændigt. Det kan være en forløsning for mange at række ud til sine nærmeste og opretholde en form for kontakt, selvom det måske kan føles kunstigt.

Foruden savnet til sine kære kan denne karantæne-tilstand gøre helt almindelige begivenheder besværlige eller utrygge, som f.eks. at gå en tur med hunden, tage til fodbold eller at tage ned at handle. Regeringens krav om brug af mundbind eller visir i offentlig transport, på restauranter og cafeer skaber desuden en fremmedgørelse af de medmennesker man møder, når man bevæger sig omkring. Maskeringen skaber en ubehagelig afstand, hvor det er svært at aflæse forbipasserende.

Endvidere kan man opleve stigma, når man bevæger sig udenfor og så småt begynder at genoptage daglige aktiviteter, idet regeringen stadig opfordrer til varsomhed. Det kan derfor være svært at vurdere i hvor høj grad, man kan vende tilbage til sine daglige rutiner.

Denne coronakrise kan i øvrigt resultere i planmæssige ændringer af begivenheder, som kan skabe ærgerlige komplikationer for de involverede og eventuelt medføre en følelse af tab.

Et eksempel er de mange bryllupper, barnedåbe og andre store livsbegivenheder, der er blevet aflyst. Udskydelser og aflysninger er til stor ærgrelse og frustration for de ramte, som måske har planlagt begivenhederne i lang tid. At se sådanne længe ventede begivenheder gå i vasken eller blive udskudt medfører for mange en fornemmelse af tab og kan resultere i nedtrykthed og nedsat energi og lyst for de indblandede. Udover de mere rituelle begivenheder kan coronakrisen påvirke uddannelsesmæssige forhold. Flere uddannelsessteder har udmeldt, at undervisningen kommer til at foregå under forandrede forhold, hvilket kan vække ængstelse og nervøsitet hos studerende. Særligt på universiteterne er der lagt op til øget online-undervisning, hvilket selvsagt vil få betydning for rigtig mange elever. I forlængelse heraf sørger mange mennesker over de ting, de har måtte sige farvel til: gode stunder med familiemedlemmer og venner, sportsbegivenheder, samvær med studiekammerater osv.

Som tidligere nævnt er frygt og angst blandt de hyppigste psykiske reaktioner som en epidemi afstedkommer. Vi har dertil en tendens til at overvurdere den fare, som epidemien oprigtigt udgør, hvorfor vi forventer mere forfærdelige konsekvenser, end hvad sygdommen giver anledning til. Leppin og Aro (2009), som undersøgte psykologiske konsekvenser ved SARS og fugleinfluenza, mener, at dette blandt andet skyldes, at vores beslutninger er farvede af vores følelser. Selvom der måske er udarbejdet en konkret model med tal og kurver, kan vi som mennesker sidde med en anden mavefornemmelse, som vi vælger at lytte til. Vi er med andre ord ikke rationelle, når vi skal vurdere fare, men kan være tilbøjelige til at overdramatisere trusler såsom sygdom.

Negativ affekt eller neuroticisme er personlighedstræk, som nogle mennesker besidder, og siger noget om ens generelle tendens til negative udslag i de følelsesmæssige reaktioner. Som en effekt af negative affekter kan neurotiske personer blandt andet have tilbøjelighed til at overvurdere fare og dermed overestimere både sandsynligheden og konsekvensen af aversive hændelser. De har desuden tendens til at se sig selv som særligt udsatte for det frygtede. Overvurdering af fare forbindes med en lang række lidelser herunder angstlidelser og OCD (Frist & Steketee, 2002). Tidligere studier har vist, at denne tendens til at overvurdere fare kan forudsige angstniveauet hos de pågældende personer under epidemier. Det sås blandt andet under udbruddene af SARS, Ebola, svineinfluenza og fugleinfluenza.

Disse resultater forventes ligeledes som følge af coronapandemien, hvorfor disse personer har en betydelig øget risiko for overdreven bekymring, sikkerhedssøgende adfærd og plagsom ængstelighed.

Mens nogle mennesker overdriver, hvor stor fare sygdommen kan udgøre for en selv, opfatter andre sig selv som næsten udødelige og præges af urealistisk postitiv tænkning. Netop denne optimistiske tænkning berør Cheng og Tang i deres studie fra 2004 omhandlende SARS.

Disse individer vil have en fornemmelse af, at sygdommen ikke vil ramme dem, eller i så fald, at de ikke vil blive syge. Denne indstilling er selvsagt ikke hensigtsmæssig eftersom man risikerer at udsætte både en selv men også andre for smittefare. Derudover kan det få voldsomme psykiske konsekvenser, hvis det viser sig, at man alligevel bliver alvorligt syg af virusset.

En af de faktorer, der kan hjælpe til at køre situationen op i en spids, er sladder eller andres ’erfaringer’. Ved tidligere epidemier har det nemlig vist sig, at rigtig mange mennesker havde en urealistisk idé om, hvor farlig det givne virus var, som følge af vandrehistorier. F.eks. viste et studie fra 2011 (Kanadiya & Saller), at 25 % af amerikanske college-studerende fejlagtigt troede, at svineinfluenza kunne smitte via vandkilder, 18 % mente det kunne smitte via insektbid, mens 9 % mente, at det smittede gennem svinekød. Tilsvarende er mange nu overbeviste om, at COVID-19 er luftbåren og altså ofte smitter via luften, eller at virusset kan overleve i flere uger på overflader Disse udsagn er der anekdotiske beviser på, men det meste tyder på, at disse smitteveje i værste fald udgør en lille andel af den totale smitte.

En af de gennemgående psykiske reaktioner, både ved tidligere epidemier og ved den nuværende corona-krise, er angst. Angsten kan for mange blive så gennemgribende i tilværelsen, at den får stor betydning for ens livsudfoldelse. Der findes endnu ikke specificerede tal for hyppigheden af coronaangst, men for nyligt har Salari et al. (2020) i et metastudie fundet, at 31,9% af den almene population oplever angst i en væsentlig grad. Dette tal knytter sig ikke udelukkende til angst ifm. denne epidemi men også andre angst-problematikker. Ikke desto mindre er dette tal langt højere end tidligere, hvorfor det er nærliggende at antage, at coronaangst spiller en betydelig rolle i befolkningens angstniveau. Yderligere påbegyndte undersøgelser viser, at tallene blandt medarbejdere i sundshedssektoren er endnu højere. Noget tyder desuden på, at flere sundhedsansatte oplever PTSD som følge coronapandemien. Cheng & Tang (2004), som i deres studie undersøger psykologiske reaktioner på sygdomsudbrud, går så langt som at benævne angsten som en værre pandemi end sygdommen i sig selv.

Først og fremmest er det vigtigt at fremhæve, at den angst, vi føler for at blive smittet, langt hen ad vejen er hensigtsmæssig. Angst er en mekanisme, der skal sørge for, at vi undgår ting, der potentielt kan true vores overlevelse, og derfor er det i en vis udstrækning en god og sund reaktion. Dog kan angst nogle gange skabe komplikationer for individet, når den bliver panisk og irrationel, hvilket ofte kan blive tilfældet ved en epidemi (Pappas, Kiriaze, Giannakis & Falagas, 2009). Den tilstand, vi oplever i øjeblikket, kan siges at være en form for panik-tilstand, som samfundet og medierne i høj grad bidrager til at opretholde. Dette er også en af grundene til, at den oplevede frygt bliver så dominerende, og at stress-niveauerne stiger. Ikke desto mindre kan det være svært at navigere i, hvilken information der er rationel og reel, og hvilken information der er overdramatiseret og fiktiv.

Noget af det, der gør COVID-19 så angstfremkaldende, er, at den smitter enormt hurtigt og usynligt. Det kan derfor være enormt svært at forholde sig til og danne sig overblik over faren, hvilket medfører stor usikkerhed. Derudover medfører epidemier den særprægede dynamik, at hvert enkelt menneske både besidder rollen som offer og som smittebærer. Denne usikkerhed er helt unik for en epidemi som corona, som således giver anledning til en lang række bekymringer: Er jeg selv smittet? Er andre i min omgangskreds smittet? Er der smitte i mine fysiske omgivelser? Hvordan kan jeg blive smittet? Hvordan undgår jeg at blive smittet? Hvordan kommer sygdommen til at vise sig, hvis jeg bliver smittet? Hvad er den bedste behandling, hvis jeg bliver smittet?

Man bekymrer sig derfor både for eget og andres helbred på én og samme tid, hvilket kan lede til stor frustration og ængstelighed. I forlængelse af dette kan mange mennesker risikere at opleve en udpræget hjælpeløshed, hvor man ikke føler, at man kan stille noget op imod sygdommen, der fortsat udbreder sig ukontrolleret i samfundet.

En af grundende til, at COVID-19 (sygdommen) og SARS-Cov-2 (virusset) er så skræmmende er, at pandemien tog et fast greb i flere dele af verden, mens sygdommens karakter stadig var uvist og man intet begreb havde om en eventuel behandling. Et andet særligt skræmmende aspekt af pandemien er, at det mest effektive værn mod smitte er isolation. Derudover medfører coronavirus en frygt for at smitte andre i sin omgangskreds med sygdommen, da mange er smittebærere uden at have symptomer. Denne hjælpeløshed kan være meget ubehagelig og frustrerende. Det er derfor højst sandsynligt, at rigtig mange danskere i den kommende tid vil opleve en overdreven og irrationel angst som følge af COVID-19.

Endelig gør pandemiens bølger det ekstremt svært at vurdere, hvornår denne undtagelsestilstand ophører. Mange har formodentlig henover sommeren haft en fornemmelse af, at de værste stadier af pandemien var overstået. Dog befinder vi os nu endnu en gang i en virkelighed, der er præget af mange restriktioner og forbud. Den usikkerhed, som tilstanden fremprovokerer understøttes yderligere af mediernes relativt ukritiske nyhedshistorier, der ofte spår mulige skrækscenarier i fremtiden. Høje niveauer af usikkerhed har vist sig at kunne øge sandsynligheden for at ville anvende vacciner for at komme sygdommen til livs (Ashbaugh et al., 2013), – dog kan selvsamme usikkerhed skabe tvivl om vaccinens sikkerhed, hvilket kan resultere i, at færre vil gøre brug af den som vi tidligere har set det med børnevaccinationsprogrammet og HPV-vaccinen.

Foruden den generelle frygt for at blive smittet med COVID-19 oplever mange en stor frygt for at udsætte sine kære for smittefare. De fleste har folk tæt på sig, som er ’særligt udsatte’, og som dermed forventeligt ville blive mere alvorligt syge, end man måske selv ville blive. Hvis man har familiemedlemmer, der er langt oppe i årene eller som er kronisk syge f.eks. i forbindelse med kræft- eller lungesygdomme, kan man i nogle tilfælde være alvorligt bekymret for at miste sine kære til COVID-19. Det kan også være, at man selv tilhører førnævnte befolkningsgrupper, hvorfor man i disse tider kan være plaget af dødsangst.

Udover frygten for at miste familie, medfører COVID-19 også ængstelighed og stress vedrørende forhold som arbejde og økonomi. Angst i denne forbindelse kan blive udtalt, både hvis du er medarbejder i en organisation, der er særligt udsat og risikerer masseopsigelser, eller hvis du er selvstændig og dermed risikerer at skulle dreje nøglen om på dit levebrød. Den frygt, der opstår i jobmæssig regi, vil for mange være berettiget, men samtidig vil frygten højst sandsynligt ikke have nogen gavnlig effekt, da man sjældent vil have nogen indsigelse i en sådan situation. Man bør derfor sørge for, at frygten ikke får taget overhånd.

Er du arbejdsgiver eller medarbejder og frygter for at miste dit arbejde eller din virksomhed? Du kan læse mere om psykologhjælp og virksomheder ifm. coronavirus her. 

Depression er en lidelse kendetegnet ved svær nedtrykthed, manglende lys og interesse samt manglende energi. Som tidligere nævnt er der ved tidligere epidemier vist en betydeligt forøget forekomst af denne lidelse. Det er der en god forklaring på.

For psykiske lidelser som depression kan man forstå risikoen for at udvikle lidelsen som resultatet af et samspil mellem såkaldte prædisponerende, udløsende, vedligeholdende og beskyttende faktorer. Denne forståelsesramme kan med fordel anvendes til at demonstrere, hvorfor en pandemi som corona i høj grad kan føre til øget forekomst at depression i befolkningen.

Prædisponerende faktorer kan være forudgående forhold såsom tidligere erfaringer og personlighed – det vil sige bagvedliggende forhold, som gør en person mere tilbøjelig til at udvikle en særlig lidelse. Her kan det eksempelvis nævnes, at særligt mennesker, der scorer højt på det personlighedstræk, der kaldes neuroticisme, vil have en tendens til at reagere med stærkere negative følelser og dermed have en til dels øget risiko for at udvikle depression, når de udsættes for det psykiske pres, coronakrisen medfører.

Udløsende faktorer er hændelser, som så at sige fungerer som en trigger for den psykiske lidelse. Det er almindeligt kendt, at depressive episoder hyppigst opstår i kølvandet på store omvæltninger eller stressende livsbegivenheder.

Det giver således mening, at udbruddet af en pandemi kan virke udløsende for en depressiv episode.

Vedligeholdende faktorer er forhold, som medvirker til, at depressionen, når den først er opstået, holder fast og forværres. Her er blandt andet tale om mangel på glædesfulde aktiviteter samt mangel på social kontakt, isolation og ensomhed. Omvendt er beskyttende faktorer forhold, som kan modvirke at man udvikler en depression trods omstændighederne – herunder gode sociale netværk, glædesfyldte fritidsaktiviteter og lignende. Her tydeliggøres det virkelig, hvorledes coronakrisen øger risikoen for depression. Vi opfordres til at være alene og isolerede, vi kan ikke i samme grad tage del i tidligere lystbetonede aktiviteter og mange sociale arrangementer aflyses. Der er ovenikøbet meget dårlig mulighed for at bevæge kroppen og dyrke motion.

Ser man på ovenstående forhold, er der slet ingen tvivl om, at vi kan forvente en forværring af depression og/eller en forøget forekomst af depressive episoder iblandt os som følge af corona-pandemien. Corona og følgevirkningerne heraf har simpelthen en negativ virkning på alle led af ligningen, og øger derfor risikoen for depression markant.

Mange vil også blive ekstra opmærksomme på eventuelle symptomer på corona, som de oplever i disse dage. Hver gang man føler sig en smule utilpas eller mærker en forkølelse komme snigende, kan man øjeblikkeligt gå i fuldt beredskab og mistænke, at man er blevet smittet med COVID-19. Mange vil have et uforholdsmæssigt stort fokus på, hvordan de har det, og vil være tilbøjelige til at tro, at de er alvorligt syge, selvom symptomerne er ganske normale. Således er man altså tilbøjelig til at tolke helt almindelige kropslige ændringer som mulig sygdom, hvilket kan forværre ens oplevelse af ens eget helbred, og dermed skabe yderligere bekymring. Dette er særligt et problem på denne tid af året, hvor temperaturen skifter, og rigtig mange mennesker helt naturligt bliver forkølede eller får feber.

Nogle mennesker besidder en personlighedsfacet kaldet ”intolerance for usikkerhed” som kan være endnu en bidragsyder til følelsesmæssig ustabilitet. Denne intolerance for ustabilitet skaber et behov for forudsigelighed, hvorfor situationer, der medfører stor usikkerhed, er yderst ubehagelig for særligt denne del af befolkningen.

Disse mennesker vil derfor have en tendens til at reagere med frygt, når disse situationer opstår. Frygten afstedkommer en ubeslutsomhed, hvorfor beslutninger ofte udsættes (Birrell, Meares, Wilkinson, & Freston, 2011). For at opnå mere kontrol og forudsigelighed kan disse mennesker derfor være tilbøjelige til gentagne gange at forsikre sig, at familie er okay, at tjekke sig selv og blive undersøgt ved lægen samt at søge vidt og bredt efter nye information, der kan bringe mere vished i denne udsatte position (Bottesi, Ghisi, Sica, & Freston, 2017). Denne mistanke om sygdom kan samtidig lede til, at man i højere grad kontakter sundhedsmyndigheder som f.eks. sin egen læge eller særlige corona-beredskaber. Mange vil i denne forbindelse måske også opleve ikke at blive taget alvorligt, hvis den sundhedsfaglige vurderer, at der ikke er grund til bekymring. Det er her vigtigt, at man stoler på, at personalet er eksperter, og at de nok skal gøre alvor af dine betænkeligheder, hvis de mener, at dine symptomer giver anledning til bekymring.

For at føle, at man er mere i kontrol, kan man eksempelvis blive tilbøjelig til overdreven adfærd ifm. begrænsning af smitte. Det kan blandt andet komme til udtryk ved, at man benytter mundbind og visir eller vasker hænder mere hyppigt, end hvad der anses som nødvendigt for at forebygge sygdommen. Et par andre eksempler er overdreven renlighed i hjemmet, hyppig tøjvask, overforbrug af rengøringsmidler og håndsprit. Denne stræben efter at opnå kontrol over COVID-19 er oftest ineffektiv overfor sygdommen, og hvis den overdrevne sikkerhedsadfærd opretholdes, kan det i sidste ende lede til en forværring af stress, angst og bekymring. I værste fald kan adfærden vise sig at være kontraproduktiv, sådan at man faktisk forøger sine chancer for sygdom.

Overdreven håndvask kan for eksempel øge risikoen for andre sygdomme, mens længerevarende stress kan påvirke immunsystemets funktion negativt og dermed gøre en mere udsat for sygdom.

Endvidere kan overdrevne adfærdsstrategier medføre tab af tid og energi samt forstyrrende og ubehagelige fysiologiske og følelsesmæssige reaktioner, som kan gøre, at man har mindre at stå imod med, hvis man faktisk får sygdommen.

Kontrollerende adfærd kan i sjældne tilfælde desuden udvikle sig til reelle tvangshandlinger, som de ses ved OCD. I disse tilfælde er der ofte ringe eller ingen sammenhæng mellem adfærden og den faktiske indvirkning på risikoen for at blive smittet. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, hvilken adfærd, der er anbefales af myndighederne, og derfor er hensigtsmæssig, og hvilken adfærd, der er overdreven.

Den manglende kontrol fører for rigtig mange af os til en konstant hungren efter nyheder og viden. Ved hele tiden at søge efter nye informationer, kan man få en følelse af, at man har bedre ’styr’ på situationen. Men sandheden er, at denne viden ofte vil være uden effekt i bekæmpelsen af sygdommen, og at adfærden vil have negative psykologiske konsekvenser på længere sigt.

For det første kan den uophørlige opmærksomhed omkring corona og udviklingen i verdenssituationen medføre, at man er konstant i beredskab og bestandigt oplever øgede angstniveauer, hvilket jf. tidligere afsnit kan have negative psykologiske følger. Man kan desuden blive så optaget af alle de stressende og usikre forhold omkring situationen og fremtiden, at man ikke formår at fokusere på alle de gode ting, som også fylder i nu’et og hverdagen.

I forsøget på at forstå truslen samt for at kende til alle mulige metoder, der kan bruges til at reducere smitterisiko, søger mange desuden viden gennem andre kilder end de officielle nyhedsmedier. Dette kan være meget problematisk. Meget af det indhold, som vises først på Facebook, eller som promoveres på tredjeparts informationssider, er af meget dramatisk af karakter for at søge opmærksomhed og bidrager til unødvendig angst. Samtidig ses en uhensigtsmæssig spredning af falske påstande og informationer, ikke mindst iblandt kendisser og influencere, men også af politikere, der gerne vil slå politisk mønt på situationen. Disse tæller blandt andet usande informationer om metoder til at forebygge smitte eller kurere sygdommen samt konspirationsteorier omkring COVID-19’s oprindelse.

Dertil kommer mange tvivlsomme oplysninger, som også de større nyhedsmedier vælger at bringe.

I mange tilfælde videreformidles ubekræftede oplysninger fra enkeltpersoner eller enkelthistorier eller teorier, som endnu ikke er blevet empirisk afprøvet. Fælles for sådanne ”ekspertudtalelser” og anekdotiske beviser er, at de er på det laveste niveau for forskningsmæssig bevisførelse. Der er med andre ord stor sandsynlighed for, at de kan være fejlagtige, eller i hvert fald bygget på en forkert fortolkning, og at senere forskning vil kunne afdække andre årsagssammenhænge.

De offentlige råd og de officielle informationer omkring SARS-CoV-2 fra Sundhedsstyrelsen bygger på en gennemgang af al tilgængelig forskning af den bedste kvalitet og kan derfor tilskrives en langt større sikkerhed. Hvis mere forskning underbygger nye oplysninger, vil råd og informationer opdateres tilsvarende.

Udbredelsen af usande påstande, fake news og konspirationsteorier kan føre til unødig frygt, angst og i værste fald direkte sundhedsskadelig misinformation. Vores anbefaling er derfor, at man sorterer grundigt i sine informationskilder og så vidt muligt forsøger at få den nødvendige viden om corona fra officielle sider som f.eks. Sundhedsstyrelsen.

Det kan alt i alt være en god idé at begrænse medieforbrug, hvis man føler sig særligt påvirket af corona-epidemien. Man kan med fordel holde sig til at læse informationer på officielle myndigheders hjemmesider og anerkendte nyhedskanaler samt begrænse den tid, man bruger på at læse om corona. Det kan eventuelt være hensigtsmæssigt at opstille helt konkrete tidsrum (f.eks. 9-10 og 18-19), hvor man må tjekke nyheder og læse om emnet. En anden teknik går på helt at afskærme sig fra medier og bede en nærtstående agere ’nyhedsbud’. Vedkommende påtager sig herved at viderekommunikere eventuelle nyheder, som er relevante for dig.

I forbindelse med de forbud og opfordringer, som myndighederne gik offentligt med onsdag d. 11. marts pga. coronavirus, reagerede mange danskere med frygt og panik, og rigtig mange skyndte sig ned i supermarkederne og fyldte kurvene op. Dette hamstringsfænomen kan affejes som hysteri og egoisme, men det er vigtigt, at vi i denne tid forsøger at forstå sådanne fænomener.

Igen er der en sammenhæng mellem hamstringsadfærd og følelsen af afmagt: Selvom vi får at vide, at der er nok mad på hylderne, og selvom vi måske ved, at hamstring har negative virkninger, er det simpelthen svært at lade være.

At købe ekstra mad, eller at hamstre mundbind, er simpelthen en af de eneste ting, vi kan gøre i forsøget på at beskytte os selv og vores familier mod den diffuse og uforståelige trussel.

Her bliver hamstringen en strategi til at reducere angsten ved at give os følelsen af, at vi i det mindste gør så meget, vi nu engang kan. Hvis hele verden faldt sammen, ville vi i hvert fald have nok dåsetun til at overleve en uges tid. Med andre ord er hamstring, på trods af de problematikker det skaber for samfundet, en naturlig reaktion, som vi må have forståelse for i en svær tid.

I mødet med fare, såsom en større sundhedskrise, er vi som mennesker ikke altid så rationelle i vores beslutningstagning (Ariel, 2014). En naturlig og menneskelig reaktion på fare er, at vi forsøger at bekæmpe det, så godt vi nu er i stand. Dog afstedkommer denne tendens de facto en lang række uhensigtsmæssige løsninger, der langt fra bygger på evidens. Vi har en lang og stolt tradition for at forsøge at beskytte os selv og andre ved at søge efter og benytte forskellige alternative midler til beskyttelse og behandling mod smitte. Disse hjemmelavede løsninger sås også under andre epidemier. Blandt andet beskriver Cheng i sin artikel fra 2004 omhandlende SARS-udbruddet, hvordan majroe-diæt, eddike, krydret mad og cigaretter blev betragtet som alternativ behandling af virusset. Det viste sig dog, at ingen af de hjemmegjorte initiativer havde nogen som helst effekt på den faktiske smitterisiko, selvom mange gjorde brug af de forskellige tips og tricks. Et lignende fænomen opstod under den spanske syge i 1918, hvor det blev populært at have poser med kamfer i en halskæde omkring halsen (Arnold, 2018), mens tilsvarende smykker med hvidløg længe har været et husmodertrick mod influenza, som særligt fik et opsving under svineinfluenzaen.

Foruden diverse heksekure forsøger mange desuden at slå økonomisk mønt på den på den frygt, der opstår i forbindelse med pandemier. Under den spanske syge blev der solgt en særlig form for pseudomedicin, som man skulle suge på, når man omgik mange mennesker (Arnold, 2018). Udover medicin blev der ligeledes solgt forskellige typer af balsam, der tilsyneladende skulle have en effekt på virusset. Apotekerne solgte så mange af disse balsammer, at de i perioder var svære at få fat på (Taylor, 2014). Man skulle tro, at denne form for pseudomedicin ikke solgte i vore dage, men talrige forskellige vitaminkure og urtebaserede kosttilskud, der eftersigende forbedrer immunsystemets funktion og dermed beskytter mod virus, sælges fortsat verden over (Lee, 2014). Ligeledes sælger mange apoteker det homøopatiske middel Oscillococcinum, som af producenten hævdes at kunne forkorte influenza, men der er ingen effekt for midlet fundet – ud over placebo (Antonelli & Donelli, 2018).

Der er en række grunde til, at vi opsøger forskellige kure og midler, der skal beskytte os mod pandemien. En af bevæggrundene for at benytte sig af disse er, at det giver en øget fornemmelse af kontrol.

Denne kontrol giver desuden en midlertidig lettelse af angst og bekymring, som samtidig øger sandsynligheden for, at vi benytter os af lignende produkter en anden gang. Det at man aktivt søger efter en løsning på problemet kan også i sig selv medføre positive affekter, selvom tiltagene ikke har nogen reel virkning, altså en såkaldt placebo-effekt.

Mange af producenterne er gode til at efterligne almindelige lægemidlers udseende og det sprog, der benyttes i medicinske sammenhænge. Kvaksalverne påberåber sig ofte velklingende uddannelser og titler, som taler til vores tillid til autoritære personer. Disse faktorer lagt sammen og desuden det faktum, at disse alternative behandlinger sælges på apoteket, skaber en forestilling om, at produktet er pålideligt. Lige så snart vi har investeret tid, penge og kræfter i anskaffelsen og benyttelsen af et produkt, indtræffer endvidere en paradoksal psykologisk effekt, som hedder kognitiv disonans. Denne disonans gør det sværere for os at acceptere, at noget, vi har investeret tid og penge i, ikke virker. Der ses derfor en tæt sammenhæng mellem prisen på kvaksalveri og den oplevede effekt. Altså, jo mere vi betaler, jo mere tilbøjelige er vi til at opleve, at det virker. Vi begynder derfor at overse modstridende beviser og give ’medicinen’ æren for fraværende sygdom.

Når først én gruppe mennesker begynder at benytte sig af pseudomedicin og advokere for dets gyldighed vil det hjælpe til at legitimere metoden eller midlet yderligere samt lægge et pres på de, der ikke gør brug af midlet, der formodentlig vil føle sig forkerte eller mere udsatte for smitte, fordi de ikke gør som alle andre.

På Facebook har der været et opslag i omløb med ’gode råd’, som åbenbart stammer fra en læge i Italien. Dette opslag anbefaler folk til at drikke varme drikke og anbringe sig i solen, da virusset efter sigende ikke bryder sig om varme. Derudover nævner opslaget nogle ’metoder’ til at finde ud af, uden brug af test, om man er smittet med COVID-19. Det drejer sig blandt andet om typen af hoste, man oplever, og hvor længe man er i stand til at holde vejret. Derudover findes der flere grupper på det sociale medie, hvor folk flittigt deler artikler og debatterer med hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert om coronavirus.

Det er rigtigt vigtigt at understrege, at disse råd, der florerer, ikke bygger på nogen form for evidens.

Brooks, S. K., Webster, R. K., Smith, L. E., Woodland, L., Wessely, S., Greenberg, N., Rubin. G. J. (2020). The psychological impact of quarantine and how to reduce it: rapid review of the evidence. Lancet, s. 912-920. 

Cheng, C. & Tang, C. S. (2004). The psychology behind the masks: Psychological responses to the severe acute respiratory syndrome outbreak in different regions. Asian Journal of Social Psychology, s. 3-7. 

Chua, S. E., Cheung, V., McAlonan, G. M., Cheung, C., Wong, J. W. S., Cheung, E. P. T., Chan, M. T. Y., Wong, T. K. W., Choy, K. M., Chu, C. M., Lee, P. W. H. & Tsang, K. W. T. (2004). Stress and Psychological Impact on SARS Patients During the Outbreak. The Canadian Journal of Psychiatry – Original Research, s. 385-390. 

Kiecolt-Glaser, J. (2009). Psychoneuroimmunology: Psychology’s Gateway to the Biomedical Future. Perspectives on Psychological Science, 4(4), 367-369. 

Leppin, A. & Aro, A. R. (2009). Risk Perceptions Related to SARS and Avian Influenza: Theoretical Foundations of Current Empirical Research. International Journal of Behavioral Medicine, s. 7-29. 

Pappas, G., Kiriaze, I. J., Giannakis P. and Falagas M. E. (2009). Psychosocial consequences of infectious diseases. Clinical Microbiology and Infection, s. 743–747. 

Phillips, A.C., Carroll, D., Burns, V.E., & Drayson, M. (2005). Neuroticism, cortisol reactions to acute stress, and antibody response to influenza vaccination. Psychophysiology, 42, 232-238. 

Qian, M., Wu, Q., Wu, P., Hou, Z., Liang, Y., Cowling, B. J. & Yu, H. (2020). Psychological responses, behavioral changes and public perceptions during the early phase of the COVID-19 outbreak in China: a population based cross-sectional survey. medRxiv, s. 1-23 

Rajkumar, R. P. (2020). COVID-19 and mental health: A review of the existing literature. Asian Journal of Psychiatry, 52, 1-5. 

Salari, N., Hosseinian-Far, A., Jalali, R., Vaisi-Raygani, A., Rasoulpoor, S., Mohammadi, M., Rasoulpoor, S. & Khaledi-Paveh, B. (2020). Prevalence of stress, anxiety, depression among the general population during the COVID-19 pandemic: a systematic review and meta-analysis. Globalization and Health, 57, 1-11. 

Sim, K. & Chua, H. C. (2004). The psychological impact of SARS: a matter of heart and mind. Commentaire, s. 811-812. 

Sundhedsstyrelsen. (2018). Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017. Lokaliseret 2 oktober 2020 på: https://www.sdu.dk/sif/-/media/images/sif/sidste_chance/sif/udgivelser/2018/den_nationale_sundhedsprofil_2017.pdf 

Wang, C., Pan, R., Wan, X., Tan, Y., Xu, L., Ho, C. S. & Ho, R. C. (2020). Immediate Psychological Responses and Associated Factors during the Initial Stage of the 2019 Coronavirus Disease (COVID-19) Epidemic among the General Population in China. International Journal of Environmental Research and Public Health, s.1-25 

Irwin, M. R., & Slavich, G. M. (2017). Psychoneuroimmonology. In J. T. Cacioppo, Lg. G. Tassinary, & G. G. Berntson (Eds.), Handbook of psychophysiology, 4th ed. (s. 377-397). New York: Cambridge University Press. 

Ashbaugh, A. R., Herberg, C. F., Saimon, E. Azoulay, N., Olivera-Figueroa, L., & Brunet, A. (2013). The decision to vaccinate or not during the H1N1 pandemic: Selecting the lesser of two evils? PLoS ONE, 8, article e58852.  et al., 2013 

Birrell, J., Meares, K., Wilkinson A.,, & Freeston, M. (2011). Toward a definition of intolerance of uncertainty: A review of factor analytical studies of the Intolerance of Uncertainty Scale. Clinical Psychology Review, 31, 1198-1208. 

Bottesi, G., Ghisi, M.,, Sica, C., & Freeston, M. H. (2017). Intolerance of uncertainty, not just right experiences, and compulsive checking: Test of a moderated mediation model on a non-clinical sample. Comprehnesive Psychiatry, 73, 111-119. 

Froist, R. O., & Steketee, G. (2002). Cognitive approaches to obsessions and compulsions: Theory, assessment, and treatment. Oxford: Elsevier. 

Arnold, C. (2018). “Eat more onions!”: Deperate and massively debateble medical advice from 1918. Lapham’s Quarterly, https://www.laphamsquarterly.org/roundtable/eat-more-onions. 

Taylor, S. (20194). The psychology of pandemics, preparing for the next global outbreak of infectious disease. Newcastle: Cambridge Scholars Publishing. 

Lee, J. D. (2014). An epidemic of rumors: How stories shape our perception of disease. Boulder, CO: University Press of Colorado. 

Antonelli, M. & Donelli, D. (, 2018). Reinterpreting homeopathy in the light of placebo effects to manage patients who seek homeopathic care: A systematic review. Health & Social Care in the Community.